Kronik

Luk dansk landbrug

Der var så dejligt ude på landet … engang. I dag plages natur, dyr og økonomi af det industrielle landbrug
Overforbruget af antibiotika i det industrialiserede landbrug afstedkommer en stærkt øget udbredelse af superresistente bakterier – herunder især den frygtede og smitsomme MRSA CC398 stafylokok, som allerede har kostet flere danskere livet.

Lars Gejl

26. september 2014

KRONIK

Mange i den ældre generation husker måske tv-klip fra først i 1960’erne, hvor landmænd hælder den nys malkede mælk i kloakken – angiveligt i frustration over for lave priser. Landmændene blev godt bakket op af deres præsident, den legendariske Anders Andersen, landmand på Djursland, som ivrigt opfordrede sine kampfæller til at demonstrere for at få mere for mælken.

Aktionen blev gengivet i bedste sendetid i TV-Avisen og derefter genudsendt igen og igen – bl.a. i Landbrugsmagasinet, hvor kommentator Poul Jørgensen over for seerne kunne bekræfte, at bønderne fik alt for lidt for deres produkter.

Manøvren lykkedes så godt, at dansk landbrug lige siden har fået mange milliarder i støtte fra det offentlige. I dag modtager landbruget et stort milliardbeløb i diverse støtteordninger. Det er ganske enkelt danmarkshistoriens største røveri.

Der var så dejligt

Engang var det anderledes. Vi skal ikke engang tilbage til H.C. Andersens tid, for at der var så dejligt på landet. Efter Anden Verdenskrig var foretagsomheden på landet på højeste niveau. Bl.a. med Marshall-hjælpen lykkedes for dansk landbrug at øge produktionen. Store nye avlsbygninger skød op, og maskinparken blev fornyet. Først og fremmest blev traktoren almindelig alle steder ude på landet.

Da overtegnede voksede op på fødegården på Samsø, var den på kun 15 hektar, men kunne alligevel brødføde en familie på to voksne og seks børn. Samt en farfar, der boede på aftægt. Som alle landbrug på den tid var det et alsidigt brug med malkekøer, grise og høns. Der var kun to heste, da traktoren allerede var indkøbt i 1959. Herefter gik mekaniseringen hurtigt, og karle var nu kun hvervet i kortere perioder. Selvbinder og tærskeværk blev afløst af mejetærskeren. Gården var selvforsynende med de fleste basale fødevarer fra kød, flæsk og æg til kartofler, grøntsager og bær i læssevis. Og salget af æg fra 300 høns betalte stort set Brugs-regningen. Mælk gik naturligvis til det nærliggende andelsmejeri i Brundby, som havde vundet mange priser for bedste smør, og grisene kom på det lokale andelsslagteri i Ballen.

Luftkasteller

Siden da har skiftende præsidenter i Landbrugsrådet bygget luftkasteller i dansk landbrug. Udadtil manede de til besindighed, mens de på de indre linjer uhæmmet opfordrede til større investeringer, sammenlægninger af landbrug og større produktivitet – med dansk miljø og natur som gidsler.

I de seneste 60 år er den samlede gæld i landbruget steget med flere hundrede procent. I nutidspriser udgør den samlede landbrugsgæld cirka 370 milliarder kroner. Hertil skal lægges en fremskudt skattegæld i landbrugserhvervet på andre 40-50 milliarder kroner.

I årene op til Danmarks indmeldelse i EF i 1973 blev gælden mangedoblet i landbrugserhvervet. I forventning om, at bønderne snart ville spinde guld, når Danmark kom ind i de gyldne haller på Fællesmarkedet, investerede dansk landbrug i uset omfang i nye maskiner, stalde og jordopkøb.

Den tendens er kun blevet værre i de forløbne 40 år. Efter devisen ’stort er godt’ blev de danske gårde større og større – og naturligvis færre og færre. Siden 1973 er antallet af danske landbrug faldet med 100.000, så der i dag er under 10.000 heltidsbrug samt cirka 40.000 deltidsbrug.

Mister overblikket

Resultatet er store husdyrbedrifter – som i realiteten er industriforetagender. Her har man dyr i så store koncentrationer, at medarbejderne mister overblikket. Det bliver umuligt at holde øje med hver enkelt gris eller malkeko. Derfor er man især i svineindustrien gået over til at behandle hele dyreflokke forebyggende med bl.a. antibiotika.

Det overforbrug afstedkommer en stærkt øget udbredelse af superresistente bakterier – herunder især den frygtede og smitsomme MRSA CC398 stafylokok, som allerede har kostet flere danskere livet. Formentlig bærer op mod 80 procent af alle grise bakterien. Og stort set samtlige medarbejdere i de befængte stalde har den. Myndighederne fører en katastrofal og fodslæbende politik i den sammenhæng. Mange patienter på vores sygehuse spørges ved indlæggelsen, om de har haft kontakt til grise. Det siger noget om problemets størrelse.

Også på dyrevelfærdsområdet udløser de store ansamlinger af dyr problemer. Hver fjerde gris dør inden egentlig slagtning. 25.000 smågrise dør dagligt. Hver tredje so går til destruktion. Trods forbud klipper bønderne haler af stort set samtlige smågrise i det konventionelle svinebrug for at undgå halebid. Dem kunne man dæmme op for med mere rummelige staldanlæg. Stik imod loven kastrerer man 98 procent af alle ornegrise. Det er ganske enkelt ikke en ordentlig måde at have dyr på.

Udmarvet natur

Bønder troede og tror, at kvantitet er det eneste saliggørende – men på bekostning af kvalitet. Danske gårde ligger langt over gennemsnitsstørrelsen for landbrugsbedrifter i andre EU lande.

Danmark er det mest intensivt dyrkede land i verden – selv mere end Java og Bangladesh – og er blandt de lande, der udleder meget CO2 – især fra landbruget. Vores miljø og natur lider, og flora- og fauna-diversiteten har ikke været ringere siden istiden. De svageste arter er næsten alle uddøde. Naturen er forarmet.

Stort set hele det dyrkede areal er drænet enten med grøfter eller med egentlige markdræn. Alt det vand fosser 365 dage om året ud i de danske åer, søer og fjorde. Det påvirker naturligvis vandmiljøet i væsentlig grad, og iltsvind i fjorde og lavere havområder er blevet hyppigere og voldsommere. Alt liv på havbunden dør af iltmangel.

I visse søer taler man tillige om fosforbomben. Gennem generationer er fosfor fosset ud i søerne og ligger nu på søbunden.

Sats økologisk

Andelsbevægelsen og dermed landbruget var engang med til at tegne den danske velfærdsmodel.

Men ikke længere. Engang var der omkring 1.500 andelsmejerier i Danmark. Nu er der stort set ingen. Et enkelt stort mejeriaktieselskab sidder på næsten hele markedet. Det samme gør sig gældende i slagterisektoren. Andelshaverne er kørt ud på et sidespor, og aktionærerne kræver kun en ting: overskud.

Kvaliteten er også sat over styr. Selv det hæderkronede smørmærke LURPAK er i dag en skygge af sig selv. Og Danish Bacon er ikke længere, hvad det var en gang.

Andelsbevægelsens gamle nestor Anders Nielsen Svejstrup Østergaard ville vende sig i graven, hvis han vidste, hvor ilde det er gået for dansk landbrug.

Dansk landbrug i sin nuværende udformning bør lukkes. En egentlig jord- og landboreform er påkrævet.

Den skal lede frem mod et landbrug, som i langt højere grad fokuserer på økologisk dyrkning. Her viser f.eks. det økologiske Thise Mejeri vejen. De har netop indgået aftale med Kina om at levere økologisk mælk til kineserne.

Den mindre landbrugsforening Frie Bønder – Levende Land gør en stor indsats for bedre forhold for planter og dyr. Foreningen er ganske vist ikke økologisk, men de går ind for mindre enheder i landbrugslandet, hvilket i sig selv vil give større mangfoldighed på landet.

Økologisk Landsforening udfører et kæmpe arbejde for at styrke det økologiske landbrug. Lige syd for grænsen er der mere end 80 millioner tyske kunder, som hungrer efter sunde fødevarer, og i hele EU er mulighederne for økologi uanede.

En dansk landbrugsreform bør brede sig til hele EU. For et landbrug på støtten, der er er industrialiseret og ensidigt satser på kvantitet frem for kvalitet, er ikke alene en dansk udfordring – det er et europæisk problem.

Danmark har før gået forrest på landbrugsområdet. Det bør vi gøre igen.

Holger Øster Mortensen er psykiatrimedarbejder.

Erik Boel er tidligere formand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Kasper Hansen
  • Nichlas Moth
  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Jens Peder Nielsen
  • Anders Hartzen
  • Carsten Mortensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Johannes Lund
  • Holger Madsen
  • Steffen Gliese
  • Per Torbensen
  • Jens Høybye
  • Per Jongberg
  • Andreas Trägårdh
  • Ebbe Wagner Smitt
  • Torben Nielsen
  • lars abildgaard
  • Gert Romme
  • Claus Høeg
  • Kjeld Hansen
  • Merete Jung-Jensen
  • Karsten Aaen
  • Dennis Berg
  • Carsten Pedersen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Britt Kristensen
  • Bjarne Andersen
  • Toke Andersen
  • Tue Romanow
  • Janus Agerbo
  • John Hansen
  • Kim Øverup
  • Britta Hansen
  • Niels-Simon Larsen
  • Ervin Lazar
  • Rune Petersen
  • Torben Arendal
  • Niels Mosbak
  • Henrik Christensen
  • Viggo Helth
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Niels Engelsted
  • Niels Duus Nielsen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Anne Eriksen
  • Rasmus Knus
  • Peter Jensen
  • Erik Jensen
Anne Schøtt, Kasper Hansen, Nichlas Moth, Torben K L Jensen, David Zennaro, Jens Peder Nielsen, Anders Hartzen, Carsten Mortensen, Jørgen Steen Andersen, Johannes Lund, Holger Madsen, Steffen Gliese, Per Torbensen, Jens Høybye, Per Jongberg, Andreas Trägårdh, Ebbe Wagner Smitt, Torben Nielsen, lars abildgaard, Gert Romme, Claus Høeg, Kjeld Hansen, Merete Jung-Jensen, Karsten Aaen, Dennis Berg, Carsten Pedersen, Christel Gruner-Olesen, Britt Kristensen, Bjarne Andersen, Toke Andersen, Tue Romanow, Janus Agerbo, John Hansen, Kim Øverup, Britta Hansen, Niels-Simon Larsen, Ervin Lazar, Rune Petersen, Torben Arendal, Niels Mosbak, Henrik Christensen, Viggo Helth, Michael Kongstad Nielsen, Niels Engelsted, Niels Duus Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Anne Eriksen, Rasmus Knus, Peter Jensen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ugebladet Ingeniøren har løbende skrevet om MSRA- faren. Senest i fredags under overskriften "MSRA-forskere: vi bliver udelukket" om DTU-forskere, som mener, at de er blevet udelukket af politiske årsager. Desværre ligger artiklen ikke på nettet. Der er derimod en anden artikel, som kan have interesse: http://ing.dk/artikel/forskere-myndighederne-vildleder-mrsa-kan-smitte-g...

Rune Petersen, Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Kjeld Hansen
Det er ikke relevant hvor landbrugets forbrugere er, det er efterspørgslens art der er relevant. Vores hjemmemarked vil i takt med enhver branches globalisering blive mindre end sekundært.
Det eneste interessante er Hvornår flertallet ændrer købeadfærd.

randi christiansen

Mrsa er en selvforskyldt bombe under erhvervet med store økonomiske konsekvenser for hele danmark. Ingen gyldig grund til at tilbageholde info om mrsa smitteveje > ikke v gennemstegt kød, men i håndteringsfasen og derfra videre ud - fucking farligt.
Hvem er det officielle dk at belære afrika om ebola smitteveje/håndtering, sålænge vor egen giftige epidemi håndteres så uprofessionelt og ufattelig uansvarligt af frygt for de økonomiske konsekvenser.Tag jer dog sammen og vågn op for himlens skyld - nu må alle disse monetære tåbeligheder konverteres til en rationel strategi for samfundsøkonomien. Vi er i samme båd. Det er tid at slagte 'hellige køer', hvis ikke tabene bare skal blive stadig større og værre.

Rune Petersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Med mindre katastrofescenariet ligefrem er meningen, fordi fx medicinalindustrien står klar til at tjene boksen på vaccine etc.

Så er den danske landbrugsproduktion på dagsordenen igen. Og endnu engang bliver vi konfronteret med en problematik, der handler om tvivlsom dyrevelfærd samt tungtvejende miljø- og sundhedsproblemer på den ene side og væsentlige samfundsøkonomiske interesser på den anden side. Men det er en falsk modsætning, faststøbt i vanetænkning og traditioner.

Det er vist kun de allermest forbenede landmænd, som ikke kan se, at den industrialiserede og højeffektive danske lanbrugsproduktion rummer en lang række etiske-, miljømæssige- og sundhedsfaglige problemer.

De knap så forbenede nøjes med at konstatere, at problemerne er langt værre i andre lande og at vi i øvrigt ikke har råd til at have fine fornemmelser i en krisetid.

Den slags synspunkter er ikke blot udtryk for dyb armod, men også for en himmelråbende fantasiløshed.

Det synes evident, at der er grænser for hvor langt man kan presse levende væsener i den industrialiserede effektivitets hellige navn. Eller pine jorden til endnu højere udbytter. I hvert fald ikke uden at betale en betydelig og problematisk regning i den anden ende.

Og det forekommer helt håbløst, når landbrugets top peger på konkurrencen fra udenlandske landmænd som argument for yderligere effektiviseringer og endnu mere intensiv drift. Hvad forestiller de sig? At danske svineproducenter skal fortsætte en ulige konkurrere med svineproducenter i østeuropæiske lavtlønslande, hvor miljø og dyrevelfærd er fremmedord? At de skal konkurrere på lavest mulige pris på de flæskestege og koteletter, der havner i supermarkedernes kølediske?

Det er et konkurrence-scenarie, der tager afsæt i laveste fællesnævner. Det er perspektivløst og det er et slag dansk landbrug uværgeligt vil tabe.

Hvis dansk svineproduktion - og landbruget i det hele taget - skal have en fremtid, er der behov for at gå nye veje, ryste posen med traditionel vanetænkning og omlægge til en mere perspektivrig produktion.

Hvis politikerne har det fornødne mod – og landbruget den fornødne forståelse og vilje – burde dansk landbrug omlægges til 100 procent økologisk produktion. Det ville ikke blot være enestående i verden, det ville også give dansk landbrug en meget stærk markedsførings-platform. Hvis forædlingsindustrien i tilgift kunne bidrage med et innovativt kvalitetsløft, ville danske fødevarer ikke blot kunne markedsføres som ’verdens reneste’, men også ’verdens bedste’.

Den slags tanker strander næsten altid på påstanden om, at forbrugerne ikke vil betale prisen. Men det er et argument med et meget snævert afsæt. Nej, danske forbrugere vil næppe kunne aftage det hele, men der findes altså et gigantisk, globalt marked, som med nemhed ville kunne sluge alt, hvad et lille landbrugsland som Danmark er i stand til at producere.

Ifølge den amerikanske tænketank The Brookings Institution vil den globale middelklasse vokse fra cirka to milliarder mennesker i dag til over fire milliarder i 2030. Dermed er det også rimeligt at antage, at den globale markedsplads for fødevarer i endnu højere grad end tilfældet er i dag, vil blive præget af kvalitetsbevidste og købestærke forbrugere. Det er simpelthen en gylden mulighed for dansk landbrug.

Begrebet ’differentiering’ hører til i afsætnings-økonomiens ABC. Virksomheder, som formår at differentiere sig fra konkurrenterne ved at levere noget unikt, opnår en vis grad af konkurrencebeskyttelse. Dansk landbrug kunne, hvis viljen er til stede, opnå samme konkurrencebeskyttelse. Det ville være til fordel for erhvervet selv, for dansk økonomi, for dyrenes velfærd, for vores sundhed og for vores miljø.

Men vi kan selvfølgelig også bare fortsætte som hidtil – vende det blinde øje til alle problemerne og være vidner til, at dansk landbrug forbløder langsomt.

Klaus Flemløse, Rune Petersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Britta Hansen
28. september, 2014 - 12:09

Med kvalitet mener jeg de landbrugsprodukter det danske landbrug i dag er i stand til at producere sammenlignet med andre landes landbrug.

Her har jeg personlig erfaring med thailandske og tyske produkter, som har en højere standart end i Danmark, samt at dansk produceret hvede er af så ringe kvalitet, at det stort set kun anvendes til dyrefoder. Det meste hvede til f.eks. bagning af brød importeres i dag fortrinsvis fra Tyskland.

- Derudover, hvis du handler frugt og grønt på de lokale markeder i nord øst Thailand, så for du helt friske økologiske vare i absolut topkvalitet. Nærmest lige plukket eller hævet op af jorden. Det samme gælder for deres kødprodukter. Det er frisk slagtet.

giv målrettet støtte fra den grønne pulje til grønne iværksættere - gerne arbejdsløse - Hvad med en grøn "husmandsydelse"+ eller bonderøvsstøtte?? problemet i dag er at kun profitorienterede koncerner kan modtage fonds og puljemidler - den enkelte arbejdsløse eller fx kooperativ med almennyttigt formål kan ikke - Danskere der gerne vil være iværksættere men ingen midler har skal partout være malkekvæg i aktiveringsindustrien for vores skattepenge - vi mangler mod til at lade den enkelte starte selv med fællesskabets støtte - Det kunne jo gå hen og blive en ny "Tvindsag" fællesskabet der formastede sig til at skabe koncern og arbejdspladser for offentlige midler og unddrage sig skat - lovligt og som de andre privatkapitalister -

Resilience-bevægelsen argumenterer for parallelle aktiviteter. dvs at de globalt orienterede danske landbrug der i dag importer arbejdskraft og eksporterer varer og som ingen lokal forankring har bør modsvares af lokal produktion af lokal økologi med lokal arbejdskraft til salg lokalt - Det kunne jo være kommunernes forbrug af produkter til fx plejehjemsmad der kunne være det første marked for den lokale økologiske produktion

Jeg synes at al den støtte snak der har været i medierne i så mange år er et forkert skridt at gå.
Støtte sikrer ikke levedygtige virksomheder der nødvendigvis kan konkurrere. Det er bedre at give ansvarlig lånekapital, som skal betales tilbage. Jeg har selv nydt godt at ansvarlig lånekapital - det ville have været fedt med penge lige i lommen, men med lånekapitalen sikrer man også at den virksomhed der gives en lettere start også bidrager med tilbagebetaling til hhv. banker og statskasse, og ikke bare går på R.... det øjeblik kassen smækkes i. Se nu engang på landbruget, fiskeriet og vindmølleindustrien - alle disse lever primært højt på statstilskud, EU tilskud og diverse andre reguleringer. Det er ikke sundt i det lange løb, og oftest ender disse subsidierede erhverv med ikke at kunne overleve uden kontinuerlig støtte.
Hvorfor skal økologi i det hele taget koste mere? De bruger ikke medicin, sprøjtegifte og andre mindre sunde tilskud i deres produktion. Deres udbytte er tilsvarende mindre, og derfor bør der ikke være en mærkbar forskel i slutprisen. Jeg kan i hvert fald ikke se hvor denne ekstra omkostning skulle eksplodere i forhold til konventionelt medicinlandbrug.

Sjældent har jeg læst sådan en stribe overromantiske kommentarer skrevet af selv samme mennesker, der aldrig nogensinde kunne finde på at arbejde i et landbrug, de åbenbart mener skal tilbage til 1950. Og så stiller mange kommentatorerne oven i købet tingene på hovedet. Som om det er landbruget selv, der har ønsket lavere priser på deres produkter. Hvor mange er det lige, der køber f.eks. Antoniusgris?

Grethe Preisler

Du er sent ude, Erik Hviid - kronikken, du kommenterer på, er fra september 2014.

Per A. Hansen

En fin samling misinformationer om landbruget , som jeg tilfældigt faldt over. Et par eksempler på grove fejl og misforståelser af psykiatrimedarbejder, der optræder som landbrugsekspert.
1. Naturen er forarmet. Ren Morten Koch. Landbruget har intet med naturarealerne at gøre.
Landbrugsarealet svinder ca. 10.000 ha årligt, det overses.
2. Fosfor fosser ud i flere generationer og lægger vandmiljøet øde!
Fakta er, at der stort set ikke udvaskes fosfor fra landbrugsjord - under 100 g P/ha i følge drænmålinger. Den store fosforbombe i vandmiljøet stammer fra fortidens vaskemidler med fosfor fra urenset spildevand.
3. Landbruget modtager milliardstøtte fra det offentlige.
Forkert. Landbruget udmarves af særordninger, jordskatter, skatter og afgifter på produktionsmidler etc. Disse særordninger sikrer alm. danskere en lavere skat, landmanden må i banken og låne til forbrug. Folk udenfor landbruget nedsætter gødningsnormerne uden kompensation, det koster milliarder i tabt udbytte og forringet kvalitet af afgrøder.
4. En smøre om antibiotika, som forfatterne ikke synes man skal ofre på syge dyr.
Al medicinering styres af veterinærer, ikke af landmændene.
5. MRSA får en bredside. Svin kan smittes af mennesker og omvendt. MRSA svarer stort set til influenza.
6. Dødeligheden hos grise får en omgang, hvorefter man anpriser økologi! At økologisk svinehold har en langt større dødelighed nævnes ikke, åbenbart er det accdeptabelt af økologiske dyr dør, men ikke dyr i traditionel landbrug.
7. Gælden er stigende, det er korrekt. Men hvorfor? Det kunne jo være at det danske samfund inddrager en alt for stor del af de midler fra EU, der egentlig er kompensationer for en række politiske ordninger, der øger landbrugets omkostninger, eller præmieringer for at producere bestemte varer.
8. Landbruget får betegnelsen som klimasynder uden nærmere begrundelse.
Landmænd har ikke tid til at rejse med fly til Thailand, den trafik er vel nok den største synder sammen med biltrafikken, men godt vi da har landbruget som prugelknabe, så er samvittigheden ren. Den danske landbrugseksport sørger for valuta til de mange luksusrejser, som udleder enorme mængder drivhusgasser i den mest effektive højde, 9-10 km o.h.

Sider