Når døden er et rationelt og etisk valg

Aktiv dødshjælp kan befri personer med fremadskridende sygdomme for angsten for, at de en dag ikke selv vil være i stand til at afgøre, om de ønsker at leve videre
29. september 2014

I dag, ved middagstid, tager jeg mit eget liv. Nu er tiden kommet«. Med disse ord, offentliggjort i en note online, begyndte Gillian Bennett – en 85-årig newzealænder bosat i Canada – sin forklaring på, hvorfor hun havde valgt at begå selvmord.

Bennett havde i tre år vidst, at hun led af demens. Og i august i år havde demensen nået et punkt, hvor, som hun udtrykte det: »Jeg har næsten mistet mig selv. Jeg vil væk herfra«, skrev Bennett, » før den dag kommer, hvor jeg ikke længere kan vurdere min situation og ikke kan tage skridt at afslutte mit liv«.

Hendes mand, Jonathan Bennett – en pensioneret filosofi-professor – og hendes børn støttede hendes beslutning. Dog modsatte hun sig aktiv dødshjælp fra deres side: Eutanasi er ulovligt i Canada og har en strafferamme på op til 14-års fængsel. Hun måtte derfor selv tage det sidste skridt, mens hun endnu var i stand til det.

Rationel og etisk

For de fleste af os er livet noget dyrebart – heldigvis. Vi ønsker at leve videre, fordi vi har noget at se frem til, eller fordi vi i almindelighed finder tilværelsen interessant og stimulerende. Nogle gange ønsker vi også at leve videre, fordi der er ting, vi stræber efter at opnå, eller mennesker tæt på os, som vi ønsker at være sammen med eller hjælpe til at trives. Bennett var blevet oldemor, og havde hun ikke lidt af sin demenssygdom, ville hun have ønsket at se sine oldebørn vokse op.

Bennetts fremadskridende demens fratog hende alle sådanne grunde til at ville fortsætte med at leve. Det er svært at benægte, at hendes beslutning var rationel. Ved at begå selvmord opgav hun intet, hun med rimelighed kunne ønske sig eller sætte pris på. »Alt, hvad jeg mister, er et ubegrænset antal år som grøntsag på et hospital, hvor jeg vil koste samfundet ressourcer uden at have den fjerneste anelse om, hvem jeg er«.

Bennetts beslutning var også etisk: Som hendes henvisning til »samfundets ressourcer« indikerer, tænkte hun ikke bare på sig selv.

Modstandere af lovlig aktiv dødshjælp eller lægeassisteret selvmord hævder undertiden, at blev den slags lovligt, ville patienter føle sig presset til at afslutte deres liv for at undgå at blive en byrde for andre.

Baronesse Mary Warnock – moralfilosof og leder af den regeringskommission, der i 1984 med sin ’Warnock-rapport’ satte rammerne for Storbritanniens lovgivning om in vitro-befrugtning og embryoforskning – ville ikke være enig. Hun har talt for, at der ikke er noget forkert ved at have den følelse, at man bør dø for andres skyld såvel som for ens egen.

I et interview offentliggjort i 2008 i Church of Scotlands magasin Life and Work pointerer hun således, at de, som lever i uudholdelig lidelse, må have ret til at tage deres eget liv: »Hvis nogen absolut og desperat ønsker at dø, fordi de er en byrde for deres familie eller for staten,« udtaler hun, »så mener jeg også, de bør have lov til at dø.«

Fordi Canadas offentlige sundhedsvæsen drager omsorg for demensramte, der ikke kan klare sig selv, vidste Bennett, at hun ikke ville blive nogen byrde for sin familie. Ikke desto mindre var hun bekymret over den byrde, hun ville pålægge det offentlige. På et hospital ville hun måske kunne overleve i yderligere ti år i en vegetativ tilstand, til en pris, hun anslog til mellem 50.000 og 75.000 dollar om året. Da Bennett ikke ville drage nogen fordele af at forblive i live, anså hun dette scenarie for at være spild af penge. Hun var også bekymret for det sundhedspersonale, som skulle passe hende: »Sygeplejersker, der troede, de var gået i gang med en meningsfuld karriere, skulle konstant skifte bleer på mig og rapportere om de fysiske ændringer i en tom skal«. En sådan situation ville med hendes egne ord have været »tåbelig, uøkonomisk, og urimelig«.

Bortvisnet sind, nej tak

Nogle vil indvende, at beskrivelsen af ​​en person med fremskreden demens som ’en tom skal’ kan lyde overdreven. Men efter selv at have oplevet både min mor og min tante glide over i demens, finder jeg den ganske træffende.

Begge var engagerede og intelligente kvinder, der blev reduceret til en passiv sengetilværelse, i min tantes tilfælde i år, hvor de ikke reagerede på stimuli fra omverdenen. Når demens når en vis fase, er den person, vi kendte, væk.

Hvis en person ikke ønsker at komme til at leve i denne tilstand, hvad er så pointen med at holde denne persons krop i live? I alle sundhedssystemer har man begrænsede ressourcer. Disse bør anvendes til den form for pleje og behandling, som patienten efterspørger, eller som vil gavne patienten.

For mennesker, der ikke ønsker at leve med et bortvisnet sind, kan det imidlertid være svært at afgøre, hvornår tiden er inde til at dø.

I 1990 tog Janet Adkins, der havde fået diagnosticeret Alzheimers, til Michigan for at afslutte sit liv med bistand fra dr. Jack Kevorkian, som blev bredt kritiseret for at have ydet hende aktiv dødshjælp, fordi hun på tidspunktet for sin død stadig var i stand til at spille tennis. Hun valgte alligevel at dø, fordi hun kunne have mistet kontrollen over sin beslutning, hvis hun havde udskudt den.

Bennett skriver i sin velformulerede ’dødsnote’, at hun håber, der vil komme en dag, hvor loven vil tillade en læge ikke bare – som i nogle lande, herunder Danmark – at yde passiv dødshjælp ved at afstå fra livsforlængende behandling, men også at imødekomme en begæring om en dødbringende dosis, når patienten mister sine åndsevner i væsentlig grad. En sådan lovændring vil kunne forskåne patienter med fremadskridende demens for den angst, de i dag må leve med: At de når ud over det punkt, hvor de ikke længere vil kunne træffe en beslutning om, hvorvidt de ønsker at levere videre.

Den lovændring, Bennett havde i tankerne, vil gøre det muligt for folk i hendes tilstand til at leve så længe de vil – men ikke længere.

© Project Syndicate og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for John Fredsted

Assisteret dødshjælp, hvor en læge fremskaffer medicinen, men man selv indtager den, i modsætning til aktiv dødshjælp, hvor lægen også indgiver den, går jeg varmt ind for. Kunne vi ikke snart få denne mulighed her i Danmark (som den allerede forefindes i for eksempel Schweiz)? Kom nu, kære politikere.

anbefalede denne kommentar