Kommentar

Opgøret stikker dybere end dagpenge

Dagpengedebatten har udviklet sig til en symbolsk stedfortræderkrig mod regeringstoppen, som statsminister Helle Thorning-Schmidt næppe kan dulme alene med teknokratiske småjusteringer – om et år
24. september 2014

Der kommer altid en god løsning i morgen. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har skudt en langstrakt valgkamp i gang ved at komme de interne kritikere i møde. Den socialdemokratiske partitop har tydeligvis erkendt, at den sociale profil skal skærpes, hvis de frafaldne kernevælgere og desillusionerede partisoldater skal mobiliseres frem mod næste folketingsvalg.

Med beslutningen om at fremrykke Dagpengekommissionens afrapportering til september 2015 har SR-regeringen vundet lidt tid. Men problemet er bestemt ikke løst. Tværtimod. Efter statsministeren lovede et nyt dagpengesystem på partikongressen i Aalborg her i weekenden, kan Socialdemokraterne ikke længere gå ind i slutspurten af en valgkamp uden konkrete svar på, hvordan f.eks. genoptjeningsretten og en eventuel permanent arbejdsmarkedsydelse skal udformes fremover.

Timingen af kommissionens rapport gør uundgåeligt dagpenge til et hovedtema ved næste valg. Baglandet og fagbevægelsen har nu fået en berettiget forventning om, at Helle Thorning- Schmidt & co. inden for en overskuelig fremtid vil fremlægge et gennemarbejdet udspil til en ny dagpengereform – og vel at mærke et udspil, som skal balance på en knivsæg mellem på den ene side at lægge kant til de radikale og på den anden side være parlamentarisk gennemførligt. I givet fald: et politisk kunststykke.

Lynafleder for vrede

Intensiteten i debatten om dagpengereformen – som VK-regeringen gennemførte sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i 2010 – tyder imidlertid på, at frustrationerne handler om mere og andet end en indignation på vegne af de omtrent 5.000 tidligere dagpengemodtagere, som i dag har mistet enhver indtægt.

Dagpenge er blevet en knaldperle på en lang rød tråd af protestsager, hvor venstrefløjs-socialdemokrater, SF’ere og fagforeningsfolk har bekæmpet magtduoen, Helle Thorning- Schmidt og finansminister Bjarne Corydon. I løbet af de seneste års tid har både det delvise frasalg af DONG Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og lovindgrebet mod folkeskolelærerne været katalysator for noget nær en oprørsstemning.

Topsocialdemokraterne håber, at de udbredte frustrationer vil kunne isoleres til dagpengespørgsmålet – som en form for lynafleder. Men spørgsmålet er, om vreden stikker så meget dybere, at en eventuel løsning blot forskubber protesterne til en ny sag?

Men så længe Socialdemokraterne endnu ikke har fremlagt sit eget bud på en ny dagpengereform, kan ingen vide, om weekendens imødekommelse har karakter af en taktisk manøvre, eller er begyndelsen på en ideologisk genrejsning.

De igangværende finanslovsforhandlinger vil blive en snarlig lakmusprøve på regeringstoppens aktuelle kulør. Helle Thorning-Schmidts overraskende udmelding om at ville gå til valg på et nyt dagpengesystem er umiddelbart en god undskyldning for at udskyde alle de midlertidige lappeløsninger, som SF og Enhedslisten kræver.

Men SR-regeringen skal til gengæld kunne tilbyde en samlet finanslovspakke båret af en markant anden social retfærdighedssans end de foregående år, hvis weekendens kursskifte skal stå tilbage som andet end spil for galleriet.

Efter sidste søndags valg i Sverige, hvor S-lederen Stefan Löfven kun lige akkurat fik mulighed for at danne en ny rød-grøn-regering på et yderst spinkelt mandat, kom den tidligere socialdemokratiske statsminister Göran Persson med en brutal analyse, som overført på danske forhold kunne tyde på, at Socialdemokraterne endnu har meget langt igen, før partiet genvinder rollen som en garant for større social balance.

Som reaktion på Sverigesdemokraternes fremgang udtalte Persson: »Valgresultatet var en rigtig ørefigen til Stockholm-etablissementet. Det er jo ikke i Stockholm, at Sverigesdemokraterna går frem, men ude i resten af Sverige. Derude hvor man lider under dårlig mobildækning, tog som ikke går til tiden, pensioner som ikke rækker, job som forsvinder, unge som flytter og landbrug som nedlægges. Alt det er det her et udtryk for: Sverige er ved at knække sammen.«

På samme måde stormer Dansk Folkeparti frem i hensygnende valgkredse, hvor krisen kradser og de ’udfaldstruede’ fra dagpengereformen kun udgør en lille del af den voksende gruppe, som mærker øget social utryghed i hverdagen. Det grundlæggende paradoks i dansk politik er således, at de vælgere, som føler skuffelse over SR-regeringens nedskæringer, søger over mod et parti, der peger på Venstres formand Lars Løkke Rasmussen som ny statsminister.

Med Nationalbankens nedjustering af vækstskønnet i går er opsvinget udskudt. Igen, igen. Socialdemokraterne skal dermed ud i en valgkamp, hvor en voksende gruppe vælgere føler – som Göran Persson profetisk udtaler – at velfærdssamfundet er ved at knække over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Dahl
  • Niels Duus Nielsen
  • Claus Piculell
  • Jørgen Steen Andersen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Grethe Preisler
  • Erik Jensen
Lars Dahl, Niels Duus Nielsen, Claus Piculell, Jørgen Steen Andersen, Flemming Scheel Andersen, Grethe Preisler og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lidt komisk, så har De Radikale Venstre for et par dage siden foreslået, at tatovering i ansigtet skal lovliggøres i Danmark fordi folk selv skal have lov til at bestemme deres ansigts udsmykning... Hold da helt kæft :-(

Leo, jeg er bare ikke enig.
Vi har brug for et skifte til en bæredygtig, cirkulær økonomi. At gøre arbejde til en ressource i stedet for arbejderen - det er et paradigmeskifte som ville passe fint ind i en bæredygtig økonomi.

Hver borger har så et princippielt krav på fuld beskæftigelse og får en kompensation fra staten når fuld beskæftigelse ikke er mulig. Det arbejde der er til rådighed skal fordeles mest mulig retfærdig på flest mulige arbejdere. Differensen mellem den normerede fuld beskæftigelse og den reelt mulige beskæftigelse efter en fordelingsnøgle udgør kompensationen. Et løntilskud, som det jo allerede findes, men som ender i de forkerte hænder, som det er nu.

Det forenkler sagen ganske enormt fordi det ville eliminere de fleste andre former for tilskud og overførsels indkomster.

Man kunne også betragte det som en slags fleksibel basisløn, hvor en delvis selvforsørgelse bliver modregnet. I stedet for den gængse basisløn model, som jo stadig ville være en fattigdomsydelse, går jeg ud fra en ordentlig indkomst til alle. Uanset om man kan finde et job eller ej. Det er også et opgør med holdningen at det er OS arbejdstagere der skal bære ansvaret for at finde et job.

Det er som situationen har været siden 2008, og som den også vil være fremover, totalt umulig for arbejdstageren (og i stor omfang også arbejdsgiveren) at bære ansvaret for at finde et job. Derfor er der behov for et paradigmeskifte.

En af mine gode venner, som er lønmodtager, tjener ca. fire millioner kr. om året. Hans samleverske er arbejdsløs akademiker og er faldet for toårsreglen for dagpenge. På grund af den gensidige forsøgelsespligt er den arme kvinde nu helt uden indtægt.

De har netop købt hus i Hellerup til 8.2 millioner kroner, og jeg er sammen med min datter inviteret til middag i aften. På en eller anden måde tror jeg nok at de skal klare sig.

Det er åbenlyst ikke tilstrækkeligt at tælle personer. Man bør også vurdere deres faktiske muligheder for at leve et godt liv.

Filo Butcher, Kjeld Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Hvis din gode millionær-ven smider sin "samleverske" ud, Frank Hansen, skal hun så heller ikke være berettiget til offentlig støtte?
Håber I får noget godt at spise.

Grethe Preisler

Frank Jensen - Ja, de rige de kan. Og hvorfor mon? Fordi det er dem, der har pengene.
Nu må den arme arbejdsløse akademikerkvinde, der lever på polsk med din gode ven, vælge:

Vil hun flytte fra ham og lade sig forsørge af det offentlige (kontanthjælp i h.t. bistandsloven). Eller vil hun blive og henslæbe sit ørkesløse liv som 'holdt kvinde' i sin samlevers nyerhvervede millionærvilla i Hellerup?

Jeg er klar over, at min ven ikke er en typisk lønmodtager. Omvendt mener jeg heller ikke, at det offentlige bør bruge tvangsudskrevne skatteydermidler til at forsørge personer, som selv kan klare sig på den ene eller på den anden måde.

Meget apropos, så var min datter og jeg i går inde og se Kameliadamen på Det kongelige Teater. Det er en fantastisk ballet med musik af Chopin. Den kan varmt anbefales.

Professor dr. scient. Frank Hansen. Mon du var blevet inviteret til middag i aften i Hellerup, hvis du havde været på kontanthjælp?

Hvad så med overvægtige, rygere eller andre udenfor de efterhånden meget begrænsede normalitet begrænsninger i Danmark. Alle troldene. Skal de også fratages den grundlovssikrede rettighed til forsørgelse?

- Når nej, i et fascistisk diktatur er en grundlov jo ikke sit papir værd. Undskyld LA, det havde jeg lige glemt.

Lene Christensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Frank Hansen
25. september, 2014 - 16:55

Det er jo bestemt heller ikke noget problem med, at tjene mange millioner. Ingen misundelse herfra. Det som er et problem er hvis mennesker ikke har ok økonomi til at opretholde et anstændigt liv.

- Go aften middag herfra.

Frank Hansen,
sker ikke så ofte at jeg er enig med dig ;-)

Helt klart, at vores velfærdsystem altid har haft sociale slagsider og er med til at fastholde sociale skel. Kan huske at man for 20 år siden kunne få en særlig, nærmest ubegrænset støtte når rigmand var uheldig og røg på kontanthjælp. Kan ikke huske hvad den hed, men meningen med denne støtte var at ingen skulle være tvungen til at pludseligt give afkald på ens vante livstil. Så hvis man var vant til champagne og kaviar, kunne man faktisk ansøge om særlig støtte så man ikke skulle undvære den vante luksus.

Jeg mener også at alle offentlige ydelser bør være indkomstreguleret. Nogle individuelt, andre efter husstands indkomst. Hvorfor skal millionærer få børnepenge? eller folkepension? Til gengæld er den gensides forsørgelsespligt en glidebane. Men ikke ligefrem ved millionærer.

Ja, fruen risikerer nu at være fanget i et dilemma, men helt ærligt, ville de småpenge hun fik i dagpenge gøre en forskel? Hun er en holdt kvinde hvis hun føler sig sådan. Om hun havde sine egne dagpengene ville ikke gøre en forskel med den slags livsstil.

Grethe Preisler

Frank Hansen: 'tvangsudskrevne skatteydermidler'?

Her gik man i sin enfold ud fra, at hver en øre, stat og kommuner har at gøre godt med til et hvilket som helst formål (det være sig finkulturelt som f.eks. drift af Det Kgl. Teater og Den kgl. Ballet eller lavkulturelt som f.eks. hel eller delvis forsørgelse af borgere, der af den eller anden årsag er ude af stand til at opretholde et 'anstændigt' liv ved eget lønarbejde) stammede fra inddrivelse af skatter og afgifter.

Som man dog kan tage fejl, når man ikke har en ph. d. i nationaløkonomi fra en højere læreanstalt drevet for tvangsudskrevne skatteydermidler ;0)

Jeg kan jo ikke forstå, at man i denne verden, der i den grad synes at mangle skatteindtægter til de store udgifter, der er, at man der ikke bare forsøger sig med at beskatte arbejdsfri indtægt f.eks. de helt helt arbejdsfri gevinster ved hussalg.
Men der er mange andre indtægtskilder mulige. Man skal bare ville. Hvad med at ansætte 2000 politibetjente, at sørge for at samle bøder ind fra alle der kører for stærkt? Hvad med at ansætte 2000 skatterevisorer, til at revidere alle de sager, som man i dag lader passere selvom der snydes ad h til.

georg christensen

At vores nuværende "DANSKE" SR regering er kommet i klemme, er deres egen skyld. Dårlig ledelse og dårlig håndtering af forskellige, alt for mange problemer.
Deres selskabs model for det "globaliserede" DANMARK er alt for egocentrisk. De har sammen med VK på bedste "egocentrisk" vis forsøgt at sætte folket´s " værdier "X" sætningen på "pinebænken" med deres "kæft trit og retnings modeller", fuldstændig uden følelser om alt hvad der foregår i verden udenfor, desværre er dette også gældende overfor DF. Når så disse partier udelukkes, så har vi ikke så mange tilbage.

Enhedslisten, som jeg satser på, sammen med SF, kan være løsningen, men her bør Enhedslisten ændre sin politik overfor deres pacifistiske indstillinger overfor forskellige "magtstrukture", som med våbenmagt eller finansiel overmagt allerede har brudt pacifismens indstillinger, kun radikal kan bekæmpes med "værdiløsgørelsen" af deres indstillinger, ikke fra neden og opefter men fra toppen og nedefter.
Hvad magt begærets våben betyder: Bliver de ikke produceret, kan de ikke benyttes.
Hvad religøse uvidenheder , såkaldte "prædikanter", "spåkoner" af alle arter i deres egne illusioner publicerer bør heller ikke tages alvorligt.
Hvad finansindustriens terroister producerer bør tages mindst lige så alvorligt, som det " IS"
producerer.

Filo, 16.00 - Det eneste vi åbenbart er uenige om, er din blandingsmodel med supplerende off. tilskud til differencen mellem løn før og efter en arbejdstidsnedsættelse. Det er ikke mere bureakrati og flere regler, jeg ønsker.
Din sammenkædning mellem dette og basisindkomsten er at udvande denne til ukendelighed.
Din sammenkædning mellem dette og klimaindsatsen er irrelevant. Jeg kan ikke se, at din model takler den vilde materialisme eller en øko-økonomisk omstilling .

Grethe Preisler

Da jeg ikke abonnerer på dagbladet Politiken, kan jeg desværre ikke lægge et link i nærværende tråd til Niels I. Meyers nylige kronik sammesteds om sammenhængen mellem 'den nødvendige økonomiske politik' og 'det private erhvervslivs behov' for fri og uhæmmet adgang til fortsat ekspansion.

På bekostning af såvel de økologiske som de 'filosofiske' rammebetingelser for homo sapiens' fortsatte eksistens som art på Den Blå Planet med dens begrænsede evne til at genoprette og kompensere for de skader, denne Skabningens Herre med sin højtudviklede hjerne og evne til abstrakt tænkning gennem tiderne har udsat den for.

Sider