Klumme

Der er mange måder at være underprivilegeret på

Da det gik op for mig, at jeg som hvid, heteroseksuel mand umuligt kunne forholde mig korrekt til minoritetsproblemstillinger, havde jeg desværre lige udgivet en roman om en uuddannet, ung, biseksuel kvinde af delvis jødisk familie
19. september 2014

For mig rummede debatten især tre store overraskelser, nemlig 1) at der skulle findes mennesker, som ikke har minoritetsefaringer. 2) at det at være indvandrer eller ikke-heteroseksuel eller kvinde skulle være de mest, eller ligefrem eneste, relevante måder at være underprivilegeret på i dagens Danmark. Og 3) at mennesker med en bestemt etnicitet og seksualitet, nærmere bestemt hvide heteroseksuelle, angiveligt burde afholde sig fra at anmelde og diskutere bestemte former for litteratur, som eksempelvis digteren Olga Ravn formulerede det på sin blog: »Jeg synes faktisk ikke, at det ville være så forfærdeligt, hvis alle disse hvide, heteroseksuelle kritikere (hvoraf jeg selv er én) fandt det umuligt at skrive kritik, umuligt at anmelde disse på fremmede erfaringer skrevne bøger, og simpelthen holdt op med at tale.«

Jeg kan ikke komme uden om, at jeg hører til det privilegerede flertal. Men jeg hører eksempelvis også til det mindretal, som har levet under fattigdomsgrænsen i store dele af livet, og jeg kunne da uden vanskeligheder nævne ti andre underprivilegerede mindretal, som jeg enten hører eller har hørt til. Og det vil enhver kunne, hvad enten de i skolen er blevet drillet med det røde hår, det altid forkerte tøj, kalveknæene, den fordrukne far eller noget femte. Alle kender til det. Det problemløse flertalsmenneske er en fiktion.

De fleste i samfundets absolutte top, politisk og økonomisk, er ganske vist midaldrende, hvide, heteroseksuelle mænd, men det er trods alt kun en ganske lille andel af denne gruppe, som tilhører toppen.

Man kan ovenikøbet konstatere, at de fleste på samfundets bund også ser ud som mig. De fleste hjemløse er hvide, midaldrende mænd.

Jo, det er alt andet lige et privilegium at være hvid, det er nemmere. Det gælder også heteroseksualitet. Det er også et privilegium at være mand; det gør det ofte lettere at stige til tops. Alt andet lige.

Men der er altid en masse andre faktorer, der spiller ind. Er man tand- eller hjemløs, så er hudfarven, kønnet og seksualiteten virkelig ligegyldige. Er man spastiker, har man heller ikke mange chancer. Taler man grimt og ukorrekt, får man aldrig en bestyrelsespost. Alt andet er aldrig lige.

Der er mange måder at være underprivilegeret på, og heteroseksuelle, midaldrende, hvide mænd er ikke fredet.

Som en akademisk uddannet, midaldrende, heteroseksuel, hvid mand af kristen familie burde jeg virkelig holde mig i skindet, men det fik jeg at vide for sent. Da hvidhedsdebatten var på sit højeste, havde jeg netop udgivet en roman om en uuddannet, ung, biseksuel kvinde af delvis jødisk familie. En roman om sådan et liv, ville jeg ikke kunne læse. Jeg er situeret helt forkert til det. At diskutere den ville være arrogant og undertrykkende af mig, og ligefrem at skrive den ville være skandaløst. Alle mulige undertrykkelsesmekanismer er jo strukturelt indlejret i vores samfunds måde at virke på og i vores måde at tænke på.

Hvad enten jeg vil det eller ej, er jeg en af de privilegerede hvide og tænker som en undertrykker. Jeg vil aldrig kunne forstå en underprivilegeret kvinde som hende, jeg har skrevet om. Derfor trækker jeg mig nu beskæmmet tilbage til autofiktionen, den eneste genre, som dette litteratursyn levner plads til, og så må det være op til min imaginære enæggede tvilling at anmelde bøgerne.

Vent nu lidt: Jeg anerkender, at brune, homoseksuelle kvinder har andre erfaringer, end jeg har, men jeg anerkender til gengæld ikke, at det gør mig uegnet som læser af bestemte former for skønlitteratur.

Jeg kan godt forstå og leve mig ind i andre menneskers vilkår, når jeg læser om dem. Vi mennesker har en særlig evne til det. Ikke fuldstændig, ganske vist, jeg kan aldrig udtømmende vide, hvordan det er at være nogen anden end mig selv. Der er en rest af privathed ved enhver oplevelse.

Men indlevelsen fungerer tilstrækkeligt godt til, at der kan opstå en medleven. Den har vi brug for hele tiden, også mens vi læser bøger.

Jens Peter Kaj Jensen er forfatter

Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men disse andre måder at være underprivilegeret på er stadigvæk bedømt ud fra den hvide heteroseksuelle mands begrænsede verdensforståelse. Det er ikke sådan, at det er i forhold til kvindelige eller LBGTI-normer, at man falder igennem.

Nu er det jo også ganske få hvide, heteroseksuelle mænd, der er overpriviligerede, hvorfor det store flertal vil leve og udtale sig i konteksten af at være et underpriviigeret menneske, som vi er flest.

Tværtimod, Rikke Nielsen, er alle heteroseksuelle hvide mænd i udgangspunktet privilegerede. Verden er, om man så må sige, indrettet på deres ønsker og behov.
Derfor er de ikke en opposition, men pladsen i en hakkeorden, de indtager, mens kvinder og diverse mindretalsgrupper, der ikke identificerer sig med patriarkatets hegemoniske verdensfortælling, står på den anden side af kløften og ser over mod det tabte paradis, hvortil man aldrig vil kunne få adgang.

En måde at være underprivilegeret på, der er fuldkommen uantagelig, har netop været omtalt i Radioavisen, hvor Holbæk Kommune har pålagt et par på kontanthjælp at flytte til en billigere bolig i en anden kommune, fordi de får boligsikring. Danmark bevæger sig i katastrofal retning mod fascisme, hvor økonomi og stat går forud for borgernes frie valg og samfundets sikring af den enkeltes frihed i videst mulige omfang.