Kommentar

Bødlerne vasker deres hænder

Med Bille Augusts film ’Stille Hjerte’ er den danske debat om aktiv dødshjælp gudskelov blusset op igen. For det er beskæmmende, at politikere og sundhedssystem gemmer sig bag Etisk Råd og nægter syge mennesker retten til en værdig død
1. oktober 2014

Peter er ved at dø af prostatakræft. Sygdommen har spredt sig i kroppen, og metastaserne har nu invaderet knoglerne. Det er et sandt smertehelvede. Seks års behandling har hverken stoppet kræften eller bragt væsentlig lindring. Nu vil Peter bare væk herfra.

Han tigger personalet og sine nære om at sætte en stopper for de ubærlige lidelser.

Men hospicepersonalet bliver ved med at tale om »liv indtil det sidste«. De mumler lavmælt noget om beskyttelse mod pårørendepres. De prøver også indædt at få ham til at forstå, at der er ting i vores liv, vi må acceptere og ikke har kontrol over. Dødens realitet. Når deres lønarbejdervagt er ovre, smider de kitlen, drager ud i hverdagslivet og genopretter illusionen om dødens uendelige fjernhed.

Men Peter ligger der stadig. Dødsmærket. Lænket til sengen.

Indimellem tænker han ondskabsfuldt: »Gid de hvidkappeklædte selv vil lide en smertelig, udtrukken død«. I sit indre kalder han dem omsorgsfascister og håber, at de selv en dag vil blive fanget magtesløse i et sundhedssystem, der gemmer sig bag Etisk Råd og føler sig ophøjet nok til at bestemme, om døden er legal eller kriminel.

Filosofiske spilfægterier

Overalt i Europa diskuterer man aktiv dødshjælp. For hvorfor fastholder staten retten til at bestemme over vores død, mens forbehold omkring fødsel, organdonation og kønsskifte underlægges individets selvbestemmelsesret?

Danske politikere tør bare ikke tage stilling til aktiv dødshjælp. Det gælder lige fra højrefløjen til Enhedslisten. Heroverfor står 71 procent af alle danskere, at aktiv dødshjælp lovliggøres.

Vi er vidne til statsmagtens elitære folkeforagt, og politikerne har de seneste 20 år gemt sig bag Etisk Råd, som vedvarende fastholder kriminalisering af aktiv dødshjælp. Dette selv om rådet udmærket er klar over bivirkningerne i form af selvmordsturisme, pårørendedrab og fordobling af antallet af selvmord.

Rådet siger, at det ønsker undersøgelser på området, men gør ikke en disse for at få etableret mere viden. I stedet ævler det filosofisk om dilemmaer og taler om en glidebane og pårørendepres i stedet for at forholde sig til realiteten: at behandlingssystemet aldrig vil kunne fjerne lidelserne ved døden, og at en medicineret, ikketilstedeværende død er en uværdig strådød. Rådet forholder sig ikke til, at behandlingssystemet nu kan holde kroppen i live langt ud over det punkt, hvor psyken kan følge med.

Langsomt selvmord

Peter fortryder hurtigt sine tanker om hospicepersonalet, som gennemgående er dybt sympatiske. De gør et fantastisk stykke lindrende arbejde. Det er tydeligt, at de bliver usikre, når han fremsætter ønsket om dødsudfrielse. Mange af hans medpatienter har samme oplevelse, men ingen siger det højt, for de respekterer, at temaet er tabu. De ved, at de ansatte vil opleve det som kritik af den palliative (smertelindrende, red.) indsats.

Til slut tilbyder behandlingssystemet at bedøve Peter. Man vil lægge ham i medicinsk kunstig søvn og fjerne ham fra smerten og den vågne bevidsthed. En lur han ikke vil vågne af.

Men Peter nægter indædt. Han er af den gamle skole og ønsker at afslutte sit liv med åbne øjne. Han forsøger at få sine nære pårørende til at hjælpe ham ud af smertehelvedet. Den grønne pille. Plasticposen. Puden. Eller mere dramatisk: revolveren. Men de nægter. De kan ikke overskue at være dødsudfriere og risikere fængselsstraf og et ødelagt liv bagefter.

Peter fortryder bitterligt, at han ikke, mens han havde sin fulde førlighed, tog sit liv eller forberedte selvmordsrejsen til Schweiz. 100.000 kroner var bare for meget for hans sparsommelige, jyske sjæl.

Da alle dødens udveje således er lukket, begår han langsomt selvmord ved at nægte at tage næring og væske til sig. Personalet er gudskelov så humant, at de accepterer og undlader at lægge nærings- og væskedrop.

Peter dør totalt udtørret på hospice. Til sidst brister hovedpulsåren, og han bliver kvalt i sit eget blod. Hvis han var født i Holland, havde han anmodet sundhedssystemet om aktiv dødsudfrielse – og efter at de etiske procedurer var gennemgået, havde han fået tilladelse til at afslutte sit liv i hjemmet på et aftalt tidspunkt omgivet af sine kære.

I stedet fik han lov til at lytte til Etisk Råd og politikerne tale om filosofiske dilemmaer.

Bødlerne vasker deres hænder i blod. Det er ret så ulækkert.

Niels Peter Agger er cand.psych.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er forstemmende at se hospicepersonalet hængt ud i Niels Peter Aggers vendetta. Den skingre tone bærer vidne om en tabt sag. Er dette en kronik, der kvalificerer diskussionen? Har redaktøren ikke kunnet bruge pladsen bedre?

Lise Lotte Rahbek

Man kan dårligt kalde det en nuanceret kronik.
Bødler..?
Jeg vil nu nok stadig beholde mit billede af bødler, som nogen som tager livet af mennesker IMOD deres vilje.
F.eks kunne jeg da hurtigt komme i tanke om partier i Danmark, som gerne vil skære så meget ned på de offentlige udgifter, at der slet ikke ville være råd til hverken hospices, venligt personale eller syge/gamle mennesker uden formue.