Nyhed

Brokker børnefamilierne sig mere, end de lider?

Skal man tro den verserende debat om børnefamiliernes vilkår, er balancen mellem familie- og arbejdsliv sat over styr. Men kan det nu også være rigtigt?
Skal man tro den verserende debat om børnefamiliernes vilkår, er balancen mellem familie- og arbejdsliv sat over styr. Men kan det nu også være rigtigt?
4. september 2014

Det ser ikke godt ud for de danske børnefamilier. De små tilbringer for megen tid i institutionerne, og om aftenen bliver de spist af med iPad’en af deres stressede forældre, der kæmper med karrieren og en pakket kalender. Vi har tabt familiebalancen. I hvert fald hvis man skal tro en række debattører og frustrerede småbørnsforældre, som forsøger at råbe politikerne op.

Men hvornår knoklede småbørnsforældre ikke for at få enderne til at mødes? Kan det virkelig være rigtigt, at en tilbagevenden til mere traditionelle familiemønstre vil give sundere børn og gladere, mere nærværende forældre? Information har bedt en historiker og en filosof gå myten om den tabte familiebalance efter i sømmende.

Ning de Coninck-Smith

Historiker og professor ved Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet

– Har vi skabt et samfund, hvor forældre ikke har tid til deres børn?

»Min påstand er faktisk, at vi aldrig har haft så megen tid i familien og brugt så megen tid med børnene, som vi gør i dag. Vi har aldrig haft så mange hænder. Far er kommet på banen på en helt anden måde. Og barselsperioden er ekspanderet markant. Tilbage i 1980’erne, da jeg var ung, havde vi tre måneders barsel. I dag er orloven oppe på 12 måneder. Læg hertil, at mange virksomheder er positive over for, at mænd holder barsel.«

– Hvorfor klager børnefamilierne så?

»Vi skal huske at være kildekritiske og se på, hvem der taler om børnefamiliernes dårlige vilkår. Det er et helt bestemt segment, nemlig den højtuddannede elite, der bringer forfaldsmyterne i spil. Et segment, der arbejder langt mere end gennemsnittet. Folk flest arbejder kun 37 timer om ugen og har seks ugers ferie om året.«

»Kigger man på grafer over arbejdstidens udvikling, er den generelt set faldet markant.«

»Det kan skabe nogle opskruede forventninger til familielivet og børneopdragelsen, at vi har så megen tid. Derfor hører vi så mange bombastiske udsagn. Det gælder ikke kun debatten om familiebalancen, men også fortællingen om curlingforældrene, der nurser deres børn ud over alle grænser, fordi de har dårlig samvittighed over at være så fraværende.«

– Så det er meningsløst at ønske sig tilbage til tidligere tiders mere traditionelle familiemønstre?

»Den gængse forestilling om familielivet dengang, mor gik hjemme, holder i hvert fald ikke en meter. Vi er nødt til at sætte et stort spørgsmålstegn ved den nostalgiske idé om husmoren med uanede mængder af overskud til sine børn. Og statistisk ved vi intet om, hvor meget tid, hun rent faktisk brugte på børnene, og hvor nærværende hun var. Vi ved til gengæld, at myten om den konstant ammende husmor ikke holder vand. Det var først, da rødstrømperne kom ud på arbejdsmarkedet, at det blev vigtigt for os at amme børnene længere end tre måneder. De hjemmegående husmødre brugte modermælkserstatning.«

»Nostalgien retter sig mod en relativt kort periode i 1950’erne og 60’erne, hvor mange kvinder stadig var hjemmegående, og den moderniserede familie var på plads med alle sine redskaber – køleskab, støvsuger og så videre.

Op gennem 1950’erne og 60’erne havde man haft travlt med at stige på velfærdstoget og modernisere familien. Når fædrene ikke var på arbejde, var mange i gang med at bygge deres egne parcelhuse. De knoklede for at bygge velfærdsfamilien op, så børnene kun skulle koncentrere sig om at gå i skole, mens mødrene havde travlt med arbejdet i hjemmet.«

– Havde man bedre tid til børnene, inden man fik travlt med at modernisere familien i 1950’erne?

»Nej, går vi tilbage og læser erindringer fra 1940’erne, er der eksempler på børn, der i løbet af dagen blev tøjret til sengen med lidt legetøj oven på dynen, mens mor var på arbejde.«

»Så måtte naboen kigge forbi fra tid til anden for at sikre, at alt var i orden, hvis ikke moren selv havde tid i frokostpausen. Og kigger man på ventelisterne til de få institutioner, der var, kan man læse om kvinder så desperate efter at få pasning, at de argumenterede for, at deres børn var renlige i étårsalderen.«

– Så husmorgenerationen er en parentes i verdenshistorien?

»Ja, det er misvisende at tale om ’dengang, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet’, for kvinder i den brede befolkning har altid arbejdet. Kun i en kort periode af ægteskabets historie kom de hjem, når de fik børn. På det tidspunkt gav det helt sikkert status for mændene i arbejderbevægelsen, at de havde det økonomiske overskud til at have hustruen gående derhjemme med børnene. Men vi skal også huske, at der ikke var reelle alternativer på det tidspunkt. Det var jo først i 1980’erne og 90’erne, at vi for alvor fik institutionaliseringen af børnene med pasningsgaranti og alt det, vi tager for givet i dag.«

Arno Victor

Filosof

– Har man hørt om børneopdragelsens og familiebalancens krise før?

»Ja. I et historisk lys er det pudsigt, at den romantiske forestilling om en tabt guldalder dukkede op samtidig med, at Rousseau i 1700-tallet gjorde op med fremskridtstanken og bildte folk ind, at barndommen er en paradistilstand, der går tabt. Lige siden har man altid hevet børnenes vilkår frem og brugt barnet som argument i kritikken af samfundsforholdene og forestillingen om, at noget, som engang var godt, er blevet dårligt.«

– Er der nogle tidstypiske træk ved den seneste tids debat om familiebalancen?

»Bestemt. Hvor man tidligere ville angribe samfundsstrukturerne og skyde skylden på systemet og kapitalismen, tager man i dag udgangspunkt i mere konkrete og selvoplevede fænomener, når man er utilfreds. Man siger, at skolereformen ødelægger børnene; at arbejdsforholdene giver forældrene stress; at karriereliv er uforeneligt med familieliv; at institutionsbørn udvikler ADHD. I stedet for en generel samfundskritik slår man ned på enkeltfænomener. I stedet for den store slagmark, vælger man de mindre slag, man måske har en chance for at vinde.«

– De småbørnsforældre, der har markeret sig i debatten om familiebalancen og krævet bedre vilkår, er blevet kaldt forkælede. Er de det?

»Når man sætter sig ind i sagerne, står det hurtigt klart, at forældrenes jammer og klagen på sin vis er noget vrøvl. Rockwool-fonden påviste for nylig, at vi aldrig før har haft så megen fritid. Børnefamilierne har aldrig haft bedre vilkår, når man kigger på parametre som frihed, økonomi og sundhed. De har aldrig haft bedre muligheder for at forme tilværelsen efter deres egne forestillinger. På den anden side er man nødt til at tage de stressede børnefamilier alvorligt. Deres generelle utilfredshed med tilværelsen kommer til udtryk, som den gør, fordi muligheden for en generel samfundskritik ikke er der. Hvem skulle man adressere den til? I dag er kritikken nødt til tage udgangspunkt i de plager, folk oplever på egen krop. Og det er halsløs gerning at sige folk imod, hvis de synes, det gør ondt.«

Forældre gør sig til ofre

– Er forfaldsmyterne et problem for debatten om børnelivet og familiebalancen?

»De fjerner blikket fra nutiden til fordel for en opdigtet fortid, hvor alt var godt. Dermed skaffer folk sig et alibi for ikke at foretage sig noget. Når de stirrer sig blinde på den foranstående katastrofe – det gælder ikke kun familielivet, men eksempelvis også miljøet – slipper de for at engagere sig for alvor. De resignerer. Det går jo alligevel ad helvede til. Med fare for at lyde som den ærkekonservative historiker Henrik Jensen, mener jeg, at de gør sig til ofre.«

»Og ved at klage på de umælende børns vegne, fremstår du på en gang som den voksne, der tager ansvar, og som det sagesløse offer for udviklingen, der nu er blevet navngivet som konkurrencestaten.«

– Men ved at råbe op forsøger småbørnsforældrene vel netop at gøre opmærksomme på deres situation for derigennem at få nogen til at ændre den?

»Det er klart, at der i enhver klage også ligger en anklage. Men det er langtfra altid klart, hvem der anklages. Der er noget galt, men man kan ikke helt se, hvad man skal gøre ved det. Man mener bare, at det var bedre engang. Det er altså selve verdens gang, som anklages.«

– Men hvad skal man ellers gøre?

»Hvis forældrene virkelig synes, det er synd for deres børn, kan de jo gøre noget ved det. En god socialdemokrat ville eksempelvis foreslå, at de melder sig ind i skolebestyrelsen og forsøger at ændre tingene derfra. Eller de kan vælge en helt anden vej for deres børn. Det var præcis det, nogle gjorde med Freinet-skolerne i 1970’erne. Men friskoleordningen misbruges i dag til at lave apartheidskoler i stedet for til at eksperimentere pædagogisk.«

»Forældre kan også tage børnene andre steder hen end vuggestuen og børnehaven. Men så snart, man begynder at overveje den slags, er man også nødt til at vende kritikken indad. Så er det bare mere bekvemt at resignere og slå sig til tåls med, at det var bedre engang, og nu bliver det kun værre.«

Samvittighedskvaler

– Hvorfor har så mange forældre dårlig samvittighed over, at de ’bedøver’ deres børn foran iPad’en eller DR Ramasjang?

»Implicit i debatten om familiebalancen og børnenes trivsel ligger fortællingen om barndommen, der bliver ødelagt og nærmest risikerer helt at forsvinde. Man forsøger at beskytte børnene mod de voksnes verden.«

»Men i denne moderne verden er det i kraft af massemedierne umuligt at isolere børnene fra voksenverdenen. Det er i det lys, at man skal forstå, hvorfor iPad og tv ofte bliver symboler på forældrenes dårlige samvittighed. Massemedierne opfattes som en korrumperende faktor i børnenes liv.«

– Og skal man tro debatten, er en anden korrumperende faktor i børnenes liv institutionerne, hvor de tilbringer for megen tid?

»Ja, i den forbindelse er det lidt paradoksalt, at det bliver fremlagt som noget dårligt, at børnene bruger megen tid i vuggestuen og børnehaven. På institutionerne er de jo netop isoleret fra deres forældre og voksenverdenen, hvilket giver dem plads til at være børn – hvis skolificeringen vel at mærke ikke griber om sig på disse steder. Men barndommen var en sen opfindelse, og behøver vi den mere?«

Serie

Til kamp mod forfaldsmyterne

Information udfordrer forfaldsmyterne og den nostalgiske forestilling om, at alting var bedre engang. For fungerede familien virkelig bedre i de gode gamle dage, var unge mere dannede, og var politikerne sande statsmænd, der kæmpede for sagen og ikke bare for genvalg og eget levebrød?

Information giver kulturpessimisterne et spark bagi.

Seneste artikler

  • Nej, vi taler ikke grimmere og grimmere

    8. april 2015
    Sproget er i forfald. Skældsord præger den offentlige debat, og udtalen halter. De unge taler bedre engelsk end dansk, og landets ældste ser forfærdet til, mens ungdommens omgang med ord undergraver modersmålet. For i gamle dage talte vi pænere. Meget pænere. Eller gjorde vi?
  • Måske har demokratiet aldrig haft det bedre

    14. oktober 2014
    Skal man tro den verserende debat, er nutidens politikere ikke til at stole på. De mishandler demokratiet, lyder det. Men kan det virkelig passe, at den politiske kultur er i forfald?
  • Måske er ’Generation Dum’ ikke så dum endda

    17. september 2014
    Skal man tro den verserende debat om ungdom og uddannelse, bliver de unge stadig dummere, mere ansvarsløse og ukvalificerede. Men kan det nu også være rigtigt?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Kroll
Robert Kroll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forældrene må bare sætte sig ud over de materielle krav, der presser sig på i dag. De år, hvor børnene vokser op, er en indadvendt periode, og måske så mange familier splittes på, at dette ikke er forstået?

Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen, Viktor Knudsen og olivier goulin anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

»Ja, i den forbindelse er det lidt paradoksalt, at det bliver fremlagt som noget dårligt, at børnene bruger megen tid i vuggestuen og børnehaven. På institutionerne er de jo netop isoleret fra deres forældre og voksenverdenen, hvilket giver dem plads til at være børn< – hvis skolificeringen vel at mærke ikke griber om sig på disse steder. Men barndommen var en sen opfindelse, og behøver vi den mere?«

Hvad ved en filosof om mennesker? Ikke meget ser det ud til.

Rune Stilling, lars abildgaard, Rune Petersen, June Beltoft, Lilli Wendt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Ja, det er den rigtige og "danske vej" at gå .....lad os ( hvem pokker det så er?) vedtage at børnefamilierne er nogle klynkere - de skal stikke piben ind, rette ind, finde ja-hatten frem og hvad vi ellers plejer at floskelgøre med.
Og jo, på papiret har vi færre arbejdstimer - men på BNP siden har vi aldrig produceret mere.
Så pyt med om fødselstallet faktuelt falder hurtigere end et termometer ved vintertid.
Bare vi får sat dem til vægs.

Ning de Coninck-Smith har IKKE ret...!

Dels lægger alle selv - lavtlønsfunktionærere - rigtig mange interessetimer ekstra i forhold til tidligere tider, og samtidig har vi nu fået rigtig langt til arbejde. Pendling i ofte op til 3-4 timer pr. dag stresser børneforældre, der skal nå at aflevere og hente børn i institutionerne. I gamle dage lå arbejdspladserne som oftest i cykelafstand!

Der er også nu et helt andet tempo på arbejdspladserne med præstationsorienteret tilgang, måling og selvstyring, som kræver 200% proaktiv indsats af medarbejderen. Hvem tør slække på indsatsen, når man er sårbar med børnebelastet økonomi og er rædselsslagen ved tanke om fyring.

Samtidig skal bedsteforældrene også arbejde, så her er der ikke mulighed for hjælp.

Ingen andre lande har så høj erhvervsfrekvens for børnefamilier! Børnefamilier knokler vitterligt hårdt i DK og lægger væsentligt flere arbejdstimer end i andre lande!

Jo - de unge børnefamilier har god grund til at "klynke", og hvis resten af samfundet ikke forstår budskabet, så vil børnetallet blive ved med at falde!

Giv småbørnfamilier mulighed for at far eller mor kan gå på deltid frem til skolealderen med supplerende dagpenge! Det vil give et bedre barneliv, højere fødseltal, færre stressramte, og samtidig give jobs til desperate arbejdsløse.

Samfundet kræver af vor tids unge, at de skal knokle til de er 70 - kan vi så ikke hjælpe dem nu, hvor de er ved at segne?

Tove Rump, Rune Stilling, Christel Larsen, Axel Bluhme, June Beltoft, Adem Fajkovic, Christa If Jensen, Christel Gruner-Olesen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Som jeg læser Ning de Conick - og bruger egne erfaringer gennem 30 år som pædagog i børnehave -så er det korrekt, at det er den - lille - del af forældrene, der arbejder alt for meget og har alt for dyre huse, rejser osv. som fører debatten. Min erfaring er, at børn i gennemsnit, aldrig har haft det bedre i DAnmark. Helt almindelige familier stresser, men burde slappe mere af. De gør det godt nok! Jeg tror det hænger meget sammen med den kultur der er fremherskende: det hele skal være fejlfrit, vi skal bo det rigtige sted, arbejde ditto, have det rigtige tøj osv. Vi fokuserer alt for meget på, hvordan vi gør os, overfor andre, i stedet for at fokusere på hvordan vi i virkeligheden ønsker at leve. Så til de fleste forældre: slap dog af, børnene trives og udvikler sig normalt, bare rolig! MEN der er jo desværre 30-40% af børn, som ikke oplever den nødvendige tryghed i den tidlige opvækst. Det har store konsekvenser for deres liv. De udvikler er dårligt selvbillede og en mistro til at verden vil dem det godt. DE har brug for tidlig hjælp. Derfor skal der (mange) flere pædagoger i småbørnsinstitutionerne. Og der skal ikke fokuseres så meget på 'skoleforberedelse' men mere på 'livsforberedelse'. På sigt vil det gavne alle. Også de stressede børnefamilier.

Brian Jensen, Heidi Frier, Mie Kjær, Vivi Rindom, Peter Jensen, Axel Bluhme, Britt Kristensen og Christa If Jensen anbefalede denne kommentar

Her virkelig stof til en lang kronik. Svært at fatte sig i korthed. Men her i telegramstil :

- Funktioner er over mange årtier flyttet ud af familien og det koster.
- Kvinderne kom på arbejdsmarkedet - feminismens "sejr".
- Indtjeningen er nødvendig for at kunne betale for ydelserne udefra.
- Lønarbejdet udføres for andre i samme situation.
- Vi bytter altså arbejdsfunktioner med hinanden via lønarbejdet.
- Det sker over afstande og det stjæler tid.
- Biler med èn person overfylder vejene.
- Denne infrastruktur udvides til stadighed af lønarbejdere.
- Mange funktioner udnyttes af erhvervslivet til maksimal profit.
- Funktionerne bliver uundværlige og skaber pres på lønninger.
- Al politisk aktivitet går ud på at få maskine til at køre - og køre hurtigere.
- Vækstkravet er over os alle.
- Men enkelte melder sig ud og slapper af.

Alt dette gælder børnelivet, men også alle andre funktioner fra vugge til grav.
Jeg lancerer hermed et nyt udtryk : Fra undfangelse til bortskaffelse. Nærmere forklaring kan gives på forlangende.

Gert Selmer Jensen, Kristine Skøtt-Jensen og Christa If Jensen anbefalede denne kommentar
Christa If Jensen

Bedstemor skriver : nej, vi skal ikke tilbage. Vi skal i stedet tænke ud fra børnene. De skal have ret til 6 timer i daginstitution med socialt samvær, dannelse og læring fra professionelle pædagoger med god tid, 6 timer i familien med god tid til kærlig omsorg, dannelse og læring og 12 timers søvn. Derfor bør kravene ved de næste overenskomstforhandlinger være arbejdstidsbuketter i stedet for en norm på 37 timer. Buketterne kan f.eks. Være 20 til 25 timer, 25 til 35 timer, 35 til 40 timer 40 til ... Timer. Da det er forskningsmæssigt konstateret, at vi er mest effektive 4 til 5 timer om dagen, bør timelønnen for den buket, være den højeste, og blive gradueret ned ved flere timer. Lav timeløn kan så kompenseres gennem bl.a. Midlerne fra forældreorloven og dele af moderens barselsorlov. Det er forkert, at ordningerne siger enten/eller. Enten er du på arbejde eller også er du hjemme på barsel/ orlov. Det skal være muligt at vælge kortere daglig arbejdstid i perioder mens børnene er små. Arbejdstidsbuketter kan kompensere for mange andre uhensigtsmæssigheder på arbejdsmarkedet. Det kommer jeg ikke ind på her. læs min bog "den Gode Barndom" fra 1993 udgivet på Forlaget Fremad. Den kan muligvis fås antikvarisk. De strukturelle vilkår har ikke ændret sig nævneværdigt, men fædrene er med i dag og kræver del i børneomsorgen. Det gør hele forskellen. Nu skal vi blot have arbejdsgiverne med også.

Tove Rump, Niels Duus Nielsen, Sascha Olinsson, Kristine Skøtt-Jensen, June Beltoft og Adem Fajkovic anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

For mig at se, er en del af miseren begrundet i den konkurrence, der for alvor har sneget sig ind i alle livets forhold.
Forældrene skal have de bedste karrierer, bo i de fedeste boliger, have mulighed for at frekventere de fedeste ferier og så er der lige det med, at alle har ret til et fedt nyt køkken. (hvis ikke man har et fedt nyt køkken, har man ikke fortjent det.
Børnene, de skal konkurrere med andre børn om at være føst til at udvikle sig, til at være intelligente, til at kunne gå, løbe, konkurrere med andre børn og så skal de have de bedste fremtidsmuligheder.

Alle konkurrerer, hele tiden.
ala 100 deltagere, 1 vinder, 49 deler skamlerne for nr 2 og 3 i mellemgruppen
og så er der 50 tabere, som bider tænderne sammen.
Det gælder om at blive først, størst og have de lækreste omgivelser og værktøjer til at konkurrere i, eller i det mindste at stå på præmieskamlerne.
Banerne er kridtet op: Go Go GO!!
Man bliver jo helt træt.

Elisabeth Andersen, Gert Selmer Jensen, Mie Kjær, Sascha Olinsson, Britt Kristensen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar

Langt de fleste arbejdende småbørnsforældre skal møde til tiden på arbejdet og de skal havde dette til at passe med åbningstiderne i institutionerne, de skal i den anden ende udvise en vis villighed til at tage uforudset overarbejde og nå at hente børnene i institutionerne inden for åbningstiderne. Det er alt andet lige flere deadlines end forælder med store og voksne børn har.

Personligt mener jeg, at det på tide at evaluere op vores megen brug af institutioner, forskningen på området har påvist ganske alvorlige bivirkninger som i det voksne menneske rækker fra følelsesmæssig tilbagetrækning til problemer med nære relationer, lyder bekendt?

Tove Rump, Mie Kjær, Axel Bluhme og Adem Fajkovic anbefalede denne kommentar

Flot Christa If Jensen og Lilli Wendt!

Vores børn får et skema som de skal følge allerede fra 1 års alderen:
Kl. 07 op
kl. 08 afleveres
kl. 11 frokost
kl. 13 samling for at.... osv.
Der bruges ufattelig meget energi på at samle børnene, til alle de punkter på dagen, de skal igennem. Og børnene er mildest talt ikke vilde med det... Hele tiden bliver de afbrudt!
Hvor er der plads til at kede sig, fantasere, opdage, finde selv på noget, spise når man selv er sulten, osv.?

Vi bliver stressede og egentlig kede af det som forældre, da vi inderst inde ved, at institution ikke er skabt for børnenes, med de voksnes skyld. Derfor denne debat om forældrene også.
Vi kan beskytte os med voksen snak og statistik om mere fritid osv., men bliver nødt til at indse, at så længe vores børn ikke er rolige og afstressede, så længe forbliver børnefamilier under stor pres.
Tænk et velfærd for børnene, som Christa If Jensen foreslog:
6 timer hjemme
6 timer i institutionen med gode aktiviteter (for så har institutionen også en chance for at lave noget godt)
12 timer søvn
Det vil være cool!

Tove Rump, Axel Bluhme, Steffen Gliese og June Beltoft anbefalede denne kommentar

Mor vil hellere være sammen med sine kollegaer end dig og mor kan bedre lide sine kollegaer end dig; høre vuggestuebarnet fem dage om ugen, når mor aflevere det i vuggestuen for at tage på arbejde. Det er på ingen måde det mor siger, men det er det vuggestuebarnet forstår: Hvis nogen skulle være i tvivl om hvor dårligt selvværd ofte bliver grundlagt.

Og dybt inde i en vær forældre, bløder der et hjerte som sagtens kan forstå hvad barnet oplever.

Niels Duus Nielsen, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Adem Fajkovic anbefalede denne kommentar

Jeg anerkender, at mange børnefamilier har VALGT nogle materielle standarder, som gør at de arbejder for meget. Jeg VED, at børnefamilier KAN vælge: at bo billigt etc. og dermed leve i en mindre presset hverdag.

Jeg har samtidigt virkelig svært ved præmissen om, at børnefamilierne har det hårdt. Folk der har børn - har ofte faste job og nogle de elsker indenfor rækkevidde. Som kvinde uden børn og uden fast stilling, bliver jeg faktisk virkelig træt af at høre på, hvor hårdt det er. Jeg synes, at vælger man at få børn og dyrt hus mv. - så må man mande/kvinde sig op og stå på mål for konsekvenserne af de valg!
Jeg har sgu tilpasset mig vilkårene, og jeg får IKKE taletid i det offentlige rum - for at være freelancer i årevis uden ret til løn under sygdom eller pension. Grrr! (Hold nu kæft og indret jer efter vilkårene og lær jeres børn gammeldags dyder som taknemlighed og arbejdssomhed!)

Brian Jensen, Steffen Gliese og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Det er så let:
Skru ned for ambitionerne, eller lad være med at få børn.
Faldende fødselstal er ikke et problem i en overbefolket verden.

Anne Eriksen, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Når man vælger at få børn må man vælge noget andet fra. Hvis begge både skal gøre karriere, have tid til fritidsinteresser, venner etc. etc. så er der det mindre tid til børnene. Det er et simpelt spørgsmål om at prioritere.

Jeg har altså også svært ved at have ondt af disse børnefamilier.
Det er klynkeri, som er fantastisk svært at tage alvorligt.
Som artiklen påpeger, så har forholdene i Danmark for børnefamilier aldrig været bedre. Jeg gider ikke engang opremse de mange samfundsgoder, der tilgodeser børnefamilierne.

Hvis de alligevel ikke kan få familielivet til at hænge sammen, så må det skyldes, at de har spændt buen for stramt, og bør revurdere deres ambitioner og prioritere deres tid bedre.

Jeg er sikker på, at en stor del af problemet bunder i en diskrepans mellem resourcer og forventninger. Og det letteste er at skrue ned for forventninger. Find den samme tilfredshed med mindre. Lad mor (eller far) gå hjemme eller på deltid mens børnene er små.
Og sidst, men ikke mindst: Blæs normer, idealer og den offentlige mening en lang march.

Kun den, der har mod til at sætte sig udover normerne, og suverænt definere sine egne værdier, kan realisere det gode liv.

Resten bliver klynkende slaver.

/O

Jan Elung, Gert Selmer Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vi bliver rigere og rigere med mindre og mindre nødvendig arbejdskraft. Veluddannede middelklassekvinder vil selvfølgelig gerne realisere sig på arbejdsmarkedet - men bør vi så ikke som samfund indrette os, så det kan lade sig gøre på en optimal måde?
Sålænge man bare skal høre her fra arbejdsgivere, bliver problemet ikke løst. Der er brug for, at folk får nogle rettigheder. Det hele synker mere og mere tilbage i den gamle præ-60er-orden, hvor de besiddende kan herske uindskrænket. Men det er ikke optimalt og det er ikke et demokrati værdigt, hvor flertallets repræsentanter også må varetage flertallets interesser. Og det er ikke mere arbejde.

@Lilly

Nej, og det har jeg helt bevidst undgået.
Men de principper, jeg nævner, er overordnede. Dem efterlever jeg, med eller uden børn.
Jeg har aldrig skævet til idealer, normer og den offentlige mening. Hele min livsstil er i forvejen så stik imod disse. Jeg definerer selv mine værdier.
Og havde jeg børn, så ville det heller ikke ændre ved disse.
Jeg ville slet ikke sætte dem i verden, før jeg havde sikret dem en, i det mindste delvis, hjemmegående mor - og en der var glad ved at gøre det.

/O

Niels Duus Nielsen, Gert Selmer Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Poul Genefke-Thye

Lilli Wendt: "Ning de Coninck-Smith har IKKE ret...! "

Måske ikke i alt, men alligevel.... Var det nu så meget bedre i de gode gamle dage?
Hendes erfaringer er fra 80'erne, vores er fra 70'erne. Måske var vores situation ikke helt typisk, idet vi begge arbejdede på et bibliotek, som dengang havde meget lange åbningstider. men der var masser af andre fag, hvor man havde forskudte arbejdstider eller lang arbejdstid - daginsttutionerne lukkede kl. 17.00, men f.eks. butikspersonale skulle også dengang arbejde længere end det.
For at få det til at hænge sammen, måtte vi fordele aftenvagterne (til kl. 20.00 eller 21.00) med to til hver, selvfølgelig på forskellige dage, ligesom lørdagsvagterne hveranden lørdag til kl. 16.00 (om sommeren dog kun til 14.00) skulle fordeles af hensyn til børnepasningen.
Barselsorloven på 3 måneder var kun til moderen - at fædre skulle have mulighed for orlov var en så absurd tanke, at ingen havde tænkt den.
Med den ordning, var der altid én, der havde god tid til enten at bringe eller hente de små. til gengæld var det kun om søndagen og i ferier, at de kunne være sammen med begge forældre.
Var det bedre end i dag?

Gert Selmer Jensen

Vælger man at sætte børn i verden, bør man forinden, gennemtænke konsekvenserne heraf. Her bærer man selv ansvaret. Der skal ofres noget, men her bliver det svært. Høj cigarføring, socialt og karrieremæsigt, passer dårligt til en god opfostring af børn. I svage øjeblikke kan man faktisk let få den opfattelse at børn indgår i ambitionsmøllen, (Stor villa, to biler, en labrador, og to børn), så er vi med på "vognen". Og karrieren? jo jo den kører på højtryk, vi er jo på det vindende hold, sådan! , må være klart for enhver. Hvad dette hurlumhej betyder for børnene, tror jeg , mildt sagt, ikke er positivt.

Niels Duus Nielsen, olivier goulin og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ang. børn og statussymbol - ingen tvivl!

Og det gælder nok især kvinden. Barnet er for langt de fleste kvinder det store statussymbol over dem alle. Penge, magt og ære kommer meget længere nede på stigen.

Børn udfylder mange funktioner hos forældrene - og en af dem handler uomtvisteligt om at flashe sine børn og sit forældreskab - og helst den perfekte af slagsen. De små børn har ingen anelse om, hvilket spil de ufrivilligt deltager i.

/O

Jeg var ene more til 3 - havde arbejde og skrev et par boeger - var ogsaa ude med Danida nogle aar og bornene var med.... Der var alrig noget vroevl - for jeg soergede for, at der var kvalitets tid med boernene, hvor de snakkede og jeg lyttede.... de hjalp med husarbejdet og blev betalt for arbejdet og for a hjaelpe derudover og for at opfoere sig ordentligt, saadan tjente de deres lommepenge... vi hjalp hinanden... og de vidste jeg havde lige saa meget brug for dem, som de mig. Loerdag og Soendag var deres dage ... de er alle godt ivej med noget, de er glade for, alle 3 helt forskellige... og de er stadig mine bedste venner. DET ER DEJLIGT AT HAVE BOERN, NEMLIG !

Niels Duus Nielsen, Christa If Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Enig! Men har kvinderne så ikke en lidt "skæv" prioritering m.h.t. hvad de vælger at bruge deres tid på. Ikke at jeg er til oldnordisk familiemønster, men tingene hænger altså lidt sammen.
Og vælger man børn, skal focus lægges på dem. Ikke i form af begrebet "kvalitetstid", men bare meget tid, i ro og mag.

Der vendes jo på hovedet, når man prioriterer arbejde over børn. Hele samfundets ræson er jo at kunne beskytte familierne og den opvoksende generation.

Gert Selmer Jensen og Poul Genefke-Thye anbefalede denne kommentar

Det ville i hvert tilfælde være befriende, hvis debatten blev præget af fakta og ikke halve rygter og udokumentere påstande, som ikke mindst Karen Lumholt, direktør for tænketanken Cura, er blevet eksponent for i bl. a. Børsen, hvor hun nu har fået læst og påskrevet af folk med noget mere seriøst forhold til dokumentation.

Min mormor have morgenplads før skole og eftermiddagsplads efter skole - som 8 årig - det var i starten af det 20. århundrede. Hun fik aldrig den uddannelse, som hun drømte om. Der var ikke råd.... De boede dårligt, var konstant syge, af 15 børn overlevede kun 7 børn, og min olemor døde som 48 årig.

Skal vi sætte tiden i stå og fremover gøre det svært for børnefamilierne - blot fordi tidligere tider var værre?

Har vi ikke lige nu mulighed for at gøre det "bare lidt bedre"...?

Vi lader alle de arbejdsløse få stress af dårlig økonomi og samfundets mobning. Samtidig pisker vi de unge børnefamilier rundt i managen med ekstra mange krav på alle områder, så de går ned med stress.

Det er regulært hamrende sindssygt...!

Og Olivier, hvis du ikke selv har børn, så kan jeg ikke tage dine argumenter seriøst.

Lise Lotte Rahbek

Lilli Wendt
Så er vi nok mange, hvis meninger du vil diskvalificere.

behøver man være medlem af Venstre for at have en mening om deres politik? Behøver man være kapitalist for at have en mening om kapitalisme? Skal man være journalist, for at have en mening om journalistik, eller skal man være lærer, for at have en holdning til lærer-konflikten?

Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Ps. Hvis tvivl:
Nej, jeg har heller ikke nogen børn.
Men jeg har engang været et barn.

Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Det er langtfra alle DK's børnefamilier, der er højlønnede med fede karrierer. De fleste har ganske almindelige jobs, ligesom de har ganske almindelige boliger.

Det virker som om, der er nogle her på debattråden, der trænger til at justere deres fordomme...

Hvad er ideen professor med at bringe debatten ned på niveau, børnene blev bundet til sengen etc.?
At bevise at nutiden er bedre end fortiden ved at henvise til fortiden er ynkelig. Det er nutiden, der skal sammenlignes med den mulige nutid.
Forældre har ansvar for at tilbyde deres børn en individuel opvækst og det kræver langt mere nær værd end nu.
Burhøns og resultatet kender vi ,burbørn og resultaterne er ved at gå op for os.
Det ligger dog stadig inden for egen rækkevidde at tilrettet sit familieliv, men tilstrækkelig kvalitet i den periode børnene er fra 0 -14 år.
Det giver bonus, der ville fylde mange sider at beskrive ikke mindst når disse individer, der har fået samvær selv skal have børn.

Gert Selmer Jensen, Leo Nygaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Peter Hansen - Du generaliserer. Vi har jo i lejesektoren en boligstøtteordning, som meget fornuftigt er målrettet mod de mindst bemidlede.
(det kan ikke siges om flere de andre såkaldte velfærdsydelser)

Jeg vil støtte Lilly i det selverfarede. Min søn vidste alt om andres (forkerte) børneopdragelse - indtil han selv fik børn !!
Jeg forstå gamle mennesker bedre nu, hvor jeg selv er blevet gammel - nok.

Jesper Frimann Ljungberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Nej, ikke eksperter. Bare i besiddelse af visse erfaringer, som kun gælder for dem selv.
Eksperter er faguddannede. Dem som trækkes frem som autoriteter og som vi (erfarende) har lov til at uenige med. Som eksempelvis professorende Egelund og Corninck-Smidt.

Jeg synes de to filosoffer forholder sig noget arrogant og teoretisk til de problemer, som en hel række børnefamilier gør opmærksom på de oplever i deres hverdag. De skøjter på overfladen, anvender anekdotisk bevisførelse og forholder sig grundlæggende ikke til en række samfundsmæssige og strukturelle forhold i det moderne samfund. I øvrigt, at tingene (for nogen mennesker, nogen steder) har været meget værre da ruder konge var knægt er sg... da flintrende lige gyldigt for de mennesker, der i dag oplever, at de har et problem.

Gert Selmer Jensen

Lilli Wendt
"De fleste har ganske almindelige jobs, ligesom de har ganske almindelige boliger".
Enig! Men alligevel er de nødt til at knokle r.... ud af bukserne.

Gert Selmer Jensen

Hvis vi nu skal se på "de gode gamle dage", hvad de selvfølgelig ikke altid var, så erindrer jeg dog, at tilbage i midt-halvfjerserne, hvor jeg fik mit svendebrev søm tømrer, havde 2 ud af 3 af svendene eget hus, bil, børn og råd til rigtig mange øl, på èn indkomst ! , og det endda uden problemer. Dengang var det jo så "fruerne" der gik hjemme, men det kunne man jo også vælge at bytte om på hvis man syntes. Her syntes jeg roligt man kan sige at udviklingen er gået meget baglæns.
(Dog synes jeg de drak lidt rigelig mange øl på deres arbejde.)

Der har især i det sidste halve års tid været mange forskelligt udformede nødråb fra småbørnsfamilierne. Så nu trækker dagbladet Information et par eksperter af stalden, så vi som læsere kan få nogle kvalificerede bud på, hvad det hele handler om! Og hvad får vi så? En Historiker og Professor for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, Ning de Coninck-Smith, der lægger ud med at sige, at vi har aldrig haft så megen tid med vores børn! Når sandheden er, at vi er det land i Europa, der pr. husstand lægger flest arbejdstimer uden for hjemmet. Det, der her er helt centralt, er den stress, der er forbundet med de strukturelle rammer, vi i dag har bygget op omkring vore familie- og arbejdsliv. Og det, der er behov for, er ikke at lukke munden på dem, der gør opmærksom på problemet. Men at finde årsagen og finde veje til bedre liv. Og så kommer der en filosof, Arno Victor, og siger: "Barndommen var en sen opfindelse og behøver vi den mere?" Ja, det gør vi i allerhøjeste grad! Og hvis vi lytter til de stemmer, der har været fremme i debatten, handler det grundlæggende om bedre muligheder for nærvær i familierne. Og her er det jo herligt at læse nogle af de nyere økonomer, der mener, at noget af det bedste vi kan gøre for samfundsøkonomien er at sætte arbejdstiden ned. Alle de penge, vi bruger på at reparere på al den fysiske og psykiske stress, vor nuværende livsform forårsager, vil vi spare ved at skabe større ro om familie- og arbejdsliv. Skotlands Chief Medical Officer, Sir Harry Burns, holdt på Danske Regioners årsmøde i april et oplæg om Skotlands vej til mindre social ulighed i sundhed. Og på spørgsmålet om, hvordan man dog fik råd til det, var svaret: Bare gå igang, så kommer pengene ad andre veje. Der, hvor lykken og overskuddet bor, falder udgifterne til sociale ydelser og kriminalitetsfølger. Sådan!

Niels Lamhauge, Gert Selmer Jensen, Lilli Wendt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der har især i det sidste halve års tid været mange forskelligt udformede nødråb fra småbørnsfamilierne. Så nu trækker dagbladet Information et par eksperter af stalden, så vi som læsere kan få nogle kvalificerede bud på, hvad det hele handler om! Og hvad får vi så? En Historiker og Professor for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, Ning de Coninck-Smith, der lægger ud med at sige, at vi har aldrig haft så megen tid med vores børn! Når sandheden er, at vi er det land i Europa, der pr. husstand lægger flest arbejdstimer uden for hjemmet. Det, der her er helt centralt, er den stress, der er forbundet med de strukturelle rammer, vi i dag har bygget op omkring vore familie- og arbejdsliv. Og det, der er behov for, er ikke at lukke munden på dem, der gør opmærksom på problemet. Men at finde årsagen og finde veje til bedre liv. Og så kommer der en filosof, Arno Victor, og siger: "Barndommen var en sen opfindelse og behøver vi den mere?" Ja, det gør vi i allerhøjeste grad! Og hvis vi lytter til de stemmer, der har været fremme i debatten, handler det grundlæggende om bedre muligheder for nærvær i familierne. Og her er det jo herligt at læse nogle af de nyere økonomer, der mener, at noget af det bedste vi kan gøre for samfundsøkonomien er at sætte arbejdstiden ned. Alle de penge, vi bruger på at reparere på al den fysiske og psykiske stress, vor nuværende livsform forårsager, vil vi spare ved at skabe større ro om familie- og arbejdsliv. Skotlands Chief Medical Officer, Sir Harry Burns, holdt på Danske Regioners årsmøde i april et oplæg om Skotlands vej til mindre social ulighed i sundhed. Og på spørgsmålet om, hvordan man dog fik råd til det, var svaret: Bare gå igang, så kommer pengene ad andre veje. Der, hvor lykken og overskuddet bor, falder udgifterne til sociale ydelser og kriminalitetsfølger. Sådan!

Michael Kongstad Nielsen

Tove Rump citerer: "Der, hvor lykken og overskuddet bor, falder udgifterne til sociale ydelser og kriminalitetsfølger." Ja, det gør den i Søllerød, Gentofte og Risskov. Men husk også, at brokkerne et langt stykke hen ad vejen selv har bedt om de samfundsforhold, de brokker sig over.

@ Lilli Wendt,
..."Og Olivier, hvis du ikke selv har børn, så kan jeg ikke tage dine argumenter seriøst..."

Hvis en problematik handler om eksempelvis mænd, så kan kvinder ikke deltage,..eller hvis det handler om anden generations indvandre, så kan etniske dansker Ikke deltage i debatten, eller blive tage seriøs, osv osv ..

Det vil blive en noget ensporet konsensus hygge snak, hvor vi "liker" hinanden i det vi sige, når det kun er mennesker der er "lig" problematikken "..hvis vi skal følge din logik (hvilket vi HELDIGVIS ikke skal).
Divergenserne bringer liv i debatten...og kan ofte bibringe nyt

@Torben Loft, du har naturligvis ret - men jeg må tilstå, at den måde Olivier nedsættende tal er om kvinder og arrogant udtaler sig om børnefamiliers kår - ja, den gjorde mig temmelig knotten.

Anne-Marie Paul

Forfatterinden Marilyn French udgav i 1980 romanen "The bleading Heart" på dansk " Det blødende Hjerte". Hun var nogle år forinden blevet kendt for romanen "Women". Det blødende hjerte fortjener at blive i læst igen af rigtig mange, selvom det er 34 år siden den udkom. Romanen sætter tingene hårdt op, men det har man lov tli at gøre i en roman. Når I har læst den så kom ikke og sig at I ikke kan genkende jer selv og jeres familie og den utrolige kompleksitet mænds og kvinders liv udgør overfor og med hinanden - vi er også en del af forhistorien, selvom man skulle tro, den nulevende generation er den første og eneste med problemer i forhold til arbejde, børn og tid til sig selv selv, sådan som den beskrives. De problemer mellem kønnene, som også er kommet til udtryk i de ovenstående indlæg, var også da - og det sørgelige er at vi ikke synes at være kommet et skridt videre, der hvor det virkelig gælder.

AnneMarie

”og det sørgelige er at vi ikke synes at være kommet et skridt videre, der hvor det virkelig gælder. ”
Er der opnået en konsensus om hvad der virkelig gælder, altså hvad har værdi og hvad er værd at værne om og hvordan?
Eller sagt på en anden måde, er det gået den anden vej; det der ikke har værdi for mig kan jeg trygt pisse på, uagtet at det har værdi for dig, tiden syntes at indikere at det kunne forholde sig sådan.

Måske vil det hjælpe på debatniveauet, hvis debattøren kvalificerer sine bud på børnefamilien.
Der findes mange forskellige slags børnefamilier, og måske er der mindre priviligerede børnefamilier end to - forældre børnefamilien, som har to "almindelige" jobs.

Enlige forældre f.eks. eller sambragte familier eller forældre uden aflastningsmuligheder i form af f.eks. bedsteforældre. Hertil kommer, at jeg savner et samfundsblik for: Hvilke vilkår forældre fra lavere social klasser (med markant dårligere arbejdsforhold og jobs end dem kronikøren beskriver som "almindelige"). Klynken består i netop, det manglende blik sociale blik for forskellige sociale gruppers vilkår som børnefamilie. Der er helt uden diskussion familier, der har markant ringere vilkår end kronikørens i form af tid, penge (især) og overskud (følelsesmæssigt, socialt, intellektuelt og økonomisk). Disse familier har IKKE taletid i den offentlige debat, det ville være klædeligt - hvis kronikøren kvalificerede debatten - og også talte på disses vegne.

Hvem bestemmer om 2 middelklasse forældre SKAL have 2 fuldtidsjobs? Man KAN indrette sig på anden vis, men VALG har konsekvenser, hvadenten der er i form af boliglån eller det at få børn.
Jeg bliver træt, når debatten ikke kan omfatte uenighed - det er vel for hulan uenighed, som styrker vores demokrati? Og selvfølgelig har alle en stemme i et demokrati, andet har da ingen steder hjemme!

Det kan uden tvivl være hårdt at være forældre - og der er også kollektive forhold, som politikere kan lovgive om (hvis de tør). F.eks. at give børnefamilier krav på deltidsjobs (som i Sverige), men
det vil klæde debatten om børnefamilier, at sikre et socialt muanceret billede af mange forskellige børnefamilier (med meget forskellige vilkår).

Priviligerede havde i gamle dage en forbandet pligt til, at være de svageres advokat. Det vil gøre debatten meget mere skarp, kvalificeret og brugbar i fht. politikere!

Sider