Læserbrev

Rasmus Rosenberg Larsen, 33: Skønheden forsvinder nok en dag

»For mit vedkommende er skønheden så dragende, at mit liv er blevet en slags narkomanisk eksistens, hvor jeg utrætteligt, men også naivt, forsøger at opsøge det skønne. Jeg fører mig vildfaren frem i blinde, og søger efter nye eventyr og nye elskerinder.«
Debat
17. september 2014

Min frygt for alderdommen er ikke en frygt for døden eller det kropslige forfald, men snarere en frygt for, at livet en dag sætter sig i et ligegyldigt eksistentielt tomrum, hvor farven grå hersker over et engang kulørt liv.

Min far har fundet en håndfuld billeder frem fra dengang jeg begik mig som selvglad irriterende provinsknøs i Svendborg. Jeg tænker ”Hvem fanden var jeg dengang?” Et fattigt individ, fattig på erfaring. Der var ingen skønhed i min tilværelse, alt drejede sig om mig selv og mit snævre blik på en ellers uendelig kompliceret verden.

Jeg spørger stille mig selv om hvordan jeg slap væk? Hvordan gik jeg fra, at min største drøm var divisions-fodbold, til nu at turde drømme om jordomrejser, eksotiske kvinder og endeløs filosofi? Barndommens gader på Bornholm og ungdommens grå eksistens i det Sydfynske synes i dag uhyre langt væk.

Flovt indrømmer jeg over for mig selv, at jeg ikke kender svaret på det sidste spørgsmål. Jeg aner ikke hvordan jeg bar mig ad med at komme væk fra mit daværende selv – hvordan min eksistens som sådan skiftede ham; fra at være overfladisk til at være fuld af skønhed.

En ting er sikkert: Det var ikke noget jeg gjorde med fuld rationelt overlæg.

I dag føler jeg mig overbevist om, at vi ikke selv er herre over livets skønhed. Når folk fortæller dig, at man skal søge nuet, vælge sit liv – du ved, alle disse klicheer – så ved jeg i dag, at disse folk er fulde af lort. Værdierne i livet vælges ikke, og fordi de ikke vælges, så kommer og går skønheden som det passer den. Dette faktum er for mig pisse skræmmende.

Vi vælger ikke vores livsretter, yndlingsfilm, eller vores elskede. Værdier dukker pludselig op, og vi mærker dem ved, at vi ikke kan ignorere deres tiltrækningskraft. Med andre ord bestemmes skønheden for os, uden vores rationelle samtykke. Vi kan ikke vågne op en dag og sige: ”Nu syntes jeg Peter nede fra Statoil er mægtig smuk,” eller at ”i dag er forloren hare min livret.” Nej, febrilsk må vi vente på, at verden skænker os en flig af den skønhed vi alle ved den har.

For mit vedkommende er det svært at acceptere dette finurlige karaktertræk ved livets værdier. For i og med vi ikke selv bestemmer disse værdier, da opstår min frygt for, at værdierne en dag kan forsvinde lige så pludseligt som de kom ind i mit liv. Vores kærlighed til en anden person kan ophøre, vores hobbyer kan blive intetsigende eller jobbet kan miste sin gravitet.

Vi ved alle sammen, at et møde med skønheden er ubeskriveligt. Hvis vi skal beskrive vores hustrus smil, vores børns latter, eller vores yndlings musik – da kommer vi straks sprogmæssigt til kort. I flovhed må vi trække os, når vi hører vores egne beskrivende ord gøre skønheden til skamme. Dette grunder i, at skønheden er os sprogligt hinsides, og af samme grund indtager skønheden den fornemmeste plads i vores liv.

Er det ikke sandt, at det er i mødet med skønheden vi mærker timeligheden? Den kvalitative del af livet er grundet i den følelse skønheden medbringer. Når begivenheder, kunst, mennesker, etc. mangler skønheden, da reduceres de til trivielle ligegyldigheder.

Det er ikke ideen om en objektiv skønhed der er tale om her, men rettere den skønhed du personligt erfarer. Den unikhed du ser i din hustrus øjne, hendes måske skæve tænder og måden hvorpå hun udtaler visse ord forkert. Denne skønhed, som især du bliver overvældet af, det er denne du ikke vil være foruden.

I den forstand kan det indholdsmæssige i vores liv reduceres til konkrete stævnemøder med skønheden. For mig overskygger skønheden alt andet, og dette ”alt andet” glemmes qua dets blegnende værdi i forhold til det skønne.

For mit vedkommende er skønheden så dragende, at mit liv er blevet en slags narkomanisk eksistens, hvor jeg utrætteligt, men også naivt, forsøger at opsøge det skønne. Jeg fører mig vildfaren frem i blinde, og søger efter nye eventyr og nye elskerinder.

Hver dag vågner jeg med en fundamental frygt for, at mine jævne stævnemøder med skønheden ikke er endeløse; at der kommer en dag, hvor skønheden ophører. En dag, hvor festen er slut, pigerne er gået hjem og sprutten er drukket. En dag hvor eksistensen bliver parkeret på en grå og kold rasteplads.

Når skønheden forsvinder sættes livet i en uforstyrret tilstand. En eksistens uden eruption og omvæltning – og det er for mig alderdommens ultimative sygdom. Håbet må være, at sidste møde med skønheden sker i livets døende sekunder. 

Hvordan oplever du den alder, du er nået til? Del dine helt personlige overvejelser, oplevelser, frustrationer og glæde ved din alder via linket her. Så publicerer vi de bedste på journalen ‘10, 20, 30...‘

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her