Kommentar

Lad Dansk Folkeparti bevise sit velfærdsværd

At følge det svenske eksempel og nægte at samarbejde med DF giver blot partiet større spillerum til populisme. For når partiet kan være sikker på, at hverken blå eller rød blok vil stemme for dets forslag om velfærdsforbedringer, kan det love til højre og venstre
25. september 2014

Efter Sverigedemokraternes kraftige fremgang ved det nylige svenske valg hører jeg stadig flere af mine venstreorienterede danske venner sige: »Vi skal gøre ligesom i Sverige, hvor de ikke tæller Sverigedemokraternes stemmer med.«

I Danmark er det naturligvis DF, der ikke skal tælles med.

De skal isoleres og inddæmmes, så deres vækst bremses. Det er nemlig et parti i en helt anden kategori end de øvrige partier i den blå blok. De er moralsk foragtelige.

Det kan betyde to ting, nemlig enten at den øvrige højrefløj ikke skal tælle Dansk Folkepartis mandater med, når der skal dannes regering. Eller at venstrefløjen ikke skal samarbejde med dem om noget.

Hvad enten det skal betyde det ene eller det andet, er det en skrøbelig tanke.

DF er kerneborgerlig

Jeg blev selv noget så forbandet, da de tyske socialdemokrater (SPD) for få år siden gav Angela Merkel regeringsmagten, selv om de havde et klart flertal sammen med Die Grüne og Die Linke. SPD ville ikke basere deres regeringsmagt på et flertal med det slemme venstrefløjsparti, Die Linke, som trods alt ikke var mere røde, end at deres spidskandidat var Oskar Lafontaine, SPD’s egen tidligere finansminister.

Men SPD foretrak at give magten til de konservatives leder, den konverterede tidligere østtyske kommunist, Angela Merkel. Det var et svigt af vælgerne, som havde givet Die Linke et fremragende valg, fordi de havde svar på især de udgrænsede østtyskeres problemer.

Det ville være dobbeltmoralsk, hvis jeg nu forlangte, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance skulle afstå fra at gribe magten, hvis de fik den sammen med Dansk Folkeparti. Det kunne de nu heller ikke drømme om at gøre! Det ville også være absurd, når de nu er enige om så meget.

Forestillingen om, at Dansk Folkeparti er et parti af en helt anden og mere moralsk angribelig karakter end Venstre, Konservative og Liberal Alliance, er nemlig vanskelig at få til at hænge sammen med de politiske realiteter.

De er fremmedfjendske, nationalistiske, retspolitisk højreorienterede, kulturpolitisk rindalistiske, miljøpolitisk uansvarlige, økonomipolitisk liberalistiske (omend protektionistiske) og generelt populistiske. Ja, men der er ingen af disse positioner, som ikke i en eller anden udstrækning rummes af de tre andre partier i blokken. Dansk Folkeparti er den yderste højrefløj, men det er en – stadig mindre – gradsforskel, ikke en principiel, moralsk forskel. Det er da også derfor, de har arbejdet så fortrinligt sammen under VKO-regimet.

Hvis appellen om ikke at tælle Dansk Folkepartisk stemmer med er rettet mod de borgerlige, er det altså en helt udsigtsløs gestus

Ikke andenrangsmennesker

Hvis appellen derimod er rettet mod venstrefløjen selv, er det blot at træde sig selv over fødderne. Sagen er jo, at folk ikke kun stemmer på DF, fordi partiet er fremmedfjendsk, men i høj grad også fordi det dygtigt har fortalt folk, at det er de svages vogtere i blå blok, at det vil hjælpe de gamle, syge og arbejdsløse. Derfor er DF nødt til at kaste en luns til disse grupper i ny og næ.

Det er venstrefløjens opgave at sikre alle de forbedringer, det er muligt at komme igennem med for samfundets svageste.

Det er ikke nok at holde den socialistiske fane højt, man må også hjælpe her og nu. Som dansk politik ser ud for tiden, er det ind imellem kun muligt sammen med DF. Der er ikke rødt flertal, og de radikale vil ikke. Under Marianne Jelved var de socialliberale. Det er de ikke længere. Det har forandret den politiske virkelighed.

DF’s vælgere er ikke andenrangsmennesker, hvis bekymringer ikke bør bekymre venstrefløjen. DF appellerer til mennesker, der oplever virkelige problemer, men kun orker at se nemme løsninger. Venstrefløjen bør ikke skubbe en femtedel af befolkningen, og vel at mærke ikke den mest velstillede femtedel, fra sig i misforstået moralsk ophøjethed.

Venstrefløjen bør arbejde sammen med hvem som helst, der i en given sag vil det samme. Hvis DF vil lette vejen tilbage til A-kassen eller forlænge dagpengeperioden, skal de røde selvfølgelig arbejde sammen med dem om at gøre det.

Lad os et øjeblik forestille os alternativet: DF ved, at venstrefløjen ikke vil stemme for forslag stillet af DF. Så stiller de et forslag om at fordoble dagpengeperioden. Det er helt gratis, for deres blå venner vil stemme imod af politiske, og de røde af hvad? af moralske? grunde. Og en forbedring af børnechecken, et krav om frisklavet mad på plejehjemmene.

Alle de gode forslag falder, fordi venstrefløjen ikke vil arbejde sammen med DF. ’Jamen, sådan vil DF da ikke gøre! De var jo selv med til at halvere dagpengeperioden!’ Jo, det kan jeg garantere for, at de vil. De er helt ligeglade med sådan et troværdighedesargument.

Inddrag DF

Men hvad kan vi så gøre for at standse Dansk Folkepartis vækst? Ja, første skridt er at anerkende eksistensen af de problemer, som får folk til at stemme på partiet. Det er dele af Enhedslisten og SF godt på vej til.

Næste skridt er at anvise solidariske og humane løsninger som alternativ til DF’s populistiske og egoistiske løsninger. Det var her, Villy Søvndal snublede og ødelagde ikke blot sit eftermæle som politiker, men også muligheden for at føre rød politik i indeværende valgperiode. Han overtog nemlig ikke kun DF’s dagsorden, men også deres måde at tænke løsninger på. Den fejl bør Enhedslisten ikke gentage.

Og så skal Dansk Folkeparti udfordres på alle de områder, hvor de bryster sig af at være et velfærdsparti. Venstrefløjen skal tilbyde dem at være med i forslag, som giver virkelige og langsigtede forbedringer for samfundets dårligst stillede. Så må det vise sig, hvor langt deres sociale sindelag rækker.

Jens Peter Kaj Jensen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Clemen
  • Dennis Berg
  • Per Hansen
  • Erik Jensen
Jakob Clemen, Dennis Berg, Per Hansen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"For når partiet kan være sikker på, at hverken blå eller rød blok vil stemme for dets forslag om velfærdsforbedringer, kan det love til højre og venstre"
Står der minsanten.

Jamen lover det populistiske og fremmedfjendske parti DF da ikke allerede til højre og venstre?
Og har det ikke gjort det i årevis.
Hvorfor er det blevet et stort parti?

Men de er jo netop ikke sociale, når de sammen med et borgerligt flertal fjerner sikkerhedsnettet. Så skal Venstrefløjen trække dem med som de uheldige helte? Hvis man ikke kan se det endnu, så tvivler jeg på en illustration hjælper. Det vil uden tvivl tilfredsstille deres vælgere, men det vil på ingen måde give segmentet mod på at flytte mandaterne. På den måde ville de få det bedste fra begge sidder af folketingssalen. Et samarbejde med DF er ikke løsningen for Venstrefløjen, tværtimod ville det være på sin plads, at folk får kærligheden at føle imens de sidder på magten. Langt de fleste forringelser der har gennemsyret de senere år, er konsekvenser af deres mandater. Det er en katastrofe, at Venstrefløjen har båret kisten videre ved begravelsen.

Måske er det fordi jeg er pragmatiker, men det giver rigtig god mening at samarbejde med andre på de områder, hvor man har noget at samarbejde om. Blok-politikken er unaturlig og ikke ligefrem demokratisk. De politiske beslutninger burde afspejle hvad folket stemmer, og det betyder ikke blok politik, udelukkelse af partier. Nej, det betyder samarbejde om de ting man er enige om, med dem man er enige med det om.
Se bare på ineffektiveteten af det amerikanske to parti system. Når alt bliver sort/hvidt bliver intet gjort!

En af de fremmeste ting ved demokrati, er netop rummet til uenighed, så jo blokpolitik - er skam ganske demokratisk. Var det en regel, var det en anden snak.

John Thorup Jensen

Meget enig i konklusionen, for det er eneste måde at vise, at DF primært er en jobskabelsesordning for koncernens ledende kadrer, i anden omgang en kolonihavebestyrelse, der vil have en høj hæk med pigtråd i rundt om landet.
Men: Angela Merkel var aldrig medlem af det østtyske kommunistpart eller nogen af dets "blok(fløjte)partier" i den "Nationale Front". Hun var heller ikke aktiv i opbruddet i de kirkelige kredse før murens fald. Hun var naturvidenskabskvinde med speciale i kvantekemi. I øvrigt er der grøde i SPDs forhold til Die Linke. Fx fortsætter koalitionen mellem SPD og Die Linke i delstaten Brandenburg, og i Thüringen er der nu mulighed for en regering Linke-SPD-Grønne, ledet af Die Linke. Uenighederne mellem SPD og Die Linke er - udover den i artiklen nævnte berøringsangst - primært på det udenrigs- og forsvarspolitiske område, lidt som i DK mellem socialdemokraterne og Enhedslisten. Et af problemerne er, at man bare ikke kan forestille sig midnretalsregeringer i Tyskland, så en SPD-Grønne regering med Die Linke som parlamentarisk støtteparti er ligesom uden for det politiske establishments fatteevne.

Per Klüver, Preben Haagensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@Jesper Wendt
Jeg argumentere ikke for, at politikkerne skal være enige om alt, men at de burde arbejde sammen om det de trods alt er enige om. Og min pointe er, at realpolitikken som et resultat ville afspejle befolkningen væsentligt bedre, end blokpolitikken nogensinde kan.

@Clemen

Men der bliver ikke ført blokpolitik, så det handler vel mere om - hvem du gerne så forligene blev indgået med? Det er nok ikke så realistisk, at ideologiske modsætninger indgår kompromis, da paletten af mulige kompromis - indsnævres væsentlig i takt med polariseringen, jo længere man bevæger sig ud på fløjene. Typisk er samarbejdet over midten.

Liberal Alliance er LANGT, LANGT mere menneskefjendske og moralsk foragtelige end Dansk Folkeparti nogensinde har været.

Per Klüver, odd bjertnes, Preben Haagensen, Gert Selmer Jensen og Jens Larsen anbefalede denne kommentar

@Jesper Wendt
Jeg er ligeglad med hvem der samarbejder, jeg er ikke ligeglad med resultatet af samarbejdet. Om regeringen samler flertal for et forslag, jeg kan støtte op om, på den ene eller den anden side af midten er ligegyldigt for mig. Det er langt mere produktivt at se på ligheder frem for forskelligheder. Selvfølgelig betyder det også, at de partier som har mest til fælles samarbejder mest. Det burde bare ikke betyde, at de partier som har knap så meget til fælles, ikke kan arbejde sammen om den smule de har.

Marianne Gregorsen

Populisme.. At lytte til den befolkning som man ellers skulle være valgt til at repressentere.. Er det virkelig så slemt?

Tjo måske for en elite af radikale - vi ved bedre- men for den almindelige arbejder på gulvet, så er politikere der lytter og finder løsninger det der betyder noget.

Det er det som man har mistet hos Socialdemokraterne og derfor går stemmerne til danmarks nye arbejderparti - DF.

På samme måde som Uni-marxisterne i 1970´erne, har Socialdemokraterne nu lært, at den almindelige arbejder giver fløjten i de marxistiske paroler, det eneste der betyder noget, er at man forbedre vilkårene for den danske arbejder og velfærdesamfundet.

Helt og aldeles enig i, at Dansk Folkeparti må og skal "udfordres på alle de områder, hvor de bryster sig af at være et velfærdsparti. Venstrefløjen skal tilbyde dem at være med i forslag, som giver virkelige og langsigtede forbedringer for samfundets dårligst stillede. Så må det vise sig, hvor langt deres sociale sindelag rækker".

Og det bør ske mens den nuværende regering er ved magten. For får vi en ny borgerlig regering efter næste valg, (guderne hjælpe os), og med fidusmageren løkke i spidsen, ja så er løbet jo kørt. For så vil DF kunne uhindret kunne fortsætte med diverse paradeforslag, velvidende at det er omkostningsfrit, og så ellers høste en årlig belønning fra Løkke & Co. som tak for opbakningen.

DF (Dansk Fascistparti) sad på magten fra 2001 og ti år frem - og stemte for det ene asociale regeringsforslag efter det andet.
Hvordan kan det være, at manden på gulvet ikke kan mærke, at han bliver pisset på, og bliver ved med at stemme for sin egen undergang?
Et lønligt håb om, at der dog nok er nogen obskure muslimer et eller andet sted, som har det endnu værre?
Nej, vel?