International kommentar

Vestlig intervention mod IS hindrer ikke Iraks deling

Konflikten mellem sunnier og shiaer kan trække ud i årevis og omspænde hele den muslimske verden – strategisk gør Vesten klogt i at acceptere, at de grænser, vores imperiemagter trak, må falde
19. august 2014

For tre år siden, da verdensoffentlighedens fokus var rettet mod præsident Bashar al-Assad undertrykkelse af Det Arabiske Forår, var vi nogle, der advarede om, at Syrien kun var én frontlinje i en bredere sekterisk krig mellem sunnier og shiaer: Saudisk og qatarsk finansieret spredning af militant jihadisme i sunnimuslimske folkegrupper måtte forstås som forberedelse til en sådan større krig. Og et scenarie, hvor krigen udviklede sig til omfattende religionskrig – en parallel til Trediveårskrigen i 1600-tallets Europa – kunne på længere sigt ikke afvises.

Det er i en sådan mere overordnet sammenhæng, vi må anskue Islamisk Stats terror i Mellemøsten. Og derfor må vi i dag, hvor verden er lige så optaget af Irak, som den var af Syrien i går, se i øjnene, at den egentlige krig, der udkæmpes, er en regional krig, der har potentiale til at brede sig til hele den muslimske verden. Det er ikke tilfældigt, at mange af helligkrigerne fra IS er udlændinge – ja, mange er end ikke arabere. Eller at de bruger den mest moderne globale kommunikation til at udbrede deres middelalderlige rædselsevangelier.

Selvfølgelig er det lige nu akut nødvendigt at sætte ind mod den humanitære katastrofe, som ifølge FN truer i Nordirak. Men dengang sagde vi det samme om Assad-styrets nedslagtninger i Damaskus-forstæder af civile, hvis navne vi for længst har glemt. Hvad vi også behøver er en strategi til at imødegå udvidelsen af kampzonen.

Om vi synes om det eller ej, styrer Mellemøsten mod en omfattende omtegning af de grænser, som Storbritanniens og Frankrig udenrigsministre – sir Mark Sykes og François Georges-Picot – fastsatte i 1916 til fordel for en arabisk verden, hvis udformning i langt højere grad vil blive bestemt efter religiøse skillelinjer, end det passede de gamle imperiemagter for 100 år siden.

Så længe de vestlige politikere benægter eller foretrækker at ignorere, at dette bliver det mest sandsynlige udfald af de aktuelle hændelser, bliver det desto sværere at finde løsninger på de mellemøstlige problemer, vi må konfrontere. Så hellere tale om de belejrede kurdere og yazidierne på Sinjarbjerget. Så hellere bare nedkaste humanitær bistand.

Tre muligheder

Vi gjorde det samme i Eksjugoslavien frem til Srebrenica i 1995. Det fungerede fint – i et stykke tid. Men manglen på holdbar politik over for Bosnien var med til at bane vej for massemord. Hvilke holdbare politikker kan være tilgængelige for os i Irak?

Der er tre. Den første er et storstilet vestligt militærengagement, som kan påføre IS et knusende nederlag og redde Bagdad. Den politik har velsagtens kun fortalere blandt dem, der ikke endnu ikke har taget ved lære af Irak og Afghanistan, plus måske et par afdankede generaler, der godt kunne tænke sig øgede forsvarsbevillinger. Det er så langt den mindst praktiske og mest ukloge mulighed, der står åben for os. Vestens befolkninger vil ikke støtte en sådan krig, og spørgsmålet er, om vi overhovedet har eller vil afsætte de militære midler, der skal til for at kunne gøre det.

Den anden mulighed er at hjælpe Iraks regering til at besejre IS. Dette synes aktuelt at være den foretrukne vestlige politik. Men jeg frygter, at den mest af alt udspringer af desperate forhåbninger uden dækning i virkeligheden. Det var trods alt den irakiske hærs sammenbrud, der gav IS de våben i hænde, de nu bruger til at trænge kurderne tilbage. Ligesom det var den efterfølgende mangel på en effektiv regering i Bagdad, der tillod jihadisterne at fortsætte deres fremstød på alle fronter.

Sidste uges Potemkin-rekonstruktion af den irakiske regering vil næppe kunne ændre på det mere fundamentale forhold, at den irakiske stat ikke er og ikke har udsigt til at kunne blive noget effektivt instrument i de vestlige bestræbelser på at få slået IS ned. Medmindre også Iran kan involveres mere direkte. Men dette vil uundgåeligt føre til endnu stærkere iransk indflydelse i Irak og dermed gøre de sekteriske brudlinjer yderligere betændte. Måske kan denne udvikling alligevel ikke undgås. Men bør vi ligefrem opmuntre den?

Kurdiske ambitioner

Den tredje mulighed er at hjælpe kurderne med alle disponible midler – bistand til at huse yazidierne, udstyr, militæruddannelse, rådgivning, beskyttende luftangreb, kort sagt alt andet end de famøse støvler på jorden. Målet skal være at gøre irakisk Kurdistan til et nordligt bolværk mod yderligere territoriale ambitioner hos IS. Der synes nu omsider at være skridt på vej i denne retning, men endnu ret halvhjertede.

Også her er der ulemper. Om vi vil det eller ej, kommer vi til at tjene de kurdiske ambitioner om fuld national uafhængighed og dermed til effektivt at bidrage til opsplitningen af Irak. En del af en sådan aftale med de irakiske kurdere vil forudsætte, at disse skal forpligtes til at afholde sig fra al indblanding i Tyrkiet, der har sine egne problemer med kurdiske separatister. Og vi vil stiltiende skulle acceptere afslutningen på Sykes-Picots grænsedragninger i Mellemøsten.

I dette ligger, at en sådan satsning ikke kan fungere som kortsigtet plan, men må integreres i en langsigtet strategi, der også omfatter en ny tilnærmelse til Iran, således at det bedre kan danne modvægt til dem, der bevæbner sunnijihadisterne, foruden et dybere engagement i Tyrkiet. Ligesom vi må lægge større pres på de golfstater, der finansierer IS og lignende bevægelser, samt tage os sammen til at gøre op med de ulovlige israelske bosættelser som optakt til en varig fred i Palæstina.

Intet af dette bliver let. Men det vil helt sikkert være bedre at tage bestik af de nye realiteter i et post-Sykes-Picot-Mellemøsten og påvirke, hvor vi kan, frem for at stå passive og afmægtige tilbage og håbe på, at i morgen bliver ligesom i går.

Paddy Ashdown er baron og tidligere leder af De Liberale Demokrater og var fra 2002-2006 Den Høje Repræsentant for Bosnien-Herzegovina.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Ligesom vi må lægge større pres på de golfstater, der finansierer IS og lignende bevægelser, samt tage os sammen til at gøre op med de ulovlige israelske bosættelser som optakt til en varig fred i Palæstina"

Gider du lige flytte månen op til Mars, så vi kan slippe for al det tidevand..............

Ernst Petersen

Religionens betydning overvurderes voldsomt i denne artikel. For ikke engang i Irak handler problemerne ret meget om religion.

Hvis bare ikke Bush havde været så tåbelig at invadere Irak, så ville der ikke have været den mindste fare for landets deling. Men Saddam slog opstande ned fra både kurderne og shiiterne. Ideen at man da bare kunne fjerne Saddam, hvorefter demokrati ville opstå helt af sig selv, hvis bare man holdt hans Ba'ath parti nede, var direkte sindsyg.

I stedet gav man magten til shiiterne og troede, at de så også ville inddrage sunnierne og kurderne. Men shiiterne husker Saddam, og Maliki frygtede, at Ba'ath partiet ville generobre magten, når USA trak sig ud. Derfor holdt han sunnierne nede og anbragte shiiter på alle væsentlige poster, og han ignorerede alle USA's protester mod dette.

Sunnierne var derfor fortabte. De havde mistet enhver indflydelse i landet, og ikke engang sunnierne ønskede Ba'ath partiet tilbage. Men så var det eneste alternativ jo IS, selvom kun de færreste sunnier er særlig religiøse.

Malikis shiitiske styrker var ikke interesserede i at bekæmpe IS i de sunnimuslimske områder. Derfor smed de bare våbnene og flygtede, da en svag IS styrke angreb dem. For shiiterne foretrækker en shiitisk stat i syd, der kan alliere sig med Iran for ikke at risikere igen at komme under Ba'ath eller en lignende regering. (De er ligeglade med, og det skulle blive IS eller det ikke-religiøse Ba'ath parti, der skulle komme til magten.)

Da Malikis styrker overgav hele det sunnimuslimske område til IS opstod katastrofen. For selvom sunnierne ikke bryder sig om IS, så har de heller ingen grund til at bekæmpe dem bare for igen at blive holdt nede af Iraks shiitiske regering.

Men stadig er der ikke tale om egentlig islamisk fundamentalisme i større dele af de arabiske befolkninger. For de fleste arabere går ikke mere op i religion end os andre, og flertallet ønsker et sekulært styre. Problemet er bare, at de islamiske fundamentalister for let får støtte af befolkningerne alligevel, når befolkningerne bliver holdt nede af korrupte regeringer eller af en religiøs terrorstat som Israel.

Især Saudi-Arabien og Qatar støtter fundamentalisterne. Men formentlig kun, fordi deres korrupte regeringer selv har brug for at blive opfattet som stærkt troende muslimer for overhovedet at kunne holde sig ved magten og sætte sig på olieindtægterne.