Kommentar

Vi har brug for at tro

Ateister burde tage ved lære af de store religioner i stedet for at vanære dem
26. september 2014

Ateister findes i alverdens former og farver. Nogle mener, folk må tro på, hvad de vil, men mange prominente ateister affejer i dag ikke blot kristne, muslimer og buddhister som naivister, de latterliggør dem ofte som godtroende fjolser eller undertrykte stakler. Folk som Richard Dawkins, Sam Harris og Peter Singer står forrest på den globale scene.

Men flere burde være mere nysgerrige på, hvad religion kan lære os. Kristendommen har haft enorm indflydelse på den danske kultur, identitet og værdisæt. Som Kristian Leth viser i Jagten på den kristne kulturarv, siver religionen ind i alt fra fitnesscentre til fastfood. Men vi kan lære meget mere af religionen som kætteriske eklektikere og berige vores liv med den visdom, de store religioner igennem årtusinder har akkumuleret, om, hvordan man lever det gode liv – med eller uden gud.

Vi er ikke medlemmer af nogen religiøs bevægelse. Men elsker højtiderne, det hellige rum, meditationens praksis, lignelserne. Vi kan godt lide ritualerne, moralen og fællesskabet. Men frabeder os doktrinen.

I dag synes valget at stå mellem religionens dunkle dogmer eller hedningens afståelse og livet i det postmoderne kapitalistiske samfund, som spirituelt set er en ødemark, hvor vi må nøjes med Martin Krasnik som forfriskende, men retningsløs kritiker og tilbudsavisens bundløse hedonisme som eksistentielle ledestjerner.

Læren om alt

Men hvor er det så, at vi i den sekulariserede verden kan lære noget af religionerne? Her er et par eksempler:

Sproget – de religiøse har udviklet et sådant for det mystiske, uforståelige, dybe, eksistentielle svære og umådeligt smukke i vores liv.

Organisationen – sekulariseringens modsvar til religionens hellige skrift er kulturens kunstnere, filosoffer og terapeuter. Men de er isolerede. Sårbare. Deprimerede. De kollaborative, brandede, transnationale og disciplinerede religiøse organisationer lærer os, at man må stå sammen, hvis man skal ændre verden.

Kunsten – hvor de kristne har bibelen, har vi Platon. Hvor muslimerne har Koranen, har vi Shakespeare. Hvor buddhisterne har mandalaen, har vi graffiti. Vi værner om kunst for kunstens egen skyld. Museer er vores nye kirker. Religionen belærer os om, hvorfor kunsten må være mere end det.

Ritualets værdi

Religionen er ikke bange for gentagelsen. Vi keder os og tror straks, vi står stille og sakker bagud, hvis vi gentager noget mere end én gang. I religionen er det ned på knæ 10 gange om dagen. Livets store sandheder skal gentages, så vi ikke glemmer dem. Det kunne vi også godt lære noget af. Hvorfor er aftenbønnen for eksempel forbeholdt de troende?

Ritualer er med til at skabe den nødvendige struktur i vores liv (fødsel, konfirmation, bryllup og begravelse), i vores kalenderår (nytår, fuldmåne, St. Bededag, fasten) og i vores hverdag (rituel afvaskning, bordbøn). Vi ateister kunne godt lade os inspirere af disse ritualer som en måde at holde fast i højtideligheden, fællesskabet og taknemmeligheden i vores liv. Vi har selvfølgelig morgenkaffen og godnatlæsning. Men det er en praksis, som ikke eksplicit forbinder vores grundlæggende værdier.

Vores instrumentelle uddannelsessystem burde lade sig inspirere af de livskloge traditioner, der knytter sig til religionernes praksis. Forelæseren kunne godt lære noget af prædikanten, forstået som den normativt betingede bevæger. Aktivisterne kunne lære af religionens propaganda og eventyrerne af pilgrimsrejsen.

Troens kraft

Men vigtigst af alt kan religionen lære os at tro. De fleste kristne, muslimer, hinduer, buddhister og jøder tror ikke, fordi de ikke forstår de grundlæggende naturlove. De tror på trods af denne virkelighedssans. Når du tror på opsvinget midt i finanskrisen, giver det håb. Når du traumatiseres af krigens rædsler, men vælger stadig at tro på det gode i mennesket, skaber det tillid. Når vi skaber teknologier, koalitioner og stor kunst, får fantasien frit løb. Det er vigtigt at kunne tro på noget, der er større end os selv, når livet synes småt, kort og meningsløst. Men hvordan gør vi det?

Vi vil gerne tro, men kan ikke altid. Tro kan kun forstås, når den føles og opleves. Religionen kan lære os, hvorfor og hvordan håb, tillid, kontekst og indlevelse er forudsætningen for at tro – også selv om vi ikke tror på dens gud.

I dag må vi vælge. Enten er vi ateister, eller også er vi troende. I Danmark synes det som et gensidigt udelukkende valg. Men det behøver det ikke at være. Vi har lige haft besøg af nogle gode venner fra New York. Intellektuelle, aktivistiske ateister. Alligevel sender de hver søndag deres børn i søndagsskole. Hvorfor? Fordi de mener, at deres børn har brug for også at blive udsat for et moralsk kodeks, der ikke enten er småligt familiært indoktrinerende eller kapitalismens frie ’du kan få det hele og lige nu, hvis du vil’-løfter. Et kompleks, der har større sigte og mere kulturhistorisk dybde. De bruger på den måde kirken uden at tro på gud. Det gør vi i Danmark selvfølgelig også til konfirmation og begravelse, men ikke som egentlig bred dannelsesinstitution.

Der mangler altså en tredje mulighed. En åbning i vores verden, som vi tørster efter. En ateisme 2.0, hvor det ikke handler om gud eller ikke-gud, men om tro og inspiration i en bredere forstand. Et standpunkt, hvor vi (i modsætning til agnostikeren) lader vores skepsis være udgangspunkt for nysgerrighed og ydmyghed – en søgende tilværelse, hvor der er også er plads til åndelighed, spiritualitet, meditation, kald det, hvad du vil. Det, vi har brug for, er en væren i verden, der tillader en fjerde dimension, som overskrider sekulariseringens almindelige fantasiløshed uden religionens snærende doktriner.

Silas Harrebye er adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

Stine Fehmerling er Director of Consulting, EMEA i Aperian Global

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ib Jørgensen
  • Niels-Simon Larsen
Ib Jørgensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

"Det, vi har brug for, er en VÆREN i verden, der tillader en fjerde dimension, som overskrider sekulariseringens almindelige fantasiløshed uden religionens snærende doktriner" er konklutionen i artiklen her over.

Tro som et individuelt forhold imellem den enkelte og hans/hendes gud er helt i orden.
Forsøg der imod ikke at tvinge din tro ned over mig, så bliver der ballade!

Verdenshistorien er fuld af eksempler på, at man ikke skal lade sig styre af religion, og at den ene religion ikke i realiteten er den anden særligt overlegen - når det kommer til stykket.

Åndelighed og spiritualitet , meditation - befriet for reliøse dogmer. Findes det så brug det endelig i de mængder du har brug for.

Hvis det hjælper dig, har du næppe taget skade, men derfor behøver du stadig ikke at overbevise mig om, hvor lyset kommer fra.

Rettro er så meget retro i 2014!

God dag der ude.

Holder du fokus på, at verdens folk søger om det bedst mulige liv, så har vi og de nok snarere brug for sammenhold og solidaritet, end bestemte religiøse dogmer.

Slå ikke din bor eller søster ihjel, fordi han eller hun ser anderledes på tro end du gør, når dagen er omme - viser det sig at magthaverne igen bare benytter spørgsmålet til - at få os op at slås imod honanden. Istedet bør vi danne fællesfront imod de magthavere som så længe har beriget sig på vores bekostning.

Vi kan ændre situationen til det bedre, hvis vi husker på - at STREJKERET er et langt stærkere våben end atomvåben.......

Skab derfor hellere øget BEVIDSTHED om et stærkt socialt sammenhold. Det batter nemlig noget!
Religion er der imod opium for folket!

God dag der ude

Helge Rasmussen

Vores instrumentelle uddannelsessystem bør ikke lade sig inspirere af de livsdumme traditioner, der knytter sig til religionernes praksis.
Tro er ok - religion er noget lordt!

Niels-Simon Larsen

Udmærket debatoplæg fra S og S. Grundholdninger er åbenhed og interesse for andre menneskers opfattelse.

De filosofisk/religiøse grundtekster er almene, så dem kan enhver få noget ud af at tumle med. Vi må dog huske på, at intet er mere gift for religionerne, end at nogen synes, deres tekster bare er interessante. Det er den gamle historie om igen, at man ikke må sige, at Jesus var et stort menneske. Det var han ikke, nej, han var Gud selv. Altså ned på knæ eller farvel. Intet er mere uforsonligt end religion.

Hvad en ateist er, skulle der nødigt herske tvivl om. Ateisten er alene et nej til, at der findes en kærlig guddom, der står bag det hele. Kan ateisten så være umoralsk, svindler eller massemorder? Ja, det er der mange eksempler på.
Kan ateisten være troende? Troende er et dumt ord i denne forbindelse, for alle, der endnu ikke er grebet af desillusion, tror på, at det bliver godt vejr i morgen, på demokratiet eller det gode i mennesket eller hvad ved jeg.
Skellet går mellem gudstro eller ikke. Hinduerne har et visdomsord: Skelneevnens kronjuvel. Den gælder det selvfølgelig om at få fat i, men da man ikke kan købe den, må man arbejde sig frem til den. Det er vigtigt at kunne skelne, selvom det er ikke i kurs i dag. Man må endelig ikke tilkendegive forskel på skæg og snot. Derfor signaleres det rask væk, at Danmark er et kristent land, med kristne værdier(?), hvor 80 procent er kristne. Ingen ud over Enhedslisten vil rydde op i den forvirring som den statslige kirke skaber.

Jeg synes ikke, at man skal kritisere Dawkins m.fl. De gør et stort arbejde for at skabe bare en lille smule orden i forvirringen, og hvor langt er vi kommet her i Danmark? Vi hørte lige i Deadline i går, at Adam Holm skal passe på med, hvad han siger, når han også vil være studievært. Helt uacceptabelt. Danmark er en nation af religiøse svinemikler, og det kommer frem i sådanne sager.

Det er et meget kristeligt indlæg.
Om så det vitterligt er 'troen' der er progressionene lige i nuet, er nok mee tcvivlsomt. Det er det for nogen i deres situationer, men det store overslag siger, at i den kamp mellem tro og viden som udspiller sig imellem den kristne og den islamiske opfattelse af prioriteringerne, står 'troen' ikke særlig glorværdigt. Det understreges af at selv efter 100 år med den nugældende postpositivistiske vidensudbygningsmetode, er der ikke en finger at sætte på treenighedsteorien om 'alt'. .
'Det er den gamle historie om igen, at man ikke må sige, at Jesus var et stort menneske. Det var han ikke, nej, han var Gud selv. Altså ned på knæ eller farvel'.
Hovhov. mener skribenten
(Niels-Simon, som ikke bliver forfulgt, det er vitterligt tilfældigt sammenfald af fokus)
- at der findes andre 'Gud-selv'-er. ?
Det vil jeg faktisk betvivle han gør.
Hvad angår den ateistiske basisforesilling om at der IKKE udgår en aktiv anpart i tingenes gang fra 'margenen mellem menneskehedens formåen og viden i indeværende øjeblik og så de mulige ditto' - skæbne-domænet så at sige - og en tilhørende forestilling om at der ikke er en art logik at afsøge i disse aktiver .....
så er det for det første en besværlig svada at fyre af hver gang man skal skrive det, så tak gud for abrevationen 'gud'. Den sparer meget tasteri og vrøvl.
.... og så er det selvfølgelig fuldkommen uvirkeligt. Fat det hvem der kan.

Troels Ken Pedersen

Har vi brug for ritualer og socialt engagement? Ja, det har vi.

Har vi brug for Jesus til at fortælle os at at sex er forkert og at folk som får kræft nok har fortjent det? Nej, det har vi virkelig, virkelig ikke. Religion som begrundelse for moral er noget skidt, og der er ikke nogen nemme, traditionsbundne genveje uden om rent faktisk at forholde os til, hvilket samfund vi gerne vil leve i.

En mærkelig fejlfortolkning - for hvis der er noget sted, religionen findes, er det i kunsten. Uden en forståelse af kristendommen er stort set hele den dybe dimension i den vestlige kunst utilgængelig. Det kan godt være, at "vi har Shakespeare", men uden kristendommen er Shakespeare en uløselig gåde.

Nej, Troels Ken Pedersen, vi har brug for Jesus til at fortælle os, at uanset hvad vi gør, så er vi tilgivet på forhånd. Kristendommen er ikke moralsk, bortset fra kravet om indbyrdes kærlighed og kærlighed til Gud. Tværtimod erkender kristendommen, at mennesker ikke er Gud og derfor er fejlbarlige. På den måde sætter kristendommen på radikal vis mennesker lige, hvilket magthavere til alle tider dog har forsøgt at skjule for menigmand. Første skridt var forkyndelsen på folkesprogene, som Reformationen indførte - og udbredelsen af skriften i oversættelse til massen, som bogtrykkunsten muliggjorde.

Problemet, som man desværre ikke kan tale sig ud af, og som den suveræne dramatiker Tom Stoppard skrev sin komedie "Jumpers" på, er den umulige besvarelse af spørgsmålet "Er Gud?". Besværgelser om absurditeten i en gudstro er nytteløse, de beviser ingenting. Kan myren overskue mennesket?

Troels Ken Pedersen : 'Har vi brug for Jesus til at fortælle os at at sex er forkert ...
Næh det kan man da sige sig selv i dag, men det har folk, almue, analfabeter trods deres gedetarmskondomer og strikkepindeaborter, ikke nødvendigvis altid kunnet.
'Sex' er meget vane- og selvfedme-dannende.
Det er kilden til den alvorligste miljøtrussel mod kloden og var/er i alle pagane politiske miljøer en væsentlig korruptions-faktor også udover blod og jord.
Derfor opsagde Jesus den jødiske 'Gudspagt' incl. 'løftet' om evig vækst og forplantning - og blev henrettet primært for denne lokale teologiske detalje i en fjern romersk provins.
Han var bare lidt ... hmm. fremsynet, ikke ? Vækstproblematikken kom for at blive.
;-)

Poul Genefke-Thye

Sproget – de religiøse har udviklet et sådant for det mystiske, uforståelige, dybe, eksistentielle svære og umådeligt smukke i vores liv.

Hvilket sprog? Et metasprog?
Kan det sprog så udtrykke det mystiske og uforståelige, så det nu er afmystificeret og forståeligt?
"Wovon mann nicht sprechen kann, daüber muss mann schweigen."

Dybsindighed, eksistentielle spørgsmål og skønhed finder da udtryk i vores fælles sprog i såvel prosa som poesi.

Lennart Kampmann

Denne artikel er præget af en så overfladisk forståelse af ateisme at det generer mig.

Ateisme er det dogmatiske standpunkt at der ikke eksisterer en omnipotent gud. Det er afvisningen af Gud, med stort.
Ateisme er ikke anti-spirituel, er ikke imod at man søger og undersøger.
Ateisme er blot afvisningen af konceptet Gud.

Noget andet er antiteisme, der er decideret modstand mod alt der har med Gud at gøre.

Ateister har med stor sandsynlighed ikke brug for at lære af religionerne, idet det ateistiske standpunkt ofte vokser frem som modreaktion til religiøs indoktrinering. Når først man har forsøgt at tro på det alle siger er sandt og erkendt at det er noget pjat, lander man et nyt sted, uden Gud.

Ateisme sætter ikke noget andet i stedet for troen på gud. Ateisme er forståelsen af at der ikke er et usynligt spaghettimonster, der redder en/hamrer en. Ateisten er klar over at man står alene med andre mennesker i verden, og når det er slut, slutter det. Ateisten vil mene at dette er et mere afklaret og fornuftigt standpunkt end troen på Gud.

Det kan være bekvemt at tro på en skaber/frelser/mm. , da det kan give en foreløbig fred. For ateisten er den tro en stakket frist, et selvbedrag. Der kan være andre trosretninger, hvor Gud ikke findes, og for en ateist er det et muligt alternativ.
Zen buddhisme og ateisme kan for eksempel godt finde fodslag....

Ateister vil tage sig til hovedet når andre forsøger at retfærdiggøre noget ud fra en hallucination med et par tusinder år på bagen... (Gud sagde du skulle spise fisk om fredagen?)

Ateister vil lade dig tro på hvad som helst, så længe du overholder Kardemommeloven. Men hvis du forsøger at overtale en ateist til noget med en begrundelse i at usynlige stemmer fortæller dig at det er rigtigt, vil du møde en kraftig skepsis. Forvent ikke en stille dialog.
http://www.youtube.com/watch?v=2Al3Y8Lssps spol frem til ca. 10.00
Med venlig hilsen
Lennart

Poul Genefke-Thye og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Helge Rasmussen

Forslag til en tidssvarende trosbekendelse:

Vi forsager fattigdommen og alle dens gerninger og alt dens væsen.
Vi tror på Gud Mammon, den Almægtige, pengevældets skaber.
Vi tror på Banksektoren, hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Heldigånden,
født af grådigheden, pint under finanskriserne,
likvideret, død og begravet, nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Finansiel Stabilitet,
siddende ved Gud Mammon, den Almægtiges, højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme sultne og fattige.
Vi tror på Heldigånden,
den heldige, almindelige bank,
de heldiges samfund, velhavernes forladelse,
guldets opstandelse og det søde liv.
Amen

Ateisme af den missionerende slags er komisk. Da tro/ikke tro ikke rationelt kan begrundes eller afvises er ateistens holdning lige så irrationel som den troenes,så her har den ene part ikke noget at lade den anden part høre.
Som agnostiker beskæftiger jeg mig ikke med spørgsmålet om der findes en gud eller ej. Der er en ørkesløs beskæftigelse, mange gennem historien har spild deres liv på, som de kunne have brugt bedre på andet
Det jeg synes er værd at bruge sit liv på er det liv vi ved vi har her. Lad os ikke kalkulere med en barmhjertig gud som vil tilgive og frelse os til sidst - det er og bliver ammestuesnak

Lennart Kampmann

Buddhismen er et opgør med troen på en evig sjæl. Hinduismen opererer med begrebet "atman", hvor det buddhistiske modbegreb er "anatman".
Brugen af guder i Buddhisme er ret interessant. I Zen er de nærmest væk, mens Pure Land i Japan tror på genfødsel i landet mod vest...(her ses Buddhaens rolle nærmest som en gud..)

Med venlig hilsen
Lennart

Alle religioner er i en eller anden forstand forsøg på at forvalte det hellige. Dette hellige opstod i og med vi blev mennesker, dvs blev i stand til i et vist omfang at distancere os fra naturen. Imidlertid er forvaltningen af det hellige gennem historien blevet viklet ind i såvel verdslige som religionskampe. Vi har alle - ateister, agnostikere, troende af alle afskygninger - en fælles interesse i at vende tilbage til det hellige, finde ud af hvordan vi kan etablere et holdbart forhold til hinanden og naturen. Det skriver jeg om på min blog http://dethellige.blogspot.dk/2014/05/det-hellige-en-kort-introduktion.html

I et tidligere interview http://www.information.dk/304426 arbejder Silas Harrebye om en teori om sprækker: "Harrebye arbejder med en idé om cracks – sprækker – i kapitalismens spejlblanke overflade, i det bestående." I bogen 'Tro på tvivl' (s. 228-229) citerer Jesper Hoffmeyer fra Bateson og Bateson's bog 'Angels Fear': "Når vi gør os klart, hvilket hul der er mellem jeg tænker og jeg er, kommer tro til at få en helt anden mening...Huller som disse er en nødvendighed for at kunne leve og må dækkes af tro i en meget intim og dyb forstand." Hoffmeyer skriver videre om Bateson, at hans 'ambition er jo at bringe det hellige og det religiøse tilbage på sin 'rette' plads i det jordiske liv, i naturens enhed, der omfatter både evolution og tænkning." Det kan ikke gå for hurtigt, hvis truende religionskrige skal afværges. (jeg tænker 100 år, plus minus)