Klumme

Kultursocialdemokraten

Vi danskere elsker at dyrke symboler, som ikke længere repræsenterer noget – folkekirke, dronningen … og socialdemokratisk solidaritet. Vi er blevet kultursocialdemokrater
4. september 2014

»Er De kristen?,« spørger hun. »Ja, da,« svarer han, »jeg er medlem af folkekirken, døber mine børn, spiser røde pølser, har Grundtvig hængende i spisekøkkenet, holder jul, påske, pinse og forhud.«

»Jo, men tror De, at Jesus var Gud den almægtiges enbårne søn, født af jomfru Maria?« insisterer hun.

»Nej, almægtige guder og jomfrufødsler giver ikke rigtig mening i en moderne verden,« må han så alligevel indrømme.

Vi kalder ham kulturkristen, og han er bærer af den mest udbredte religion i det ateistiske Danmark.

Kulturkristendommen er en religion uden tro, men med et omfattende sæt symboler, traditioner og rituelle handlinger. Tilsvarende er mange af Danmarks jøder kulturjøder. Den evangelisk-lutherske-ateistiske kirke er ifølge paragraf fire i Danmarks Riges Grundlov den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Den betaler vi alle sammen til, hvad enten vi vil det eller ej. Derfor vil vi også have underholdning for pengene.

Dette tomme symbolforbrug passer godt til et konstitutionelt monarki som det danske. Det er helt naturligt for os at lytte respektfuldt til nytårstalen, hvor en regent, som ifølge samme grundlovs paragraf 2 har arvet den udøvende magt i landet og deler den lovgivende magt med Folketinget, læser floskler op, som alle ved, at hun ikke selv har fået lov at skrive, og som ikke forpligter hende til noget. For hendes magt er ikke reel, kun konstitutionel.

Alligevel bliver hendes tale analyseret i alle landsdækkende medier, som hver for sig forsøger at vride en majestætisk livsklog formaning ud af de tomme ord.

Vi hylder det monarki, der er så afgørende for vores fællesskab og særligt for vores eksport af bacon og videospil. Det er derfor, Kina, Tyskland og USA intet eksporterer: De har ingen dronning. Ok, vi har måske lidt vanskeligt ved at forlige os med, at nogen skulle arve så megen magt, som dronningen faktisk er givet ifølge vores forfatning, det giver ingen mening i en moderne verden. Nej, lad os være kulturmonarkister.

Dronningen er et symbol, som vi forbruger på samme måde, som vi forbruger kirkens symboler uden at tro på Gud.

Selve forbruget har også sin egen ideologi i Danmark. Den er til gengæld demokratisk og er knyttet til den danske andelsbevægelse. FDB er en umistelig del af det danske demokrati. Oh, at vi har sådan en forbrugerejet og -ledet dagligvarekæde, hvor vi alle kan være med til at bestemme, hvad der står på hylderne, hvad det skal koste, og hvordan det skal laves, og hvor vi får dividente, hvis vores brugsforening giver overskud. Nå, i hvert fald er jeg medlem af Brugsen. Jeg købte et medlemskort for en halvtredser for snart 20 år siden og er vel nærmest kulturandelsdansker, det bør man være.

Vi har en fagbevægelse, som ikke mener, der er grund til at kæmpe for deres medlemmers dagpengeret. Jo jo. Vi har også en særlig politisk bevægelse, som favner hele denne kulturdanskhed:

»Er du socialdemokrat?,« spørger hun.

»Ja, da,« svarer han, »jeg er medlem af DJØF, tager børnene med til julestue i partiafdelingen, får mig en ristet i Fælledparken 1. maj, fejrer grundlovsdag og har Krag og Virkner hængende på væggen i arbejdsværelset.«

»Jo, men tror du på et socialt demokrati, hvor vi mindsker forskellen mellem rig og fattig, sikrer de arbejdsløse og de syge den bedst mulige understøttelse og de arbejdende det bedste mulige arbejdsmiljø, størst mulig andel af profitten og indflydelse på eget arbejde?« insisterer hun.

»Nej, økonomisk udligning og socialt demokrati giver ingen mening i en moderne verden,« må han så alligevel indrømme. Vi kalder ham kultursocialdemokrat, og han er bærer af den mest udbredte politiske ideologi i det antiideologiske Danmark.

Kultursocialdemokratismen er en ideologi uden visioner, men med et omfattende sæt symboler, traditioner og rituelle handlinger. Tilsvarende er mange af Danmarks liberalister kulturliberalister. Det kongelige danske socialdemokrati er Danmarks regeringsbærende parti og understøttes af staten. Dem betaler vi alle sammen til, hvad enten vi vil det eller ej. Derfor skal Goldman Sachs da også have noget for pengene.

Jens Peter Kaj Jensen er forfatter.
Klummen er udtryk for forfatterens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • uffe hellum
  • Morten Lind
  • Jakob Lilliendahl
  • Henrik Larsen
  • lars abildgaard
  • Tue Romanow
  • Regsa Nesneffets
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • Niels Mosbak
  • Niels-Simon Larsen
uffe hellum, Morten Lind, Jakob Lilliendahl, Henrik Larsen, lars abildgaard, Tue Romanow, Regsa Nesneffets, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, Niels Mosbak og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Det, som forfatteren her beskriver, er fravær af ærlig holdning. Et dansk pseudoliv. Intet af det, man bekender sig til, er reelt. Danmark er en forgyldt narrehat. Derfor er politiske debatter underholdning i hæsblæsende tempo. Trosbekendelsen er metaforer uden reelt indhold. Det hele er overflade. Naturen dyrkes også som symbol, men nu er den ved at vise sig som en reel dræber, og så må vores løgnagtige holdninger afsløre sig.
Religionen, monarkiet, gøre-en-forskel-militæret, slaskeholdningssocialdemokrater, pengedyrkelsen, professionel sport, elendige fødevarer, mørklægningssager, klimafornægtelse. Det hele skal ændres.

Morten Lind, lars abildgaard, Niels Mosbak, Max Hansen og Evan Knudsen anbefalede denne kommentar

Skandinaviske kranier er perfekt ekko-producerende hulrum, hvor det som gang på gang tvinger sig ind gennem skandinaviske øjne og ører, blot resonerer tomt et par gange inden det bliver slynget ud af kæften… igen.

Artiklen er i sig selv et udtryk for den mangel på forståelse af den særlige balance i samfundet, som vi jo desværre mister, fordi den ikke forstås, fordi den bagatelliseres eller bagtales, når den beskrives.
1) Monarkiet. I et konstitutionelt demokrati er den suveræne magts stol tom, ingen kan påtage sig absolut magt, medmindre man ved et mirakel får flertal for sit parti i folketinget. Modsætningen er de ustabile samfund, hvor den øverste plads gøres til genstand for studehandel eller det, der er værre.
2) Fagbevægelsen. Her er der ganske rigtigt sket et voldsomt svigt, hvor man først ophørte med at kæmpe, fordi "vi har sejret ad Helvede til - godt!", men hvor man overså, at kampen skal tages hver dag.
3) Socialdemokratiet selv. Her er misforståelsen total - arbejdet for at samfundet kører med de justeringer, der er brug for, så det kan ske, er afløst af en socialdarwinistisk primitivisme, hvor man ikke beskytter det almindelige, jævne, afbalancerede liv, men som en anden konen-i-muddergrøften ønsker sig at være Vorherre selv, eller lidt mere ydmygt som konen-med-æggene fantaserer sig til en fremtid, der ikke tager omgivelserne i ed.
Det, som gør ondt på en gammeldags socialdemokrat som mig, er, at alt det, der har været uimodsigelige sejre, kasseres til fordel for noget, vi slet ikke ønsker.
Vi ønsker ikke 25% af befolkningen med lange videregående uddannelser, men vi ønsker, at helt almindelige mennesker kan vælge et arbejde i den mangfoldighed af funktioner, der udgør vores samfund, som passer dem, og som de med glæde kan gå til hver morgen.

Lise Lotte Rahbek

Jeg indrømmer at ømme mig på visse områder.
Forfattermanden har jo ret.
Det kan godt være, det er på tide at monarkiet affases.

Der ærgerlige er bare, at de så hyrer en præsident istedet for.

Man kan ikke undvære en suveræn. Hvis der ikke er en civil person (og dronningen er faktisk ikke civil), tager militæret bare magten.
Monarkiet er parlamentarismens bedste værn.