Læsetid 3 min.

Opgør med bedsteforældregenerationens ubalancer

Den aktuelle familiedebat er et opgør med 68’er-generationens institutionalisering af børn og indretningen af arbejdslivet. Og det er sundt både for velfærd og vækst
22. september 2014

»Vi er fattige, men lykkelige,« sagde en far til mig, da han tog orlov og senere sagde chefjobbet op for at tage en pause i karrieren. Der skal prioriteringer til for at få puslespillet om arbejde og familie til at gå op. Men er den enkeltes valg nok? Er det kun »den højtuddannede elite«, som piver, som debattørerne påstår i debatinterviewet »Brokker børnefamilien sig mere end den lider?« (den 4. september)?

Nej. Det er ikke kun den højtuddannede elite, der oplever en ubalance.

»Kan det være rigtigt, at børnefamiliernes balance mellem arbejde og familieliv er sat over styr,« spørger debattørerne retorisk. Og svarer selv nej. Men de tre debattører er langt fra dagligdagen i børnefamilien Danmark, når de henviser til opdragelse i 1700-tallet og familienostalgi fra 1950’erne.

Børnefamilierne oplever i stigende grad, at balancen er sat over styr. Det er et faresignal, der skal tages alvorligt. Ubalance fører til stress, depression, skilsmisse, ringere livskvalitet for børn, mindre effektivitet, og i sidste ende koster det samfundet.

Ning de Coninck-Smith mener, at børnefamilien aldrig har haft så megen tid som nu. Da hun var ung i 1980’erne, havde de kun tre måneders barsel. Og hvad skal vi så lære af det? 1980’erne er netop den periode, hvor fokus på balance mellem arbejde og familieliv for alvor tog fart. Vi hverken kan eller skal skrue tiden tilbage.

Opgør med fortiden

Debattørerne overser, hvad den aktuelle familiedebat er udtryk for. Nemlig et generationsopgør. Flere familier, fædre som mødre, gør op med den måde, generationerne før dem havde valgt at leve og arbejde på. Når de får børn, vil de også være sammen med dem. Flere vælger, at mor eller far går hjemme en periode, eller flytter på landet eller går ned ad karrierestigen. Denne markante tendens ser vi både i Danmark og i udlandet.

Det er ikke det samme, som »en nostalgisk« drøm om 1950’erne. Det er derimod et udtryk for, at man ønsker at bygge familie på værdier om nærvær, mens børnene er små; tager ansvar for opdragelsen og skaber det klister, der skal holde familien sammen.

At børnefamilien på den måde vender tilbage til et familiemønster, hvor én går hjemme i en periode eller arbejder deltid, er en rød klud foran dem, der mener at have skabt plads for kvinderne på arbejdsmarkedet og fået børnene i institution. Det er svært, når andre vil rive det ned, man har kæmpet for. Men der er tale om en ny generation, der vil leve sit liv som familie og på arbejdsmarkedet på en anderledes måde end den etablerede norm og samfundsorden.

Ubalance rammer alle

Den enkelte familie tager nogle valg: Flytte, gå ned i tid, lægge sit liv om eller droppe pensionen for at finde balancen.

Men det er ikke nok. Vi er en del af arbejdslivet. Det, der sker på arbejdet, har også betydning for familiebalancen, uafhængigt af hvor god man er til at planlægge.

Lad mig give et eksempel fra det virkelige liv. På en af mine konferencer om balancepolitik deltog Hanne Beck Hansen, Københavns tidligere politikdirektør. Mens hun var i politiet, blev hun ringet op af hustruen til en betjent, der havde fået sin vagtplan ændret. Hustruen, som var sygeplejeske, havde også vagtskemaer. Når de fik mandens skema, gik hun tilbage til sygehuset med sine ønsker til vagtplan. De ønskede, at der var nogen hos børnene om aftenen og natten. Derfor koordinerede de vagtplanerne. Men nu skulle de på vagt samtidig og finde en ny løsning.

Eksemplet viser kompleksiteten, når arbejde og familieliv mødes. Det er ikke kun den højtuddannede elite, balanceproblemerne rammer.

Fælles problem

Vi kan ikke som mødre og fædre løse udfordringerne med balancen mellem arbejde og familieliv alene. Vi kan som samfund ikke marginalisere gruppen af familier, der ønsker balance.

Vi er nødt til at ændre holdning til arbejde og familielivet. Vi har eksempelvis i mange år set ned på deltidsarbejde eller andre måder at arbejde fleksibelt på. Men det er en af løsningerne. Det hjælper både familien og arbejdspladserne.

Vi skal respektere forskellige måder at være familie på. Vi er i et opgør med 68’er-generationens institutionalisering af børn og indretning af arbejdslivet. Det er et sundt opgør, som kan skabe bedre velfærd og sågar mere vækst.

Løsningen kræver et samspil mellem regering, arbejdsmarkedets parter, arbejdspladserne og den enkelte.

Helle Rosdahl Lund er direktør i Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu