Klumme

Hvorfor lyver den skiderik?

Når en politiker interviewes på tv, er det journalistiske dictum: ’Hvorfor lyver den løgnagtige skiderik?’, mens det politiske dictum er: ’Her må ikke begås fejl, det skal bare overstås.’ Det bliver ingen klogere af
10. september 2014

Da Martin Krasnik den 2. september i Deadline spurgte den radikale leder Morten Østergaard, hvad der skal ske med de 10-11.000 mennesker, der er på midlertidig ydelse, når ydelsen ophører, lød svaret: »Først og fremmest arbejder vi benhårdt på, at der bliver job. Sidste år blev der skabt mere end 20.000 job, og vi har set mange er kommet i job, andre i uddannelse …«

Her bruger Østergaard et af de 31 tricks, som de britiske forskere Peter Bull og Kate Mayer fra universitetet i York identificerede i tv-interviews med topkandidaterne under valgkampen i 1987. Østergaard ’anerkendte spørgsmålet uden at svare på det’.

Andre tricks er at ignorere spørgsmålet og i stedet aflevere et forberedt politisk budskab, at sætte spørgsmålstegn ved spørgsmålet, at angribe selve spørgsmålet, at angribe intervieweren, at gentage tidligere ikke-svar og lade som om spørgsmålet allerede er besvaret. Vi kender dem alle herhjemme. Mest tydeligt da Krasnik 14 gange stillede det samme spørgsmål til den nu forhenværende justitsminister Morten Bødskov uden at få svar.

Debatten om den politiske interviewform på tv blusser op med regelmæssige mellemrum. For tiden handler den om Martin Krasnik. Men problemet er ikke kun det, som briterne kalder Rottweiler-interviewet.

BBC-programmet Newsnights nye redaktør Ian Katz vil rette op på det, han kalder et årelangt tillidsbrud mellem tv-interviewere og politikere, og som har resulteret i unødige konfrontationer. De er blevet ritualer, hvor medietrænede politikere uden mod eller lyst til at tale rent ud af posen møder tv-interviewere, der med Katz’s ord begynder interviewet med at antyde, at politikerens politik eller holdning er fejlagtig, inkonsekvent eller ubegrundet. Det gentages så i fire til 10 minutter. Katz skrev i Financial Times i søndags, at vore dages politikere anser et tv-interview for at være en succes, hvis han eller hun har undgået at sige noget, der kan irritere partiets spindoktor – journalistens succeskriterium er, om interviewet har resulteret i bare et enkelt citat i andre medier.

Nu skriver Katz naturligvis om det britiske tv-interview, ikke det danske. Men det er tilladt at forestille sig, at han talte om danske journalister og danske politikere, når han beskriver, hvordan den begavede, udfordrende og kritiske tv-samtale med en politiker efter hans mening er degenereret til interview, hvor høflighed er tilsidesat, og der gås efter struben fra første sekund. De politiske parader, politikerne har lært sig gennem budskabstræningen, er øjeblikkeligt oppe. Det journalistiske dictum er: ’Hvorfor lyver den løgnagtige skiderik?’, mens det politiske er, at her må ikke begås fejl, det her skal overstås, når det nu ikke kan undgås, og jeg skal bare køre mit eget løb og undgå at blive viklet ind i en ukontrollerbar samtale.

Politikerinterviewet på tv – i Storbritannien, altså – har udviklet sig til en dødedans, som Newsnights Evan Davis beskriver således: »Jeg tænker det værste om dig. Du tænker det værste om mig. Du kører ren forsvarsstrategi, og det retfærdiggør, at jeg bliver aggressiv og – allerværst – min aggressivitet er retfærdiggjort af dine uklarheder og automatsvar. Vi er nu låst fast på et lavere niveau. Din strategi retfærdiggør min, min strategi retfærdiggør din.«

Ovenstående beskriver britiske forhold. Ikke danske. Slet, slet ikke. Men danske redaktører bør dog kaste et blik på tre af den nye Newsnight-redaktørs anvisninger til forbedring:

Tv-folk og politikere må erkende, at de i interviewet skal give til hinanden – og ikke mindst give noget til seerne.

Journalister skal gøre et ærligt forsøg på at erkende og belyse de dilemmaer, politikere skal forholde sig til og anerkende, at politikere ikke vælger mellem godt og ondt, men oftest leder efter den mindst dårlige løsning.

Tv skal give tid og mulighed for, at et interview kan ånde, selv om det risikerer at blive kedeligt.

Jeg kan ikke lige komme i tanker om nogen dansk tv-redaktør, der har sagt eller skrevet sådan. Men det beskrevne foregår jo heller ikke her, så der er ingen videre grund til refleksion af den art, vel?

Lasse Jensen er redaktør og vært på P1-programmet Mennesker og Medier

Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Poul Schou
  • Torsten Jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ernst Petersen
  • Steffen Gliese
  • Steen Sohn
  • Inger Sundsvald
  • Bill Atkins
lars abildgaard, Poul Schou, Torsten Jacobsen, Lise Lotte Rahbek, Ernst Petersen, Steffen Gliese, Steen Sohn, Inger Sundsvald og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er vel, at der er en sendeflade der skal fyldes ud...
...hvis intervieweren tredje gang spørgsmålet ikke besvares sagde: "Nå det kan vi altså ikke få noget svar på, så slutter vi her, og i stedet sender vi..." en lille tegnefilm, dokuindslag, eller noget andet" - så tror jeg politikerne ville være mere motiverede for at svare.

Sabine Behrmann, Rasmus Kongshøj, Vibeke Rasmussen, Martin Madsen, Ernst Petersen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Ikke flæbe! - journalisterne kan da bare interviewe deres kollegaer - det er de alligevel bedst til ...

Per Klüver, Per Jongberg, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Henrik Darlie og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar

Politikerne skal tænke på et interview som en eksamen, og på journalisten som eksaminator. Det er ikke ham, men seerne, det drejer sig om, og de har krav på at få at vide, hvad politikeren tænker og gør på deres vegne. Det er ikke noget, der har krav på diskretion, magten er ikke politikerens personlige ejendom, men noget, der forvaltes på borgernes vegne. Det skal der gøres rede for, ikke ideologisk, men praktisk og løsningsorienteret. Ministre er ikke valgt for at opfylde ideologiske mål, men praktiske løsninger.

Per Klüver, Rasmus Kongshøj, Vibeke Rasmussen og Ernst Petersen anbefalede denne kommentar

Politikerne ser sig selv som professionelle, der bare skal forsvare deres egne personlige karrierer. Derfor bruger de alle de tricks, som de kan, når de får ubehagelige spørgsmål, som de ikke er interesserede i at svare på.

I folketingssalen gør de det samme. Men desuden stiller de modparten netop de spørgsmål, som de ved, at modparten finder ubehagelige og ikke ønsker fokus på. Derfor er politiske debatter altid bare en opvisning i skuespil, demagogi og show. De egentlige politiske forhandlinger kan derfor også kun føres bag lukkede døre på møder, som politikerne er blevet enige om ikke at referere fra over for offentligheden.

De danske journalister er derimod ikke ret professionelle. For enten bliver de ved med bare at stille dumme spørgsmål, som de ikke selv er interesserede i at få besvaret, men som er kunstigt "kritiske" af "pædagogiske" grunde. Ideen må vel være at give politikerne en nem måde at afvise "kritiske" spørgsmål på.

Eller også undlader de bare de kritiske spørgsmål og lader politikerne slippe godt fra at snakke overfladisk hen over tingene.

Problemet er helt klart, at journalisterne lægger alt for meget vægt på at være venner med politikerne for senere at kunne få anonyme tips af politikerne. Disse anonyme tips ønsker journalisterne så at bruge til selv at kunne virke klogere på TV-skærmen.

Morten Kjeldgaard, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Kære Lasse Jensen.
Overskriften på dit debat-indlæg lyder "Hvorfor lyver den skiderik?" - og den er et smukt eksempel på såkaldt journalistisk problemformulering.
Og det er jo præcis dét der præger dagens journalistik... journalisten "opfinder" et problem (ofte med et indlysende svar)... hvorefter "jagten" på én eller anden går ind... med det formål at få journalistens (implicitte) svar bekræftet... og så helst på så underholdende en måde som muligt.
Fra TV kan nævnes Krasnik og Kjærsgaard... de er (ak) så forudsigelige i deres form... og det er indholdet i deres udsendelser også...
Hvorfor stiller folk dog op til noget sådant... bare for at blive misbrugt som "bagtæppe" for interviewerens "synspunkter" ...?

Vibeke Rasmussen

"… journalistens succeskriterium er, om interviewet har resulteret i bare et enkelt citat i andre medier."

Hvis det er, hvad man måler en journalists succes efter, må man konstatere, at Martin Krasnik i dén grad har høstet uvisnelig hæder med sit interview af Morten Bødskov. Siden, og altså stadigvæk her et år senere, bliver han hyldet, feteret og citeret, fordi han … 117 gange stillede det samme spørgsmål … uden at få svar. Hurraaa! Men ærlig talt, var der nogen seere, der blev klogere af det interview? Jeg gjorde ikke.

Politikere bliver trænet i at ikkesvare det samme igen og igen uden at blive pinligt berørt, ud fra en forventning om, at intervieweren skammer sig først og derfor går videre til næste spørgsmål. Den taktik ville jeg da langt hellere, at journalister forud planlagde et interview efter og forholdt sig til . Evt., som foreslået ovenfor, simpelthen ved at påpege og kraftigt betone, at nå ok, dét vil du, den folkevalgte, altså ikke oplyse befolkningen, vælgerne, om!

De ovenstående råd, lyder i øvrigt fornuftige nok. I princippet. For helt ærligt: "Tv-folk og politikere må erkende, at de i interviewet skal give til hinanden – og ikke mindst give noget til seerne." Hvem ved deres fulde fem tror på, at man kan få en politiker til at rette sig efter det råd?

Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Journalisterne gør jo bare hvad de kan, for at lokke andet end idiotiske ikke-svar ud af politikerne. Hvis en politiker er indforstået med at gå ind i en ægte dialog, hvor man forholder sig seriøst og loyalt til modargumenter mod ens egne, overholder almindelige logiske argumentationsformer, undlader at snakke uden om, og er villig til at indrømme fejl, så skal journalisten selvfølgelig ikke angribe, men opføre sig lige så civiliseret som den hypotetiske politiker.

Men nu er det jo ikke sådan politikerne opfører sig. Alternativet til de hårde interviews er i praksis ikke en voksen samtale, men derimod en politiker, der lirer hjernedøde spindoktorfraser og lodret løgn af gennem et helt interview. Med de politikere, vil er begavet med, er Krasnik-stilen det mindste onde.

Per Klüver, Anders Feder og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er iorden at stille et spørgsmål to gange, men så slut - for seernes skyld.
Gør som jeg - hvis det ønskede svar er ja, og der ikke svares nej, men ævles løs, opfatter jeg svaret som ja. Og journalisten kan tørt konstatere, at svaret altså er ja. Så er det op til ofret at protestere.

Rune Stilling, Per Klüver og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

I øvrigt kan jeg rigtigt godt lide ideen om at afslutte interviews før tid, og gå videre i programmet, hvis politikeren ikke opfører sig seriøst, snakker uden om, nægter at svare osv. Det kunne have en god pædagogisk effekt, hvis journalisterne begyndte at praktisere dette i stor stil.

lars abildgaard, Tue Romanow, Gert Selmer Jensen, Anders Feder og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard: Ofret i den situation er sandheden, og den protesterer aldrig. I øvrigt stiller en ordentlig journalist ikke ja/nej-spørgsmål. Og det gjorde Krasnik heller ikke i situationen mod Bødskov; han bad om konkrete eksempler der kunne retfærdiggøre Bødskovs tilbagerulning af en del af demokratiet. Hvad skulle han have gjort? Sagt "okay, du gider altså ikke begrunde din demontering af demokratiet... så lad os snakke vejret i stedet"?

Anders Feder - Ja/nej skal forstås som konkrete spørgsmål, som kan besvares konkret.
Men du har ret. Ofret kan svare : Spørgsmålet er forkert stillet, fordi..............

Det kan jeg ikke se hvor du vil hen med. Politikeren er jo ligeglad om spørgsmålet er forkert stillet, da det ikke er sandheden han svarer ud fra. Han vil bare lire sine talking points af uanset hvad der bliver sagt.

Anders Feder - Jeg synes det er ligetil. Et almindelig svar er - jeg anerkender ikke din præmis for spørgsmålet - og derefter forklare sit grundlag.
Det var et forslag til, hvordan journalisten undgår at spørge igen og igen. Det er simpelthen dårlig journalistik og vi taber interessen.

Politikerne er blevet løgnagtige og defensive. De er bange for at kunne blive hængt op på noget, der kan udlægges som løfter, og de er bange for at sige noget, der efterfølgende kan afsløres som uoverensstemmende med de faktiske forhold.
Der er kun én kur: gennemarbejdet lovgivning og langt mindre af den. Så ved man, hvad man skal sige.

Morten Kjeldgaard

En andet sjovt fif, som typisk benyttes af ministre der har sagt noget som er direkte faktuelt forkert, er at sige "jeg har udtrykt mig upræcist". Et eksempel på dette var da Karen Hækkerup forleden sagde at politiet var ved at forberede fire sager mod Syrienskrigere. Politiet måtte korrigere og sige at det faktisk kun var en sag, de var ved at forberede, hvorefter ministeren skyndte sig at undskylde at hun havde udtrykt sig "upræcist". Nej, Karen, det du sagde var ikke upræcist, det var forkert.

Vibeke Rasmussen

Man kunne jo også, som man gør det på DR bl.a. i Radio- og TV-aviserne, behandle interviews med politikere, på samme måde som man ofte behandler interviews med stort set alle andre (altså lige bortset fra politikere og journalistkolleger): Man lader journalist A interviewe NN, hvorefter det båndede interview overlades til journalist B, som redigerer og korter inteviewet ned til det antal minutter, der er afsat til indslaget. Det færdige produkt, som præsenteres for lyttere og seere, bliver dermed en sammenklipning af dels journalist B, der ridser situationen op og med egne ord refererer, hvad NN har sagt, dels nogle korte lydklip, hvor man hører NN selv.

Man hører i disse montager, godt nok hverken hvad der er blevet spurgt om, eller hvad NN helt præcist har sagt, kun dét, som journalist B har anset for væsentligt, men fordelen er, at interviewet bliver kort, al udenomssnak og unødige gentagelser er bortredigeret og – ikke uvæsentligt – man risikerer ikke at lytteren keder sig og zapper væk.

Voilà!

(Og selvfølgelig mener jeg det ikke alvorligt, at man kan behandle interviews med politikere på den måde. Men det synes jeg nu heller ikke, man bør med andre af samfundets borgere!)