Klumme

Billeder der slår sjæle ihjel

De mange billeder af rå vold lader os ikke uberørte. Hvad mon der sker med vore sind?
8. september 2014

Det er ikke nemt at være forælder. Og hermed tænker jeg hverken på problemer med spisetider, putning, oprydning, lektielæsning eller slikforbrug. Men på, hvor svært det er at hjælpe børn ind i realiteternes verden, samtidig med at man ønsker at skærme dem fra hændelser, som vi forældre vurderer, at de ikke er klar til.

I USA, hvor jeg bor, holder de amerikanske kabeltv-stationer sig ikke tilbage. Udsendelserne bugner med billeder af de barbariske grusomheder, som IS har taget ansvaret for på det seneste. Og med forrådnede lig af Ebola-ofre, sårede fra Gaza, Irak eller Ukraine. Kvinder, børn, mænd, minoriteter, flygtninge. De er der alle.

Derfor er alle mine fire børn fuldt vidende om halshugningerne af de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff. Og de to ældste så også en rædselsvækkende video, som CNN sendte i sidste uge – ganske vist efter kl. 21, men der ligger ingen store teenagere i deres seng. Filmen – en propagandafilm fra IS – viser en stor gruppe mænd – 50-100 syriske soldater – der bliver tvunget til at løbe på række blot iklædt underbukser. De har hovederne nedad og bliver overvåget af en gruppe sortklædte, bevæbnede mænd med IS-flagene vajende over sig. I slutningen af filmen ser man, hvordan alle fangerne bliver skudt. En massehenrettelse med andre ord.

Hvilket altså får mig til at spørge om, hvad det er rimeligt at udsætte børn og teenagere for? Hvor meget kan de og vi kapere? Hvor gammel skal man være, før man kan se en halshugning? Når den voksne ikke engang kan holde ud at se med. Jeg lukker selv øjnene.

Jeg overvejer også, hvad billederne gør ved dem på længere sigt – og ved os. Skærper de sansen for retfærdighed og demokrati som modvægt til barbariet? Gør de os til pacifister, eller kunne det lede hen imod det modsatte, altså voldspornografisk krigsinteresserede med hang til voldelige videospil?

Gør synet de åbne og sårbare sind mere rå? Eller medvirker bombardementet af billeder til en overfladisk ligegyldighed, ’verden er ond, og jeg vil ikke have noget med den at gøre’, en trækken på skuldrene som forsvarsreaktion?

Kommer det an på, om forældrene har oceaner af tid til rådighed, hvor de kan diskutere med deres afkom, til de bliver blå i hovedet? Med risiko for, at barnet fortrækker i tavshed til sit eget værelse, hvor han kan se reality-tv i fred. Eller gør vold i spandevis bare børn bange? Det er i hvert fald, hvad jeg ser hos mine naboer, hvor to børn på henholdsvis fem og syv år ved en fejl var til stede, mens fjernsynet kørte i prime time-news forleden.

Emnet diskuteres i en ny bog, War Porn, hvor forfatteren, fotograf Christoph Bangert spørger: »Hvordan kan vi nægte at anerkende den blotte repræsentation, billedet af den forfærdende begivenhed, mens andre mennesker er tvunget til at leve igennem det ubærlige?«

Kenneth Jarecke, en anden fotograf, som tog et billede af en døende, totalt forbrændt irakisk soldat under den første Golfkrig (et billede, der ikke blev vist i den amerikanske presse), stillede et lignende spørgsmål i det amerikanske magasin Photo i 1991, hvor han sagde: »Hvis vi er store nok til at kæmpe en krig, så er vi også store nok til at se på billederne.«

Debatten har raset i medierne i årevis. Frygten for, at seerne mister deres evne til medfølelse og ønsket om ikke at skræmme yngre seere, var dominerende på de fleste nyhedsredaktioner før i tiden.

Nu synes debatten at være aftagende – måske fordi nutidens redaktører resolverer, at kampen er tabt. Som the Guardians fotoredaktør Roger Tooth skrev for nylig:

»Når alt kommer til alt, hvilken ret har jeg så til at censurere, hvad folk kan se? Det findes jo alligevel derude på nettet eller på din tidslinje. Det eneste, jeg kan gøre, er at sørge for, at The Guardians dækning er så human og hæderlig som mulig.«

Måske lever vi i en mere brutal verden; denne avis bragte for 14 dage siden en artikel, der sandsynliggjorde, at moderne tv-serier i dag har forråede psykopater eller mentalt syge som helte. At det, der tidligere blev fremstillet som afvigelsen, er blevet det normale.

Jeg ved det ikke – men jeg ved, at det ikke lader nogen uberørte, når barbariske henrettelser fylder vore skærme.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Nej, hvad har børn og voksne i det hele taget godt af at se i fjernsynet? Mange dyreudsendelser er fx ret så blodige. Nyhederne, de forskellige TV-aviser, er styret efter seernes smag. Penge, penge, penge.
Hvorfor er der så mange kriminalfilm i fjernsynet? Bliver der mindre kriminalitet af det? Næppe.
Der er ikke ret meget, der er værd at se. Jeg ser det for det meste for at følge med, så jeg ikke er helt udenfor, og ikke kan snakke med min borddame.

Jeg kan kun være helt enig med A.G., men grunden til, at der er så megen vold i TV, kan da kun være, at seerne kan lide at se det og gladeligt betaler for det. Det er vores voldsforherligende kultur, der er årsagen. Den må man vende ryggen til.

Klimafilm kan godt accepteres, men at klimakatastroferne er menneskeskabte, får slet ikke lov at komme frem. Seeren må endelig ikke fremstå som skadevolder, som kriminel eller som indirekte medårsag til disse afskyelige krigshandlinger.

TV-markedet for Greueltaten

Barbariske henrettelser har vi alle været opflasket med siden TV-billederne fra Vietnamkrigen ramte os i den bedste sendetid – og ikke meget har ændret sig til det bedre siden – Den Store Satan - derovre, hvor klummisten bor - er stadig leveringsdygtig i æterbårne grusomheder af enhver afskygning – men her på vores fredelige kontinent kan man få sig det stille gys stort set hver aften til tyske, svenske eller engelske kriminalfilm på TV – hvor det mest ser ud til, at det er kvinderne det går ud over – ikke muslimer eller amerikanere …

Selv om min bilmekaniker med slet skjult fascination kunne meddele et link til de seneste afskæringer af amerikanske ’heads and minds’ fik det ikke nærværende hønserøv til at opsøge disse – det er der ingen som helst fornuftig grund til – det skulle da lige være at kræve øjeblikkelig standsning af al imperial vestlig indblanding i de mellemøstlige barbariers fortsatte selveliminering af deres overskud af drengebørn – inden de overlevende i sidste ende havner hos os på skatteydernes regning - uden udsigt til inden for kortere tid at kunne returneres grundet humanistiske principper …

Flerkoneriet har alt andet lige den sideeffekt – at man dernede får forholdsvis flere børn og konstant må manøvrere med en drengeungdom uden de helt store fremtidsudsigter – og måske mere eller mindre planlagt får aflivet dette naturgivne overskud af militariserede ungdommelige brushoveder – med en – efter vor forfinede hykleriske smag - brutal hang til at beskæftige sig med afhuggede hoveder - så, hvad har vi dér at tabe …

Måske lever vi i en mere brutal verden… - må være et retorisk spørgsmål fra klummisten ’over there’ – verden har vistnok til alle tider været et farligt sted at opholde sig – man kan dø af det – dog en mere eller mindre naturlig død, givetvis -

Det seneste opbyggelige positive resultat af at vise brutaliteterne i den bedste TV-sendetid må være – at det afgørende var med til at få sat en stopper for barbarierne i Vietnam – i dag har barbarerne i alle lejre for en sikkerheds skyld sat sig selv i spidsen for nyhedsformidlingen – så vi kun får det at se, som de mener vi kan tåle eller absolut skal se – alt i propagandaens ophøjede tjeneste …

Dette her fabulerende sniksnak er selvfølgelig kun udtryk for egne holdninger …

Niels-Simon Larsen

Hvis vi nu tænkte os, at verdens TV-stationer fik valget mellem at sende vold eller smukke samlejescener, ville de så ikke vælge vold? Nå, man kan jo sige, at de har det valg hver dag.

Noget andet med bonoboaber. De vælger sex som gangbar mønt, men de står efter sigende også på et lavere udviklingsniveau.
Hos os er der vold i krigstid og underholdningsvold i fredstid, og i det sidste tilfælde er voldelig sex udbredt.
Det er ufatteligt, at så mange mennesker har den opfattelse, at menneskeracen er noget særligt ophøjet. Vi lever i et hus med værelser, og vi går fra det ene til det andet, og låser døren efter os. Vi lærer vores børn den smudsige kunst, men ikke alle bliver gode til det, og en dag glemmer en og anden at lukke dørerne, så vi andre kan kigge ind.
En dag begynder man at kigge fra oven af ind i sit eget hus, og så sker der det, man kan kalde udvikling, men så passer man måske ikke mere ind i det store samfundshus, hvor fortrængning er en af de mest nødvendige egenskaber.
Kigger man sådan ned fra oven af i sit eget hus, kan man måske se sig selv udføre forfærdelige ting.

Hvis man klikker specielt meget på optagelser af 'ekstrem vold', foretrækker sådanne film-fiktioner og flittigt deler flip med halshugninger er man voldofil.
Kan sikkert behandles.

Grusomheder og barbarer

Nede i det midttyske har geologer for nyligt fundet flere massegrave – nej ikke med gassede jøder – men et folk, der levede for henved 7000 år siden, dvs. før pyramiderne blev bygget – og, som man kan forstå ud fra de sjældne fund, sandsynligvis var kannibaler – her kunne ingen undslå sig for at være tvangsindlagt på en kikker og spise med – kødet blev kogt og har sikkert været en delikatesse – hvorfor egentlig spilde alle disse naturgivne, ekstremt bæredygtige og vedvarende madressourcer – så længe folket kunne finde ud af det dér med naturlig sex og produktive samlejer – og ’mentalt syge’ er jo efter sigende blevet moderne TV-helte – og desuden er der jo rigeligt med kedelige madprogrammer, som kunne finde på helt nye menuer og videreformidle dem til massen så ’humant og hæderligt’ som muligt – grusomt - men flere samlejer ville uden tvivl gøre verden et bedre sted at opholde sig , jfr. W. Reich - dejligt …

Måske var det lidt af en idé at genoptage disse ressourcebesparende spisevaner, selvom det ser ud til, at flokken dernede uddøde pludselig af specielle sygdomme – ligesom visse menneskeædende stammer på New Guinea – så vi i vores så moderne og oplyste tid kunne undgå at skulle sætte tænderne i MRSA-CC398-smittet svinekød – nærmere bestemt bakterien Methicillin-resistent Staphyloccocus aureus, af den særlige undertype CC398, der kan smitte videre til mennesker – men fortæller man de langsigtede konsekvenser ved dette i bedste sendetid – indtil nu er ’kun’ et par håndfulde immunsvækkede kødspisere afgået ved døden – vil det uden tvivl kunne forskrække en del mindre skolebørn og andre ubefæstede sjæle – ligesom afhugning af amyhoveder nede i ørkenen – gad vide, om jihadkrigerne også spiser deres fjender – det skulle efter skrønerne give ekstra kampkraft – grusomt …

Men det må være endnu en sag for Alternativet - sammen med alle disse flydende kloakdæksler i storstaden og for lave diger ude i den våde banan – eller nye måder at bygge veje, parkeringspladser og fortove med indbygget faskine, som både fungere som kloak, plantebed og springvand, så de kan klare ekstremregn grundet klimaanomalier ved at lade det meste monstervand sive ned in situ og ikke overbelaste kloaknettet – og belægningerne kunne så passende gøres mere hjulstøjdæmpende – men det ville som minimum nok kræve, at ingeniørerne blev anerkendt som nogle af hverdagens helte i TV ved siden af – eller helst i stedet for - ’forråede psykopater’ …

Denne opskrift ville godt nok skulle tvinge TV-bosserne til at ansætte folk med faglig viden – men i stedet fyrer de nu folk, der er noget ved musikken og som kunne være med til at skabe bare en smule musikglæde i de små hjem – brutaliseringen af mediet og de, der vover glo med, fortsætter af hensyn til alene – seertallet – ’Jeg ved det ikke – men jeg ved, at det ikke lader mig uberørt, når barbariske ledere og politikere fylder vore skærme.’ …