Klumme

Alle public service-stationers moder er klar til radikal make-over

BBC er alle public service-stationers inspirationskilde nummer et. Og stationen er parat til at gå radikalt til værks for at tilpasse sig den nye medievirkelighed. Er DR og danske politikere parate til at lære?
24. september 2014

DR har igennem årene nøje studeret – og i høj grad kopieret – BBC. Verdens største licensfinansierede offentligt ejede medievirksomhed er alle public service-stationers moder.

Og som alle andre af slagsen er BBC under pres. I 2016 skal organisationens grundlov – The Royal Charter – fornys for endnu en 10-årig periode, og her i London er forpostfægtningerne til den store mediepolitiske kamp i fuld gang.

I modsætning til DR er BBC gået offensivt til værks. Organisationens nye generaldirektør Tony Hall – lord Hall of Birkenhead – har i sin knapt 1-årige regeringstid haft nok at lave. I modsætning til DR’s Generaldirektør skulle han først og fremmest lægge låg på to alvorlige skandaler, som betød, at briternes tillid til BBC har været målbart faldende.

Værst var Jimmy Savile-sagen, hvor en af BBC’s kendteste værter blev afsløret som årelang seksuel misbruger af mindreårige. Ikke nok med det. BBC forsøgte at mørkelægge skandalen.

Den næste grimme sag var afsløringen af, at BBC’s topledelse forgyldte sig selv med opulente lønninger og fratrædelsesordninger. Mere end 300 chefer i organisationen fik en årsløn på 1 million kroner eller mere. Nogle tv-værter modtog gager på over 5 millioner kroner om året.

Dette frås med licensbetalernes penge er nu genstand for undersøgelser og nedskæringer. Og det er en slags kulisse i en mediepolitisk radikal forandring af verdens ældste public service-organisation.

Overordnet skal BBC – ifølge Hall – ændres fra at være »en paternalistisk« organisation til »et personligt BBC«. Generaldirektøren taler ikke længere om lyttere, seere eller brugere – han taler om »medlemmer«. Britiske kommentatorer og forskere kalder BBC’s nye linje for »mutualisme« – et begreb hentet fra økologien, hvor det betyder fællesskab, men også en økonomisk teori, der tror på det frie initiativ uden statsstyre, og ønsker at skabe mekanismer, der sikrer lige vilkår for alle i et frit marked.

Og der er ikke tale om luftige teorier om borgernes ejerskab til BBC. Hall går langt videre. Han har også luftet tanken om, at BBC skulle lade samtlige programmer – undtagen nyhederne – gå i udbud hos private producenter (eller andre tv-stationer) – til gengæld mener han, at BBC med sin talentmasse og produktionserfaring også skal have mulighed for at levere programmer til konkurrenterne.

I yderste konsekvens kan det betyde, at BBC engang i fremtiden kun har fastansatte nyhedsjournalister og en masse redaktører, der kun køber ind udefra. Ikke nødvendigvis gode nyheder for organisationens 23.000 medarbejdere, men indtil nu har reaktionen herfra været afdæmpet.

Alle synes at forstå, at i et voldsomt skiftende medielandskab er der behov for at tænke radikalt nyt.

Når dønningerne har lagt sig efter den seneste sparerunde, skal DR for alvor til at udmønte en ny, overordnet politik for fremtiden. En kolossal og lidt utaknemmelig opgave, fordi medielandskabet ændrer sig time for time. Ligesom BBC er det næsten lige så sikkert som amen i kirken, at DR ikke bliver større.

Ligesom i Storbritannien synes der fortsat at være et solidt politisk flertal for licensfinansieret public service, selv om selve licensbegrebet også diskuteres. DR har gang på gang ladet sig inspirere af den store moder i London, men har til gengæld ofte været sene til at lære af BBC’s fejl.

Det helt afgørende element er forholdet til publikum. Hvordan inddrages borgerne mere i både debatten og programproduktionen?

Kan vi lære af, at BBC ikke længere har en bestyrelse, men et øverste organ kaldet BBC Trust, der »passer på licensbetalernes penge og sikrer dem indflydelse«? BBC Trust ligger uden for den øvrige organisation både formelt og fysisk, og hyrer og fyrer direktionen.

Og er politikere i Danmark, der i modsætning til deres britiske kolleger har vænnet sig til hver fjerde år at bruge dage og timer på at detailregulere, modne til at tænke mere overordnet og langsigtet? Hvad med et 10-årigt medieforlig som det britiske Royal Charter?

Det giver arbejdsro og mulighed for at tænke lidt større tanker i 7-8 år og kan – som i Storbritannien – løfte debatten og ideerne op på et højere plan.

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det bliver mere kommercialiseret. Det bliver næppe borgerne, der får mere indflydelse, men lobbyisterne, virksomhederne, organisationerne. Og ikke længere en bestyrelse, men et øverste organ kaldet en Trust, der ligger uden for den øvrige organisation både formelt og fysisk. Det minder vores universitetsreform, hvor nye bestyrelser er hentet udefra som en slags koncernledelse. Erhvervsliv frem for borgere.

Søren Sørensen

Luk nu bare licensbetalt TV ned.
TV er underholdning, og intet andet.

Selv det engang virkeligt gode selvproducerede danske børnetv er jo gået hen og blevet en tom selvsmagende affære hvor værterne primært benytter eksponeringen til at sætte sig selv i stilling til bedre betalte jobs i underholdningsbranchen, når programplanlæggerne ikke lige affodrer ungerne med disneylort og de billigste totalreklamer penge kan købe.

Og hvis det nu skal blive sådan at en lille flok redaktører ved lov får 3-4 milliarder af danskerne til at købe medieprodukter for (hos familien eller deres bekendte, som det jo så ofte er i den danske andedam), så er det da helt godnat.

Drop licensen, lav evt. en tvkanal til nyheder, og finansiér den ved at skære i politikernes lønninger, eftervederlag og pensioner, og så slut.