International kommentar

Hvad kan Israel lære af den seneste Gaza-krig?

Israel må rykke sin konfrontation med Hamas fra slagmarken til konferencebordet
15. september 2014

Fem dage efter våbenhvilen med Hamas besluttede den israelske regering at ekspropriere 988 hektar jord på Vestbredden, ikke langt fra det sted, hvor tre israelske teenagere blev nylig bortført og myrdet, for at gøre plads til endnu en ulovlig jødisk bosættelse. Der er tale om det største jordran i tre årtier og om endnu et bevis – hvis nogen var i tvivl – på, at Israels ledere er opsatte på at umuliggøre en tostatsløsning på konflikten.

Israel mistede 66 soldater og seks civile, mens krigen på palæstinensisk side efterlod 2.104 døde, hovedsagelig civile, og 12.656 sårede; 17.000 huse blev ødelagt eller beskadiget; 520.000 mennesker ud af en befolkning på 1,8 millioner blev fordrevet. Der blev forvoldt skader på bygninger og infrastruktur til anslået 6 milliarder dollar.

Israel fremprovokerede denne krise ved sine voldelige overgreb mod Hamas-aktivister på Vestbredden efter mordet på de tre teenagere. Hamas’ raketangreb – den angivelige årsag til krigen – var et svar på disse aggressive sikkerhedsforanstaltninger fra Israels side. Premierminister Benjamin Netanyahu definerede operationens mål som at sikre ’ro til gengæld for ro’. Men roen herskede, før Israel indledte voldsspiralen. Hamas’ arsenal af raketter blev mindsket til 25 procent, og mange af dets tunneler, døbt ’terrortunneler’ af de israelske talsmænd, blev ødelagt. Men arsenaler kan genopfyldes, og tunneler genopbygges.

Uafgjort

Begge sider gør krav på sejr, men Netanyahus triumf lød temmelig hul. Næppe mange lod sig overbevise, da han på et pressemøde udlagde våbenhvilen som en militær og diplomatisk sejr for staten Israel. Offentligheden, medierne, oppositionen, høgene i hans eget Likud-parti og koalitionspartnere gik skarpt i rette med ham for at have accepteret en våbenhvile, der ikke opfyldte nogen af ​​Israels mål. En avis angav scoren som ’Hamas 1; Israel 0’, og Netanyahus popularitet er dykket fra 85 procent i begyndelsen af operationen til 38 procent. Bedømt efter alle objektive kriterier endte konflikten uafgjort. Men at en lille og dårligt bevæbnet milits holdt stand over for en af verdens mægtigste hære, er en bemærkelsesværdig præstation. Ikke kun stod Hamas’ krigere fast, det lykkedes dem også at påtvinge fjenden, hvad Israel frygtede mest: en udmattelseskrig.

Trods det intense militære pres blev Hamas’ ånd ikke knækket, og bevægelsens popularitet er siden eksploderet. Frem for alt lykkedes det Hamas at sende et budskab om, at Israel ikke kan regne med fred og sikkerhed, så længe det fortsætter med at holde palæstinensisk område besat.

Væk fra slagmarken

Så hvad skal Israel gøre? Indrømme sine fejl og holde op med at puste til ilden. Først og fremmest bør Israel afslutte sin utrættelige kampagne for at dæmonisere Gazas indbyggere. Dæmonisering modvirker dialog og skaber diplomatisk dødvande. At hævde, som generalmajor Giora Eiland, at der ikke findes »uskyldige civile« i Gaza, er simpelthen absurd. Gazas befolkning er normale mennesker, og som mennesker verden over længes de efter at leve i frihed og værdighed på deres egen jord. For det andet er det på tide at fjerne terrorisme-stemplet fra Hamas. I en propagandakrig kan det være et magtfuldt våben, i fredsbestræbelserne er det ubrugeligt. Hamas er vitterligt skyldig i terrorisme, men det er også en legitim politisk aktør efter sin valgsejr i 2006. Netanyahu hævder, at Hamas ikke kan skelnes fra de morderiske fanatikere, der udgør IS. Hamas er imidlertid ikke en messiansk jihadbevægelse, men en lokal organisation med et pragmatisk politisk lederskab og begrænsede mål. For det tredje bør Israel rykke sin konfrontation med Hamas fra slagmarken til konferencebordet. Den 2. juni indgik Hamas og Fatah en pagt og dannede en national samlingsregering, som består af teknokrater uden et eneste Hamas-tilknyttet medlem. Denne regering accepterer Kvartettens tre betingelser for at kvalificere sig som forhandlingspartner: Den anerkender Israel, respekterer alle tidligere palæstinensiske aftaler med Israel og giver afkald på vold. Et af Netanyahus krigsmål var at slå enhedsregeringen i stykker, således at Israel kunne fortsætte med at dele og herske, men trods indre rivninger har den overlevet sin ilddåb.

Hamas afviser kategorisk Israels legitimitet, men bevægelsens ledere har gentagne gange fastslået, at hvis Fatah og Israel kan forhandle sig til rette om en to-statsfredsaftale baseret på grænserne fra 1967, og hvis det resultat godkendes ved en efterfølgende folkeafstemning, vil bevægelsen respektere det som det palæstinensiske folks valg. Israel bør derfor holde op med at tænke på palæstinensisk enhed som en trussel og i stedet fremme og favne den som potentiel byggesten i sin egen sikkerhed.

Hold op med at slå græsset

Israels vigtigste krav er demilitarisering af Gaza-striben. Det er urealistisk, fordi Gaza er sidste forpost for modstanden mod den 47 år lange besættelse, og Hamas ikke er indstillet på at nedlægge våbnene. Hamas opfordrer til ophævelse af den ulovlige syvårige israelske blokade af Gaza og genåbning af grænserne. Andre Hamas-krav omfatter genopbygning af ​​Gazas internationale lufthavn, som Israel ødelagde i 2001, frigivelse af fanger og genåbning for fri passage til Vestbredden.

Israels politik over for Gaza siden sin unilaterale tilbagetrækning i 2005 har bestået af systematiske krænkelser af den humanitære folkeret, tvetydigt diplomati og store doser af militær magtanvendelse. Kynisk taler israelske generaler om deres periodiske indtrængen i Gaza som ’at slå græsset’.

Den politik har åbenlyst ikke kunnet frembringe den sikkerhed, som Israels borgere fortjener. Skriften på væggen er: En ny og mere konstruktiv politik er et påtrængende behov. Men israelske politikere vil næppe bevæge sig i retning af de her foreslåede tiltag uden stærkt ydre pres fra det internationale samfund, herunder fra din og min regering.

Avi Shlaim er britisk-israelsk historiker

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2395430/jeg-er-godt-traet-af-a...

"Genopbygningen af Gaza ventes at koste omkring 40 mia. kr., og Israel tager det som en selvfølge, at vi europæere betaler det meste, helt som vi løbende har betalt for skoler, vand, hospitaler og infrastruktur i både Gaza og på Vestbredden. Ifølge folkeretten er det besættelsesmagten, der har ansvaret for den slags, men åbenbart ikke når det gælder Israel. ... Oveni forlanger Israel, at alle materialer til Gazas genopbygning (f.eks. stål og cement) købes hos israelske virksomheder. Så efter at have bombet Gaza sønder og sammen skummer Israel også fløden af den internationale bistand."

Det er jo en fortræffelig lille fidus de har fået skruet sig sammen. Intet under at de ingen planer har om at afslutte konflikten.