Kronik

Jeg glemte at sige ’fuck det’

I foråret fik jeg stress. Og pludselig viste det sig, at de fleste af mine veninder havde haft stress, angst eller depression i større eller mindre grad. Men det var ikke noget, vi havde talt om. Det passede ikke ind i vores forestilling om, at vi kan klare alt
I foråret fik jeg stress. Og pludselig viste det sig, at de fleste af mine veninder havde haft stress, angst eller depression i større eller mindre grad. Men det var ikke noget, vi havde talt om. Det passede ikke ind i vores forestilling om, at vi kan klare alt

Josephine Kyhn/iBureauet

15. september 2014

I foråret tog jeg fag på Roskilde Universitet og Københavns Universitet, jeg havde et studiejob, på en boligsocial helhedsplan, jeg havde et andet studiejob i en ngo, jeg skrev nogle artikler for et politisk magasin, jeg gik til arabisk en gang om ugen, jeg trænede til en halvmaraton, og jeg havde nogle venner og noget familie, som jeg også gerne ville se.

Den dag, det hele ramlede, søgte jeg ly hos mine forældre og endte med at sidde og se temalørdag på DR2, som tilfældigvis handlede om stress.

Det var først der, jeg forstod, at jeg havde fået stress. Alle de søvnløse nætter, smerter i øjne og hoved, manglende evne til at tage stilling til noget – ikke mindst de mails, der tikkede ind, når jeg var på arbejde – konstant hyperventilering og glemsomheden … »hvor lagde jeg min telefon? Nåååå ... i køleskabet.«

Mine veninder kunne nikke genkendende til symptomerne. Én havde haft en konstant prikken i højre arm et halvt års tid, som gjorde, at hun havde svært ved at sove. En anden var flere gange brudt sammen i supermarkedet, fordi beslutningen om, hvad menuen skulle stå på til aften, blev for uoverskuelig. Og en tredje havde i flere omgange ikke kunnet mærke sine ben. Sådan skal man ikke have det, når man er 25 år gammel.

En sand pleaser

Der var særlig én pointe i DR2-programmet, der fangede min opmærksomhed: Kvinder er mere disponible for at få stress, fordi de er mere pligtopfyldende end mænd. Mænd har lettere ved at sig ’fuck det’, hvilket er gavnligt i en stresskontekst.

Kvinder har en tendens til at ville please andre og til at hjælpe andre, før vi hjælper os selv. Vi ønsker at gøre alting godt og tror, vi kan klare det hele.

Vi skal se godt ud, vi skal levere gode resultater på arbejdet og på studiet, og vi vil gerne servere noget lækker mad i vores hippe og casual-rodede lejligheder til vores gode venner. Og så tænker vi for meget over, hvilke forventninger andre har til os.

Jeg har siden tænkt over, at det, der stressede mig rigtig meget, var de forventninger, som jeg bildte mig ind, folk havde til mig:

Mine forelæsere på universitetet forventede, at jeg havde læst til forelæsningerne og deltog aktivt. Der lå nogle specifikke arbejdsopgaver på mine studiejob, som mine chefer forventede blev løst.

Min arabisklærer forventede, at jeg kunne nogle nye ord, hver gang der var undervisning. Min familie og venner forventede, at jeg ringede til dem, deltog i arrangementer eller kom på besøg. Redaktøren på det politiske magasin, som jeg frivilligt skrev nogle artikler for, forventede, at de blev afleveret til deadline.

Jeg havde simpelthen svært ved at prioritere, hvad der var vigtigst at bruge min tid på.

Midt-20’er-pres

Medierne har tidligere fortalt historier om 16-24-årige kvinder og stress, men jeg tror, at det først er fra de 24, det rigtigt begynder. Det er her, omverdenen for alvor forventer, at vi har styr på vores liv.

Hvad vil du bruge dine studier til, når du er færdig? Det kan man jo ikke svare ’det ved jeg ikke’ til. Man skal jo have en plan.

Er den kæreste, du er sammen med, ham du vil have børn med? For hvis ikke, så er det da nu, han skal skiftes ud?

Kan man godt bo til leje på et lille værelse og have et fancy job? Nej vel? Så må jeg finde en lejlighed, inden jeg er færdiguddannet, hvilket er umuligt i København i disse dage.

Hvis ikke andre stiller én disse spørgsmål, gør man det selv, og det stresser.

Set i bakspejlet var det alt for meget, jeg havde gang i i foråret. Det vil sikkert undre nogen, at jeg kørte mig selv så hårdt. Hvorfor stod jeg ikke bare af ræset, før det var for sent? Der var jo ingen, der tvang mig til det?

Svaret er, at jeg lavede nogle sindssygt spændende ting, som jeg havde lyst til at engagere mig meget i. Samtidig får vi hele tiden at vide, at der ikke er job til os, når vi kommer ud på arbejdsmarkedet, hvilket lægger et kæmpe pres på vores skuldre.

Vi ræser af sted for at pumpe vores CV op til uigenkendelighed med relevante studiejob, frivilligt arbejde, kurser, sprogundervisning etc., allerede inden vi er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Presser hinanden

Ubevidst presser vi nok også hinanden. Jeg har hørt medstuderende sige at, »hvis bare man har noget godt på CV’et, skal man nok få et job«. Det er, som om CV’et er blevet den redningskrans, som vi studerende klamrer os til i disse tider, hvor ingen aner, hvad der sker med universitetsreformen, arbejdsmarkedet og boligsituationen.

Vi spejler os i hinanden. »Nå! Marie har fået studiejob i Udenrigsministeriet, så får hun de rigtige kontakter, så får hun sikkert job der, når hun er færdiguddannet, og hvad kan jeg egentlig bruge mit studiejob til?«

Jeg har en idé om, at hvis jeg skal få mulighed for at lave lige præcis dét, som jeg har lyst til, når jeg er færdig med min uddannelse, er der nogle kontakter, jeg skal have skabt mig; nogle ting, jeg skal have nået; jeg skal have de helt rigtige anbefalinger i hus. Ellers er det ikke sikkert, at det overhovedet er muligt for mig at få det job. Og da jeg ikke er helt sikker på, hvad det drømmejob overhovedet er, må jeg hellere skyde med spredehagl, så jeg har lidt erfaring inden for alt, når jeg er færdiguddannet.

Derfor var jeg med i ræset! Og derfor skal min kæreste nogle gange minde mig om, at jeg ikke kan søge endnu et studiejob ud over dét, jeg allerede har, og det speciale, jeg er ved at skrive, plus de fag, jeg udskød i foråret.

Vi knokler

Den offentlige debat går tit på, at de universitetsstuderende feder den bare. Det passer ikke. Vi knokler røven ud af bukserne, hvis ikke på universiteterne, så rundt omkring i ministerier, ngo’er og private virksomheder i kraft af vores studiejob, praktikker og frivillige arbejde.

Journalisten.dk bragte i sommer en artikel om en undersøgelse, hvor 421 journaliststuderende på SDU, RUC og DMJX medvirkede. Den viser, at kun 108 siger, at de trives og har det godt. 237 studerende befinder sig i de gule stressfelt, og 76 er oppe i det røde – 57 af dem er kvinder.

Resultaterne gælder formentlig ikke kun for journaliststuderende, men også på mange andre studier. Derfor er min appel til de studerende, der i disse dage tager hul på deres længerevarende uddannelser: Pas på jer selv! I skal ikke presse jer selv så hårdt, at I går ned med stress, det er ikke det værd. Og hvis I gør det alligevel – hvilket der desværre er stor sandsynlighed for – så tal højt om det. Dine veninder har nok også været der.

Kun ved at tale højt om det, kommer vi ud over forestillingen om, at det nok er os selv, der er noget galt med, for det kører jo så godt for alle de andre. Det er kørt af sporet, og kun ved at tale om det og hjælpe hinanden kan vi komme videre. Det er altså ikke pinligt at få stress.

Camilla Paulsen studerer internationale udviklingsstudier ved RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor dog belaste sig selv med så meget aktivitet? Et studiejob ville være fint, at lære et sprog er fint, altid, men det kræver så, at man i den periode gør lidt mindre ved studierne.
At tage en uddannelse er at indgå i en socialisation, og den handler om at lære at gøre ting langsomt og grundigt.

Gert Selmer Jensen og Dorthe Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jamen det ER jer der er noget galt med.
Helt galt.
Hold nu OP med at leve i fremtiden og hold op med at konkurrere og måle jer selv med andre hele tiden. Det er dybt åndssvagt.
Ånd ind, ånd ud.
Gentag:
Ånd ind, ånd ud.
Fortsæt.

Mærk du er i live.

Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Visby, Per Juul, Henrik Klausen, Michael Madsen, Gert Selmer Jensen, Hans Larsen, Brian Jensen, Dorthe Jørgensen, Per Torbensen, lars abildgaard, Benjamin Bach, Tue Romanow, Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og olivier goulin anbefalede denne kommentar

Tag dit liv i egne hænder. Definér dine egne værdier, og hold fast ved dem for enhver pris.
Din vigtigste værdi er Tilfredshed. Ægte tilfredshed kommer ikke af at have mindst lige så mange statussymboler og verdslig success som dine medstuderende. Tilfredhed kommer af at være stressfri :-)
Og lad ikke mindst være med at kigge på og sammenligne dig med andre. Det er en forbandet fælde, som de fleste ryger i. Det er der ingen grund til, hvis du er tilfreds.

Jeg er ked af at sige det: Men stress er i langt de fleste tilfælde selvforskyldt, og i hvertfald den type, du beskriver dér. Og den afspejler præcis, hvad en undersøgelse for en del år siden afslørede: Den største stressfaktor for det moderne menneske, er diskrepansen mellem ønsker/forventninger/ambitioner - og den realiserede virkelighed.

Det er et problem, du kun selv kan løse - og den enkleste og helt nærliggende løsning hedder: Hav et meget afslappet forhold til ønsker/forventninger/ambitioner. Verdslige opnåelser kommer og går - men din tilfredshed bør være upåvirket.

/O

Gert Selmer Jensen, lars abildgaard, Benjamin Bach og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Tolshave

Lise Lotte Rahbek: Jeg forstår din umiddelbare reaktion. Jeg bliver personligt også frustreret over at læse om unge mennesker, der "skal" leve op til dit og dat. For nej, det "skal" man jo netop ikke, det er et selvpålagt pres, som Camilla Paulsen også pointerer i artiklen. Hun kommer det også i forkøbet, at mange nok vil have en reaktion som din. Men jeg må bede dig, og alle andre der reagerer på denne måde, om at prøve at leve jer ind i, hvordan verden, og ja, fremtiden, ser ud for unge mennesker i dag, fremfor blot at overføre jeres egne erfaringer fra en anden tid og anden situation.

Som pendant til Camilla Paulsens historie kan jeg fortælle om den "mandlige" side af en stress-reaktion. Jeg er kandidatstuderende uden relevant studiejob, frivilligt arbejde eller andet CV-pynt. Jeg har faktisk aldrig udfærdiget et CV. Jeg bekymrer mig ikke om, hvilken fantastisk smart karrierevej min uddannelse skal føre til. I hvert fald ikke på overfladen.
Jeg lever rigtig fint op til den mandlige stereotyp, der bliver beskrevet. Jeg har nemlig sagt "fuck det" og trukket mig tilbage, når andre panisk har sat tempoet op. Problemet er bare, at det jo ikke er mit ønske, men en forsvarsmekanisme for netop at undgå stress. Selvom jeg måske ikke går ned med stress, så er mit valg om at lukke øjnene for fremtiden ikke videre glædefremkaldende.

Camilla Paulsens og min reaktion er to forskellige måder at forsøge at håndtere et grundlæggende anderledes studiemiljø med en grundlæggende anden fremtidsudsigt, end hvad tidligere generationer har kendt til.
Der ER konkurrence om jobs, og ligegyldigt om man melder sig ind eller ud af den konkurrence, har man tabt. Og hvad så hvis man klarer det gennem nåleøjet og får sit drømmejob? Ja, så kan man jo få lov at tage stressen med sig ind i voksenlivet.
Tidligere generationer er så vant til tanken om en lysere fremtid, at de ikke formår at sætte sig ind i, at verden ikke længere ser sådan ud for ungdommen i dag. Hvad dette betyder for ens grundindstilling til livet og værdier som penge, karriere, familie, børn osv. tror jeg ikke i kan sætte jer ind i, men gør os den tjeneste at forsøge.

Så ja, Lise Lotte, jeg ånder ind og ud og mærker, at jeg er i live. Jeg lever i nuet, jeg klamrer mig faktisk til det. Men der er en grund til, at vi tænker på fremtiden. Og lad venligst være med at belære om, at det er os, der er noget galt med. Det er sgu den verden, i har overleveret til os, den er gal med.

Martin Karlsson Pedersen, Esben Nielsen, Sören Tolsgaard, Mikael Velschow-Rasmussen, lars abildgaard, Benjamin Bach, randi christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Søren Tolshave, sagen er den banale: at der i virkeligheden intet er forandret. Det bliver helt tydeligt, når man læser de mange situationsrapporter fra ungdommen, som Information så flittigt forsyner os med.

Bjarne Bisgaard Jensen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Tolshave

Hvis intet har ændret sig, så reagerer unge mennesker vel også blot, som de altid har gjort - og kan vi i så fald bebrejde dem det?
Når jeg tænker fremtidsudsigter er det ikke så meget arbejdsløshed, der bekymrer mig, som indsigten i vores (verdens)samfunds opbygning og dennes destruktive karakter. Det er svært at værdsætte livet, når det vi kalder at leve livet er godt på vej til at ødelægge planeten. Bekymringen går mere på, om dette er en verden, jeg har lyst til at give videre til mine børn.

Esben Nielsen, Filo Butcher og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Det lyder mere som en omgang weltsmerz end stress.

Hvis du vil have et 16-timers prestigejob som 29-årig - ja, så må du lide for det. Men for alle os andre er første job et udmærket sted at starte med at bygge CV'et.

Indtil da skal I bygge jeres faglighed, og ikke mindst vokse som mennesker!

Gert Selmer Jensen, Brian Jensen, Lennart Kampmann og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

"Unge nu til dags kan da heller ikke finde ud af at leve i nuet."
Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt bedrøvet af at læse responsen på denne artikel. "Slap af", "lad ikke samfundet styre dig", og "du har selv valgt den livsstil, der har givet dig stress" er allesammen sandfærdige udtalelser, men de er også totalt ubehjælpelige. Selvfølgelig skal vi da allesammen bare sørge for, at vi nyder livet, og ikke lytte til hvad samfundet giver os af skadelige beskeder. Ikke desto mindre så undgår man ikke at blive præget af 10 år af beskeder om, at vi skal vælge med hjernen frem for hjertet, skynd os igennem uddannelsen, huske at studierelevant arbejde er vejen til beskæftigelse, og forresten mindes om, at vi har det ti gange nemmere end unge i alle andre landre, så pive må vi heller ikke. Det er ikke fordrende for en sund livsstil. Når så ovenikøbet hver tredje nyuddannet kandidat er op til et år om at finde det første job, er der heller ingen trøst at hente på den front.

Jeg er stræber, og det er jeg selvfølgelig selv ude om, men det er svært at undgå at blive sådan i det her samfund. Uanset hvor hård den vej jeg har valgt er, tør jeg ikke forestille mig, hvordan min fremtid ville se ud uden alt det arbejde, jeg investerer i den. At der kommer nogen og fortæller mig at det hele nok skal gå en gang i mellem, er ikke nok til at skabe balance overfor de konstante advarsler om det modsatte.

Lise Lotte Rahbek

Søren Tolshave
Ah - godt! Det lykkedes mig at fremprovokere en reaktion. :)

Jeg ved godt, at konkurrencen og bekymringerne for fremtiden hærger de unge.
De hærger også mig, især hvis jeg ret tit lader mig synke ned i, at det er ad helvede til.
Og det ER ad helvede til, for både de unge studerende og alle de forventninger og konkurrencer og idealbilleder, de hele tiden bliver skubbet og trukket ind i,
men også for en 51årig, som troede at når bare jeg blev lidt ældre, lidt klogere, lidt mere erfaren, fik lidt mere uddannelse og kunne tage mere afslappet på omverdenens forventninger, så ville jeg holde op med at føle mig stresset.
Sådan er det bare ikke. Jeg lever stadig ikke op omverdenens forventninger. Jeg har ikke noget job, jeg har ikke egen familie, jeg har ingen penge eller ejendom, jeg har en - som udviklingen drejer sig - en meget usikker og utryg fremtid til jeg kan pensioneres - hvis der da findes nogen pension til den tid. Jeg har 17 år tilbage på et arbejdsmarked, som ikke vil have mig, og hvor jeg bare bliver mere og mere uattraktiv. Stressende - åhja. ;-)

Men Søren Tolshave, der er kun EN person, som kan bestemme hvilke idealer, det er vigtigt at leve op til. Og hvis (eller rettere, når) vi lader andres forventninger til os vælte os omkuld, så holder vi op med at gøre ting, som vi synes er vigtige og gør noget, som omverdenen synes er vigtigt.

Jeg fandt et trick, som jeg vil dele med dig, som kan tage toppen af presset.
Find en legeplads, et frirum, hvor du tillader dig at gøre det, du finder behag i. Om det handler om at lytte til fuglestemmer, læse kriminalromaner, lege med byggematerialer, slibe rav, passe pelargonier eller hvad pokker det er, du nu finder rart, så tag det med til enhver selskabelig lejlighed, og fortæl mennesker, som spørger til dine fremtidsplaner om, at du har ambitioner om at erhverve denne særlige pelargonie, finde netop dén kombination af fuglestemmer, få fat i netop dén særlige kriminalroman, eller bygge et bur til en kanin, det er sådan set underordnet.
Nu har du netop dannet et billede af dig delv hos den anden som værende 'ham med pelargonierne/byggematerialerne/kriminalromanerne' og for eftertiden vil denne person spørge til din legeplads, altså noget behageligt for dig
istedet for om du ikke snart skal have et job/et arbejde/mere til CVet/større lejlighed/børn - altså noget du IKKE har.

og husk også, at du ikke er alene om at ønske at skifte værdigrundlag i konkurrenceverdenen.
Jeg skal f.eks til fattigdomskonference næste weekend.
Det skal nok blive inspirerende at finde sammen med andre tosser.
:)

Bjarne Bisgaard Jensen, Keld Sandkvist, Per Juul, Henrik Klausen, Niels Mosbak, Filo Butcher, Vivi Rindom, Mikael Velschow-Rasmussen, jens rasmussen, Brian Jensen, Søren Tolshave, randi christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Søren Tolshave
Min provotion havde som formål at teste, om der er kampånd i dig - og resten af ungdommen.
Det er der, kan jeg se.
Bør venligst over med midaldrende drilsk udfordring. ;-)

Vivi Rindom, Søren Tolshave og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Søren Tolshave

Lise Lotte Rahbek:
Tak for uddybningen, det er opmuntrende at se, at vi ikke er så langt fra hinanden alligevel. Det virker til, at de fleste af os kan blive enige om at være uenige med samfundsidealerne. Spøjst hvor meget de så alligevel fylder i vores tanker og i debatten.

Ib Ling:
Det er vel heller ikke uafhængige størrelser. Det er lettere at udholde et marathon, hvis der rent faktisk er en målstreg at nå. Ligeledes er det lettere at uddanne sig, hvis der er noget at se frem til. Jeg kender flere studerende, som godt kan klare studierne i sig selv - det er nærmere tanken, hvad der kommer efter, der tærer på dem.

Intet er forandret de sidste 30 - 35 år, andet end at i ikke gør oprør - der er ingen ulydighed tilbage. Når man bøjer sig under pisken, får man også lov at smage den...

Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Visby, Hans Larsen, Lennart Kampmann, Per Torbensen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

Nu skal vi måske lige huske på, at det også er jeres engagement, der bestemmer samfundets indretning. Når det kan være lidt svært at se det for tiden, skyldes det i høj grad, at de nuværende "voksne" har valgt politikken fra.
Det skal I så ikke gøre, for det er resultatet af denne laden stå til, der kan formørke jeres tanker om fremtiden. Men da så mange rent faktisk ikke gider, er det jo lettere end nogensinde før for dem, der kan og vil, at bringe os på ret kurs.
Der er jo dejlige lande, som godt kan finde ud af det - bl.a. ved at holde fast ved befolkningens rolle som suveræn magt.
Men derudover er det bestemt et psykologisk problem, at der er kommet sådan en mærkelig, lidt naiv trang til inderliggørelse af det, man ser og hører. F.eks. er det kun danskere, der kan blive fornærmede, hvis nogen i supermarkedet ønsker dem en "fortsat god dag", fordi de nok bare siger det uden at mene det. Hvad der andre steder er almindelig venlighed - og almindeligvis faktisk også ment - bliver i Danmark nærmest en uforskammethed.
På samme måde er det i stort set alle andre lande, jeg kender, høfligt og opmærksomt at bemærke andre mennesker på gade, bl.a. så man kan navigere imellem hinanden på fortove og pladser. Men i Danmark er det topmålet af indiskretion at bemærke hinanden i det offentlige rum, nærmest obskønt.
Alle sådan nogle ting må I gerne arbejde på at rette. Især altså den distinktion imellem, hvad "man" og "jeg" gør. Det er fint, at "man" skal gøre sine studier færdige, nærmest før man får begyndt, for det har jo ikke noget med "mig" at gøre, der efter udløbet SU tjener penge på servere på en af de ufatteligt mange restauranter, vi pludselig har fået.

Bjarne Bisgaard Jensen og Søren Tolshave anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Søren, jeg er en årgang 1952, og jeg kan love dig, at der for opvakte mennesker også dengang var mere end rigeligt at få stress over. Ver denssituationen var ikke ligefrem betryggende, og det blev hurtigt klart, at lige mecet hvor gode og pligtopfyldende de voksne var, så kunne de ikkeredde os fra det miljø-og socioøkonomiske ragnarok, der tårbede sig op i horisonten. Så vi tørrede tårerne over likvideringen af jfk og dr king, gik antivietnamkrig og antiatomkraft marcher og prøvede at insistere på et liv og finde en vej som frie memnesker, der ikke var slaver af røverkapitalismen. Det har og har altid haft sin pris ikke at være til salg og at investere sit dyrebare liv i samarbejde og kærlighed i stedet for i privatprofitering og indbyrdes konkurrence.

Det ser ud som om den politiske platform, der har forstået meget af den indsigt, kunne være alternativet. Ellers er der mange andre omstillingsparate bevægelser, som har forstået nødvendigheden af økologisk omstillingsøkonomi. Vi er på mange måder her i de vestlige såkaldte velfærdsstater vant til trygge rammer, og det kan være svært at forstå, at selv her må der gøres en indsats for at etablere bæredygtige samfund. Der er stadig meget arbejde i det eksoteriske rum for fred i det esoteriske - og vice versa. Som bifrost sang i min ungdom :

'du stod en gang på den højeste klippe, du holdt så fast, du ku ikke slippe - den gang alt var så lysende og klart. Reolerne bugned af de bedste bøger, du citerede gerne : de finder som søger & havde altid svaret parat. Nu ka du ikke mere spille smart, hvor billederne hang, er der nu så bart - du er faldet her, du kan ikke finde hjem.
Du havde altid een at støtte dig til, og farmand sagde : man ka hva man vil - var han ikke forsikringsagent? Nu indser du her med din ømme fod, der er ting man ikke kan forsikres imod, fx når bøtten blir vendt - nu ska du skaffe mad til eget bord, på dette gedemarked er der ingen kære mor, det er alvor her : det er ikke spøg og skæmt.
Og det ikke nemt, at være ude og glemt, når man er faldet herrned, hvor man ikke mer ved, om man er købt eller solgt, skal være flov eller stolt & man føler sig skabt, som en håbløs, fredløs, hjemløs, hjælpeløs fortabt.
Du kunne din religionshistorie, indtil du faldt i din egen glorie - vasked du aldrig munden når du sagde gud? Du var hjemme i alle de høje tanker, men hva nytter det, når døden banker, på døren og sir : nu er tiden løbet ud! Tror du stadig på de gode og onde, nu du selv er derude, hvor man ikke kan bunde, på glemselens hav er der ingen løsninget gemt ... nej det er ikke nemt ....

Ingen har ret til at fratage en anden frihed. At færdigbeskrive og implementere modellen er en stadig uløst opgave - der er brug for alle gode kræfter.

Torben Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Søren Tolshave anbefalede denne kommentar

Der er jo faktisk ændret en hel del: Universitetsreform og Fremdriftsreform er nogle af grundene til, at uddannelserne er blevet hårdere og universiteterne i mindre grad arbejder for de studerendes kår, men for vækst-idealerne. Derfor skal man arbejde i et tempo, studie + job, som er usundt.

Da jeg startede på uni i '05, var der masser af studerende, der sad på en gammel studieordning og kunne gå ind og ud mellem forelæsninger og erhvervsarbejde uden at føle stress eller tvang.. jeg misundte dem. Senere kunne andre misunde mig, fordi jeg da i det mindste havde haft et års ekstra SU og mulighed for nemt at holde studiepauser uden at blive smidt ud.

Men er smertegrænsen ikke snart nået, hvor de studerende bliver nødt til at forlange den frie uddannelse tilbage i en form, der er til at leve med?

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Sören Tolsgaard, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Hvor længe har Information tænkt sig at bombardere os med fristile om "moderne, aktive" kvinder, som det er så helvedes synd for?
Stress mig her og stress mig der.
Min bedstefars gode, gamle leveregel om at "man på prioritere og disponere" burde disse evigt rastløse cupcakes have hængende over deres seng.
Eller hvad med: Slap af og klap i?

HHHMMM.
Måske skulle ungdommen lade være med at beskæftige sig med omverdenens forventninger, men bruge deres tankevirksomhed på hvordan de kan forandre den.

Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar

Det jeg oplever er forskellen fra "dengang" og nu er det enorme fokus på at have en velpoleret facade. Jeg har indtryk af at det er enormt vigtigt hvad andre tænker om en. Jeg tror det er der, man skal begynde.

Hvis man har lavt selvværd, stiller man urimelige krav til sig selv. Al stress kommer af umulige krav, enten fra en selv eller fra andre.

Da jeg startede mine studier i 1985 kunne man se at mængden af arbejdsløse ingeniører steg hvert halve år som en trappe. Det man skal koncentrere sig om under studierne er at tilegne sig så meget kundskab og menneskelig modenhed som muligt. Man lærer ikke så godt når man hele tiden har tankerne på noget andet.

Det er selvfølgelig et valg man gør, som Ib Ling siger ovenfor, om man vil ofre det der skal til for at komme ind længst oppe i karrusellen. Hvis man mener det er det eneste, der gør at man får et godt og harmonisk liv, så er der måske ikke andet at gøre end at stresse på.

Måske skulle du sætte en weekend af til at fundere over hvad du vil med dit liv. Hvad betyder noget for dig? Hvad er det egentligt du gerne vil? Har du valgt studiet fordi du vil DET eller fordi det lyder cool? etc.

Livet er en lang række af tilvalg og fravalg. Hvis man ved hvad man vil, er det nemmere at vælge...
Bevidste valg er mere holdbare.

"fuck det" er vel noget man siger når man ikke kan nå noget, man egentlig heller ikke gider. Jeg mener ikke man behøver sige "fuck det" hvis man bare prioriterer efter ens preferencer og tid.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og olivier goulin anbefalede denne kommentar

hej søde medmenneske

- lige et citat (ja i en længere sammenhæng, hvor Sofie, i en artikel - husker ikke helt hvor - nævnte det)

"... Det er lidt ligesom i en flyvemaskine: Tag din egen maske på, før du hjælper andre."

- Sofie Gråbøl

og på en personlig note, kan det for mig være at trække opmærksomheden ind i kroppen, som Eckhart Tolle <3 beskriver det nærmere . den musik, der "bevæger mig positivt" er også god.

håber, du bliver glad og fredfyldt. Namaste

Gert Selmer Jensen

Per Larsen-
Også herfra de bedste anbefalinger til Eckhart Tolle. I mine øjne er han et af de mest begavede, og
oplysende mennesker, på kloden lige nu.

De stress ramte unge mennesker kan se frem til en tidlig alderdom med senilitet og demens hvis ikke de lærer sig selv i en tidlig alder at slappe af...

Susanne Wodickh

Kære alle i unge, der vil nå det hele på den halve tid og halser efter "noget på cv'et". Jeg ved, at det er hårdt "derude". Jeg ved, at I har idealer og drømme og gerne vil gøre karriere, stifte familie og alt det andet man "bør". Jeg ved, at arbejdsløshed i dag er blevet noget grimt socialt stigmatiserende noget og jeg ved, at I har fået hele "du er din egen lykkes smed-historien" i fuld flor. Det har fået jer til at tro, at det alt sammen er jeres egen skyld og hvis bare I knokler løs, så kommer det hele.
Det gør det ikke og jeg synes, at vi har svigtet jer. Alle os, der stammer fra en tid, hvor der var en helt anden social forståelse og accept af, at man godt må rode lidt rundt og "finde sig selv" som ung, før man gør sin borgerpligt og bliver en del af hamsterhjulet. For os var det en selvfølge. Vi var unge, glade og nogle af os lidt punkervrede og søgende og selvrealiserende. Vi råbte fuck og pillede løs i vores egne navler og vi så slet ikke den vej vinden blæste og, at vi efterhånden alle langsomt var ved at blive gjort til effektive dippedutter i corporate denmark. Det sneg sig bare ind på os.
Min eneste undskyldning er, at jeg havde fingeren godt placeret i min egen navle og da jeg tog den ud, så fik jeg sgu travlt som selvledende bestyrer af mit eget hamsterhjul. Og så var der jo også lige opgangstiderne i 1990'erne og de fede 00'er. Havde man et hul i maven, så købte man da lige et par sko og så var hullet fyldt ud den dag. Købe, købe, købe og videre i rask trav i hamster-hjulet uden at lytte og uden at mærke. Og da slet ikke på jer. I skulle jo blive til noget, gøre det bedre end os. Slippe for de knubs vi fik. Så midt i det hele glemte vi også at fortælle jer alle de vigtige historier om fortiden og det vi er oprundet af. Om solidaritet og arbejderbevægelser og retten til frihed, lighed og broderskab. Vi pakkede jer ind i vat og det hele blev vist mere sjove "soldaterhistorier" om den gang, der var march mod atomkraft, byggeren, BZ-bevægelsen og Røde Mor og Punkkoncerter og de joints vi røg og de øl vi drak og den gang mor var dreng.
Undskyld, undskyld, undskyld. Men tro mig. I har tid nok. Al den tid I behøver og det hele skal nok gå. Under alle omstændigheder er pensionsalderen for jer rykket frem til 75 år. Og skal I holde så langt, så skal I starte med at passe på jer selv nu.
De varmeste hilsner fra en 50-årig mor til to unge i 20'erne.

randi christiansen

Ok bror per - du har en pointe, men lad os så sige, at dem, som hamsterhjulet ikke har plads til, ikke blir set og inddraget som ressource på menneskelige vilkår, men som 'overvægt' der skal fjernes - åbenbart med alle midler.

hmm, i 76 da jeg var 25 tog vi godt nok lettere på det hele. Vi havde selvfølgelig heller ikke neo-liberalismens kødhakker stående og vente på at vi skulle springe i selv.

Henrik Brøndum

Hmmmm jeg hoerte engang en ung kvinde berette I radioen om sine kvaler med eksamenslaesning. De digre vaerker genererede overspringshandlinger. "Men naar sokkerne ligger farvesorterede nede i skuffen - saa er der ingen vej udenom - saa skal der laeses!"

Det er faktisk nogen af disse egenskaber jeg savner naar jeg ansaetter nyuddannede. At vaere I stand til at organisere en telefonsamtle og et par mails i en To Do for sig selv med raekkefoelge og prioriteter - og saa de generelle gode ting der kommer ud af et hoved der har vaeret tvunget til at lase en svaer bog eller regne nogle avancerede matematikopgaver.

Lavpraktiske smaatterier med at lave en projektplan, skrive et referat eller sige paent goddag -skal vi nok laere jer naar I er blevet ansat.

Sådan som det skal fungere udadtil, er ikke altid sådan det fungerer indadtil.
Vi er organiske, og vi kan ikke følge med i det tempo der er tilrettelagt i samfundet.

Det humane samfund er gået tabt for effektivitet og vækst.
Folk går tit alene med deres følelser af utilstrækkelighed, fordi de er angste for ikke at kunne leve op til idealerne.
Stress og depression er symptomet på et sygt samfund.

Det kunne godt være at et ungdomsoprør ville være på sin plads - det er som om de unge hænger for meget i at skulle leve op til kravene og presset, der er kke nogen indre glød og trang til forandring.

Gert Selmer Jensen

Skal mennesker tilpasses "samfundet", eller er det omvendt? Samfundet udgøres nu engang af
"mennesker", ingen mennesker intet samfund.
Mantraen i dagens samfund, lyder langt hen ad vejen, (forkyndt af coaches, Lean-konsulenter, NPM
eksperter, etc.): "Lær at håndtere din stress", "Lær at håndtere din utryghed", "Med innovation følger utryghed, det er ok!", "løb smartere", "Acceptèr pres, det tjener målet", osv.

Hvad er formålet med at bring folk/medarbejdere, i de ovennævnte "tilstande".?
De er sygdomsfremkaldende, og jeg tror ikke de bidrager med noget som helst positivt,
heller ikke på bundlinien for den sags skyld.
Til gengæld er det absolut skadeligt for medarbejdere (og deres resultater), hvis ambition er at levere et gennemarbejdet, og seriøst stykke arbejde, man selv og andre kan være tilfredse med.!

Ovennævnte mantra fører til sjusk, og "overspringshandlinger", (Henrik Brøndum)

randi christiansen

Tænker til tider på, at det, som er nemt for een selv, ikke nødvendigvis er det for andre. Hvad der kan være svært at forstå.

Derfor må vi gå ud fra fællesnævneren > naturgrundlaget - som tilhører fællesskabet, og som det er uhensigtsmæssigt at privatprofitere på og konkurrere indbyrdes om. Med mindre man ønsker, at jungleloven er den egl lov.

Ønskes derimod civiliserede forhold, indføres økologisk balance.

Næh du! Dengang jeg var lille boede vi en tændstiksæske, fik tæsk døgnet rundt med en plæneklipper, levede af hundekadavere og havde blødende mavesår af stress over livet i børnehaven ;)

I det mindste skulle vi ikke bekymre os om globalisering og fjumreår var noget positivt.

"Spøjst" at Verden har udviklet sig så meget, men at nogen ting omkring os mennesker lader til at være naturlove.

https://www.youtube.com/watch?v=emAe6IClGys

"Fuck det", er ikke den rigtige formulering.

Derimod, skal de unge (også os andre) være realistiske, og ikke NAIVT tro, at de kan nå det hele og få det hele. Dét er TOTALT UREALISTISK!!!

Tror, de unge, at de blindt kan nå det hele, vil de ubønhørligt lide kæmpestore nederlag, som kan tage årevis at komme sig over. Eller som de aldrig vil komme sig over, i værste fald.

Tænk blot på de tusindevis af akademikere, som drømmene tog deres uddannelse med en forevisning om, at deres verden lå for deres fødder... men efterfølgende aldrig har fået et arbejde eller er endt i et lavtlønsjob og med en kæmpe studiegæld at slås med.

Selvfølgelig, skal de studerende tro på, at dét de ønsker og drømmer om, kan lade sig gøre. For uden "troen" er der ingen motivation. Dog er virkeligheden en ganske anden. Men de unge studerende SKAL være realistiske samt være forberedt på mange nederlag og acceptere, at livets vej kan se anderledes ud, end den, de har planlagt.

Et sted nede i maven, eller er det i højre ben, sidder der en lille sulten trold, den prikker til dig når du mindst venter det og den kan virkelig få dig til at hoppe højt og længe.
Du løber rundt og søger anderkendelse for at lindre smerten fra trolden prikken, men når du endelig har fået anderkendelsen spiser trolden den og det hele starter forfra. Trolden hedder dårligt selvværd og kan ikke afhjælpes ved at blive bedre til noget som helst, kun ved at anderkende trolden kan dens prikken afhjælpes.
Eller var det inde i hjertet?