Barnekroppen er blevet farlig

Engang læste jeg om et forældrepar, der mistede deres datter på halvandet år. De fik lov at tage liget med hjem fra hospitalet. Moren beskrev, hvordan de hele natten skiftedes til at sidde eller ligge med den lille, døde krop, der var indsvøbt i en dyne.

Historien ramte mig i mellemgulvet, som historier om børns død altid gør det. Det, der gjorde særligt indtryk, var beskrivelsen af den konkrete døde barnekrop.

Det er, som om kroppen er forsvundet i den måde, vi taler om børn og barndom på. Men når man elsker et barn, begrænser kærligheden sig ikke til dets ånd eller udviklingstrin. Kærligheden er fysisk, den er kropslig. Min søns fugtige arm om min hals, da han var lille. Og nu – når han lørdag morgen med en Jumbobog i hånden kommer ind og putter sine 140 centimeter ned under min dyne.

At den sanselige side af kærligheden mellem forældre og børn er blevet kompliceret, fik en redaktør på børnebladet Vores Børn at mærke, da hun i sidste nummer fortalte om en leg, hun leger med sin søn:

»Villads og jeg skraldgriner, når vi leger ’Ormen og solsorten’ – hvor min hånd er en sulten solsort, der kommer flyvende og forveksler hans bette tissemand med en lækker, lille regnorm. Haps.«

Den historie skulle den stakkels mor nok have holdt for sig selv. Ikke alene kastede hun sin arbejdsplads ud i et stormvejr, der havde potentiale til at nå Jensens Bøfhuske dimensioner på de sociale medier; hun udsatte også sig selv for anklager om krænkelse, misbrug og pædofili, så udgiveren, Egmont, midt i denne uge gik ud med en offensiv beklagelse for at lukke sagen.

Forældrerollen består – især i de første år – af en uendelig række af opgaver, der knytter sig til barnets krop. Pusle, amme, vaske. Kæmme hår, klippe negle, tage temperatur, indsmøre i creme, fjerne flåter, rense ører, børste tænder.

Selvfølgelig får man et forhold til den krop. Og det er ikke begrænset til en rationel omsorg for ernæring eller hygiejne. Det er intimitet, følelser, kærlighed. Megen fornøjelse mellem børn og voksne er forbundet med kroppen, uden at det er seksuelt i pædofil forstand. Leg, berøring, mad, dans. Hvis det kilder i maven, hvis det føles dejligt, er det så forbudt? Selvfølgelig ikke. Barnet er afhængigt af de voksne, også i forhold til at vise vej ind i den sanselighed, der sidenhen bliver noget seksuelt. Og naturligvis afhængigt af, at de voksne sætter grænser for sanseligheden, så den udvikles i overensstemmelse med barnets modenhed.

Når pædofiliangsten tager over, bliver det fysiske arbejde og samvær med børn farligt. En forskningsrapport fra Aarhus Universitet sidste år pegede på konsekvenserne af frygten for pædofili og pædofilianklager. Det mistænksomme blik integreres og rettes endog mod én selv, selv om man aldrig har næret pædofile lyster.

Undersøgelser viser, at 16 procent af almindelige mænd, der ikke arbejder med børn, angiver at have ændret adfærd over for børn for ikke at komme under mistanke. Angsten for at være eller fremstå som pædofil griber helt ind i mændenes identitet som fædre, onkler, bedstefædre. Hvad mon de lader være med? At kilde, kysse eller tage børnene på skødet?

I sidste ende risikerer især mænd at være under mistanke, bare de udviser interesse for et barn. Min 10-årige søn blev involveret i et større optrin, da ham og en kammerat faldt i snak med en mand på Strøget, hvorefter en anden mand dukkede op og truede med at tilkalde politiet. Det var højlys dag, og begge drenge har naturligvis lært ikke at gå med fremmede, men mænd må åbenbart slet ikke tiltale børn på offentlig gade længere.

’Analsex’ var et af de første ord, min søn læste, da det står skrevet med graffiti på huset overfor, og 13-14-årige piger i min omgangskreds kan næsten ikke få det første hår forneden, før det skal barberes af.

Aldrig er børn blevet så eksponeret for voksnes seksualitet i medierne, mens samme medier høster klik på at beskrive misbrugssager, som var det sexnoveller, og på at gøre Tønder-faren og Brønderslev-moren til vor tids celebre monstre. Det skaber en folkestemning, hvor mistro forplanter sig langt ind i raske menneskers omgang med hinanden.

Signe Løntoft er ekstern lektor ved RUC og journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger