Kommentar

Hvornår stopper den politiske elite med at negligere fattigdom?

Selv om politikerne efterhånden har opgivet at usynliggøre den stigende fattigdom i Danmark, fralægger de sig fortsat ansvaret for at løse problemet, som de selv har været med til at skabe
30. september 2014

Nu når Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) for nylig har vist, at dagpengereformen ikke har fået dagpengemodtagere hurtigere i job, indrømmer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i Information den 11. september, at »arbejdsløse midt i en økonomisk krise ikke kommer i arbejde, bare fordi deres ydelse stopper.« Samtidig bryster hun sig af at have brugt tre milliarder kroner på at sikre »40.000 mennesker ret til forsørgelse.« Med andre ord indrømmer ministeren, at 40.000 mennesker uforskyldt har mistet retten til dagpenge, men ser i samme ombæring intet problem i, at regeringen har valgt at skære drastisk i indtægtsgrundlaget for de selvsamme mennesker.

Tværtimod fremstiller ministeren nedskæringspolitikken som en storsindet gestus: Vi har givet 40.000 mennesker halvdelen af den indtægt tilbage, som vi i første omgang tog fra dem.

At regeringen med en forfejlet politik har kastet et stort antal mennesker ud i en svær økonomisk situation italesættes ikke som et problem, der giver anledning til anger eller selvkritik. Den relative fattigdom, som i Danmark bl.a. er øget på grund af dagpengereformen og andre reformer indført af den siddende regering henstår som et uvedkommende ikkeproblem.

Men regeringen er ikke alene om at negligere fattigdommen. På Folketingets hjemmeside kalder Venstre det inderligt overflødigt at operere med en fattigdomsgrænse: »En fattigdomsgrænse hjælper ikke de fattige. Den er bare et skrivebordsbegreb, som de fattige ikke kan bruge til noget som helst.« Ifølge Venstre er en definition af, hvornår man er fattig, altså ikke noget, der kan bruges af nogen. Heller ikke de fattige selv – og ikke engang som simpelt redskab til at vurdere problemets omfang.

Den forrige regerings indenrigs- og socialminister, Karen Ellemann (V), blev kendt for at mene, at fattigdom ikke er noget, som alene skal måles »på kroner og øre«. Tilsvarende så hun det som »glædeligt«, at flere og flere søgte om julehjælp under krisen. I de hjemløses avis, Hus Forbi, forklarede Karen Ellemann i december 2009, at den større efterspørgsel efter julehjælp kunne ses som udtryk for, at »de svagest stillede danskere er blevet bedre til at bruge de glimrende tilbud, som den frivillige sociale sektor tilbyder.«

Job, job, job

Hvor den forrige regering afviste at tale om en fattigdomsgrænse, fik vi i 2013 med den nuværende regering rent faktisk en officiel fattigdomsgrænse. De fattige er de danskere, som tre år i træk har haft en indkomst på under 103.200 kroner om året efter skat. I 2010 gjaldt det 42.200 personer, studerende undtaget. Ifølge en analyse fra tænketanken Kraka er antallet af danskere under fattigdomsgrænsen mere end fordoblet fra 2002 til 2012.

Som en kommentar til rapporten udtalte Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, til Information den 16. marts, at hun beklager udviklingen: »Der er ingen nemme løsninger, men bl.a. derfor handler det om at skabe job, så folk har mulighed for at få et arbejde og tjene penge. Regeringen har et stort fokus på at skabe job.«

Socialordføreren undsiger med andre ord beskæftigelsesministerens kommentar til rapporten om dagpengereformen, sammenhængen mellem regeringens politik og øget fattigdom. Men løsningen på fattigdom ligger ikke i sociale forbedringer, men alene i en effektiv jobskabelsespolitik, forstår man. At den, som får et job, har større chancer for at undgå fattigdom, end den, som ikke har et job, er selvfølgelig rigtigt. Men den påstand er et ikkesvar på det virkelige problem: Hvordan undgår man, at personer, som ikke har et job her og nu, fattiggøres yderligere af politikernes tiltag?

Ikke værd at tale med

En tilsvarende ansvarsforflygtigelse ses hos tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), når hun i et interview til Go’ Morgen Danmark på TV 2 i forbindelse med den nye kontanthjælpsreform bliver spurgt, hvad hun vil sige til de kontanthjælps- og dagpengemodtagere, som regeringen har forringet vilkårene for. Hertil svarer Vestager, at hun hellere vil vende sig til arbejdsgiverne og appellere til, at de skaber flere job. Vestager fralægger sig altså ikke alene et politisk ansvar, men vægrer sig i en vis forstand ved at anerkende selve eksistensen af de personer, hun har ramt med sin politik. For Vestager synes det at være mennesker, der hverken er værd at se i øjnene eller tale med.

Det er tilsyneladende den politiske elites strategi først at forsøge at usynliggøre fattigdommen ved at afstå fra at måle den og siden – i erkendelse af, at fattigdommen trods alt findes – at vægre sig ved at tale med de fattige.

Og hvis en Sofie, en Carina eller en Robert i den offentlige debat alligevel gør opmærksom på sig selv og deres situation, bliver det en så stor provokation, at politikere og økonomer umiddelbart bruger al energi på at kritisere det faktum, at nogle er frække nok til at kalde sig selv fattige i Danmark. Politikerne er tavse om den sociale uretfærdighed, som de fattige er udsat for. Derfor fremstår Sofie, Carina og Robert ikke som ofre, som skal hjælpes i deres fattigdom. De bliver i stedet de skyldige, som sidder på anklagebænken.

Anita Ulrich er antropolog og Daniel Ankarloo er lektor i socialpolitik, Malmö Högskola

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu