Læserbrev

Vi skal hjælpe voldsudøverne

Debat
16. september 2014

Kære Manu Sareen. Nu vil jeg give dig et bud på, hvorfor andelen af kvinder, der vender tilbage til krisecentrene, kun er faldet fra 36 til 35 procent mellem 2011 og 2013 – tal du kritiserer i Information den 5. september. Det er et bud, der stiller skarpt på den skæve fordeling af indsatser til ofre og udøvere, som præger din politik.

Som jeg ser politikken lige nu, er det primært offeret, frem for udøveren, der får hjælp. Intentionen er selvfølgelig god, men det er kortsigtet. Vi skal selvfølgelig redde ofrene, men det løser ikke noget på den lange bane. Der er mange der vender tilbage til manden, og vi har heller ikke hjulpet manden, der har problemet med at slå.

Der er en forudindtaget politisk forståelse af, at kvinden absolut skal væk fra den voldelige mand. For os andre, der ikke lever i et voldsramt forhold, er det selvfølgelig det mest logiske. Men fordi vi har at gøre med to parter, der ofte har en familie sammen og et liv, der måske fungerer som et almindeligt parforhold, når volden ikke står på, er kvindens første valg ikke altid at gå.

Som antropolog har jeg fulgt mænd, der er i behandling for at udøve partnervold. Manden lover ofte kvinden, at han aldrig mere vil slå, og mener det. Men næste gang han står i en situation, hvor han føler sig krænket, er det umuligt at overholde løftet, fordi han ikke har redskaberne til det. Og så ender kvinden og børnene på krisecenter igen og bliver en del af den statistik, du ikke syntes er god nok.

For mange gengangere

Lige nu kan mændene henvende sig fem steder i Danmark, men der står mange på venteliste til at få behandling. Det nytter ikke noget, at de står i venteposition, for en for stor del af dem falder fra, når de skal vente i mange måneder.

Mændene ønsker at ændre sig, og der sker faktisk noget, når vi intervenerer. Se resultaterne fra Østjylland, hvor et interventionscenter, der tilbyder hjælp til alle parter, er blevet oprettet. Her rykkede politiet før ud til en voldsramt familie 9-11 gange – nu rykker de kun ud én gang.

Så Manu Sareen, mit forslag er, at hvis du ønsker, at statistikkerne ændrer sig, så begynd at prioritere voldsudøverne mere, for kun på den måde kan statistikkerne ændres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her