KRONIK – Thomas Pikettys bog Kapitalen i det 21. århundrede skabte mildt sagt en betydelig opmærksomhed, da den udkom på engelsk i foråret. Den opnåede topplaceringer på flere bestsellerlister og blev ivrigt kommenteret af en blanding af nobelprismodtagere, samfundsdebattører, og hvem der nu ellers følte sig kaldet. Vurderingerne har da også været blandede. Nogle har hyldet bogen og forudser, at den fundamentalt vil ændre vores forståelse af, hvordan økonomien fungerer.
Andre siger, at dens argumenter ikke holder, og at nogle af de data, den bygger på, er tvivlsomme. Til tider er debatten blevet stærkt polariseret og i de værste tilfælde er den forfaldet til en bizar ’er du for eller imod’-attitude (Hvad det så end skal betyde).
I min egen bog Introduktion til Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede forsøger jeg at sammenfatte bogen og knytte an til udviklingen i de nordiske lande. Min væsentligste bevæggrund for at udgive dette skrift er mit håb om, at flere mennesker hermed sættes i stand til at deltage i en mere oplyst debat om væsentlige fremtidsspørgsmål, der angår os alle.
Banebrydende forskning
Pikettys bog lader sig på sin side bedst anskue som hans eget forsøg på at sammenfatte og forklare en række nye fakta om indkomst og formuefordeling, som vi er blevet bekendte med i løbet af det seneste årti. Disse nye kendsgerninger er igen resultatet af et forskningsprogram, som Piketty indledte i slutningen af 1990’erne, og som han siden har været meget aktiv i.
Forskningsprogrammets hovedformål har været at opnå en bedre forståelse af den langsigtede udvikling inden for indkomstforhold og formuefordeling. Hvor vi førhen var begrænset til at anvende data, der i de fleste tilfælde kun strakte sig tilbage til 1960’erne, har vi i dag et billede af disse fordelingsmønstre, der strækker sig over hele 1900-tallet og i nogle tilfælde endda endnu længere tilbage.
I processen er der fremkommet flere vigtige detaljer, der tvinger forskere til at genoverveje gængse forklaringer på den historiske udvikling, herunder frem for alt en revurdering af den tidligere udbredte antagelse, at den økonomiske udvikling automatisk bringer en mere jævn fordeling af indkomst med sig. Pikettys data tyder i stedet på, at samfundsrystelser i form af krige – og de politiske beslutninger, som er blevet truffet i relation til krige – ofte har spillet en større rolle, end vi tidligere har gjort os klart. Desuden har den nye forskning underbygget væsentligheden af at se på indkomst fra både kapital og arbejde samt af at pejle sig ind på forskelle i udvikling, der kan gøre sig gældende mellem de forskellige top-indkomstgrupper. Udviklingen for den rigeste procent har således ofte været meget forskellig fra udviklingen hos andre i den rigeste tiendedel. Takket være denne banebrydende forskning er det blevet muligt både at sætte de seneste årtiers udvikling i et klarere historisk perspektiv og at foretage mere retvisende sammenligninger mellem de enkelte lande.
Kapitalophobning og ulige løn
En overordnet konklusion er, at i de fleste lande er indkomstuligheden steget siden omkring 1980. Omfanget af denne ulighedsvækst har imidlertid varieret ganske markant. I lande som USA og Storbritannien er indkomstuligheden steget dramatisk, mens den i flere kontinentaleuropæiske lande knap nok er steget overhovedet. Selv om der er betydelige forskelle mellem de forskellige nordiske lande, kan vi stadig tale om en fælles udvikling, som er kendetegnet ved relativt store procentvise stigninger, men fra et historisk og internationalt lavt niveau. Dette hindrer ikke, at de nordiske lande – målt på absolutte tal – stadig er blandt de lande i verden, hvor indkomsten er mest jævnt fordelt. En anden vigtig forskel er, at den amerikanske udvikling siden 1980 primært har været drevet frem af øgede lønforskelle, mens kapital snarere end stigende indkomstforskelle på forskellig vis har spillet en vigtigere rolle i Europa og også i Skandinavien.
Vildledende enkelhed
Skridtet fra denne udvikling til den overordnede teori, som Thomas Piketty præsenterer i sin bog, er stor. I hvad jeg tolker som et forsøg på enkelthed og et ønske om at fremlægge en generelt sammenhængende historie, vælger han at kalde sammenhænge for love, hvilket givet et indtryk af universalitet. Samtidig understreger han dog igen og igen, at han ikke tror på uforanderlige lovmæssigheder, og at udviklingen altid vil være kontekstspecifik.
I sidste ende forstår jeg derfor hans budskab sådan, at vi ikke bør søge at opstille universelle teorier om, hvordan fordelingen af indkomst og velstand udvikler sig. Teoriens enkelhed kan også være vildledende, når abstraktionsniveauet bliver så højt, at begreber kan fortolkes på mange forskellige måder. (Men så får vi også en teori, der gør krav på at kunne forklare overordnede økonomiske begivenheder over meget lange perioder – så alt andet end et højt abstraktionsniveau ville være meget overraskende.) Uanset hvad man end mener om Thomas Pikettys teorier og politiske forslag, har han uden tvivl bidraget med to vigtige ting:
For det første har hans indsats resulteret i, at vores viden om den langsigtede indkomst- og formuefordeling er blevet dramatisk bedre end for 15 år siden, og dette har allerede på væsentlige måder påvirket vores forståelse af historiske begivenheder. For det andet har han i kraft af sin bogs store gennemslagskraft skabt en stor debat om vigtige spørgsmål, der tvinger alle parter til at forholde sig til hans ideer. I skrivende stund er et meget stort antal af verdens bedste økonomer og samfundsforskere således beskæftigede med at forsøge at enten gendrive eller underbygge Thomas Pikettys argumenter.
Politiske holdninger
Skulle de ikke hellere engagere sig i noget andet? Er fordelingsspørgsmål ikke sekundære, og beror det i sidste ende ikke bare på personlige politiske præferencer?
Nej, absolut ikke. Der er flere måder, hvorpå fordelingen påvirker økonomiens funktionsmåder, uanset hvad man anser for at være en rimelig fordeling. For det første påvirkes alles incitamenter i samfundet af det forventede fordelingsudfald. En forventning om, at en bestemt adfærd – risikovillighed, uddannelse, hårdt arbejde osv. – vil resultere i et bestemt udfald i forhold til andre mulige udfald er, hvad der ofte fungerer som drivkraft for økonomien. Samtidig tilvejebringer fordelingsudfaldet et grundlag for alle personers videre ageren. Den, som starter med små ressourcer, har ikke samme position som den, der starter med en masse ressourcer, og afhængigt af, hvordan resten af samfundet er organiseret, vil dette have forskellige konsekvenser for økonomien.
Vigtigst er måske forholdet mellem fordeling, og hvordan denne via politik påvirker vores måde at organisere samfundet på. En manglende evne til at fordele gevinsterne ved en bestemt politik på måder, der nyder tilstrækkelig accept, eller en manglende evne til at forklare legitimiteten af et bestemt fordelingsudfald påvirker de politiske holdninger. Dette kan igen føre til en politik, der skønt potentielt gavnlig for alle, vil blive mødt med modstand. Og dette kan igen skabe grobund for populisme og i værste fald resultere i en politik, som med sine løfter om en mere ligelig fordeling ofte kommer til at skade udviklingen.
Sådanne argumenter bør ikke afvises med en påstand om, at fordelingsspørgsmålet er sekundært eller subjektivt, men med en bedre forståelse af, hvad der påvirker fordelingen, og en diskussion om, hvordan den skal se ud og hvorfor.
Jesper Roine er svensk nationaløkonom, tilknyttet Stockholm Institute of Transition Economics ved Handelshögskolan i Stockholm
Oversat af Niels Ivar Larsen
OK kronik - åbenbart en reklame for bogen fra Informations forlag.
En anden vigtig forskel er, at den amerikanske udvikling siden 1980 primært har været drevet frem af øgede lønforskelle, mens kapital snarere end stigende indkomstforskelle på forskellig vis har spillet en vigtigere rolle i Europa og også i Skandinavien.
En vigtig pointe, som stort set har været overset i debatten her i Europa: 'Lønningernes tendens til fald.'
...hvad der hærger i USA nu, hjemsøger som bekendt Europa nogle år efter.
Fagbevægelsens folk kan godt sparke lakskoene af og forlade pensionskassernes og bankernes bonede gulve, der vil blive lønkamp...
Godt at Jesper Roine er med til at holde liv i debatten om Piketty og kapitalismen i det 21. århundrede.
Ligegyldigheder garneret med økonomernes sædvanlige naive og amatøragtige eksursioner ind i politik:
"En manglende evne til at fordele gevinsterne ved en bestemt politik på måder, der nyder tilstrækkelig accept, eller en manglende evne til at forklare legitimiteten af et bestemt fordelingsudfald påvirker de politiske holdninger. Dette kan igen føre til en politik, der skønt potentielt gavnlig for alle, vil blive mødt med modstand. Og dette kan igen skabe grobund for populisme og i værste fald resultere i en politik, som med sine løfter om en mere ligelig fordeling ofte kommer til at skade udviklingen."
Det gælder blot om bedre at forklare nytten for os alle af den ulige fordeling.
HVORDAN KAN ØKONOMER ANTAGE, AT ØKONOMISK UDVIKLING VILLE MEDFØRE EN SPREDNING AF VELSTANDEN? Har de ikke øjne i hovedet?
Økonomisk udvikling, kunne godt sprede velstand. Det er bare ikke en del af plottet.
Det er nok lidt naivt at forvente at Jesper Roine skulle være revolutionær, eller for den sags skyld Thomas Piketty der i et interview til Rune Lykkeberg direkte siger: »Jeg tror på kapitalismen« http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2306337/piketty-jeg-tror-paa-...
Det der gør Piketty interessant er, at han har peget på muligheden af at efterprøve Karl Marx empirisk, ved hjælp af det til rådighed værende statistiskemateriale, og det har blæst ny luft i Karl Marx' Das Kapital ...som til gengæld ikke lader nogen være i tvivl om at fælleseje af produktionsmidlerne er nødvendig for at menneskeheden skal kunne styre deres liv på Jorden.
Det der kommer ud af Pikettys analyser er blandt andet en tilbagevisning af mange af liberalisterenes letkøbte punsh lines: 'Det fri marked', 'Den usynlig hånd', 'Trickle down theory' osv. Ikke engang CEPOS-menigheden bruger dem længere i deres forsøg på at forskønne kapitalismen. Liberalisterne og dermed Venstre tvinges til at tale åbent om deres hensigter.
Eksempelvis var konklusionen på 'Kuznets kurve', at de rige lande blot skulle igennem en transition, hvor uligheden steg midlertidigt, for dernæst at falde. Men Piketty afslører, at der i et længere perspektiv tværtimod er tale om en omvendt udvikling.
....ammunition til marxisternes kamp.
Gert Selmer Jensen, fortæl fortæl
Marxister har aldrig været gode til at fortælle om, hvordan samfundet skulle organisere sig efter kapitalismen. Hvad socialisme vil sige, var ikke nærmere præciseret. Det er alt for farligt, at lade samfundet eller fællesskabet overtage alle produktionsmidler, uden at vide hvordan dette ejerskab skal forvaltes. Derfor skal man starte med at tøjle kapitalismen gennem demokratisk vedtaget lovgivning med regler, der tager de værste uhensigtsmæssigheder ud at systemet, herunder foretager en omfordeling af formue og indkomst via skat.
Bill Atkins-
Økonomisk udvikling, (vækst), har i de seneste årtier, kun resulteret i en kapitalophobning, blandt de i forvejen allerrigeste i samfundet. Pengene lander i hænderne på, banker, investeringsfonde,
multinationale selskaber, valuta/aktie-spekulanter, der udelukkende er fokuseret på èn ting.
Forrentning.!
Om deres aktiviteter udmønter sig i nyttig produktion og arbejdspladser, endsige tanker omkring
det globale miljø, samfundet generelt, er slet ikke inde i deres bevidsthed.
At de er ved at skyde sig selv i foden, med et maskingevær, har de ikke opdaget endnu.
Økonomisk velstand og udvikling i sig selv, behøver jo ikke være samfundsforvridende,
hvis blot den politiske vilje er til stede.
Det var såmænd bare det.
Ja, det var svaret til sidste del af dit udsagn, og som jeg er helt og aldeles enig i, men første del: "Økonomisk udvikling, kunne godt sprede velstand" - det er det der er interessant. Hvordan sammensættes et system der spreder velstanden, i form af dækning og sikring af alle menneskers subsistensbehov (mad, bolig, uddannelse, arbejde, sundhed og pension)?
MKN:
Inden du får taget munden for fuld, så husk på, at det parti og dets karismatiske leder, som har fundet en loyal discipel i dig, på messianisk vis indvarsler et postkapitalistik samfund, som han er ude af stand til at definere nærmere.
Michael, Marxister har aldrig været gode til at fortælle om, hvordan samfundet skulle organisere sig efter kapitalismen.
Det er fordi marxisterne efter produktionsmidlerne er overdraget til folket og Statens eneste opgave så er at sikre disse produktionsmidlernes forbliver i folkets eje, overlader det til foleråd selv at organisere sig omkring produktion, arbejde, natur og liv.
Det er derfor Marx er revolutionær. Den private ejendomret skal ophæves inden folkene kan organiserer sig i pagt med fremtidige mål.
Bill Atkins:
Roiner indgår, som MKNs Alternativ, i rækken af terapeuter, som udbyder den allerede trademarkede Post Pickett Stress Syndrome-terapi i tre trin til forskrækkede kapitaltilbedere, der desperat prøver at få deres univers til at hænge sammen.
Plausible Denial Stage 1. Det gælder ikke for mig:
"de nordiske lande – målt på absolutte tal – stadig er blandt de lande i verden, hvor indkomsten er mest jævnt fordelt."
Plausible Denial Stage 2: Det gælder ikke nødvendigvis overhovedet:
"I sidste ende forstår jeg derfor hans budskab sådan, at vi ikke bør søge at opstille universelle teorier om, hvordan fordelingen af indkomst og velstand udvikler sig"
Plausible Denial Stage 3. Selvom det gjaldt, er det slet ikke sikkert, det er en dårlig ting:
"Der er flere måder, hvorpå fordelingen påvirker økonomiens funktionsmåder, uanset hvad man anser for at være en rimelig fordeling."
Bill Atkins-
Der er ingen vej uden om, selvom jeg er et frihedselskende menneske, regulering og omfordeling.
Systemet, den lovgivende magt, skal tage sit udgangspunkt, i medmenneskelighed, og retfærdighed.
De frie markedskræfter, duer ikke her, de kører bare ud i afgrunden.
Børnehaven af de frie markedskræfter, behøver en fast hånd, (de aner endda ikke hvad der tjener dem bedst, på sigt), Deres begrænsede fantasi rækker ikke så langt.
Af konkrete tiltag, kunne man nævne, beskatning af valuta/aktie-spekulationer, etablering af en
statslig bankvirksomhed, nedlæggelse af skattely for store virksomheder.
Dette kunne skabe provenuet, (det findes allerede), der så kunne fordeles helt ned til de svageste i samfundet.
Hvor der er vilje, er der vej.
Hvor vi står lige nu, er der bare ingen vilje.!!
Schou:
Hvorfor er det "åbenbart" en reklame for bogen?
Jeg synes indlægget var meget afbalanceret for og imod Piketty.
En reklame kan vel godt være afbalanceret for og imod.
Berg: Kronikken skaber opmærksomhed om den bog Roine har skrevet om Pikettys bog - og dermed gør den reklame for Roines bog (som udgives på Informations forlag).
Desværre er der en berøringsangst ift. at præsentere en alternativ økonomisk/markedsmodel. Men det er i hvert fald på tide at kigge på alternativer.
Ok, jeg troede du mente at den reklamerede Pikettys bog. Du kan godt have ret i din reklame :)
Piketty's gendrivelse af 'Kuznets kurve' - altså troen på at det kapitalistiske system over tid nærmest per automatik udjævner indkomster - er vel kun provokerende for de som er salige i troen. Langt mere interessant er Piketty's påstand om, at det ikke er demokrati men kriser, som skaber omfordeling i form af et progressivt skattesystem og beskatning af kapitalindkomster.
I lyset af de voldsomme kriser som menneskeheden ifølge utallige forudsigelser står overfor, kunne man fristes til at antage, at en ny progressiv omfordeling vil finde sted indenfor de næste 20-30 år. Beskatningen af kapitalgevinster i den vestlige verden steg fra under 10% i slutningen af det 19. århundrede til 70-80% fra omkring 1910 - ifølge Piketty. Frankrig var lidt bagud i forhold til det øvrige Europa. Først i 1920 hævede Frankrig topskatten til 50% (senere til 72% i 1925). Bemærkelsesværdigt var det, at i Frankrig var det en højreorienteret regering bestående af personer, som før 1. verdenskrig kraftigt havde modsat sig et progressivt skattesystem, der gennemførte disse skatter. Hvis historien gentager sig, og hvis de klimamæssige, ressourcemæssige og finansielle kriser som mange hævder, at vi står overfor faktisk indtræder, kan vi måske i DK og andre steder måske forvente, at det bliver en regering anført af de mest indædte neo-liberale (I Danmark LA!), som indfører en topskat a la Roosevelt - dvs. 80%! Pointen er vel, at ideologi spiller en underordnet rolle i forhold til, hvad der bliver anset for 'den nødvendige politik'. Man kunne fristes til at se frem til en helt anden form for 'nødvendighed', end den der tåbeligt fremføres i dag især på det europæiske kontinent.
Vi var jo ganske tæt på en ordning, der over tid ville have lagt ejerskabet til produktionsmidlerne i hænderne på lønmodtagerne, nemlig ØD, som øjensynligt ikke blev til noget, fordi Venstre og Socialdemokratiet ikke kunne enes om, hvorvidt dette ejerskab skulle være individuelt eller fondsbaseret. Jeg må indrømme, at jeg her er med Venstre, fordi ejerskab på så elementært niveau kræver deltagerne i et basisdemokratisk folkeråd mere end formueforvaltning i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Peter, alle er jo med Venstre og liberalismen, så hvorfor ikke også dig? Hvad er et basisdemokratisk folkeråd ?
@Ivan Breinholt Leth
'den nødvendige politik' opstår kun som resultat af et social pres - klassekamp - uanset hvilken borgerlig politisk løsning der hersker. Og for hver gang kapitalismen giver akkumuleringsskruen endnu et vrid, så skærper de også deres kapitalforsvar, et kapitalforsvar der bedst illustreres af Israels betonmur og iron dome.