Kronik

Broen til Danmark

Danmark ville ikke kendes ved min venezuelanske kone, så vi endte i Sverige. Men vi faldt aldrig rigtig til, og indledte derfor kampen for at komme over broen. Den blev udkæmpet med kontoudtog, lejekontrakter og 3.000 bon’er på alt fra tamponer til barbergrej
Efter flere år i Sydamerika måtte kronikøren hver dag i over syv måneder pendle til Danmark, men bo i Sverige, da hans kone ikke måtte slå sig ned i Danmark.

Efter flere år i Sydamerika måtte kronikøren hver dag i over syv måneder pendle til Danmark, men bo i Sverige, da hans kone ikke måtte slå sig ned i Danmark.

22. september 2014

Nu gled jeg over igen. Øresund skinnede safirblåt, mens togkontrolløren baksede sig igennem kupeen. Nervøsiteten sitrede i min krop. Brevet var kommet frem dagen forinden. Det svenske Migrationsverk havde i en formel tone angivet, at min venezuelanske kone skulle anskaffe sig en E-tyg sygeforsikring inden 14 dage, ellers ville hun blive bedt om at forlade Schengen-området.

Jeg havde ringet og spurgt, hvordan denne sygesikring kunne rekvireres. Svaret var, at det var en statslig forsikring, som kun kunne opnås igennem opholdstilladelse i et andet EU-land. Med andre ord skulle hun have en opholdstilladelse for at få en opholdstilladelse.

Jeg havde arbejdet under pres før, men intet kunne sammenlignes med dette. Vi boede i en lille fremlejet lejlighed i Almedalsgatan, kontrakten udløb om en måned, jeg sled mig selv op på et call-center for at skrabe sammen til huslejen. Min kone, Merary, måtte ikke arbejde, hun var på processuelt ophold, og om 14 dage kunne det alt sammen være slut.

Vi var flygtet fra et bureaukratisk system blot for at havne i et nyt.

Seks måneder inden var vi flyttet tilbage til Danmark efter mange år i Latinamerika. Eller rettere: Vi havde opgivet at bosætte os i Danmark med det samme og var i stedet taget til Sverige.

Der var så meget, jeg ikke måtte i mit hjemland, hvis jeg ville bosætte mig med Merary. Ikke være for ung, ikke have for stor tilknytning til et andet land, ikke have modtaget kontanthjælp inden for de seneste tre år, ikke bo i en fremlejet bolig. Man havde tilmed sat en pris på familiesammenføring. Det kaldtes en »sikkerhedsstillelse«. Et meget afmålt begreb, men prismærkatet var der stadig: 120.000 kroner. Kronen på værket var i midlertidig det nye pointsystem. Der blev givet point til akademiske uddannelser og til de erhvervserfaringer, som indgik på en positivjobliste. Positiv. Negativ. Positiv. Negativ. Positiv. Negativ. Positiv. Negativ.

Kunne ikke hjælpe

Endelig nåede toget frem til Hovedbanegården. Jeg tog til Borgerservice i Nyropsgade.

Jeg fandt mailen fra Ægteskab uden Grænser frem, min sidste livline. Jeg begyndte at forklare funktionæren, hvad de havde forklaret mig i mailen. At der var en særlig klausul, der gav ægtefæller til udeboende danskere ret til et EU-sygesikringsbevis, som ville give hende den fornødne E-tyg-sygeforsikring, som hun manglede i Sverige.

Damen bag skranken så mærkeligt på mig og ringede til en eller anden for at tjekke det. Hun rystede på hovedet.

»Jeg er ked af det. Jeg kan ikke hjælpe dig.«

Jeg bed mig i læben, samlede mine papirer og trak ud af bygningen. Satte mig i solen og begyndte at tænke. Jeg satte mig for at gennemlæse lovgivningen. Det stod dér, sort på hvidt. Jeg var grænsegænger, min kone var dækket, hun havde ret til kortet, der kunne forhindre hendes udsmidning.

Inde i Borgerservice skulle der en lang overtalelse til, for at funktionæren ville spidse ører. Hun noterede stakåndet url-adressen på lovpakken, tastede den ind på sin computer og måtte til sidst bøje sig.

Merary blev ikke smidt ud af Schengen-området, men vi følte, at vi havde vundet en pyrrhussejr. Måneders stress og usikkerhed, men hvad havde vi opnået? At kunne blive boende i nabolandet, stadig udstødt fra det land, hvor jeg selv var født og opvokset, hvor min familie og mine venner boede.

Udleverede ens sjæl

Sverige var ikke mit valg. Det var systemet, der havde valgt for mig. Jeg følte mig rodløs og turde slet ikke tænke på, hvordan Merary havde det. Det var ikke altid, at vi var gode til at snakke om tingene. Jeg kunne mærke, at opholdet havde rystet vores forhold en kende. Der var aftener, hvor jeg kom udmattet hjem, jeg var tom for ord, havde ikke mental energi til at udtrykke noget om mig selv eller til at spørge ind til hende.

Det blev efterår, og vi besluttede at forsøge. Vi ville søge i Danmark, ikke efter de danske regler, men derimod udnytte den sprække i lovgivningen, som gjorde, at vi kunne søge efter EU-reglerne.

Det krævede et større arbejde. Vi samlede bilag ind, hele vores ophold i Sverige skulle dokumenteres.

Jeg klistrede indkøbsbon’er på papirark og scannede dem, tænkte på, hvor trivielt det måtte være for en funktionær at gennemgå dem. Om jeg havde købt kondomer eller tamponer? Om jeg var til jazz eller softrock? Om jeg købte alt mit tøj i H&M? Om jeg var til fråds? Mine lægebesøg skulle også med, ligesom el- og telefonregninger, lejekontrakter, pendlerkort, vielsesattest, forsikringspapirer, kvitteringer for biblioteksbesøg og lønsedler. Det værste var dog kontobevægelser i banken. Hele min historik på et par linjer. Jeg havde aldrig tænkt, at økonomi kunne være intimt. Det føltes som at udlevere ens sjæl.

Da vi troppede op på Udlændingestyrelsen i Ryesgade, var der som sædvanligt helt fyldt. Medarbejderne kæmpede en brav kamp for at betjene massen.

Jeg følte en vis medlidenhed med dem. De var ansat i rigets mest forhadte institution, deres job var at implementere en lovgivning, som gjorde det sværest muligt at efterkomme deres klienters krav. En af funktionærerne var en muslimsk dame med tørklæde. Måske havde man sat hende der for at berolige ansøgerne. Signalværdi, vigtigere i vores tid end nogensinde før.

Dystopisk roman

Da det endelig blev vores tur, så damen bag skranken smilende på os. Vi lagde de 177 ark op på disken, som indeholdt omtrent 3.000 kvitteringer og dokumenter.

»Det ligner næsten en lille roman.«

Det var en roman, en dystopisk roman. Orwell kunne have skrevet den.

Vi afleverede og signerede og vendte hjemad, over broen. Endnu engang denne forbandede uvished. Nerverne var tyndslidte efterhånden. Inde på diverse internetfora havde jeg læst skrækhistorier om de sagsbehandlere, som nu sad med vores ansøgninger.

Det rygtedes, at man fra højeste plan i Justitsministeriet havde skærpet kravene til forvaltningen. Der skulle ikke bare bores i de bilag, som kunne underbygge påstanden om, at ansøger havde udnyttet arbejdskraftens frie bevægelighed, der skulle også findes huller, som kunne så tvivl om, hvorvidt opholdet var faktuelt. Omvendt bevisbyrde kaldtes denne praksis i folkemunde.

Tilsyneladende var kravet opstået, fordi nogle politikere mente, at Metock-dommen åbnede portene for alt for mange.

Når man ikke kunne undgå at følge EU-reglerne, kunne man i det mindste gøre livet svært for dem, der søgte. Således var der mange, der havde ventet i syv måneder. Ved eventuelt afslag kunne sagen appelleres til Justitsministeriet, som havde en yderligere syv måneders behandlingstid på klager. Kunne vi overhovedet holde til det? Jeg havde kun aftalt til tre måneder frem med den nye udlejer. Vi kunne potentielt være hjemløse i Malmø igen til foråret.

Lettelsen

Endelig en februardag kom meldingen. Vi jublede. Var i ekstase. Skålede i champagne, lavede overtræk på kortet. Lagde planer, begyndte at konkretisere dem. Den ubeskrivelige følelse af lettelse, af at have vundet en lang og opslidende kamp.

Merary begyndte på dansk sprogskole, fik arbejde på deltid efter fire måneder. Jeg skiftede job og begyndte senere på en uddannelse.

I dag kører jeg over broen igen. Denne gang som turist, jeg skal op og se universitetsbyen i Lund. Jeg åbner togvinduet. Ude på vandet er der diset, fugtigt. Pludselig, et modkørende tog. Jeg ser dem i den anden kupé. Følelserne sidder uden på deres kroppe. I hænderne en attachémappe. Jeg prøver at berolige dem. Jeg siger, at de nok skal klare den.

 

 

 

Andreas Bülow Hansen er i lære som film- og tv-produktionstekniker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Britta Hansen
  • Pia Qu
  • René Bjerregaard
  • Karsten Aaen
  • peter fonnesbech
  • Niels Mosbak
  • Torben Nielsen
lars abildgaard, Britta Hansen, Pia Qu, René Bjerregaard, Karsten Aaen, peter fonnesbech, Niels Mosbak og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jasper Johansen

Virkelig velskrevet artikel om en situation, vi er alt for mange der har oplevet, og som alt for få tager seriøst. Tak Andreas

Hele problemet er, at systemet opfatter sig som i besiddelse af en bestemt logik nu om dage. Det er den egentlige forskel til dengang, hvor Danmark var et ordentligt land. Dengang gik offentlig betjening ud på, at loven skulle komme borgerne til nytte. Dengang forsøgte man ikke at bruge kneb, fejlfortolkninger og løgne for ikke at komme borgeren i møde - man brugte hellere kneb, fejlfortolkninger og løgne for at komme borgeren i møde. Det er en afgørende forskel - det er forskellen på den danske velfærdsstat og den selvkørende småkorrupte sydeuropæiske administration.

René Bjerregaard, Gert Romme, Preben Haagensen, uffe hellum, Rikke Nielsen, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er også med denne perverse logik, at en historie som den i går, hvor en kontanthjælpsmodtager bliver tvunget over i en billigere bolig i en anden kommune, kan finde sted.
Det kan alt sammen føres tilbage til Karen Jespersens hærgen og den deraf afledte kræmmermentalitet i et ellers idealistisk socialdemokrati. Med Serviceloven gik man den stik modsatte vej af det, der skabte velfærdsstaten: i stedet for med samfundets hjælp at støtte folk uden egne økonomiske muligheder, valgte man at sætte nogle grænser, som vendte op og ned på logikken.
Man fandt ud af, at nogle kontanthjælpsmodtagere måtte have så meget i støtte, at de aldrig ville kunne tjene til det på arbejdsmarkedet! Det kunne vel helt ærligt ikke komme bag på nogen, for netop det sociale boligbyggeri kunne kun lade sig gøre, fordi staten gav beboerne en boligsikring. Denne burde man ikke have stillet spørgsmålstegn ved overfor de svageste, man måtte have set på, om folk, der tjente en lav løn, også havde krav på en mere rimelig støtte til at kunne bo til leje.
Men bag det hele ligger, at staten har mistet sin magt. Den kan ikke længere - synes den - pålægge erhvervslivet de byrder, som reelt set er samfundets eneste interesse i at have et erhvervsliv.

René Bjerregaard, Preben Haagensen, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Leif Jørgensen

Min indre dansker!

God og levende beskrivelse, næsten som at være der selv!

Danmarks udlændingelov har i de sidste ca. 15 år, lige bortset fra starthjælp i 2002 og 24årsreglen, ekstra stramning ) været stram hele tiden. Allerede i år 2000 og muligvis før var det på det nærmeste umuligt at komme ind i dk, hvorimod i Sverige fik man, hvis gift, opholdstilladelse efter 3 mdr. (Dansker og sydamerikaner).
Så det med at give Anders Fogh eller DF æren/skylden er forkert!
Før var det alkoholikere, narkomaner og til dels bistandsklienter der var på nederst i samfundet og prygelknabe; men de forgår.
Mennesker der af den eller anden grund, i artiklen her kærester/ægtepar, der kommer til et andet land, består.
Og det bliver koldt og kynisk udnyttet af partier i Danmark. Som et ordsprog siger: den enes død - den andens brød!
Det eneste der opnås ved yderligere stramninger, eks. Genindførelse af startpakken er at flere vil komme ind illegalt! Det giver selvfølgelig også billigere arbejdskraft indenfor servicefagene i den private sektor, inkl. Billig rengøring, gartnerhjælp, alternativ au pair til selvsamme partier. Så måske disse stramninger alligevel giver mening, ikke at jeg på nogen måde tror det er bevidst, men det bliver meget vel en afledt konsekvens

@Lasse Johansen:
Problemet er at det ikke er tilladt ifølge allehånde konventioner.
Omvendt koster indvandring i den nuværende form en masse velfærd som vores politikere og informations kommentarkorps gerne vil dele ud af.
Derfor er vi endt i denne uklædelige situation som er en bananrepublik værdigt.

Falliterklæring når en frivillig forening som "Ægteskab uden Grænser" kender lovgivningen bedre end diverse ansatte i Udlændingestyrelsen, og der er vildt mange der kan takke den forening for at få en retfærdig sagsbehandling.
Også andre frivillige i Danmark der knokler for at hjælpe mennesker der ikke har fået den rette, retfærdige sagsbehandling; alle fortjener en stor tak!
Og tak til skribenten der deler sin historie med os, der er mange, mange andre der ikke kan det, men den slags beretninger er vigtige for at holde de lønnede fast i at blive bedre til at hjælpe når der kan hjælpes.

lars abildgaard, Karsten Aaen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar