Kommentar

Medierne lader sig forføre af litterær bling-bling

Litterær reality-underholdning med talentløse forfattere som f.eks. Caspar Eric får medierne til at gå i selvsving. Det er overflade frem for kvalitetsindhold. Prisen er, at dygtige, men introverte forfattere og forlag overses
5. september 2014

Efterhånden som begrebet litterær reality vinder frem på bekostning af det meget mystiske begreb autofiktion, er det til at få hold på, hvad det hele drejer sig om. Litterær reality er nemlig ikke blot en bog, der er skrevet af en person. Begrebet dækker bogen og dens samspil med medieverdenen samt diverse sociale fora.

Tag nu bare en 27-årig litterær realitystjerne som Caspar Eric. Information kylede knægten på forsiden af et bogtillæg sammen med teksten »#knep mig jeg har følelser« og bragte et interview over et helt opslag samt en meget lunken anmeldelse, der stort set frakendte Caspar Eric enhver form for litterær kvalitet. Så hvorfor så massiv en dækning? Svaret blæser i vinden, så det må blive et gæt: Information vil være nede med de fede, ung med de unge, eller hvad ved jeg.

Litterær reality er Amalie og Sydney Lee i litteraturen. Det kunne selvfølgelig være underholdende nok, hvis det ikke tog 3,5 side af et ugentligt tillæg, der kalder sig selv litterært – og derfor skelner mellem god og dårlig litteratur via sine valg. Det er hele berettigelsen for en seriøs avis, »All the news that’s fit to print« og alt det der. Sådan en 27-årig knepperic falder ikke inden for den kategori.

Information var ikke alene om at tage ham alvorligt, for hey – selveste Gyldendal udgav jo bogen, så noget må der vel være i det, synes redaktionerne i landets ellers seriøse aviser at mene.

Tragikomisk underholdning

Denne nye litterære modebølge eksisterer kun i kraft af, at den bliver taget så alvorligt, som den gør. Caspar Eric er nok det grelleste eksempel på fejlvurderinger indtil videre, men selv gode forfattere hopper enten med på bølgen eller af den. Det hele begyndte engang i nullerne, og det hænger sammen med avisernes oplagskrise, de nye medier og de generelle juhu-tider dengang, hvor alle skulle være synlige succeser. Ud med grædekoner, hængemuler og problemer, ind med underholdning, fitnisser og udfordringer. Og som altid er litteraturen et spejl af det omgivende samfund.

Caspar Eric er tragikomisk litterær underholdning, for realityunderholdning er aldrig blot skæg og ballade, det er også ugens gode krøbling og månedens dummeste taberfjols. Det er gråd og hændervridning live, det er personfiksering frem for fokus på indholdet. Således også nu i litteraturen. Men selv god litteratur bliver i dag iført underholdnings- og brandingklæder. Der er mange gode eksempler på, at forfattere bliver stylet som popstjerner – en god underkæbe og en godt lagt foundation, så er der salg i litteraturen igen.

Sådan har det altid været, også i litteraturen, men intensiteten i brandingen er en ny udvikling. Mediepresset er i dag massivt og direkte invasivt i folks privatsfære. Og her spiller litteraturen, dens kritikere, journalister og læsere gladeligt med. Der er både penge og prestige i det for alle parter. Men hver gang der bliver indvundet nyt land, bliver der tabt noget af det gamle. Så hvad er det, vi mister?

Et godt eksempel er en af landets bedste forfattere, Lene Henningsen. Hun bliver bedre og bedre med årene, og hendes seneste digtsamling, Karnevals alter, indeholder et af de bedste danske digte længe, et ubetitlet 10 sider langt skabelsesepos om det fælles i mennesker til alle tider. Karnevals alter blev udgivet på eget forlag i samtryk med to andre digtere, Iben Claces og David Læby. Det var den måde, det kunne lade sig gøre på. Ingen lagde mærke til bogen, for Lene Henningsen leger ikke i litterær reality-sandkassen.

Nu har Lene Henningsen en ny bog ude, en slags mytologisk selvbiografi, så vidt jeg kan forstå. Den hedder Vi lever et digt og blev udgivet her i sommer på forlaget Spring, et relativt ukendt forlag, som slet, slet ikke er med på den litterære reality-bøgle. Det fokuserer på litterær kvalitet. Men det har desværre den omkostning, at Henningsens nye bog heller ikke er blevet omtalt eller anmeldt.

Usynlige introverte

Det er dog ikke al kvalitetslitteratur, der drukner i billigt bras med kort holdbarhed – det er slet ikke dér, jeg vil hen. Mange forfattere i litterær reality-genren er glimrende, og de har genoplivet en politisk diskussion i litteraturen, som har været tiltrængt. Så på den led er spøgelset fra 1970’ernes politiske betonlitteratur manet i jorden, hvilket også er glimrende. Litterær reality-genren er derfor også en politisk stemme i dagens Danmark, og det er rent ud sagt pragtfuldt at opleve digte som samtidige på en meget direkte måde. Men forfattere som Lene Henningsen er politiske på en mere subtil og langtidsholdbar måde, som jeg gerne så inddraget i dagens debat, da de også har et historisk udsyn i stedet for blot at være samtidsregistranter.

Desværre er Lene Henningsen og mange af de andre forfattere, der er langt bedre end de mediegenererede, blevet usynlige. Det er omkostningen ved litterær reality. Når medierne ikke forstår at holde fokus på kvalitet i stedet for bling-bling og personhistorier, får vi dårligt nok en diskussion om, hvad kvalitet er – og de mere introverte forfattere og forlag forsvinder fra offentligheden. Det er en dårlig byttehandel.

Flemming Andersen er redaktør og kommunikationsrådgiver i Ordlyd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu