Kommentar

Det kræver ikke en psykolog at forstå bobleøkonomien

Klassiske økonomer forklarer bobler med psykologiske faktorer og irrationel overstadighed. Men synderen er overdreven pengeskabelse, enten af centralbanker eller private banker
Debat
12. september 2014

Vi lever i krisetider, men de internationale aktiekurser stiger fortsat. Jørgen Steen Nielsens artikel den 2. september og Niels Andersens kommentar den 3. september forklarer det korrekt ved at pege på de mange penge, som især den amerikanske centralbank skaber ved tryk på tastaturet – en såkaldt kvantitativ lempelse.

Pengene går til bankerne, som efter planen skulle bruge dem til produktiv investering i virksomheder og job. Men det er for risikabelt, mener bankerne, der vil have sikkerhed for deres udlån, typisk i form af fast ejendom og aktier. Fast ejendom brændte de fingrene på op til 2008, og så er der kun aktierne tilbage. Derfor stiger aktiekurserne internationalt.

Køb og salg af eksisterende aktier giver desværre ikke de virksomheder, hvori de er udstedt, flere penge mellem hænderne. Det gavner ikke samfundets produktive sektor, kun de forrige ejere af samme aktie, typisk velhavere og pensionskasser, der kan sælge dem videre til en højere pris, rundt og rundt i et uproduktivt aktiecirkus.

Begribelige bobler

Denne simple årsagskæde forstås kun dårligt af klassiske økonomer som Robert Shiller. De forklarer aktieboblen med psykologiske faktorer, irrationel overstadighed osv. For dem er penge et uvæsentligt slør, der dækker over samfundets virkelige ressourcer, the economic fundamentals. Derfor tillægges centralbankernes pengeskabelse heller ikke nogen særlig betydning – for ikke at tale om de private bankers pengeskabelse. Bobler er fundamentalt ubegribelige, og derfor kan disse økonomer heller ikke forklare, hvad der sker på aktiemarkedet i dag.

Men her er et billede på pengenes og pengeskabelsens rolle, der er godt at få forstand af:

Et samfunds pengemængde kan forstås som et slør eller et tæppe, der ligger hen over landet. Det er et quiltet tæppe, og hver tern er ligesom en stor pengeseddel, en million kroner eller dollar, der dækker én bestemt ressourcemængde, f.eks. en bolig, et mandårs arbejde eller en virksomheds daglige output.

I udgangspunktet ligger tæppet pænt stramt over landet, og der er beskeden økonomisk aktivitet og ingen inflation. Pengemængden svarer så nogenlunde til de reelle ressourcer. Hvis centralbanken så trykker flere penge, eller private banker giver god kredit – begge dele er pengeskabelse – bliver der lagt lidt flere terner ind i tæppet. Det løfter sig derfor lidt over landet, det duver fint, der kommer luft i økonomien. Virksomhederne får kredit, de ansætter folk og udvider kapaciteten, priserne stiger lidt. Det går godt for økonomien, flere mennesker kommer i arbejde, uproduktive ressourcer bliver sat i sving.

Bankerne vil gerne låne flere penge ud nu, og tæppet eller sløret blæses højere op. Økonomien pumper snart i højeste gear. Den produktive sektor kan ikke absorbere de mange nye penge, som bankerne bliver ved med at presse ud (de tjener jo gode renter på dem). Pengene strømmer ind i de spekulative markeder: internetvirksomheder under dot.com-boblen, boligmarkedet op til finanskrisen 2008, aktiemarkedet i dag.

Hvis vi forestiller os, at tæppet eller sløret er bundet fast i de fire hjørner af landet, er der nu så mange terner (penge) i tæppet, at det bugner kraftigt opad og bliver til en regulær boble over landet. Det er, hvad en økonomisk boble er: for stor pengemængde, skabt af private banker gennem udlån (som før finanskrisen og i de fleste tidligere bobler) eller af centralbanker, f.eks. gennem kvantitativ lempelse (som nu: af USA’s Fed, ECB, Bank of England, men ikke vores Nationalbank).

Sammenbruddet

Bobler har det med at briste, når spændet mellem antallet af terner i tæppet og de reelle ressourcer bliver for stort. Crashet kan ske på mange måder, der alle kan illustreres med, at tæppet bliver blæst i laser og langsomt daler ned igen. Bankerne forsøger at få deres penge igen, bl.a. ved at dæmpe kreditgivningen og opsige lån: »Hey, vi lavede for mange terner til tæppet, undskyld! Kom tilbage med dem!« Nogle banker når ikke at få standset blødningen og må dreje nøglen om (Roskilde, Amager osv.), andre får reddet deres popo af staten (f.eks. Danske Bank).

Efter crashet ligger det lasede tæppe ujævnt over landet. Økonomien justerer sig som regel i de følgende år, og tæppet retter sig. Dér er vi nu, i de vestlige økonomier, seks år efter krisen, forhåbentlig på vej til det pæne tæppe. Men i det ene hjørne buler tæppet absurd op. Det er aktiemarkedet, der får alle de nye terner, mens små og mellemstore virksomheder og ledig arbejdskraft ser misundeligt til.

Uden om bankerne

Hvordan får hele samfundet glæde af de penge, der lige nu bare presser aktiepriserne i vejret? I det nyeste nummer af Foreign Affairs, det amerikanske policy-elite-tidsskrift, foreslår to økonomer, Mark Blyth og Eric Lonergan, at The Fed kan springe de private banker over og give pengene direkte til forbrugerne. Hvis udbetalingerne blev målrettet nationens 80 procent lavestlønnede, ville pengene skabe den efterspørgsel, et opsving kræver.

Ellen Brown, forfatter til The Public Bank Solution, har foreslået, at borgerne kan tilsendes et hævekort på beløbet, så pengene ikke kan bruges sort, og evt. med en udløbsdato, så pengene kommer i omløb straks. Er beløbet på 300 dollar pr. næse, vil det cirka svare til én måneds kvantitativ lempelse fra The Fed. Udbetalingen vil næppe være inflationær, for ubrugte ressourcer vil aktiveres.

En anden tilgang til pengenes bedre fordeling er at ændre på hele systemet for pengeskabelse. Det er den engelske organisation Positive Money fortaler for. Nye penge skal dirigeres eksplicit fra spekulation i bl.a. aktie- og boligmarkedet over i bæredygtig produktion. Der er med andre ord mange veje til mindre lasede tæpper.

Ib Ravn er lektor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i organisationen Gode Penge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jon Seemann Pedersen

Så først din artikel nu.

Du stryger nemt over det med psykologiske faktorer og irrationalitet. Privatbankernes pengeskabelse gør det blot nemmere at få bobler. Selvom full reserve banking, som i går ind for, nok er bedre end det nuværende, så forhindre det ikke muligheden for bobler. I USA udgør 6% af statsgælden studerendes lån. Hvad sker der så der, når de studerende ikke længere kan betale staten, når de intet arbejde kan få igennem automatiserede og selvlærende A.I.s :)?

Men det kunne være praktisk bagefter, hvis man havde råd. :p