For nylig fik videnskabsformidleren Lone Frank den ærefulde Søren Gyldendal-pris. Det gav anledning til et fængslende interview med hende i Politiken. Journalisten Nils Thorsen spurgte: Hvem har æren for Lone Frank – hendes gener eller hendes opdragelse?
Lone Frank er ikke selv i tvivl: generne. Det har hun allerede skrevet om i en bog om jagten på sin genetiske arv, Mit smukke genom (2012). Følsom, men uvenlig, er hendes egne bærende karakteristika. I bogens sidste del forelægger en international ekspert analysen af hendes gener for hende. Han spørger bl.a., om hun tit bliver irriteret på andre mennesker. Lone Frank tænker: »Hvis han vidste, hvor irriterende andre mennesker kan finde på at opføre sig.« Og svarer: »Ja.« Scenen røber en vittig selvironi i en bog, der gør seriøs videnskab til underholdende læsning.
Lone Frank er radikal i sit syn på videnskaben som forklaringsmodel. Hun ved også, at hendes ’genetiske synspunkt’ provokerer ikke mindst folk med en humanistisk baggrund, som anser det for deterministisk, ja, bagstræberisk. Som om man samtidig anerkender, at vi til evig tid er bundet til forudsigelige reaktionsmønstre, i stedet for selv at skabe vores fremtid.
Historisk set er uviljen let at forstå. Biologiske teorier om køn og race har været brugt til at placere mennesker i kategorier, ofte med drastiske konsekvenser. Især fordi teorierne ofte har rettet sig mod den anden – dvs. kvinder og finner, forbrydere og sociale tabere m.fl. Selv har de iagttagende forskere (ofte hvide mænd) følt sig hævet over deres biologiske impulser.
Det er også her, Lone Frank skiller sig ud, fordi hun i sin bog sætter sig selv på spil og gør sig selv til en del af det, der iagttages.
Men er vores personlige egenskaber arvelige? Store studier af enæggede tvillinger viser, at 40-50 procent af vores personlige egenskaber er arvelige. Resten er ikke.
Gør det os så til rent biologiske væsener? Ja og nej. Den nyeste forskning viser, at vi drives af et sindrigt spil af signalstoffer i hjernen. Vi er vores hjerne og vores krop, som forbindes af fælles blodbaner. Så farvel til skillelinjen mellem ånd og krop, måske den del af min børnelærdom, jeg har grundet mest over. Det, der sker for kroppen, sker også for hjernen. Vi arver noget, andet sker bare, og vi håndterer det, som vi bedst kan. Som John Lennon sagde: Livet er, hvad der sker for os, mens vi har travlt med noget andet.
Men det biologiske menneskesyn a la Lone Frank kan også repræsentere en befrielse fra nyliberalismens muntre tanker om, at alle og enhver kan blive til hvad som helst. Som moderne mennesker er vi dømt til stadig selvudvikling. Det betyder også, at vi kan blive presset ud over vores grænser. De følsomme og indadvendte er under pres for at blive mere sociale, de idérige og kommunikative får ansvar for drift og økonomi, som de døjer med. Begge typer risikerer at få stress – ikke fordi de har for meget at lave, men fordi opgaverne ikke harmonerer med det, de faktisk er gode til. Arbejdsmarkedet ensretter os.
På paradoksal vis bidrager den humanistiske opfattelse af en menneskelighed, der er skabt af sit miljø, til kapitalismens ideal om en arbejdskraft, der er grænseløst fleksibel og herre over sit eget liv.
Modsat kan biologien fortælle os, at vi ikke er ens. Selv om hjernens signalstoffer er de samme for alle, er vores omsætning af dem vidt forskellig. Nogen tænder på risiko og konflikt, andre præsterer bedst i fredsommelige omgivelser. Der er simpelthen grænser for, hvad vi kan udvikle os til hvornår. Hjernen er fleksibel, men ikke så fleksibel, som det af og til kræves af os. Når jobcentre opfordrer stressramte til at løbe sig fra deres sortsyn, sammenblander man helbredelse med forebyggelse. Motion er forebyggende for depression og stress. Men når stress først har sendt hjernen på overarbejde, skal der ikke mere adrenalin til – tværtimod.
At kende vores hjerne fritager os på ingen måde for at være mennesker. For at tage ansvar for vores liv og selv forandre vores livsomstændigheder, som igen forandrer vores hjerner og adfærd. Blot er vi som levende kroppe underlagt basale grænser. Vi kan meget, men ikke alt muligt.
Marie Louise Kjølbye er anmelder.
Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger
