Kronik

Jo, jeg kan da godt samle en tøjklemme

Hver gang jeg forlader Distriktspsykiatrisk Center, føler jeg mig en smule raskere og velfungerende. Men hver gang jeg forlader kontoret på kommunen, føler jeg mig en smule mere syg i hovedet og må tilbage til psykiatrien
Hver gang jeg forlader Distriktspsykiatrisk Center, føler jeg mig en smule raskere og velfungerende. Men hver gang jeg forlader kontoret på kommunen, føler jeg mig en smule mere syg i hovedet og må tilbage til psykiatrien

Sofie Holm Larsen/iBureauet

24. september 2014

Jeg vil gerne give op. Jeg melder pas og kaster håndklædet i ringen. Men jeg har brug for hjælp til det. Jeg har endevendt borger.dk og surfet Københavns Kommunes hjemmeside tynd, men der findes ingen formular, intet skema eller online-funktion, hvor jeg kan erklære mig fallit.

I det ellers fine bureaukrati, vi har fået bygget op, findes der ingen adresse, intet nummer, intet kontor, hvor man kan returnere sit liv. Derfor bliver det her. Derfor bliver det nu.

Historien er klassisk: Jeg er 31 år gammel, psykisk syg og uden arbejde.

Da jeg for nogle år tilbage gik på en uddannelse, havde jeg enormt svært ved at følge trop på niveau med de fleste andre. Jeg var dårlig i perioder og tog min uddannelse på halv tid, hvilket resulterede i, at jeg kom bagud med mine studier og løb tør for SU. Det var en stressfaktor for mig som psykisk syg, at jeg ikke anede, hvordan de nærmeste måneder så ud, så jeg prøvede at søge hjælp. Jeg gik til kommunen og spurgte, om de kunne gøre noget, og fik at vide, at jeg kunne søge revalidering. Efter megen møje og besvær fik jeg al papirarbejdet i orden, og i samarbejde med en af kommunens ansatte fik jeg udfyldt de nødvendige skemaer. Svaret på ansøgningen var nej. Begrundelsen at jeg var for velfungerende. Da jeg spurgte, hvilke ydelser der mon var til sådan én som mig, der åbenbart var for velfungerende, kiggede den søde dame mærkeligt på mig, og i min yderst velfungerende, paranoide tilstand blev jeg bange for hende og gik hjem.

Tænk kreativt

Jeg forsøgte at vende tilbage til studierne og lade tingene ske, men jeg kunne ikke holde til det særligt længe og meldte mig derfor ud af universitetet og kom på kontanthjælp.

Det var med oprejst pande, at jeg mødte op til den første samtale på jobcentret. Jeg tænkte: »Nu får jeg hjælp. Nu kan de se, at jeg ikke kunne klare det på niveau med de andre.« Jeg blev kastet lidt frem og tilbage mellem personalet, og jeg begyndte at grine lidt indvendigt, for jeg følte, at jeg var med Asterix og Obelix i det skøre hus.

Min indvendige latter stoppede dog brat, da jeg endte på det sidste kontor. Jeg forsøgte at forklare den ansatte omstændighederne, min sygdoms indvirkning på min hverdag og mine besværligheder ved bare at være til. Han tog det ikke synderligt tungt, og i én lang, ubrudt sætning fik han både sagt, at jeg skulle tage mig sammen, og spurgt, om jeg virkelig ikke engang kunne finde ud af at sidde på en fabrik og samle tøjklemmer. Jeg prøvede målløs at forklare ham, at jeg mente, jeg godt kunne samle en tøjklemme, og at det ikke umiddelbart var min matematiske intelligens, der stod til hinder for dette, men min psykiske tilstand, der gjorde, at jeg havde svært ved at klare en hverdag.

Han overhørte stort set alt, hvad jeg sagde og begyndte at tale om, hvordan man måtte tænke kreativt nu til dags. Mens jeg sad der, svor jeg, at jeg aldrig ville tilbage til hans kontor.

Zombie i syv måneder

For at undgå det tog jeg et fuldtidsjob, hvor jeg holdt i syv måneder. Når jeg ikke arbejdede, sov jeg, hvis jeg da ellers kunne for stemmerne i mit hoved. De kommer især i stressende perioder og har en kraftig indvirkning på mit liv.

Jeg begyndte at forsømme alt, hvad der hed huslige pligter, og jeg så ikke andre end min kæreste, som i den periode må have troet, han havde valgt en zombie. Til sidst gav jeg op og vendte tilbage til mine studier. Dér havde jeg trods alt mulighed for at gøre tingene på halv tid, i mit tempo, lidt endnu.

Efter et år på slutlån lykkedes det mig endelig at få min bachelor, og jeg var lykkelig. I min lykkerus besluttede jeg mig for at prøve kræfter med en kandidat, men kort tid efter skolestart knækkede filmen fuldstændig, og jeg blev indlagt.

Nu er jeg tilbage i det system, jeg svor, jeg aldrig igen ville være en del af. Siden sidst er det ikke blevet bedre. Nu er kontanthjælpen, som de fleste måske ved, blevet indkomstreguleret, hvis man har en samlever. Det tvinger min kæreste og mig ud i en fællesøkonomi, der stadig ikke hænger sammen.

Udover at være presset ud i, hvad der føles som tiggeri hos den, jeg elsker, er det enormt belastende og stressende, at der ikke er ro på. Jeg ved aldrig, om der er penge nok til husleje og mad.

Ingen ved noget

Jeg har sagt til alle og enhver, jeg har mødt på kommunen, at jeg er samarbejdsvillig. Jeg gør alt, hvad de siger, jeg skal. Jeg tager gerne praktikker, arbejdsprøvning og så videre, hvis det kan føre til, at jeg kan få et liv, hvor jeg kan leve. Det eneste, jeg beder om, er at vide, hvor det bærer mig hen – bare et lille hint om, hvilken ordning jeg skal ende under.

Men det er svært at få at vide, for den ene sidder med én ting, og den anden med en anden. Der er aldrig en, der virkelig ved noget og kan fortælle mig, hvad man gør med sådan én som mig.

Jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan for at give noget tilbage. Og jeg ved, at jeg kan give noget tilbage. Jeg er syg, men ikke førtidspensionist-syg. Det er jeg for rask til. Men jeg er ikke rask. Fleksjob- ordningen er svær at komme ind under, og et ressourceforløb er åbenbart ikke noget for mig.

Jeg føler, at jeg sidder fast i et limbo. Jeg kan ikke arbejde fuldtid og klare mig selv. Jeg vil ikke foregive at være mere syg, end jeg er. Men der er ikke plads til dem, der ikke passer ind i kasserne ’rigtig rask’ eller ’meget syg’.

Min situation er nu den, at stemmerne er kraftigere end nogensinde før. Denne gang beder de mig om at give op, om at tage mig selv af dage, så jeg ikke skal være sådan en byrde. Jeg har tankemylder hver nat om min økonomiske situation, og jeg kaster op og har angstanfald dagligt. Jeg har aldrig før haft det så psykisk dårligt som nu, og alt hvad jeg ønsker er at få lov til at leve på lige fod med andre, have et job og betale min skat.

På randen af vanvid

Snart skal jeg begynde i en form for praktik, og jeg håber, det bærer videre til en ny situation, et sted i mit liv hvor jeg kan bidrage og stadig være til. Men jeg er bange for, det går galt, allerede inden jeg når til praktikken, eller måske mens jeg er i den. For jeg er så psykisk ustabil nu, at jeg føler mig på randen af vanvid. Det går ud over min kæreste, min familie og mine venner, det går udover mig, mit liv og den livskvalitet, der trods alt var.

Skal man absolut være fuldblodspsykopat for at blive taget seriøst?

Jeg er sådan set tilfreds med psykiatriens indsats. Men det hjælper mig ikke, når jeg derefter påkræves at indgå som alle andre i det øvrige samfund.

Jeg føler, at jeg sidder fast i en ond cirkel. Hver gang jeg forlader Distriktspsykiatrisk Center, føler jeg mig en smule raskere, en smule mere velfungerende, og hver gang jeg forlader kontoret på kommunen, føler jeg mig en smule mere syg i hovedet og må tilbage til psykiatrien efter mere terapi og en højere dosis medicin.

Hvordan kan det hænge sammen, at min sag bliver taget så alvorligt i psykiatrien og samtidigt så useriøst i det kommunale system? Jeg forstår ikke, at man i det ene system betragtes som syg og behandlingskrævende, og i det andet nærmest bliver overladt til sig selv.

Så ja, jeg giver op. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke klare det skøre hus længere. Hvis det hele er en stor joke, så fik i mig, gavtyve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • marianne hall Christensen
  • Britta Hansen
  • Per Jongberg
  • Slettet Bruger
  • Niels Mosbak
  • Viggo Okholm
  • Bente Simonsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Charlotte Vestergaard
  • Michal Bagger
  • Brian Jensen
  • Tue Romanow
  • Filo Butcher
  • Elisabeth Andersen
  • Anker Nielsen
  • Vivi Rindom
  • Mads Hansen
  • Torbjørn Lundstrøm
  • Torben Nielsen
  • Jakob Lilliendahl
  • Lise Lotte Rahbek
  • Rasmus Kongshøj
  • Sissel Scharling
  • Torsten Jacobsen
  • Simone Bærentzen
  • lars abildgaard
  • Christel Werenskiold
  • Mette Brun
  • Lykke Johansen
  • Erik Jensen
marianne hall Christensen, Britta Hansen, Per Jongberg, Slettet Bruger, Niels Mosbak, Viggo Okholm, Bente Simonsen, Niels Duus Nielsen, Charlotte Vestergaard, Michal Bagger, Brian Jensen, Tue Romanow, Filo Butcher, Elisabeth Andersen, Anker Nielsen, Vivi Rindom, Mads Hansen, Torbjørn Lundstrøm, Torben Nielsen, Jakob Lilliendahl, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Sissel Scharling, Torsten Jacobsen, Simone Bærentzen, lars abildgaard, Christel Werenskiold, Mette Brun, Lykke Johansen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Schlander

Som pårørende til en bipolar fleksjobber, selv kortvarigt tidligere kontanthjælpsmodtager og hyppig gæst i Huset i Magstræde tredje fredag i måneden, bliver jeg ganske berørt af kronikken.

Det er i hvert fald en meget præcis gengivelse af virkeligheden i beskæftigelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Derudover rækker min fantasi desværre ikke meget længere end til at sige "giv ikke op".

marianne hall Christensen, Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Michael Buchardt, Karin Præsius, Tue Romanow, Filo Butcher, Elisabeth Andersen, Anker Nielsen, Jakob Lilliendahl, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Simone Bærentzen, lars abildgaard og Lykke Johansen anbefalede denne kommentar
Christel Werenskiold

Kære Sara.
Jeg har som pårørende selv psykisk lidelse tæt, tæt inde på livet. Både i min familie og min vennekreds. Og jeg er selv kunde i cirkus jobcenter og kan desværre kende alt, alt for godt den idioti, rigiditet og manglende evne til at tænde for høreapparatet som du nævner.

På Facebook har jeg skrevet:
TAK for dit mod, TAK for din ærlighed, TAK for dit opråb, TAK... Jeg har ingen illusioner om at nogen med magt vil lytte til dig. I politikernes verden er arrogancen for stor: Sådan er det jo.... Og i bureaukraternes verden er udsynet for snævert, reglerne for mange og kasserne for små........ Men det gør en kæmpe forskel for mig og mange, mange andre med psykisk sygdom inde på livet at du taler højt - og umisforståeligt!!!! TAK
SKAL DELES !!!

Jeg håber og ønsker for dig, at du må få hjælp fra distriks-psykiatriens socialrådgivere. At du må kunne holder møder med jobcenter m.m.m. pr. stedfortræder så du slipper for at få det værre.
Jeg har en åben kanal til Gud. Og jeg vil også bede for dig - for styrke, for ro og for heling. For at stemmerne må tie, eller blive erstattet af stemmer, der taler kærligt, venligt og støttende til dig.
Det giver måske ikke meget mening for dig - men så giver det måske mening, at det giver mening for mig, og at det er udtryk for et oprigtigt og stærkt ønske om at du må få det bedre.
Igen:
TAK.
Knus, christel

marianne hall Christensen, Jes Jessen og Karin Præsius anbefalede denne kommentar
Torbjørn Lundstrøm

Jeg blev simpelthen nødt til at lave en konto for at kommentere.
Det var næsten som at læse en historie om mig selv.
Alt hvad du skriver er så rammende rigtigt.
Det gjorde godt for mig, at kunne læse at jeg ikke er den eneste der kæmper med næb og kløer for at være en del af samfundet, på trods af den daglige psykiske kamp. Og at jeg ikke er den eneste der oplever kommunen mere som en modstander end en allieret.
Jeg ved hvor badass en motherfucker du er blevet af at kæmpe så utroligt hårdt.
Jeg har enorm respekt for at du har kunne holde ud så længe, det kræver mere end almindeligt "ben i næsen". Så... Fra en i samme båd som dig. Tak for at du beskrev det så godt og tak for at du kæmper, så andre kan se at det kan lade sig gøre.

Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Brian Jensen, Karin Præsius, Tue Romanow, peter fonnesbech, Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Anker Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Simone Bærentzen

Det er intet under at selvmordsraterne er så høje. Tak for dit mod!

Anne Mette Jørgensen, Karin Præsius, Tue Romanow, Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Det kunne være meget oplysende for debatten, hvis Danmarks Statistisk hvert år udgav et tal for politisk initierede selvmord, et tal for alle dem, der tager sig af dage, fordi vore kære ledere har besluttet at gøre deres liv til et helvede.

marianne hall Christensen, Anne Mette Jørgensen, Simone Bærentzen, Jakob Silberbrandt, Filo Butcher, Elisabeth Andersen, lars abildgaard, Gert Selmer Jensen, Jan Weis og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Ked af at høre om din oplevelse. Du skal vide at vi er nogen der arbejder hårdt på at skabe en mere omsorgsfuld ledelsesform i det offentlige, hvor mennesker bliver set som ressourcestærke og får hjælp til at bruge deres evner på en måde der er fysisk og psykisk mulig for dem.

Jes Jessen, Rasmus Aagaard, Karin Præsius og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar

Du har gjort alt hvad de siger du skal uden resultat. Mon ikke det er på tide, at du gør det modsatte af hvad de siger, at du skal.

Og bed så overlægen på distriktspsykiatrien om hjælp! Du skal ikke vente på at kommunen hjælper dig. Søg selv førtidspension.

Anne Mette Jørgensen, Gry W. Nielsen, Filo Butcher og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Sara, du bør i allerhøjeste grad være fleksjobberettiget! For det er jeg selv. Og hvis der er bare er den mindste røde tråd i systemet, er du også!

Sten Christensen

Jeg vil ikke tilslutte mig sympatikoret, det gavner ingen og nok mindst af alle artikelforfatteren.
Jeg har derimod et par spørgsmål.
Hvilken diagnose har du og hvornår startede din lidelse? To svar som vil være yderst vigtige for bedømmelsen af anklagen.
Som umiddelbar kommentar vil jeg gerne tilføje, det er jo ikke en menneskeret at tage en akademisk uddannelse, det kaldes også en højere uddannelse og det hænger nok sammen med at det er uddannelser der kræver højere evner, besidder man ikke de evner er man ikke egnet. Evner behøver ikke kun være rent faglige, men kan jo også være evner til at klare pres. Behøver man derfor den dobbelte tid for at tage en højere uddannelse er man nok ikke egnet, hverken til uddannelsen eller til at udføre arbejdet.
Umiddelbart lyder artiklen for mig lidt i retning af bristede karriere drømme som bliver til en kamp for en identitet via en diagnose, almindeligvis noget der rammer unge mennesker når livets barske realiteter går op for dem.
Man er først parat til pension eller fleksjob når der ikke er mulighed for bestride et normalt arbejde, ikke når ens drømme brister. Jeg ved det er hårdt men sådan er det, der skal jo også være kassedamer, rengøringskoner, skraldemænd, lokumsrensere og 'tøjklemmesamlere', hvor lavt de end står i skribentens hieraki så er det stadig normale jobs og kan de bestrides så er det farvel til forsørgelse.

Sten Christensen

Prøv lige at Google navnet Sara Hauge. Der kommer blandt andet et link op til youtube, søger man videre der støder man på en række videoer i en genre der vist kaldes Poetry Slam. De offentlige kasser er altså ikke et sted man henter sine penge indtil man slår igennem. De offentlige kasser er for de der ikke har muligheden ikke for de der ikke vil muligheden.

Sara, helt rigitg, du burde være fleksjobber.

Men det bliver du bare aldrig medmindre du ændrer din holdning overfor sagsbehandlerne. En der kan vise sig "samarbejdsvillig" er ikke fleksjob emne. Det er til gengæld den der ikke kan klare at være samarbejdsvillig under de stressende forhold som kommunen udsætter en for.
Du skal STYRE processen, ikke være samarbejdsvillig, styre sagte og sublimt, men bestemt.

Når du møder sagsbehandleren er det vigtigt at du ikke viser hende hvordan du er når du har det bedst, men hvordan du er når du har det værst. Lad fx. være med at tage medicinen inden du møder sagsbehandler. Ikke for at snyde og forgive noget du slet ikke er, men for at vise hvordan det helt reelt ser ud i dit liv, når du ikke lige er på toppen.

Hvis du aldrig viser det, eksisterer det ikke i sagsbehandlerens verden. Især psykiske lidelser er så svære at forstå for en der ikke kender dem på egen sjæl.

Den barske realitet i det kommunale system er oftest ikke fordi sagsbehandlerne er nogle dumme svin (de findes desværre også, men er få) men fordi du oplever en sammenkædning af situationer som sagsbehandler ikke kan magte at overskue.

Det er der hvor du bliver nødt til at hjælpe sagsbehandleren, men gør det ikke alene. Tag aldrig alene til et møde med sagsbehandler men hav en bisidder med!

Alene det hjælper oftest. Du kan også bede din psykiatrisk læge om at være bisidder, det ville være det optimale i en situation hvor du ansøger om fleksjob. Ansøg ikke om førtidspension før du har været igennem fleksjob, det kan man nemlig ikke. Men nogle sagsbehandlere kan sagtens finde på at lade dig løbe linen ud - helt uden nytte.

Hvor megen kampgejst du kan mønstre, kan jeg ikke sige. Men fleksjob er det i hvert fald værd at kæmpe for. Der findes et liv uden stress og fattigdom, når du har fået det.

ingen telefonaftaler, alt per e-mail eller brev. Og i stedet for at du skal vente på at sagsbehandleren skal presse dig til det næste skridt, skal det være omvendt. Du kan læse. Læs servicelovens relevante paragrafere og læg pres på sagsbehandleren, fortæl hende hvad hun nu skal gøre, uden nogensinde at blive personlig. Skab en atmosfære hvor sagsbehandleren kan have tillid til DIG. Det gør man ved at fortælle at man jo har samme interesse i den aktuelle sag: at finde den bedste løsning for dig.

Det er dig der skal styre processen i stedet for at lade dig styre.

Nemt sagt.... men det kan lade sig gøre. Også for en der er syg.

Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Rasmus Kongshøj, Erik Jensen , Jakob Silberbrandt, June Beltoft, Kim Houmøller og Torbjørn Lundstrøm anbefalede denne kommentar

Sten Christensen,
du demonstrerer bare at du ikke fatter en pind, hvad det betyder at være kronisk syg, ganske generelt, og psykisk syg især.

At man kan deltage i et poetry slam, betyder ikke at man kan bestride et job under almindelige vilkår. Der findes endda top-atleter der ikke kan klare et ganske almindeligt let job. Det ene har intet med det andet at gøre.
Kan det tænkes at poetry slam er en slags overløbs-ventil, der forhindrer at knolden sprænges, og personen går i fuldbyrdet psykose? En del af terapien endda?

Den slags arrogance du viser, den har jeg mødt såå mange gange. Men det er kun raske folk, der kan være så arrogant. Når de først er blevet syge, så får piben en helt anden lyd, og jo højere de sidder, jo dybere falder de.

Jeg har set indkarnerede Venstre folk blive til EL medlemmer bare fordi de kom til at opleve den kommunale omsorg for kronisk syge på nær hold. Det er et brat opvågen, kan jeg hilse og sige.

Slettet Bruger, Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Simone Bærentzen, Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Erik Jensen , Michael Madsen, Jakob Silberbrandt, Niels Duus Nielsen, June Beltoft, Kim Houmøller, Torbjørn Lundstrøm, Gry W. Nielsen, Brian Jensen, Karin Præsius og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Du demonstrerer også at du ikke aner hvad en poetry slam er. Det er ikke et genre, men en form for kreativ, sproglig dyst. Jeg kender en del der gør det, men jeg kender ingen der har illusioner om "et gennembrud"

Poetry slam er tidsfordrev, en kreativ form for tidsfordrev, og psykisk overløb for rigtig mange.

June Beltoft, Karin Præsius og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg synes denne mistænkeliggørelse af skribenten fra Sten Christensens side er trist, og også meget destruktiv.
Endnu et kapitel i den uendelige fortsættelse af dovenrobert og fattigcarina - slamming.
Øv.

Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Simone Bærentzen, Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, Erik Jensen , Michael Madsen, Jakob Silberbrandt, June Beltoft, Torbjørn Lundstrøm, Brian Jensen, Karin Præsius og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Det er jo så nemt at gøre sig klog på andres vegne, hvis man selv har utallig muligheder at vælge imellem. Jeg forstår godt at debattør ønsker en uddannelse som mange andre. Det er jo efterhånden et krav, hvis man skal gøre sig håb om, at blive accepteret af eksempelvis arrogante mennesker (jeg nævner ingen navne her). Når man så har forsøgt tilstrækkelig længe, og det ikke har båret frugt med sig, så kan man blive trampet på med ord som "man skal ikke satse højere end det man er værd". Sagt på en anden måde, så bliver man straffet for at prøve. Har du en psykisk sygdom må du altså ikke have drømme som andre. Gad vide om Sten Christensen selv har lyst til at samle klemmer? Der er stor forskel på at have valget eller være tvunget. Ja, der skal også være nogen til at samle klemmer, men det er nu rarere at være herre i eget liv. Det er nemlig her vi vokser og ender som harmoniske mennesker. Det sker næppe ved løftede pegefingre.

Britta Hansen, Simone Bærentzen, Rasmus Kongshøj, Elisabeth Andersen, June Beltoft, Torbjørn Lundstrøm og Brian Jensen anbefalede denne kommentar

Fantastisk godt skrevet... <3 Og, så nemt at forstå!!!
Derfor er det slet ikke til at forstå, at der ikke bliver afkrævet kommunerne, at de SKAL tage stilling til hvert menneskes situation og videre forløb ud fra de papirer, der allerede ligger fra behandlerverdenen!!!
Det er simpelthen under al kritik, og det foregår overalt!

For desværre sker denne form for 'overgreb' på så mange mennesker i dag, der af forskellige årsager ikke kan klare et ordinært arbejde!
Fælles for rigtig mange sker der det, at folk går ned psykisk og får det langt værre i lange og opslidende forløb, fordi ingen kan klare at leve med sådan et pres og usikkerheden hængende over hovedet i en i forvejen belastet og udfordret hverdag med sygdom. Det er voldsomt stressende - og naturligvis ikke mindst, når det er psyken, der er sårbar!.

Det er et ringe menneskesyn, der møder næsten med mistro i stedet for med lytteører, med velvilje og tiltro i stedet for modstand og mistro. Hvor svært kan det være at forstå, at vilje og formåen ikke altid følges ad?
Det ville være mere medmenneskeligt, at møde den enkelte lige det, hvor han/hun er! Det er også ren logik, at man ville spare på alle fronter, ved at sørge for, at mennesker får brugt deres potentialer uden at blive presset så meget at de får det dårligere eller knækker!!!
Håber det allerbedste for dig på vejen frem <3

Britta Hansen, Simone Bærentzen, Gert Selmer Jensen, June Beltoft, Torbjørn Lundstrøm, Tue Romanow og Brian Jensen anbefalede denne kommentar

Undskyld skrivefejl i de første to linjer i 3. afsnit:
Rettelse:
Det er et ringe menneskesyn, der møder næsten med mistro og modstand i stedet for med lytteører, velvilje og tiltro!!

georg christensen

En hilsen til indlæget`s ophav, han eller hunkøn etnisk identitet ligegyltigt. Hovedsagen er, at du turde stå frem og videre gav dine indtryk af din virkelighed. Efter dit indlæg , at bedømme fejler du ( med mine øjne set) intet, du mangler bare et arbejde, som er i stand til at tilfredsstille dine behov. Et behov, som nok ligger langt udenfor "administrationens" snæversynede rækkevide, i dens "magtbegærlige" privatiserings og centraliserings behov.

Mit råd til dig vil være: Giv ikke op ( energien i dit indlæg stråler frem), Kom endnu længere frem, ikke med provokationer, men med handling at bevise "ordet`s" værdiløshed hvis handlingen udebliver kun har en kort landingsbane, selv om "illusionsflyet" virker meget stort.

Tænk ikke kun på dig selv, tænk på helheden, også selv om du kun er en lille bitte del deraf, og nyd bare overhovedet at være med.

randi christiansen

Systemet er desværre fysisk og psykisk sygdomsfremkaldende. Det fremelsker bestemte mennesketyper, og den barske realitet er, at de, som ikke passer i nogen kasser, får problemer af forskellig slags. Sådan er det jo.
Derfor er basisindkomst den rigtige løsning til at frisætte os. Når det økonomiske åg ikke længere tynger, vil der frigøres så meget positiv energi, at det uden tvivl vil ende som en overskudsforretning med store besparelser i sundhedsvæsen og opblomstrende kreativitet til følge. Et scenario som naturligvis vil omstrukturere fx medicinalindustriens nuværende indtjening på psykofarmaka og andre medicinske produkter.
Og som det ofte er tilfældet i forandringsprocesser, kommer modstanden fra de, som skal afgive status og privilegier. Forandringens udfordring er det overbevisende argument.

Sten Christensen

Man skal altid have alle sider af en sag før stillingtagen, her får vi kun en side. Mine opklarende spørgsmåler ikke besvaret.
Filo Butcher, du har da godt nok dine kasser parat til at smide folk i. Hvor får du forresten kronisk fra, det nævnes ikke i Sara Hauges skribleri. Poetry Slam er en litterær genre og helt på linie med andre litterære genre kan der konkurreres også hedder det at battle.
Lise lotte Rahbek, jeg mistænkeliggør ikke jeg stiller et par opklarende spørgsmål ogkommer med en umiddelbar kommentar, opklarende spørgsmål kan kun være konstruktive, det destruktive ligger i ikke at besvare dem.
Camilla Juul, men behøver en uddannelse lige være en kandidat? er en frisør, en murer, en sosuhjælper ikke uddannede?
Karin Præsius, dit spørgsmål om hvor svært det er at forstå at vilje og formåen ikke altid hænger sammen kan du jo passende stille til skribenten, for det er hvad jeg fornemmer hun ikke har forstået.

I en situation hvor man ved at stress og pres virker forstærkende på en dårligdom synes det mig forunderligt at man, som skribenten udsætter sig selv for stress og pres, ved f.eks at stille sig på en scene foran et publikum, det virker lidt selvskadende og ikke synderligt befordrende for en mere stabil situation.

Michael Sørensen

Prøv og hør, det er meget simpelt: "Syge"dagpenge systemet er lavet således langt de fleste falder mellem kasserne med det ene formål at slippe af med den sygemeldte og dermed slippe for at betale. D
Metoden er at gøre det aldeles utåligt.
Samtidigt i den anden ende af skalaen er det ganske tålelig at være økonomisk kriminel og big-time skatteunddrager.

Jeg var nødt til at oprette en ny konto for at kunne skrive dette her.
(den holder nok ikke ret længe)

Siden i morges kl. 2, kan jeg ikke længere logge ind på den konto og den tilhørende email adresse er åbenbart slettet på Informations database. Interessant, ikke?

Har jeg været for uartig?

Så meget for ytringsfrihed. Nej, censur findes ikke i vores frie land. Skal jeg snart forvente besøg af et par herrer i lange, sorte læderfrakker ved morgengryn?

Tak, Information.

Lise Lotte Rahbek

Jeg tror det et resultat af, at din anonymitet for nylig kom i fokus.
Du er ikke den første, som er blevet slettet herfra.
Kom tilbage i anden og hvis du ønsker dén løsning - en mindre iøjefaldende iklædning. Du er jo værd at læse.

Simone Bærentzen

Sten Christensen, hvad får dig dog til at tro, at du er berettiget til at få at vide hvilken diagnose, skribenten har?

Og nu er det altså sådan, at de fleste ufaglærte jobs forudsætter at man er i stand til at klare sådan noget som kundekontakt, et miljø med støj og mange synsindtryk, og ikke mindst at man skal være til stede på arbejdspladsen i et fast tidsrum hver dag - disse ting kan være umulige for folk med visse diagnoser. Med en videregående uddannelse har man adgang til et akademikerjob, hvor der ofte er gode muligheder for at flexe eller arbejde hjemmefra, og hvor arbejdspladsen er rolig - arbejdsgiverne er ofte også positive overfor at lave forskellige løsninger, der kan gøre det lettere for personen med diagnosen. Derfor kan en videregående uddannelse ofte betyde forskellen imellem selvforsørgelse og førtidspension. Det samme gælder forøvrigt for folk med fysiske handicap.

Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Sten Cristensen er jo bare kyniker og trænger til behandling . Lidt mindfulness, varme bade og kognitiv terapi på en lukket døgninstitution må kunne afhjælpe vildfarelsen.
Klinikken for funktionelle lidelser kan ændre alle syge til at blive raske!