Kommentar

Jeg længes efter Vestegnen

Oprindeligt indbød arkitekturen på Vestegnen til fællesskab. Men ideerne blev kvalt i parcelhuse og græsørkner
19. september 2014

De rumlige og æstetiske kvaliteter på den københavnske vestegn har i de seneste 30 år været i frit fald. Som indfødt fraflytter er det deprimerende at betragte udviklingen i barndommens land.

Jeg voksede op i Måløv, én af perlerne på S-banens snor mod Frederikssund. Bebyggelsen, jeg voksede op i, var tæt-lav som de fleste andre i området. Kærlodden hed den, og den var afgrænset mod enge og nyttehaver af ligusterhække.

Efter skole kunne jeg tage min drengecykel og køre ud forbi trekanten, ud af bebyggelsen på det trafikseparerede stisystem og over til Kratlodden, Marklodden eller Knastebakken. Der var indenfor, og der var udenfor.

Hver bebyggelse var centreret om et fælleshus, og hver vej havde sin egen sandkasse. Jeg kunne være med i fællesspisningen hos klassekammeraterne og opleve livet i køkkenet, når de kæmpestore gryder blev båret ind, fyldt til randen med en eller anden risret. Bagefter gik turen forbi Østerhøjskolen, skovsætningen, de små søer og enge og ind forbi trekanten, til jeg igen var hjemme i Kærlodden.

Fra fællesgrill til parcel

Som 15-årig flyttede jeg fra Måløv til Christianshavn. Måløv var blevet et andet sted. Der var der ikke længere enge, søer og skovområder. Eller måske var de der, men ikke synligt fra cykelstien.

Hele området var belagt med et tykt og monotont tæppe med parcelhuse.

De nye kvarterer havde ikke fælleshuse, og man kendte ikke navnene, som man gjorde på de gamle. Hvert hus var omgivet af høje bøgehække, og der var ikke fællesgrill på vejene om sommeren. Ensartede typehuse i gule mursten og med tykke hvide vinduesrammer i fremskudte nicher. Hver have sin rutsjebane, sin kummefryser.

Tæt-lav-bebyggelser lå nu ikke længere som enheder i et grønt landskab, men som besynderlige fremmedelementer i parcelhustæppet.

Vestegnen var blevet klemt som en lus mellem to negle. I byen blev baghusene ryddet og lejlighederne lagt sammen. På landet forsvandt arbejdspladser og offentlige institutioner. Folk samledes på Vestegnen, og kommunerne gned sig i hænderne over de nye skatteborgere.

Jeg vil tro, jeg gik i 7. klasse, da det viste sig, at skolen ikke kunne rumme de mange nye børn. Den ellers fine skole blev udstyret med en trailerpark på boldbanen. Én midlertidig løsning på et akut problem.

I dag 16 år efter står de samme trailere på samme plads og kan ikke siges at være ældet med ynde.

Forbindelsesvejen til skolen er afskærmet af volde af overskudsjord fra de nye bebyggelser. Besynderligt brede vejprofiler med nyslåede græsplæner, der strækker sig alt, alt for langt ud til hver side. Hvem render rundt og slår alt det græs? Og hvorfor dog?

Den ene supermarkedskæde efter den anden har fået lov til at opføre deres dødssyge rødstensbygninger på hver en grund, de kunne tænke sig. Køkkenfirmaer, gør-det-selv-butikker, tankstationer, bilforhandlere. Altid to-tre-fire af samme slags lige oven i hinanden. Omgivet af enorme parkeringsarealer: Det er bilernes domæne.

Måløvs gamle gågade henligger som et besynderligt ingenmandsland. Det ellers ret nye posthus på gågaden måtte flyttes ned på hovedgaden. Den afsides beliggenhed gjorde, at det konstant blev røvet, sagde man. I dag ligger der et fitnesscenter i postbygningen.

Ambitionerne mangler

Hvordan er det gået så galt? Det var mange muligheder for at skabe et godt miljø i og omkring Måløv. Ambitiøse planlæggere havde skabt et stærkt hovedgreb med de mange små tæt-lav-bebyggelser, inspireret af kulturhistorien i det danske landsbyland. Det er deprimerende at se fraværet af ambitioner i en udvikling, der er så grel.

Der er ingen tvivl om, at mit syn på udviklingen er inficeret af romantiske erindringer om en ubekymret barndomstilværelse. Årene på arkitektskolen har givet et mere kritisk blik på rumlighed og æstetik.

Mange af mine tidligere medstuderende oplever i dag at være kommet ud på et hårdt arbejdsmarked med stor arbejdsløshed. Nogle kommer i deres desperation til den konklusion, at optaget på arkitektskolen må være for stort. Udbuddet af arkitekter passer jo ikke til efterspørgslen. Ser jeg tilbage på udviklingen på Vestegnen, er det dog ikke et overskud af arkitekter, der først falder mig ind, men derimod manglende brug af vores faglighed, når udviklingen tilrettelægges.

I dag ser jeg med længsel efter den snebeklædte skråning, hvor jeg kælkede. Efter mirabellatræerne ved cykelstien på vej mod skolen. Efter fiskesøen og klatretræet. Jeg har hjemvé mod min barndoms Vestegn.

Morten Birk Jørgensen er arkitekt MAA og ph.d.-studerende ved Transformation, Kunstakademiets Arkitektskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu