Læserbrev

Popforklaringer skader økonomien

13. september 2014

Ritzau gør det, P1 gør det, Berlingske gør det, og journalister samt politikere over det ganske land gør det. De oversætter økonomiske udfordringer med letforståelige metaforer i bestræbelserne på at gøre debatten tilgængelig for hr. og fru Danmark. Det er senest gået ud over finansloven for 2015, som er blevet beskrevet som statens husholdningsbudget. Men fremfor at højne forståelsen, så skaber husholdningsmetaforen grobund for afgørende fejlslutninger.

Den altoverskyggende forskel på husholdnings- og nationaløkonomi er den gensidige afhængighed. I det politiske fællesskab, som staten udgør, er vi dybt afhængige af hinandens villighed til at investere i fremtiden. Du kan ikke tjene nogen penge, hvis jeg ikke bruger nogen – og omvendt.

Vi lever af at sælge varer og ydelser til hinanden. Hvis alle forsøger at spænde livremmen ind på samme tid og gemme pengene i madrassen, så vil resultatet være, at din indkomst falder, fordi jeg forbruger mindre. Og samtidig falder min indkomst, fordi du forbruger mindre.

Når alles indkomst falder på samme tid, så dannes der en form for sneboldeffekt – forbruget går i stå, BNP-væksten falder, og den relative gæld stiger.

Iveren efter at få kassen til at stemme kan derfor føre os ud i endnu værre økonomisk uvejr, fordi man trækker pengene ud af økonomien og bremser de investeringer, der skal sikre den langsigtede vækst. Man risikere, at spise de korn, som man skal bruge til at så.

Ideologi

I en almindelig husholdningsøkonomi skal man være mere på tæerne for at skabe budgetbalance nu og her. Lærer Petersen behøver ikke tænke på, at bager Jepsen får færre penge til en ny cykel, hvis hun sparer sin ugentlige jordbærkage væk for at kunne betale mere af på sit boliglån.

Når journalister taler om statens husholdningsbudget, er de med til at bane vejen for en stram sparekurs og velfærdsnedskæringer.

Det betyder ikke, at man kan ignorere gælden, men den skal ses relativt til væksten og den økonomiske udvikling.

Husholdningsmetaforen er ikke bare fordrejende – den understøtter, som den nobelprisvindende økonom Paul Krugman har beskrevet, en ideologisk forståelse, hvor gældens negative betydning kronisk overdrives, og hvor offentlige investeringer miskrediteres.

Jens Jonatan Steen, analysechef i Tænketanken Cevea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elisabeth Andersen
  • Thomas Rasmussen
  • Thorbjørn Thiesen
  • Jesper Wendt
  • Ernst Petersen
  • lars abildgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Dennis Berg
  • Lise Lotte Rahbek
Elisabeth Andersen, Thomas Rasmussen, Thorbjørn Thiesen, Jesper Wendt, Ernst Petersen, lars abildgaard, Niels Duus Nielsen, Dennis Berg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Deleuran Fajstrup

Jamen du har da fuldstændig ret, Jens Jonathan.
Jeg ser jo frem til at vi får en ægte Keynesiansk tilgang til statens midler, så udgiftsniveauet er kontracyklisk.
Det ville desværre nok betyde at udøveren ikke blev genvalgt, da nedskæringer i de offentlige budgetter sjældent er en vindersag (uanset hvad Don Corydone og Margrethe d. V ellers måtte mene).

Niels Duus Nielsen

Når nationaløkonomi er så vigtigt, hvorfor lærer børnene så ikke om det i skolen? Er det mon fordi der er stærke kræfter, der har en interesse i, at bønder ikke ved noget om agurkesalat?

Som det er nu, kan politikerne/økonomerne/journalisterne jo bilde os hvad som helst ind. Og det gør de.

Thorbjørn Thiesen, Lene Christensen, randi christiansen, Per Klüver, Sofie Louise Johansen og Henrik Larsen anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Niels Nielsen - både Nationaløkonomi og privatøkonomi bør være obligatoriske fag i folkeskolens ældste klasser. De vil iøvrigt nemt kunne kombineres med andre fag såsom dansk og ikke mindst matematik.

Niels Duus Nielsen, randi christiansen, Jesper Wendt og Per Klüver anbefalede denne kommentar

Problemet med nationaløkonomi er netop, at det er en "videnskab", hvor der er modstridende teorier og forklaringer. Samt, at politikerne mest baserer nationaløkonomi på at sammenligne staters økonomi med firmaernes økonomi.

Men uanset om man bruger firmamodellen eller den mere populistiske husholdningsmodel til at styre et lands økonomi, så går det galt.

Problemet er i begge modeller, at der lægges alt for stor vægt på besparelser samt at begrænse inflation. Men besparelser og lav inflation skaber arbejdsløshed ved at sænke forbruget og opmuntre til at investere i døde værdier i stedet for arbejdspladser.

Statsgæld er et meget mindre problem end firmaers og husholdningers gæld. Det er dog ikke noget, som man skal ignorere. Men en stigning i staters gæld betyder intet, hvis der samtidig er en tilsvarende stigning i BNP.

Thorbjørn Thiesen, Niels Duus Nielsen, Lene Christensen og Per Klüver anbefalede denne kommentar

Det er vel ikke popforklaringerne til folket, der skader økonomien, men politikerne, og dem der rådgiver dem. Strategien er jo lagt, når man skal ud og forklare.

Flemming Scheel Andersen, Torben Nielsen og Helge Rasmussen anbefalede denne kommentar

Kun hvis forbrug er et mål, skader det at holde igen. I virkeligheden er denne udveksling, denne noget-for-noget-kræmmermentalitet, det, der er galt: vi skal fremstille efter behov og distribuere i den sikre forvisning, at andre gør det samme på andre områder. Spildet i en markedsøkonomi er altid gigantisk.

Nationaløkonomi og privatøkonomi er en del af pensum i samfundsfag i 9 kl. Men bevares - fakta kan være så pokkers ødelæggende for ens argumenter...

Henrik Brøndum, Markus Hornum-Stenz og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Christian Hald: At noget er en del af pensum i et helt andet fag er ikke det samme som 2 obligatoriske fag. Samfundsfag dækker alt fra Sociologi over ideologi og ikke mindst politik. En gennemgang af økonomi bliver der meget lidt tid til.

Men bevares, lidt er bedre end ingenting. Økonomien skal bare udskilles så den ikke drukner i anti-racistisk solidaritetstema som tager al tiden.

Væksten er kun nødvendig p.g.a. gælden, så vækst som mål, taler for en negativ udvikling. Det kommer lidt an på landets infrastruktur m.m. selvfølgelig, men I-landende (mest i nord nu) kunne sagtens klare sig uden, havde det ikke været for gælden. Resten er et spørgsmål om fordeling. Lige nu øges gælden, så vækst raten skal enten øges, eller der skal skæres. Når man skærer i en lavkonjunktur - har det været evident, at efterspørgslen falder, og recessionen indtræder. Derfor, er loftet på udgifter i det offentlige forbrug, gift for staten. Det var gået som i Sverige, da det var et isoleret dropout i 90'erne. Samtidig undgår man alle de uheldige skæbner, og holder en kvalificeret arbejdsstyrke, modsat nu, hvor Europa skal starte forfra, når der sker radikale ændringer i det økonomiske verdensbillede. I Danmark, kunne man nok have klaret det ved, at lade de rige betale lidt ekstra i den svære tid.

Thorbjørn Thiesen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Eksproprier gælden. Den er illegitim. Man kan ikke gældsætte/sælge fællesejet. Det er undergravende for enhver stat at være prisgivet ågerkarle/banksters.

Markus Hornum-Stenz

Det store uhyre i åbenbaringen er, at man ikke kan fastholde et status quo. Enten vender vi femører eller også er vi i gang med at købe hele verden.
Om økonomisk velstand skaber vækst eller omvendt, det er svært at argumentere entydigt for.
Men som privatperson bruger man som regel enten flere eller færre penge end måneden før, svarende til enten vækst (= flere penge) eller recession (=færre penge) makroøkonomisk.
Og det er - med en popforklaring - med penge (som jo er abstrakte repræstentationer af gæld) lidt som med ting i ens hjem. Der skal ryddes op indimellem, ellers drukner man i habengut.

Thorbjørn Thiesen

Hvis befolkningen ikke var økonomiske analfabeter ville de kunne gennemskue neoliberale påstande ved at gå på nettet med interesse for stoffet og så bruge 10 minutter. Desværre er det meste på engelsk. Se også på den lovgivning vi bliver præsenteret for, hver gang skal man se hvem er loven til fordel for. Samfundet i sin helhed eller kun en fraktion. Det meste lovgivning siden 2001 har været til fordel for de previligerede .

randi christiansen

Nemlig, lovgivning til fordel for de priviligerede med trickle down og arveret som figenblad for finansakrobatikken - og se på konsekvenserne > konstante og stigende miljø-og socioøkonomiske katastrofer. Det er røveri af fællesejet ved højlys dag. Følg pengene - find de ansvarlige.

Flemming Scheel Andersen

Popforklaringerne er vel nødvendige til en vis grad af forståelighedshensyn.

Men vildledningerne og propagandaen fra mediernes efterplappren er da højest skadelig.
Husholdningsproblematikken er ikke nær så aktuel, som de spørgsmål til at fastslå at "den nødvendige poltik", helt og aldeles kun er den valgte politik.
Eller den forklaring der mangles på forandringen i tilgangen til ledighedsproblemet, fra at det var samfundets til at det er de lediges, der som bekendt ikke kan påtage sig jobs der ikke er.
Eller kommuernes forklaring på at deres kasser bugner af 38 ubrugte milliader og de samtidig bortretucherer hele samfund med lukninger og nedskæringer af f.eks. skoler.

Så forklarende forsimplinger kunne sagtens retfærdiggøres til en vis grad, hvis så ellers energien fra medierne blev brugt til en reel udredende forklaring på de urimeligheder der er helt åbentlyst tilgængelige

Pointen er, at den med husholdningen er en falsk analogi. Man kan ikke sammenligne nationaløkonomi med husholdningsøkonomi.

Det er sålededes ikke det poppede, men det direkte uærlige ved analogien, der er problemet.

Som Jens Jonatan Steen påpeger (blot ikke kraftigt nok), bliver den falske analogi kun trukket af stalden, når der skal skæres i det sociale og velfærdsbudgetterne, eller austerity.

Man hører aldrig argumentet, når der skal sendes penge til McKinsey for et eller andet ligegyldigt stunt, eller til GGGI (også i høj grad McKinsey), så skatteyderne kan betale for dansk erhverslivs lobbyarbejde og poltikernes selvforherligelse, eller til militæreventyr i fjerne lande under Maersks faner, ogs[ til politikernes selvforherligelse, eller til indkøb af nye fly herhjemme.

Det er udelukkende, når det gælder velfærdsydelserne, at man pludselig bekymrer sig for, om mutter bruger flere penge, end der er i pungen.

Olav Bo Hessellund, Elisabeth Andersen, Karsten Aaen, Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er nemlig helt præcist set claus - mennesker, som ikke er en del af systemet, ses som en trussel for systemets troværdighed. Ansvaret må placeres et sted, og det er åbenbart helt utænkeligt, at de, som reelt har ansvaret = kontrol over ressourcerne, også påtager sig det. Jo, med ansigtet lagt i alvorlige folder 'påtager' man sig ansvaret for at spare på de ANDRES, de fattigstes, overlevelsesbudget. Det er fanme groft røveri ved højlys dag af fællesejet - og ingen andre end dem 'besparelserne = terroriseringen af de udenforstående - går ud over kan se tragikken.

randi christiansen

De lader som om, der ikke er et alternativ, fordi så bliver de nødt til at slippe kontrollen og overgive den til dem, der kan administrere fællesejet til alles bedste. Konkurrencestaten er en røverstat.

randi christiansen

Det er hvem kommer først til fællesejet og kan maltraktere og omsætte uvurderlige naturværdier til plasticrester i havene, gift i ekso-og esoterisk miljø, krig, mord og katastrofer. Systemet er afsløret som dysfunktionelt, tiden er inde til omstilling - herunder ekspropriering af en gæld, som er illegitim, fordi den er baseret på et illegitimt system > konkurrencesamfundet. Og nej, trickle down virker ikke. Og ja, der er et alternativ > økologisk økonomi. Burde snart være feset ind under tænkehatten.

Henrik Brøndum

Dette er vel et lille problem. Trods uendelig gentagne sparebudskaber, nedadvendte mundvige og alvorstunge blikke fra den ene finansminister efter den anden, bruger de fleste lande hvor der er fri debat - lidt flere penge end de kraever op i skat. Hvis ordene "husholdsbudget" og "maadeholdsforeningen" bliver forbudt ved lov - kan denne sarte balance maaske tippe og resultere i Farum-ske tilstande? (Undskyld jeg tror de har betalt det Brixtoftes eventyr af nu).

Det er jo et nationalt problem, Randi Christiansen - folk føler sig jo også truet af indvandrerne, fordi de ikke lever på samme måde som dem selv.

randi christiansen

Peter ? problemet med at udgrænse/udsulte de ikke umiddelbart profitgivende i hamsterhjulet er i særdeleshed internationalt

Er det ikke meget nemt? Når der optræder en krise som den, vi er i eller ikke er i, skyldes den manglende købekraft; men samtidig er der jo ikke mangel på varer. Så det er profitkravet, der er problemet, må man gå ud fra. Når der ikke er behov for at fremstille mere eller så meget, skyldes det jo produktiviteten, hvor den enkelte kan fremstille mange gange det, han selv skal forbruge.

Henrik Brøndum

@Peter Hansen

Du er for varefokuseret. Det er rigtigt at vareproduktionen (mad, toej, huse, biler etc.) kan klares af faerre og faerre. Men services er meget vanskeligt at effektivere - og i gennemsnit er der jo kun en tjener til raadighed til hver borger i under 4 timer om dagen. Saa ud fra din overfloedighedslogik er der slet intet problem at forbruge al arbejdskraften - den skal bare i gang med at producere flere services.

Hvilke tjenesteydelser, Henrik Brøndum? Når jeg kommer ind til min frisør, står de begge på spring til at kaste sig over mig.

Henrik Brøndum:

Nu leger jeg selvfølgelig lidt djævelens (Keynes') advokat, for jeg er jo mere i Randis og Peters lejr, men jo det er et "LILLE problem", for gælden bliver kun farlig, når den når en vis størrelse i forhold til andre ting, som vækst, BNP osv. som jo bliver stimuleret, når regeringen bruger penge.
Og Danmark er slet ikke i nærheden af det røde felt på nogen parametere. Mange af verdens økonomiske supermagter klarer sig jo også fint med dundrende underskud i årevis.

Det "lille problem" opstår kun når der skal snakkes velfærdsydelser. Det kan man ikke, selv med lukkede øjne under bindet for dem, undgå at sande efter 2007-krisen og de enorme bailouts og QE, der fulgte. Det var først da bail-outene i toppen var kommet på plads, debt ceiling-hysteriet indfandt sig - dvs. da de rige havde fået deres og man begyndte at kigge på, hvad der kunne gøres for de dårligst stillede.

Et stykke politisk kabukiteater, som udspiller sig med jævne mellemrum, men folk falder åbenbart for det hver gang.

randi christiansen

Nemlig - 'da de rige havde fået deres'

For hvis DE ikke fik, så var der jo ikke nogen til at piske hamsterne i hjulet = fordele/administrere ressourcerne - og kongerne skal jo ha det bedste ikke, hvordan skulle de ellers have overskud til at lede folket? Til at administrere trickle down almisserne osv ... den største løgn er, at mennesker har brug for den gulerod : at dele fyrsternes tyvegods, deres privilegier, for at gide arbejde.

Menneskers gulerod er, at butikken kører godt for alle - at det ikke skulle kunne lade sig gøre at regne ud hvordan er den næste kæmpeløgn - en stærkt demotiverende løgn. Hvorfor skal vi bruge vores kostbare liv på at blive snydt i hoved og røv, mens vi knokler den ud af bukserne? Der må være grænser for tyndskid, som man siger, når man adresserer røvhuller, der bare lukker lort ud.