International kommentar

Dobbeltmoralsk terroranklage

Den danske regering støtter indirekte PKK’s kamp mod Islamisk Stat i Nordirak. Samtidig kører en storstilet terrorsag mod 10 mænd, der er tiltalt for at have indsamlet midler til samme parti. Hvordan kan det forsvares at straffe nogen for at gøre det, man selv gør?
22. september 2014

Danmarks største sag om finansiering af terrorister er i gang. 10 mænd er tiltalt for at have indsamlet over 100 millioner kroner til Det Kurdiske Arbejderparti (PKK). Strafferammen er 10 år.

Anklageren mener, at PKK er en terrororganisation. Man har via PET og udenlandske politikilder søgt at påvise, at PKK er ansvarlig for flere angreb på civile i Tyrkiet, og at PKK kontrollerer et europæisk netværk bestående af stort set alle kurdiske foreninger. Endelig er det anklagerens opfattelse, at PKK via dette netværk råder over store pengebeløb, som fordeles til drift af bl.a. kurdiske tv-stationer i Europa og som muligvis kanaliseres direkte til PKK’s militante enheder i Tyrkiet.

For anklagemyndigheden er der tale om en helt almindelig straffesag, som alene omhandler konstateringen af PKK som terrorister, og at de indsamlede beløb i sidste ende er havnet i deres lommer.

Som forsvarer for en af de påståede hovedmænd forekommer sagen absurd. Min klient nægter at have støttet PKK. Han har samlet ind til den kurdiske sag generelt, herunder specifikke formål af humanitær og politisk karakter. For ham er sagen et politisk motiveret angreb på det kurdiske folk, hvor Danmark går Tyrkiets ærinde.

Dobbeltmoral

Ser man sagen i lyset af den seneste udvikling i Irak, hvor Vesten åbenlyst støtter kurderne militært – og hvor PKK ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste formentlig i praksis er den reelle modtager – forekommer det mindre indlysende, hvorfor man ønsker at straffe borgere for at gøre noget tilsvarende.

Juridisk er der formentlig ikke meget at komme efter. Forskellige FN-konventioner og EU-retsakter forbyder ganske vist stater at yde nogen som helst form for bistand til terrorister. Men i realiteten er der dobbeltmoral, og hvad der gælder for stater gælder ikke uden videre for enkelte borgere. Den dobbeltmoral udstiller sagens fundamentale politiske karakter og juridiske dilemma.

Nyligt afdøde dr.jur. Vagn Greve gjorde i forbindelse med debatten om terrorlovgivningen opmærksom på det betænkelige i at overlade skønnet over statens internationale relationer til domstolene. Det er jo det, som ret beset er tilfældet, når man beder domstolene tage stilling til karakteren af bredt folkeligt forankrede bevægelser, som er integrerede elementer i internationale konflikter.

Tilfældet Hizbollah illustrerer problemstillingen. Hizbollah benytter sig ofte af metoder, som i almindelighed betragtes som terrorisme. Organisationen udfører imidlertid også et omfattende socialt og politisk arbejde, og den er en afgørende politisk spiller i Libanon og har siddet i flere regeringer.

Det betød, at Hizbollahs optagelse på EU’s terrorliste sidste år skete med forbehold for, at det kun var Hizbollahs såkaldt »militære gren«, der fik terrorstemplet. Ræsonnementet var, at Hizbollah som regeringsbærende parti er en del af løsningen på konflikterne i området. At udpege hele organisationen som terrorbaseret ville umuliggøre ethvert håb om en forhandlingsløsninger.

Det tilfalder kun stater at opdele organisationer eller bevægelser i militante og politiske grene. I den danske terrorlovgivning skelnes der ikke. Borgernes støtte til en politisk eller humanitær gren af en terrorstemplet organisation er ensbetydende med støtte til hele organisationen – også den del, der måtte udøve terror. Endnu et udtryk for dobbeltmoral.

Misbrug af domstolen

Det er næppe for meget sagt, at Hizbollah har klart mere karakter af terrororganisation end PKK. Som Hizbollah råder PKK også over politiske og humanitære grene og er en afgørende spiller i forhold til løsningen af internationale konfliktspørgsmål – her det såkaldt kurdiske spørgsmål i Tyrkiet og Mellemøsten. Noget den tyrkiske stat og Vesten i øvrigt i løbet af det seneste års tid pinligt er mindet om. PKK besidder politiske ressourcer og folkelig opbakning svarende til Hizbollahs, men er på grund af terrorstemplingen udelukket fra Tyrkiets officielle politiske liv. Det er formentlig derfor, at PKK som helhed er opført på Vestens terrorlister, mens dele af Hizbollah er gået fri. Dette kan kun tolkes som udtryk for et politisk valg, ikke for juridisk vurdering.

PKK’s karakter ændret

Politiske valg er ikke odiøse. De danner grundlag for al kriminalisering. Traditionelt udtrykker strafferetten imidlertid politiske valg, der bæres af en noget fastere karakter end kriminaliseringen af organisationer, der er udsprunget af særlige politiske omstændigheder. Den aktuelle udvikling omkring PKK i Irak viser med al tydelighed, at opfattelsen af PKK ændrer sig hurtigt.

Hvad PKK var i går, er det ikke i dag, og måske er det noget helt andet i morgen. Det vil være helt grotesk, hvis man dømmer de 10 tiltalte i PKK-sagen, og PKK fjernes fra terrorlisterne året efter.

Pointen er, at det politiske rum kræver fleksibilitet og er omskifteligt – det juridiske rum stræber efter forudsigelighed, og er konservativt. Dette er netop hele kernen i begrebet om retssikkerhed. Derfor er det politisk uklogt at spænde juraen for en politisk omskiftelig agenda.

I Danmark er det justitsministeren, som bestemmer, om der skal rejses tiltale i terrorsager. Heri ligger, at terrorsager betragtes som så potentielt politisk følsomme, at beslutningen om tiltale ikke kan overlades til embedsmænd alene. Politisk motiverede tiltaler udgør en tilbagevenden til enevældens tid. Det er principielt at spænde domstolene for en politisk vogn. Risikoen er, at domstolenes legitimitet undergraves.

Politikerne risikerer samtidig, at forudsætningen for et demokratisk samfund nedbrydes, når debatten polariseres og bredt accepterede synspunkter udelukkes som strafbare og forhandlingsløsninger på internationale konflikter dermed gøres umulige. Det nedbryder også tilliden til politikerne selv. For det kan næppe forsvares at straffe nogen for at gøre det, man selv gør.

Gert Dyrn er forsvarsadvokat i PKK-sagen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Laust Persson
  • Ervin Lazar
  • Henrik Larsen
  • Espen Bøgh
  • Holger Madsen
  • Rune Petersen
  • Pia Qu
  • Flemming Scheel Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Filo Butcher
  • lillian simonsen
  • Steen Sohn
  • Dorte Sørensen
Laust Persson, Ervin Lazar, Henrik Larsen, Espen Bøgh, Holger Madsen, Rune Petersen, Pia Qu, Flemming Scheel Andersen, Niels Duus Nielsen, Filo Butcher, lillian simonsen, Steen Sohn og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan det forsvares at straffe nogen for at gøre det, man selv gør?
Skriver information.

Den slags er vel intet problem i Danmark.
Man ønsker også at straffe personer som rejser til Syrien for at kæmpe imod Assad.
Men de samme grupper forsyner Danmark med våben.
I de fleste retssamfund er det sådan, at den anklagede er enten skyldig eller uskyldig.
I Danmark har vi en tredje mulighed.
Her kan man godt dømmes en lille smule skyldig.

Og danske politikere som Lidegaard kan jo både blæse og have mel i munden.
For et par måneder siden ville han forsyne IS med våben. Nu skal de pludselig bombes.
Han udtaler også at de terrorister, som vesten skaber på grund af vestens forbrydelser skal bekæmpes og bombes med alle midler.
Så får man ganske vist skabt endnu flere terrorister. Men det finder vi nok også en udvej på.

Så Information har ingen grund til at spilde en artikel med betænkeligheder om alt muligt.
I Danmark har vi styr på tingene.

Ervin Lazar, Levi Jahnsen, Eva eldrup, Holger Madsen, Rune Petersen, Flemming Scheel Andersen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Hvis nogen endnu ikke skulle have bemærket det: Terrorister er efterhånden blevet lige så livsnødvendige for vores regimer som Sovjet har været under den kolde krig.

Uden et fjendebillede som man kan projicere på det store lærred for at skabe den nødvendige angst til at holde pøblen i skak, ville vores tiltagende sammenhangsløse samfund for længst være faldet fra hinanden. Og når de gør det, så går det jo ikke stille for sig, med al den sociale spænding som er opbygget igennem 30 års tiltagende ulighed, tendens fortsat stigende.

I modsætning til atommissiler, som jo udgjorde (og stadig gør) en absolut reel fare, er terroristerne relativ harmløse, med 9/11 som den store undtagelse. Det lyder måske lidt grov, men hvis man lægger alle terrorist angreb i de sidste 20 år sammen, så er vi uendelig langt fra hvad der ellers sker igennem naturlige årsager, som uheld og katastrofer.

Hvis man nu kunne betragte terrorist angreb med en smule rationel distancering fra angst faktoren.

Ervin Lazar, Eva eldrup, Espen Bøgh, Holger Madsen, Helge Rasmussen, Rune Petersen, Niels Mosbak, Flemming Scheel Andersen og Ole Nielsen anbefalede denne kommentar

PKK er på terrorlisten fordi det ønsker Tyrkiet de skal være. Tyrkiet er medlem af NATO, og Tyrkiet er en semi-fascistisl stat som stadig er aktiv i et kulturelt folkemord på kurderne- det er forbudt at undervise kurdiske skolebørn på kurdisk, kurdiske forfattere og journalister sidder fængslet for at skrive på kurdisk sågar at bruge kurdiske bogstaver.

Og når Tyrkiet ønsker det bliver det fulgt af USA og derfor naturligvis også af den danske regering som ikke har nogen selvstændig mening i sagen.

At PKK- og deres søsterorganisation i Syrien, YPG, er på den liste er en af årsagerne til, at YPG, som fortvivlet forsvarer byen Kobane mod ISIS for at forhindre et massivt folkemord, hidtil ikke har fået hjælp fra det internationale samfund på trods af at nu 150.000 kurdere er flygtet til Tyrkiet de sidste 4 døgn.

Kurderne kæmper fortvivlet for deres liv og eksistens; Danmark dømmer dem. Jeg er meget lidt stolt af mit land.

Blot til oplysning: YPG ("folkets beskyttelses enheder, peoples protection units") er den Syriske kurdiske milits der er rundet af Tyrkisk-kurdiske PKK ("folkets arbejderparti").
Som PKK er YPG oprindelig marxistiske; idag er de sekulære, demokratisk sindede, går ind for beskyttelse af mindretals rettigheder, også andre mindretal end kurdere, og kvinders rettigheder.
Den kvindelige del hedder YPJ. De deltager aktivt ved fronten og foretrækker kampuniformer frem for niqab.