Kronik

68’erne er velfærdsbyggere, ikke græshopper

Generationen født i slutningen af 1940’erne har gennem livet givet et positivt nettobidrag til det offentlige på cirka en halv million kroner. Er man derimod født efter 1985, vil man livet igennem nyde mere, end man yder
Generationen født i slutningen af 1940’erne har gennem livet givet et positivt nettobidrag til det offentlige på cirka en halv million kroner. Er man derimod født efter 1985, vil man livet igennem nyde mere, end man yder

Sofie Holm Larsen/iBureauet

12. september 2014

Er det nutidens gamle eller de unge, der står til at blive rigest i løbet af deres livsforløb? Hvordan har den såkaldte 68-generation klaret sig rent materielt i forhold til deres forældres og deres børns generation? Hvor meget arbejder de forskellige årgange i løbet af deres liv i forhold til hinanden?

Den type spørgsmål er populære i medierne. Jævnligt kan man høre tilnavne som græshoppe- generationen, rødvinsgenerationen og dessertgenerationen hæftet på de forskellige årgange, og det flyver frem og tilbage med forskellige påstande om, hvilke årgange der nu lukrerer på andre. At få et samlet overblik over de forskellige generationers økonomiske vilkår fra vugge til grav er dog ikke så nemt.

I forårets vismandsrapport har vi efter bedste evne samlet den tilgængelige information om de forskellige generationers forhold over livet på tre områder: Bruttoindkomster, samlet arbejdstid og de enkelte generationers bidrag til de offentlige finanser. Da sådanne opgørelser skal gælde for et helt livsforløb fra vugge til grav for at være sammenlignelige, og alle nulevende generationer jo vil tilbringe en del af deres tilværelse i fremtiden, er beregningerne foretaget ved at kombinere historiske data tilbage fra 1948 med data fra vores langsigtede fremskrivning for de kommende årtier.

En sådan beregning hviler i sagens natur på en lang række usikre antagelser. Det gælder både fremtidige elementer som produktivitetsvækst mv., som vi ikke kender med sikkerhed i dag, og historiske forhold, hvor statistikken ikke er velbelyst.

Stadig højere levestandard

Med dette forbehold in mente giver beregningerne en række interessante resultater. Hvad livsindkomsterne angår, er de steget uafbrudt for alle fødselsårgange siden årgang 1930 (altså de personer, der i år fylder 84 år, og som udgør den ældste årgang i undersøgelsen). Udviklingen i indkomsterne er dermed helt domineret af ét bestemt forhold: Den permanente produktivitetsvækst, der har medført tilsvarende stigninger i den reale timeløn og skabt grundlaget for en stadig højere materiel levestandard. Historisk har der været tale om omtrent en fordobling af indkomsten for hver generation.

Hvad arbejdstiden angår, er udviklingen ikke lige så entydig. Især tre forhold har haft stor betydning for udviklingen i generationernes samlede arbejdstid. For det første er kvindernes erhvervsfrekvens steget kraftigt i efterkrigstiden. For det andet er den årlige gennemsnitlige arbejdstid for de beskæftigede faldet med omkring en tredjedel siden 1948 – på grund af både en kortere arbejdsuge og længere ferier. For det tredje betyder de senere års ændringer for den fremtidige tildeling af efterløn og folkepension, at personer fremover forventes at tilbringe flere år på arbejdsmarkedet.

Som følge heraf er udviklingen for de to køns erhvervsarbejde over livet meget forskellig. Kvindernes arbejdstid stiger nærmest monotont for alle generationer, så kvinderne i fødselsårgang 2030 i beregningerne har 50 procent mere erhvervsarbejde end deres 100 år ældre oldemødre. For mændene er det omvendt den ældste årgang i beregningerne (årgang 1930), der i gennemsnit har haft det største erhvervsarbejde, nemlig 80.000 timer. Deres oldebørn, der fødes 100 år senere, vil stadig få en lidt lavere samlet arbejdstid over livet på trods af, at de forventes at leve betydeligt længere.

Ydere og nydere

Men hvilke generationer har så bidraget mest til den offentlige sektor? Det kan man undersøge ved at udregne nettobidraget til det offentlige over hele livet, det vil sige summen af alle de skatter og afgifter, en gennemsnitsperson fra hver årgang betaler til det offentlige fra vugge til grav, fratrukket summen af alle de ydelser (overførselsindkomster og offentlig service), som den samme person modtager.

For en nyfødt i 2014 er nettobidraget negativt, nemlig på cirka 400.000 kroner over livet. I det hele taget er nettobidraget negativt for alle årgange, der er født siden midten af 1980’erne. Det vil sige, at alle de yngste generationer i dag – og alle fremtidige fødselsårgange ifølge beregningerne – i gennemsnit modtager flere ydelser fra det offentlige over livet, end de betaler i skat.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. Der er en meget klart faldende aldersprofil i beregningerne: De ældste årgange, der indgår, som i denne del af analysen er født i slutningen af 1940’erne, har over livet givet et positivt nettobidrag til det offentlige på cirka en halv million kroner. Derefter falder beløbet jævnt, jo yngre årgangene er, og bliver altså negativt omkring 1985.

Meget groft sagt er de ældste årgange altså nettoydere set over hele livet, mens de yngste er nettonydere i et livstidsperspektiv ifølge undersøgelsen.

For at forstå dette resultat skal man tænke på det forhold til den offentlige sektor, som den typiske dansker har over livet. Som barn og ung er gennemsnitsdanskeren nettomodtager: Man får gratis skolegang og nyder godt af en række andre offentlige tjenester og betaler intet eller ret lidt i skat. Fra omkring 20-års-alderen til et tidspunkt først i 60’erne er gennemsnitsdanskeren nettoyder: Hendes skattebetalinger overstiger de overførsler og tjenesteydelser, hun får fra det offentlige. I den sidste del af livet er gennemsnitspersonen igen nettomodtager. Selv om også pensionister i dag betaler en del i skat, kan det ikke opveje værdien af især hospitals- og plejeydelser i de ældste år.

Velfærdsopbyggere

Når generationerne født før midten af 1980’erne alle har været nettoydere set over hele livet i henhold til beregningerne, er forklaringen, at disse generationer har deltaget i velfærdsstatens opbygningsfase. Dermed har de betalt væsentligt mere i skatter som erhvervsaktive, end de selv har modtaget som børn og unge. Selvom de også som gamle nyder godt af gratis offentlige ydelser, har det første vejet tungere.

Dermed får man det umiddelbart lidt påfaldende resultat, at de ældste årgange i beregningerne, der har den laveste livsindkomst, samtidig har betalt de største nettobidrag set over hele livet til den offentlige sektor. Til gengæld har deres børn nydt godt af den bedre offentlige service som følge af udbygningen af velfærdsstaten.

De nævnte tal kan dermed ses som udtryk for, at den naturlige overførsel af midler, som forældre til alle tider har givet deres børn, ikke mindst via forsørgelsen og uddannelsen i deres opvækst, i efterkrigstiden i højere grad er kommet til at foregå via den offentlige sektor. Man kan dermed også forestille sig, at det relativt høje nettobidrag for disse generationer modsvares af tilsvarende færre privat afholdte omkostninger til børnenes opvækst.

Økonomiske fordelingsspørgsmål, også mellem forskellige generationer indbyrdes, spiller i mange sammenhænge en vigtig rolle. Det er næppe muligt at sige objektivt, hvordan den mest retfærdige fordeling mellem yngre og ældre generationer bør være. Det er i sidste ende et politisk spørgsmål. Men en forudsætning for en fornuftig debat om emnet kræver reel viden om, hvordan fordelingen mellem generationerne er i udgangspunktet, og hvordan den vil blive fremover for en uændret økonomisk politik. Forhåbentlig kan beregningerne hjælpe med hertil.

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, Eirik Schrøder Amundsen, Claus Thustrup Kreiner, Michael Svarer udgør formandskabet i De Økonomiske Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Velfærdstaten er et resultat af politiske beslutninger, og vi KAN politisk vælge at fastholde den model. Hvad jeg synes vi FORTSAT skal kæmpe for.

Økonomernes mismod i den forbindelse, giver dem mestendels brød på bordet.
Hvor var de - da vi havde brug for dem?

Preben Haagensen, Tue Romanow, Rasmus Kongshøj, Michael Reves og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
John Christensen

Et stort antal økonomer er betalt for at understøtte den NEO-liberale økonomiske model, uanset hvad - mener jeg.
De har medansvar for tilblivelsen af en finansiel sektor, som udplyndrer os - uanset om konjukturerne går op eller ned.

FLOT? - NOT!

God dag der ude

Tue Romanow, Per Jongberg, Rasmus Kongshøj, Michael Reves, Ib Hansen, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

det har vi 68 er længe vist vi var velfærdsbyggere. Til trods for vi af en ungdomskommission dømt til at være en taber generation. Hvad gjorde os til velfærdsbyggere. Det gjorde at vi da der var plads til alle i samfundet og vi ikke var i den situation vi skulle kæmpe for at få en uddannelsesplads men kunne vælge og vrage hvad vi ville uddanne os til. Det betød at vi interesserede os for at få ændret samfundet ved adskillige demokratiseringer af samfundet.
Arbejslivet skulle demokratiseres så fik informationsrettigheder omskabt til egentlig indflydelse lønmodtagere blev værdisatte som kreative deltagere i omskabelsen af arbejdslivet.
Efterfølgende generationer har ikke fået disse muligheder da der ingen ændring af samfundet har haft som mål at give os arbejde og uddannelse nok til at efterfølgende generationer fik samme muligheder som 68 generationen opnåede. De unge har eller ikke haft kræfterne til at lave oprør. Når det ikke er sket hænger det sammen med at magthaverne har forstået at lave generationskonflikter. Så det politiske liv har været uinteressant for kampen for sig selv har overskygget den egentlige velfærdsnedbrydning der har fundet sted.

Lise Lotte Rahbek

Jeg forstår ikke formålet med at skændes om, hvis generations skyld det er, at det går ad helvede til nu.
Konstateringen er, at samfundets magtklasse ikke svarer på spørgsmål om formålet og konsekvenserne af med at genindføre klassekamp og fattigdom,
ikke har nogen visioner om et bedre samfund
og over en bred kam ignorerer den truende klimaforandring
fordi 'de andre lande heller ikke gør ret meget'.

Man køber kampfly men har ikke råd for en voksende frustration i befolkningen.
Det lover ilde.

Per Torbensen, Tue Romanow, Sven Elming, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Brian Jensen, lars abildgaard, David Zennaro, Ib Christensen, Anne Eriksen, Leif Høybye og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

De neo-liberale udbudsøkonomer,der kronisk tager fejl,har talt.En forbereldelse på konkurrence-statens indtog som om den er nødvendig og uafvendelig,ikke et politisk valg.

Ole Vagn Christensen

randi generationskampen er fremkaldt af at nogen skal holde igen for at velfærdssamfundet kan overleve. Der mangler nogle kraftfulde politiker til at skabe en vision som der kan arbejdes videre med for nye velfærdsopbyggere. Vi danskere er gjort til klynkere og nedbryder af egen velfærd af magthaverne. Magthavere der er magtesløse over for tidens udfordringer hvordan er det med landbrugsproduktionen bestemmes den ikke af kemikalie industrien. Ikke af økologi og af nye økonomiske indtægter gennem at være energifrembringer,
Hvordan med den med den vedvarende energi, er den ikke med ord som vi vil have vindmøller ud på havet overladt til store selskaber. Hvorved danskerne selv taber muligheden for med vindmøller på land at kunne skaffe muligheder for SMV virksomheder og for at skabe nye indkomster til udkantsområderne hvor vinden er.

Med basis i de kloge økonomer konstateres :
- Velfærdsstaten, som den var ment, stoppe udviklingen i 1985. Fra da af gik det ned af bakke. Altså ikke noget nyt, som vores politikere tror. Særlig dem, der har været hoved forfatterne til socialdemokratismen.
- "Er man derimod født efter 1985, vil man livet igennem nyde mere, end man yder".
Det kan vi ikke . Så må vi låne. Og det gør de så - socialdemo-gratisterne.

Handling :
- "Men en forudsætning for en fornuftig debat om emnet kræver reel viden om, hvordan fordelingen mellem generationerne er i udgangspunktet, og hvordan den vil blive fremover for en uændret økonomisk politik. Forhåbentlig kan beregningerne hjælpe med hertil."
Det kan gøres uden de store undersøgelser fra de herres side.
Vi kan begynde med at lade dem, der selv kan betale, betale - i stedet for at få gratisydelser og kontante tilskud. Dernæst kan vi sanere det enorme regelsæt, der med hård hånd styrer borgerne, og reducere den offentlige sektor med hidtil usete størrelser.

Med dagens politikere er der desværre kun ord og ingen væsentlig handling.

Ole Vagn Christensen

Leo en god konklussion, når 68erne blev velfærds byggere var det ikke egen formåen men fordi, deres ældre genneration havde som målsætning at de skulle opleve at løfte sig i samfundet, ufaglærtes børn blev faglært.
Men når de kunne gøre det var det fordi ældre generationen havde overvundet, den omstilling det var fra at gå fra landbrugs samfund til industrisamfund, en ny lærlingelov og skolelov var iværksat sammen med en folkepensionslov

Per Torbensen, Preben Haagensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Til gengæld er dette et meget godt svar på, hvorfor regeringens ændring af reguleringen af overførselsindkomster fra lønniveauet til prisniveauet er den endelige demontering af velfærdsstaten. Det betyder nemlig, at folk på overførselsindkomster ikke får del i gevinsterne ved produktivitetsstigningerne i fremtiden.

Preben Haagensen, Tue Romanow, Nille Torsen, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Men det er jo et fortegnet billede: vi har aldrig haft så mange værdier i samfundet som i dag, så der burde ikke rigtigt være nogen smalle steder.

Man kan jo tænke lidt over hvem, der har stillet parametrene og sammenhængene op i den matematiske model. Godt nok tager man lidt forbehold i starten, men man holder sig ikke tilbage når det gælder hvilke konsekvenser det bør have for velfærdssamfundet.

Man skal huske på at disse økonomer ikke havde set muren komme for 7 år siden.

En af de mest graverende fejl i modellen er at man kun regner løn og skat med i menneskers bidrag og værdi for samfundet. En underbetalt sosu-medarbejder tæller nærmest ikke med her, selv om det erlagte arbejde har meget mere værdi end de bliver betalt.

Heltene fra 40erne tilhører min forældregeneration. Der kunne man bygge hus og finansiere det som ufaglært arbejder med hjemmegående husmor. Jeg mener ikke der var noget galt i det, men det viser jo at der er enormt store mangler i modellerne for at beskrive samfundet. Det er også derfor modellerne, gang på gang, viser forkert.

Jeg kommer til at tænke på Erasmus Montanus.

Henrik Christensen, Søren Kristensen, Agnes Marie Geleff, Christel Larsen, Tue Romanow, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Lise Lotte Rahbek: Det kan da umuligt være økonomisk set, at du mener, det går ad helvede til? I forhold til, hvad jeg kan huske fra min barndom og ungdom, så svømmer vi allesammen i penge.
Der er bare nogen, der går rundt og taler om, at de rige har for lidt til at motivere dem til at arbejde. Selvom jeg ærlig talt ikke har set tegn på flugt fra de vellønnede jobs.

Preben Haagensen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Økonomerne fremskriver en tilstand ler udvikling20-30-40-50 år frem i tiden, som om verdens tilstand ikke vil/kan ændres. Det har vi gang på gang set der ikke er noget grundlag for. Uanset hvor kloge økonomerne er, så kender de heller ikke fremtiden.
Det undre mig at det er børn og unge der modtager velfærdsydelser, det er da forældrene der nyder godt af ydelserne til børn og unge under 18 år, og dem over 18 år der betaler ydelserne i skat.

Lise Lotte Rahbek

Thora H.R.
Nej, det er ganske rigtig ikke den nationale økonomi jeg sigter til,
omend prioriteringen og omfordelingen af økonomien for mig at se er en del af et kæmpe problem.
Økonomi er for mig at se blevet målet i dansk politik.
Det er somom man har forglemt menneskene i det store fokus.

Der betales statstilskud (skatteyderpenge) til løntrykkerjobs.
Der indkøbes for 30 mia kampfly så Danmark kan holde sig gode venner med USA,
men der er ikke råd til at lappe det sociale sikkerhedsnet indenlands og syge mennesker kan ligge i måneder og år uden indkomst.
Motorveje prioriteres frem for offentlig trafik, kommunerne sparer og sparer i kasser og skærer på hjemmehjælpen, patienter bliver udskrevet af hospitalerne inden de er raske og personalet dér ligger konstant vandret. Børnefamilerne klager sig, de gamle klager sig, de arbejdende klager sig, naturen vånder sig, priserne på flybiletter falder og politikere nedsætter dyre kommissioner og betaler konsulenter for at rådgive dem om, hvordan de kan spare.
Økonomien er en del af miseren,
fordi den er blevet mål og ikke middel.

Henrik Christensen, Tue Romanow, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Præcis, Lise Lotte Rahbek - og hele pointen er, at man arbejder for en "ligevægt" i økonomien, hvor det er en ligevægt i livet, der er brug for. Folk ønsker blot et liv, hvor de gør deres og nyder frugterne, helst med en fordel ved at opgaverne fordeles mere hensigtsmæssigt, end hvis alle skulle gøre alting for sig selv.
Men det er jo først og fremmest dyrkelsen af udvendigheden og behovet for at sole sig i andres anerkendelse, den er gal med. Det har totalt taget overhånd, at man med statusobjekter skal demonstrere, hvor god og vigtig man bliver regnet for at være på sit arbejde. Det er ren pseudo, man skal selv være tilfreds, vide, at man har gjort det, så godt man kan - og at det betyder mere at have brugt fem minutter for meget på en opgave for at nå det bedste resultat, end at man bagefter bliver skældt ud for det.

Rasmus Kongshøj

Politisk økonomi er et spørgsmål om prioriteringer, og nå vi nu har valgt at følge det neoliberale diktat om eksponentiel vækst i de rigestes formuer, så bliver der jo stadigt mindre til alle andre. Det er derfor der ikke længere er råd til at behandle folk ordentligt, på trods af der aldrig har været så meget rigdom som i dag.

Henrik Christensen og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar

Indlægget ignorerer komplet det forhold, at produktiviteten er steget som resultat af den teknologiske udvikling. Siden 1930 er den faktisk mangedoblet, så een arbejder i vore dage kan udføre det, der svarer til måske otte arbejdere fra 1930. Eller mere.
Denne produktion udføres til dels af maskiner, og derfor kan man ikke isoleret se på, hvad en arbejder producerer, da han i produktionen indgår i en symbiose med maskinerne, som øger hans produktivitet enormt.
Vores land er idag mange, mange gange mere produktivt pr. arbejder, så at der er nogle generationer, som skulle være tabsgivende er helt ude i hampen. Vi har så ekstremt høj en produktion i den vestlige verden, at vi ikke engang har brug for alle folk, hvad man kan forsikre sig om ved at kigge på arbejdsløshedstallene rundt omkring.

Snart overtager computerne taxibranchen og robotterne vil overtage en masse opgaver både i industrien og sundhedsvæsenet. Det bliver et blodbad på arbejdsmarkedet.
Det til trods vil produktionen fortsætte med at stige, og som samfund vil vi fortsætte med at blive rigere. Det er kun den skæve fordeling, som under disse omstændigheder kan forklare, at man kan dømme nogen som "tabsgivende".

Dennis Berg:

Regnestykket kigger kun på generationernes nettobidrag til de offentlige finanser, og ikke samfundet som helhed, så det handler mere om intergenerationel omfordeling end egentlig bidrag til "samfundet". Så ja, i det store samfundsbillede er ingen generationer tabsgivende.

Ang. din sidste kommentar:

Ole Vagn Christensen

Lad os slå fast at i 50erne havde vi stor arbejdsløshed, men allerede i 60erne havde Danmark kontrol med arbejdsløsheden.
Omstillingen fra Landbrugssamfund til industrisamfund var den egentlige grund til 60ernes fulde beskæftigelse.
Alt var indrettet på at skabe et effektivt industrisamfund.
industri samfundet havde brug for kapital hvilket skete med afskrivningsregler. Men der var også brug for uddannelser hvorfor vi fik en lærlinge lov. Men ikke mindst var der brug for at alle kunne se nytten i at det kom alle grupper til gavn hvorfor den sidste skamstøtte fra socialreformen blev fjernet ved at alle pensionister fik ret til folkepension. Dette skabte et samfund som hang sammen hvorfor alle bakkkede op om velfærdsmodellen og tog del i opbygningen af et industri samfund.

'For det første er kvindernes erhvervsfrekvens steget kraftigt i efterkrigstiden. For det andet er den årlige gennemsnitlige arbejdstid for de beskæftigede faldet med omkring en tredjedel siden 1948 – på grund af både en kortere arbejdsuge og længere ferier.'

Helt rigtigt. Det koster nemlig noget at oparbejde et velfærdssamfund. I midttresserne, da jeg begyndte at arbejde, var arbejdstiden 40 timer/uge (eller var det 44?), i alt fald halv lørdag - der var tre ugers ferie og man fik folkepension som 67-årig. Vore forældre, der lagde grunden til velfærdssamfundet i 50-erne, arbejdede endnu mere. Vi tog en fredagsbajer ved 17-18 tiden. I dag går man til 'fredagsbar' lige over middag.

Det er rigtigt at produktionen visse steder er blevet meget mere effektiv, men lønniveauet per ansat er også steget enormt i forhold til knaphedssamfundene i 50- og 60-erne og delvis i begyndelsen af 70-erne, og endelig er alt arbejde ikke noget der foregår på maskine eller computer, som har nydt godt af en teknologisk udvikling.

Det er ufatteligt at nogen i dag kan leve i den vildfarelse, at man kan opretholde et uændret, for slet ikke at sige øget, velfædssamfund under de nuværende forhold. At samfundet vil fortsætte med at blive rigere, som Dennis Berg skriver, må vist baseres på ønsketænkning. Tværtimod vil den globaliserede verden i stigende grad bevirke det modsatte, i form af stadig større velstandsoverførsel fra Danmark (Europa) til specielt visse dele af Asien.

Socialisters brug af janteloven er ulidelig.
Da alle ikke er lige kloge, stærke og initiativrige, skal alle gøre lige dumme og passive.
Stikker nogen hovedet op og belønnes derfor, skal de banke ned igen.
Spliid - måske ikke 100%, men heller ikke 0%. Vil du sætte procenter på ?

At samfundet sigter forkert, når robotter foretrækkes frem for landets borgere, og ledige forfølges, selv om samfundet ikke er i stand til at tilbyde selvforsørgelse, kan vi uanset politisk ståsted være enige om. Der er mange regler, der modvirker denne tendens, og derfor skal laves om. Fælles for dette er at hindre, at mennesker kasseres og efterlades i kuvøsetilstand, ude af stand til at opnå X % egen fortjeneste.

Men at socialisme er den eneste medicin, er en nem fejlslutning.
Det er en universel humanistisk livsindstilling, uafhængig af blå/rød fnidder, der skal til, og ikke en ideologisk/partipolitisk holdning, for at alle borgere kan komme til at føle sig noget værd for fælleskabet.
Samarbejde og ikke nabokrig.

Ole Vagn Christensen

Leo sikke e gang floskler vil du benægte at vi 68er fik et Danmark foræret hvor der var uddannelsespladser til alle og vi fik nye speialarbejder uddannelser beød uddannelse af ikke faglærte og efteruddannelse af faglærte. Jeg mødtes 50 år efter med de kammerater jeg fik i 1 klasse på vestreskole i Hjørring.
Hvor alle berettede om hvordan vi havde karet os. Få var blevet akademikere men næsten alle havde opnået bedre uddannelser end deres forældre.
hvilket ikke var deres egen skyld en de muligheder samfundsudviklingen havde givet dem hvor det var naturligt nu at ufaglærtes børn blev faglærte. Kontoruddannedes børn løftesig ved enten at få uddannelser i de statslige etater eller i bankerne. Ligesom faglærtes børn løftede sig gennem korte videregående uddannelser som sygeplejerske. lærer.
Ja i dr læser information kan sikkert bidrage til mere.
For vi har grund til at ranke os for vi brugte gaven vi fik til at være velfærdsopbyggere og skabte verdens bedste samfund for vores genneration, men ikke for efterfølgene generationer her er det blevet til generationskamp og et samfund der ikke hænger sammen. I alle kæder og hus ingen kæde er stærkere end det svageste led. Det gælder også de led der er grundlaget for velfærdssamfundethænger sammen.

Ole Vagn Christensen

Leo sikke en gang floskler vil du benægte at vi 68er fik et Danmark foræret hvor der var uddannelsespladser til os alle, og vi fik nye speialarbejder uddannelser som betød uddannelse af ikke faglærte og efteruddannelse af faglærte. Jeg mødtes 50 år efter med de kammerater jeg fik i 1 klasse på vestreskole i Hjørring.
Hvor alle berettede om hvordan vi havde klaret os. Få var blevet akademikere men næsten alle havde opnået bedre uddannelser end deres forældre.
Hvilket ikke var deres egen skyld, men de muligheder samfundsudviklingen havde givet dem hvor det var naturligt nu, at ufaglærtes børn blev faglærte. Kontoruddannedes børn løftede, sig ved enten at få uddannelser i de statslige etater eller i bankerne. Ligesom faglærtes børn løftede sig gennem korte videregående uddannelser som sygeplejerske. lærer.
Ja i der læser information, kan sikkert bidrage med mere.
For vi har grund til at ranke os, for vi brugte gaven vi fik til at være velfærdsopbyggere og skabte verdens bedste samfund for vores genneration, men ikke for efterfølgene generationer, her er det blevet til generationskamp, og et samfund der ikke hænger sammen. I alle kæder, husk her ingen kæde er stærkere end det svageste led. Det gælder også de led der er grundlaget for velfærdssamfundet hænger sammen.

Enig - og jeg vil ikke benægte noget af det, du skriver.
Blot rejser det spørgsmålet om, hvad velfærd egentlig er, når vi ser på resultatet.
Men jeg kan egentlig ikke se, hvad det har med mit indlæg at gøre ?
( lær for læseværdighedens skyld at sætte kommaer :-)

Ole Olsen skriver:
"At samfundet vil fortsætte med at blive rigere, som Dennis Berg skriver, må vist baseres på ønsketænkning. Tværtimod vil den globaliserede verden i stigende grad bevirke det modsatte, i form af stadig større velstandsoverførsel fra Danmark (Europa) til specielt visse dele af Asien."

Hvordan måler du "at blive rigere"? Hvis du gør det for landet med BNP, som er den gængse måde lige nu, så bliver vi stadig rigere år for år, selvom det går langsomt nu.
Jeg kan ikke se, hvori min ønsketænkning består? Produktiviteten og væksten stiger og stiger, men vi har råd til mindre og mindre - det må da siges at være et fordelingsproblem.

Ole Vagn Christensen

Leo velfærd og velstand og fordelingspolitik er tre forskellige ting.
Velfærd, er det som velfærdskommissionen, beskrev som et samfund, hvor socile ydelser dækker alle borgere. der kommer ud for en bestemt begivenhed, som opfylder betingelserne uanset deres familiemæssige eller arbejdsmæssige situation. Ydelserne kan være afhængie af aktuel indkomst og/eller formue eller de kan være ens for alle.
Velstand er et økonomisk status program. Hvor det kan måles om vi er et rigere samfund, end vi var i går.
Velstand har ikke noget at gøre med hvordan det står til hos generationerne.
Fordelingspoltikken er det der bestemmer hvordan velstanden skal være hos generationerne.
Fordelingspoltik kan bruges til skattelempelser, eller forhøjelser af overførselsindkomster. Men kan også, hvilket blev gjort i 50 erne til investeringer i fremtiden.
Så velfærd er aldrig en facitliste. Velfærd er vores samfundmodel
Velstand hos den enkelte generation,afhænger af fordelingspolitikken.

Vagn - Tak for lektionen.
Men når du adresserer mit indlæg 16.18, vil jeg sætte pris på målrettet kommentar og ikke et foredrag fra den lille lærebog for socialdemokrater.

Ole Vagn Christensen

Leo, hvordan kan du få dig til at skrive, at jeg har sendt dig et foredrag, fra den lille lærebog for socialdemokrater. Er det der sker i dag, eller det der skete unde Nyrup, identisk med det jeg har skrevet.
Det tror jeg du vil have svært ved at bevise selv i byretten.
Det jeg har beskrevet er den virkelighed hvormed vi tacklede 50 erne og 60 erne det ha jeg ikke set beskrevet i en lærebog.