Kommentar

Hold op med at være fjollede børnevoksne

Vi unge kigger på jer, de voksne i 30’erne, i håb om at kunne lære, hvordan man begår sig i vores komplekse samfund. Men I tager hverken os eller jer selv alvorligt. I svøber jer i 1990’er-ironi, og alt er bare for sjov. Helt ærligt: Hvad har I på hjerte?
29. september 2014

Jeg oplever min egen generation som en usammenhængende og fragmenteret gruppe. Men et har vi til fælles: længslen efter autenticitet. Vi vil ikke længere bare underholdes eller stimuleres. Vi vil have noget ægte.

Der er en enorm selvtillid hos os unge. Og en enorm skrøbelighed. Voksenlivet er inden for rækkevidde. De ting, som før var utilgængelige, er det ikke længere. Det skaber en frygt for ikke at slå til og for at tabe i livets store stoleleg. En frygt, vi flygter fra eller på samfundets opfordring forsøger at uddanne os ud af. Pludselig står vi på kanten af det system, vi altid har fulgt på afstand i skolen, og vi fatter ikke en skid. Vi er omvandrende selvtillidsbomber med curlingbørnkomplekser, og det eneste, de voksne kan finde ud af at spørge os om, er: Hvad vil I være, når I bliver store? Og vi kigger spørgende tilbage og svarer: dagpengemodtagere?

Men vi ser op til jer voksne, for I har klaret den. I har været turen igennem og er kommet ud på den anden side. Vi må kunne lære af jer. Men det er, som om I ikke for alvor vil stå ved jer selv og jeres succes.

Vi kigger på jer, de voksne – og nej, ikke vores forældre, men jer, de voksne. Jer med jobbet, boligen og måske et par småbørn og tænker ’hold nu kæft’. Sig nu, hvad I mener. For det lader til, at I hverken tager jer selv eller os alvorligt.

Omfavn familiebilen

90’er-ironien lever i bedste velgående hos jer. I er nemlig ikke rigtig voksne, skægget er kun ironisk, slipset kun for sjov, og jeres smag defineres tydeligst ved, hvad I ikke kan lide. Det er en åndssvag pseudomåde at forholde sig til verden på. Ironikeren vender alting udad. Derfor kan ingen rigtig ramme ham. Det er, som om I er bange for at forholde jer til jer selv, jeres alder og situation, og nægter at se jer selv i det af frygt for at blive en kliché. Men guess what: Det er lige præcis, hvad I er blevet. En kliché. Måske skulle I tage at omfavne jeres familiebil, faste arbejde og pensionsopsparing, og sige: ’Ja, jeg er blevet voksen, det her er mig’ i stedet for at jagte det ungdommelige.

Det er ikke, fordi det skal være alvorligt eller kedeligt. Jeg savner ganske enkelt bare budskaber, der rækker ud over den prætentiøse underholdningspræmis, som efterhånden er blevet en hjørnesten på tværs af de fleste tv- og radioprogrammer. For det ungdommelige bliver hurtigt til det ligegyldige, og jeg råber ad min radio, mens diverse værter griner i munden på hinanden.

Træt af ironien

Min generation er træt af meningsløsheden og ironien. Hvorfor tror I, at Nik & Jay har nydt så stor succes hos os? Det er sgu da, fordi de ikke ejer et gran selvironi. Og hvor er det egentlig befriende. Og det gælder ikke kun lavkulturen, for det samme ser jeg hos Yahya Hassan. Hans gennemslagskraft er, at han fortæller tingene, som de er; uden ironi, uden humoristisk distance, uden filter.

Der findes naturligvis undtagelser, hvor den underspillede humor, satire og ironi kan fungere, fordi der er et budskab. En mening med galskaben. Mikkel Munch-Fals’ tv-program Nærkontakt, synes jeg, er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre. Det nye satireprogram Hyklerriget på DR3 er et andet godt bud, og selv Monte Carlo-drengene ramte også en god balance, selvom det til tider kammede over.

Vi får konstant at vide, at vi er reality- og Zulu-generationen, der vil underholdes og aldrig interesserer os for det vigtige. Men det er sgu da jeres generation, der propper lortet ned i halsen på os. I fastholder stædigt, at I er unge, selv om I udtaler ’sociale medier’ med samme naive vrængen, som når min folkeskolebibliotekar skulle sige ’EDB-systemer’. Hold nu op. Lad de unge have deres, drop den ironiske tone bare en gang imellem, og glæd jer så over alle de privilegier, I har, jer som oplevede Murens fald og drak jer stive sommeren 1992.

Og kære Mads Brügger, jeg ved ikke, hvor godt det der Steve Jobs-citat, du citerede i din kronik den 8. september, egentlig er. »Bliv ved med at være sultne, og bliv ved med at være fjollede« … helt ærligt. Den danske oversættelse gør det heller ikke bedre. For måske skulle I holde op med at være så fjollede og så svare ærligt på det klichefyldte spørgsmål, som Facebook stiller os hver dag: Hvad har du på hjerte?

Det er vi mange, der gerne vil høre. Det kunne være, vi kunne lære noget.

Lasse Lindegaard er journaliststuderende og model

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Jakob Lilliendahl
  • Thomas Elle
  • Casper Borly
  • Sebastian Jørgensen
Thomas Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Jakob Lilliendahl, Thomas Elle, Casper Borly og Sebastian Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

'De vil allesammen være ligesom dig'
citat : en bekendt til undertegnede, om den yngre generation ca 1990.

Nok ikke helt SÅ personligt, men det erindres, at det var en generation som udtalt havde en følelse af at være født 20-30 år for sent, og dermed at have misset en masse sjovt og interessant og hmm ... 'ungt'. Derfor blev det en let infantil, og meget nemt manipulerbar generation. For den iagttog trods alt at 'liberalismen sejrede og socialismen tabte', og at man ikke fik bil båd sommerhus og fast arbejde af noget flower punk. Hele den ironiske facade som man dækker denne splittelse bag er dog, tilstået, en forstærket og skinger version af netop de diskurser, som var forbundet med hvad de så syntes de var gået glip af.
Men vi der kom lige før dem er ikke uskyldige. Det var faktisk lige der, at jeg blev lidt nervøs for min egen (generations) kulturelle skygge. Havde vi taget almenhedens evne til at 'forstå en hentydning' lidt for givet ? Ja, for ret beset havde den aldrig forstået den ringeste hentydning ....
Men der er ingen tvivl om at efter 9/11 (nej, ikke den 9/11..men den antifascistiske beskyttelsesmurs fald) skulle der smedes medens skjoldet var nede. Propagandaerne i den forbindelse (du kender dem : pantheonisk multikult, global ensartethed, fri markedskraft gud etc....lidt til enhver og altid i kapitalens interesse) havde det meget nemt.
En underlig generation. Dens parti hedder Alternativet. Det kan aldrig blive værre end 68'ernes regering i 90'erne.
Min egen generation ind imellem - vi har slet ikke noget parti. Vi findes ikke. Vi er på sabbatår i 1978 stadigvæk, på førtidspension. Vi er meget meget slemme.

Niels Duus Nielsen, Gry W. Nielsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Man er altid født for sent. Nåh, men hvis der er noget, vi har for meget af, så er det selvhøjtidelighed og eklatant mangel på humoristisk sans. Selv såkaldt morsomme mennesker vil hellere være underspillede selvironiske end storladne og ægte sjove. Vor tids Otto-Leisner typer med vitser, der nogle gange bare er næsten endnu mere vandede - og det er for øvrigt rigtig sjovt, at salget af Otto Leisners vittighedskartotek (!) har ført til den misforståelse, at folk fandt dem sjove i gamle dage. Men tværtimod var Otto Leisners vitser kendte for at være dumme og forudsigelige, han var "manden med de vandede vitser".
Ægte morskab havde vi i de store danske komedier og i fjernsynets ugerevyer, som man til min bestyrtelse kan grine af med samme fornemmelse af, at samfundet blev taget lige på kornet.
Som jeg skriver dette, fortæller Anne Libak i P1 Morgen, at man skal bekæmpe terrorister med humor - og straks kommer billederne af parodier på IS's youtubevideoer op i min bevidsthed. Vi mangler et nyt Hov-Hov.

PS.: Den type humor havde jo brod og ramte ind i den fælles bevidsthed og var derfor med til at cementere vores fornemmelse og behov for at trække på samme hammel.

Er du ikke for ung til at være så bitter på livet allerede, Lasse?

Har du i din indebrændthed over livets genvordigheder tænkt tanken, at det måske netop er vores generations selvironi og 'pyt'-hed, der har fået os igennem?

Et godt råd fra en årgang 1980: find din egen rytme. Og når erkendelsen af at tilhøre en curlinggeneration med massivt selvværd, men ingen selvtillid, endelig sætter sig i maveregionen - så gør noget ved det.

Kære Lasse Lindegaard

Jeg kan sagtens følge dig i din kritik af den overdrevne brug af ironi og sarkasme, som man ser mange steder (også hos den yngre generation). Men du kommer nu også til at lyde som en gnaven gammel mand. Cheer up, ellers bliver det fandeme kedeligt at blive 'rigtig' voksen. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at lægge fjolletheden fra mig, bare fordi jeg bliver ældre

Og så til det, der egentlig ligger mig på sinde: Jeg har ikke læst pågældende kronik af Mads Brügger, så den skal jeg ikke udtale mig om. Men mit gæt er, at du ikke har set hans dokumentarfilm, Det Røde Kapel og Ambassadøren. Hvis du havde, ville du vide, at manden i dén grad har noget på hjerte, og at han om nogen forstår at bruge ironien på en måde, der kan skabe debat om svære og (i mine øjne) ekstremt vigtige problematikker.

Hvis der er noget der fokuseres på i øjeblikket i den offentlige debat, så er det generationer og karakterisationer af disse. Hvad skete der med individet, og den den individuelles personlighed? Kan alt nu forklares ud fra generations definitioner? Er alle ensartede robotter som deterministisk udviser den opførsel som deres generation dikterer dem?

Eller er der måske nogle debattører og "iagttagere" som er lidt for afhængige af alt for simple forklaringsmodeller?

Der er godt nok meget "vi" og "I" i dette indlæg - og illusionen om "en generation" tages totalt for pålydende.
Men "generationer" findes ikke. Der findes individer på - næsten - samme alder, der på samme tid løber i samme retning - men der er også et ukendt antal, der løber alle andre steder hen.
Sådan var det også i 1968.

Generationer findes, og det går op for én med alderen, hvor meget fælles erfaringer og oplevelser spiller ind i det særlige syn på verden, man har.
Derfor er det bekymrende, at humoren er blevet så flad og dum, for om noget ansporer humor til overvejelse og fritænkning - noget, vi ikke kan få for meget af (i modsætning til biler og kvadratmeter).

Lennart Kampmann

Lasse, du får kun det du tager. Vi kommer ikke og giver dig det. Du skal finde det selv. Vi er faktisk voksne. Det bliver du også...

Du vil også opdage at voksne har travlt med at arbejde og betale regninger, mens de opfostrer en familie.

Held og lykke, nyd friheden mens du har den. (ligesom du skal glæde dig over tænder uden kroner, hår på hovedet, evnen til at tisse når man vil, en god hørelse og fravær af læsebriller)

Med venlig hilsen
Lennart

Hvis du er vokset op i middelklassen, så er du vokset op blandt verdens store tavse flertal. Det er en gruppe mennesker, som aldrig bidrager til debatten før det er for sendt. Mest nok fordi de ikke tør udtale sig af frygt for hvad andre mener om dem og endnu være, hvad samfundsmæssig angagement kan betyde for deres arbejdsplads. De er gerne frivillige i f.eks. idrætsklubber da det giver anerkendelse i deres kredse. Men gå forest i en protestdemonstration for klimaforandringer, voksende ulighed eller dyrevelfærd og ligne de ser du dem aldrig.

- Det eneste der kan få disse mennesker til at røre på sig er når de i panik løber væk fra katastrofen.

Niels Duus Nielsen, Peter Wulff og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Men Lasse når du når ud af Ramasjang alderen og selv skal til at være voksen, så har du jo chancen for at ændre alting for dig og dine børn og din generation. Det gælder jeg mig til.

Håber du har overskudet til evigt at stå i opposition til dine kommende naboer i villa kvarteret og sige din ærlige mening.

- Det kræver masser af hår på brystet og overskud som en anden superman.

LA fortalte forleden i aftenshowet, at det kun er folk, som har vundet den store gevinst i lotto, som kan tillade sig, at være anderledes (tatuveringer i ansigtet)...

Christian RW Christensen

Full disclosure, jeg er samme generation som Lasse.

Jeg fandt at jeg igen blev træt af hele den der os og dem terminologi. Ja vi er alle individer. Det er op til en selv om sarkasmen, ironien eller falde på halen humoren er din linse, igennem hvilken du filtrerer livet. Det er omsonst at prøve at indfange tidsånden. Hvor er dit belæg Lasse?

Men
Der er brug for, at folk som Lasse fatter pennen, og kommer med et møgfald. Han er sikkert ikke bitter som nogle her tror, jeg er overbevist om at det knap er mere end 5% af Lasses tid som går med at harcelere over tidligere generationers misforståede hang til sarkasme. Han studerer, arbejder, går i byen, forelsker sig og gør alt det, vi andre også gør.
Ikke desto mindre er der behov for, at han sætter sig ned, med et kritisk blik, og giver sit syn på hvor samfundet er på vej hen. Han har ikke skrevet en afhandling på sociologi eller antropologi. Han har skrevet en kronik. Han mener i sin omgangskreds, at kunne se tegn på noget. De mennesker han møder, er på en bestemt måde, i et så vidt omfang, at han er dristig nok til at kategorisere dem.

Jeg er glad for at du tog dig tiden, og er rørende enig i alt hvad du skriver Lasse.
Og jeg har sgu heller ikke meget belæg udover hearsay og egen interaktion.
Men nogle gange er det også helt nok.

Lasse Frank, Subhana Ahmed og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Rita Jørgensen

Dejligt at høre et ungt menneske tænke over livet. Du kan være med til at ændre hvor vi er på vej hen.
Alt for mange har glemt at nyde livet med hinanden, tage sig tid til hinanden og livet som sådan. Hvad er det vi jager efter, har vi brug for alt det juks vi køber eller har vi brug for at tage os af hinanden og bare være sammen. Det er ligesom om at det eneste livet drejer sig om er mig, mig, mig og at være på konstant.
Og man kan ikke læse en avis eller høre nyheder uden ordet penge, besparelser eller økonomiske fordele dukker op.
Hvis man ikke ejer dit og dat, ja så er man ikke noget. Det hele er blevet så overfladisk og upersonligt.
Er det det der er meningen med livet? Så er der vist noget jeg har misforstået.

Rita Jørgensen

Dejligt at høre et ungt menneske tænke over livet. Du kan være med til at ændre hvor vi er på vej hen.
Alt for mange har glemt at nyde livet med hinanden, tage sig tid til hinanden og livet som sådan. Hvad er det vi jager efter, har vi brug for alt det juks vi køber eller har vi brug for at tage os af hinanden og bare være sammen. Det er ligesom om at det eneste livet drejer sig om er mig, mig, mig og at være på konstant.
Og man kan ikke læse en avis eller høre nyheder uden ordet penge, besparelser eller økonomiske fordele dukker op.
Hvis man ikke ejer dit og dat, ja så er man ikke noget. Det hele er blevet så overfladisk og upersonligt.
Er det det der er meningen med livet? Så er der vist noget jeg har misforstået.

randi christiansen

Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser, men vi har det da nogenlunde her, her på østre gasværk (kim larsen) - når der ikke længere er noget galt med tidsånden, er vi enten (selv)døde eller er lykkedes med den store omstilling til økologisk økonomi. Velkommen til en verden af lave - min tillid til verden bristede da jeg var elleve i 1963 og så kennedy blive likvideret real time på sort hvid tv

Sascha Olinsson

Kære Lasse. Jeg har meget svært ved at forstå pointen i hvad du skriver men vil under alle omstændigheder give dig følgende råd: koncentrer dig om dig selv og hvem og hvad du vil være og lad andre om deres. Det kaldes respekt- og gælder både for dig selv og for DEM.

Søren Roepstorff, Anne Eriksen, Steffen Gliese og Mathilde Hoeg anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Der er nu en vis ironi impliceret når en model skriger på autencitet.

@Christian C

Når du bliver rigtig voksen vil du opdage at:

- Hvis man ikke vil underskrive sin mening med sit navn, så er det svært at blive taget helt alvorligt.

- At kategorisere andre mennesker er ikke et udtryk for mod eller 'dristighed'. Det er et udtryk for det modsatte.

Model? Fotomodel? Jamen, er det ikke for personer, der - i al sin gru - har SÅ MEGEN brug for opmærksomhed, at de tager hvad de kan få, også selvom det så KUN er udseendet der tæller?
Et jævnt og muntert liv på jord med solid selverkendelse og en tilsvarende solid anerkendelse og agtelse af sin omverden er stærkt undervurderet, sku' jeg hilse og sige!

Det ægte koster noget og man skal selv finde det - du får det ikke serveret på TV, radio og Facebook eller ved sammenligning med den lidt ældre generations livsstil.
Ironi (især selvironi) og humor er rigtig gode hjælpemidler, hvis tilværelsen byder på modstand.

Kære Lasse Lindegaard,

Du lyder som en trist ung forkrøblet halvfemsårig tosse (uden at du nævner din alder,) som er totalt forvirret over, at ældre i dag føler sig langt, langt yngre i end i gamle dage.

I dag kan man ofte trække MINDST ti år fra folks alder ift. deres samfundsmæssige adfærd-

Damn, Lasse... Lev dit eget liv, gør dine egne iagttagelser, og hver KUN glad for, at de ældre føler sig yngre.

Tobias Petersen

Jeg forstår godt Lasse. Men jeg tror ikke, min generation (årgang ´79) kan honorere hans ønske om at agere solidt fundament.

Vi voksede op med den kolde krig, så faldt muren. Vi voksede op med kassebånd, så kom Cd'en. Vi voksede op med drejeskive- og trykknaptelefoner, så kom mobilen. Vi voksede op med Commodore 64 og Amiga, så kom Pc'en. Vi voksede op uden e-mails, Facebook og YouTube, så kom internettet. Vi voksede op, mens det var almindeligt at ryge overalt, så kom rygeforbuddet. Vi voksede op med machohelte som Sylvester Stallone og Bruce Willis, så kom metroseksualiteten. Vi voksede op i et homogent samfund, så kom multikulturen.

Vores identitet er bygget på kviksand. Alt, vi prøver at forstå, forsvinder mellem hænderne på os, inden vi når at lære det at kende.

Når vi forholder os ironisk til virkeligheden, skyldes det, at det er mindre pinligt end at indrømme, at vi ikke forstår den.

randi christiansen

Tobias - at påstå, man forstår virkeligheden, er endnu mere pinligt - med mindre man er fuldt oplyst buddha el lign.

Thomas Rasmussen

LL, dit indlæg er vildt interessant. Det er første gang jeg læser et angreb på min generation, som ikke er fra en af de gamle, men fra en af de unge. Det gør mig helt stolt, at I ser op til os, hvis det ikke også var en smule pinligt.

For du har helt ret. Der er ikke meget substans i forhold til hvad der kunne forventes af den generation, der havde nemmest ved at komme på drømmeuddannelsen, få højskoleophold betalt af kommunen, SU-fjumreår mm. (Det har I vel ikke glemt, I der reagerer så voldsomt oppe i tråden?)

Men LL, lad være at tænke i generationer, for så bliver du deprimeret. Mit råd til dig er, at du vedbliver med at indsnuse al den dannelse, erfaring, visdom og kreativitet du møder blandt mennesker på din vej, uanset om de er jævnaldrende eller 10, 20, 30 år ældre eller yngre end dig. Historien husker alligevel kun dem, der tilførte verden værdi, ikke dem der bare var ukritiske "followers".

Unge mand: jeg har ingen erindring om nogen sinde at have dikteret hvordan du skal opføre dig og beder dig derfor allernådogst om at du yder mig den samme frihed. På forhånd tak.

Steffen Gliese

"Machohelte"?! Camp, det rene camp!
Hvad skal vi, der er født i 1964 ikke sige? Jeg har problemløst tilegnet mig disse forandringer over tid, jeg har været glade PC-bruger siden 1987 og superentusiastisk netnarkoman siden 1996. Skal jeg være en lille smule grov - hvilket jeg godt kan være ved sådanne lejligheder - så vil jeg sige, at de ældre mennesker, der nu har problemer med digitaliseringen har haft verdens længste forspring til ikke at være beredte.
Men det er rigtigt, at samfundet synes at hænge sammen ved fugerne i disse år - ikke pga. de ting, du skriver, men fordi vore politikere villigt har solgt det, der holdt sammen på samfundet, til bestemmelse blandt dem, der var kommet ganske meget kortere end os i indretningen af et velfungerende demokrati.
Vi skulle aldrig så kritikløst have set mod EU - EF er en anden sag - vi skulle have set mod Svejts og andre små lande med flad struktur, som vi havde dengang, hvor alting kunne ordnes i mindelighed til borgerens fordel, om det så var komplicerede sygdomme eller manglende husleje.