Kronik

Hans sidste ønske var et dansk pas

Selv med svære sygdomme, bunker af lægeerklæringer, ekspertvurderinger og værdig stædighed opnår flygtninge ikke at få et dansk pas. Justitsministeriet bagatelliserer lægernes oplysninger og holder ansøgere hen med ligegyldigheder, indtil de dør åndeligt eller fysisk
Selv med svære sygdomme, bunker af lægeerklæringer, ekspertvurderinger og værdig stædighed opnår flygtninge ikke at få et dansk pas. Justitsministeriet bagatelliserer lægernes oplysninger og holder ansøgere hen med ligegyldigheder, indtil de dør åndeligt eller fysisk

Josephine Kyhn/iBureauet

5. september 2014

Farah Botan Abdi kom fra Østafrika, en velhavende mand med høj position. Han var ledertypen, man gik til, når der var uenighed, men det kom til at koste ham to knuste nyrer efter tortur. Botan betalte selv for en nyretransplantation i Pakistan og flygtede med familien til Etiopien, hvor de kom under FN’s flygtningeprogram. Han fik tuberkulose og kronisk leverinfektion med den nye nyre og fik behandling resten af livet.

I 1996 ankom han til Danmark, hvor sundhedsvæsnet fulgte hans sygdomme. Han passede i årevis sin immundæmpende medicin, og gik til kontrol. Datteren fungerede som kalender og tolk, selv da hun gik i folkeskolen, så der var sjældent tolk til samtalerne.

Ægtefællen og de øvrige børn var flyttet til London, fordi de ikke brød sig om Danmark, men Botan kunne ikke besøge dem, for han havde ikke dansk pas – han havde søgt og fået afslag tre gange.

Jeg mødte Botan for fem år siden, da han blev henvist til Indvandrermedicinsk Klinik (IMK) fra en anden sygehusafdeling, fordi han var holdt op med at tage sin livsvigtige medicin for den transplanterede nyre. Han fortalte gennem tolk sin livshistorie.

Der var to årsager til, at han var holdt op med at tage sin livsvigtige medicin. Den ene var, at livet ikke gav mening for ham, når han ikke kunne besøge familien i London. Botan havde mest lyst til at tage sit eget liv, men det forbyder hans religion. I stedet valgte han at vise sin frustration ved ikke at tage sin medicin – det var ikke selvmord, men skulle vise hans desperation over ikke at kunne opnå den ligeværdighed, som et dansk pas var udtryk for.

Den anden grund var lidt sværere at tale om, men han fik behov for at straffe Danmark og mistede lysten til livet, den dag han så flere af sine tidligere torturbødler fra hjemlandet gå frit rundt i sin by i Danmark. Han fandt ud af, at én af dem modsat ham selv havde dansk pas. Hans følte, det var uretfærdigt, at dem, der havde ødelagt hans nyrer, kunne få et pas. For at vise sin afmagt holdt han op med at tage medicinen. Andre måtte bestemme, om han skulle leve eller dø. »Indtil da er jeg hverken død eller levende,« sagde han.

Sprogkrav spærrede

Farah Botan Abdi fortalte om en hverdag med ukontrollerede genoplevelser af torturen, problemer med hukommelsen og koncentrationsevnen. Hans eget sprog var svært at huske, og den smule dansk, han lærte, forsvandt hurtigt igen. Han forstod ikke, hvad der blev sagt i sprogskolen, han blev stresset af krav og prøver. Han kunne heller ikke forklare sproglæreren, at han på grund af en øjensygdom, kun havde 10 procent af sit syn tilbage. Botan kom i behandling for sine torturtraumer, men oplevelserne fra fængslet sad fast.

Kort efter kom et nyt afslag fra Justitsministeriet på Botans ansøgning om dansk pas: Han opfyldte ikke sprogkravene. Lægeerklæringen, der var blevet udfærdiget til ansøgningen sluttede med følgende: »Disse forhold [nævnt ovenfor] bør tale til Farah Abdi Botans fordel i forbindelse med ansøgningen om dansk statsborgerskab.« Dén bemærkning faldt juristerne i Justitsministeriet for brystet, lægen blev opfattet som personligt engageret, og erklæringen fik ingen betydning i sagen. Botan er næsten blind, hans nyrer fungerer ikke så godt, han har højt blodtryk, han har haft en blodprop i hjertet, sukkersygen er ustyrlig, og han har kroniske mavesmerter på grund af skrumpelever efter infektion. Han undrede sig over, hvordan ministeriet kunne tro, at han skulle kunne lære dansk: »(...) måske lægger de bare sagen til side eller i skraldespanden, det virker sådan,« sagde han efter afslaget.

Endeløse lægeerklæringer

Farah Botan Abdi fik hjælp til at politianmelde de formodede torturbødler, der blev sendt en ny lægeerklæring, der beskrev hans sygdomme og konsekvenserne af dem med henblik på dispensation fra sprogkravet. En ny ansøgning om pas blev sendt til ministeriet i december 2012, og det gav Botan livsmodet tilbage, så han genoptog sin medicin. Den ene af torturbødlerne døde i mellemtiden, og Botan ønskede ikke at anmelde de andre soldater, for som han sagde: »De var jo bare små soldater, der gjorde, hvad de fik besked på.«

Tre måneder senere, marts 2013, svarede ministeriet, at lægeerklæringen skulle uddybes: Juristerne ville kende i af patientens depression. Dette til trods for at patientens psykiske tilstand er velbeskrevet i hospitalets journaler, lægeerklæringer, af behandlerne i Rehabiliteringscenter for Torturofre og to uafhængige psykiatere, heraf én, der er specialist i torturtraumer. Hvad der får en jurist til at afvise de mange specialistvurderinger af konsekvenserne af tortur og 15 års livstruende sygdom er en gåde. Det er samtidig en alvorlig undervurdering af sygdommenes alvor.

For at efterkomme juristernes krav blev der udfærdiget en ny beskrivelse af patientens depression, der blev vurderet til at være meget svær.

Justitsministeriet svarede først i december 2013 på denne nye ansøgning: Endnu engang bad man Botan om at bestå danskprøven, hvilket han havde forsøgt fire gange før. Samtidig bad de igen om en helt ny lægeerklæring. Der blev som et sidste forsøg udfærdiget en ny lægeerklæring i december 2013, hvor man desuden vedlagde videnskabelige artikler om sammenhængen mellem sprogindlæring og hukommelsesproblemer i forbindelse med posttraumatisk stresssyndrom.

I graven som flygtning

I april 2014 blev Botan indlagt med lever- og nyresvigt. Han havde det svært med de mange nåle og slanger – han var indimellem ikke helt vågen, og der kom mange genoplevelser fra fængselstiden, men der var ingen til at lytte, for afdelingerne bruger ikke tolk. Af og til kaldte afdelingen datteren ind om natten for at være tolk.

Hun fortalte, at faderen gentog, at »man er ikke på lige fod og integreret, før man har et dansk pas. Hvis man ikke har et dansk pas, er man udenfor … så er man bare en flygtning«. Det holdt Botan fast i lige til det sidste. Et par dage inden sin død, bad han datteren om en sidste gang at spørge Justitsministeriet, om der var kommet svar på hans ansøgning. Det var der ikke, svarede ministeriet, de var stadig ved at læse lægedokumenterne (på tre sider), og Botan kunne tidligst forvente svar i december 2014 – 12 år efter den første ansøgning om pas.

I begyndelsen af maj døde Botan. Som datteren sagde: »Det sidste, han bad om, var jo bare et dansk pas.« Og hun fortsatte: »Jeg vidste, at det betød meget for min far med det pas, og derfor betød det også meget for mig, at han kom på lige fod med danskerne og fik et pas.«

Datteren ringede efter sin fars død til Justitsministeriet, men de oplyste, at han ikke kunne få dansk statsborgerskab, fordi sagen var lukket ved hans død. Datteren prøvede at forklare, at det betød meget for hende at vide, at faderen kunne have fået dansk pas, men det ville de ikke svare på.

For de involverede læger har forløbet været et surrealistisk indblik i en verden, hvor almindelig dømmekraft er sat ud af spil, og hvor ministeriet har afmonteret læger fra en proces, der burde være en fair og informeret vurdering af ansøgernes udfordringer og muligheder.

Botan forsøgte lige til sin død at få et dansk pas – han ville, selv i døden, gerne være på lige fod med andre danskere og blive integreret. Der kom over 200 til hans begravelse, og hans død blev omtalt i aviser i hjemlandet i Østafrika. I Danmark var han bare en lukket sag.

Morten Sodemann er overlæge og professor i global sundhed og indvandrermedicin ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Piculell
  • Holger Madsen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Peter Andersen
  • Henrik Christensen
  • Marianne Rasmussen
  • Olav Bo Hessellund
  • Pia Qu
  • lars abildgaard
  • Anne Eriksen
  • Torben Selch
  • odd bjertnes
  • Torsten Jacobsen
  • Steffen Gliese
  • Catarina Nedertoft Jessen
Claus Piculell, Holger Madsen, Christel Gruner-Olesen, Peter Andersen, Henrik Christensen, Marianne Rasmussen, Olav Bo Hessellund, Pia Qu, lars abildgaard, Anne Eriksen, Torben Selch, odd bjertnes, Torsten Jacobsen, Steffen Gliese og Catarina Nedertoft Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klart at minder om fængselstiden kom tilbage til manden, der er mange måder at udføre tortur på...
Det plejer dog ikke at være dumhed, der er den igangsættende faktor

Det er ikke et spørgsmål om dansk pas men om dansk statsborgerskab. Der er mange lande, som ikke giver statsborgerskab til udlændinge, som ikke har samme etnicitet som majoritetsbefolkningen. Man kan således bo i Japan eller i Kina i mange generationer uden nogen sinde at komme i nærheden af statsborgerskab. Derimod kan man få permanent opholdstilladelse med valgret til lokale valg.
Det er heller ikke uretfærdigt at nogen får statsborgerskab mens andre, måske i samme situation, ikke får. Tildeling af statsborgerskab er en suverænitetshandling og derfor undtaget de sædvanlige krav om ligebehandlig. Det er i Danmark særlig tydeligt idet tildeling af statsborgerskab i hvert enkelt tilfælde sker ved lov vedtaget af Folketinget. Man kan naturligvis ikke tvinge medlemmerne af Folketinget til at være konsekvente i deres stemmeadgivning. Hvem skulle i givet fald bestemme dette og hvem skulle have magt til at ændre en stemme afgivet i folketingssalen? Det er nogenlunde lige så dumt som det lyder. Det ville svare til at kræve at Folketinget, selv efter afholdelse af et valg med nye medlemmer på tinge, er forpligtet til at fastholde tidligere skattelove.

Olav Bo Hessellund

Man kan undre sig over, at det ikke er muligt at appellere en sådan sag til en domstol, så mere common sense-betragtninger modsat dette paragrafrytteri kan indgå i den endelige afgørelse.

Henrik Brøndum

@Frank Hansen

Tak for god redegoerelse - men det saa maa det danske system aendres med nogle nye muligheder. Det er da umenneskeligt at spaerre en mand inde i et enkelt land - naar han har permanent opholdstilladelse? Jeg forstaar ikke hvad samfundet eller staten opnaar ved at naegte ham den ret - der er jo ikke tale om kriminalitet, terror eller velfaerdsturisme.

Når man ikke en gang kan den smule dansk som danskprøven kræver efter så mange år i landet, ja, så bør man ikke få dansk statsborgerskab.

Og man kan godt rejse til UK selvom om man ikke er dansk statsborger - ja, de fleste der gør det har næppe dansk statsborgerskab.

Henrik,

pågældende afrikaner havde vel statsborgerskab i sit hjemland i Afrika, andet fremgår i hvert fald ikke af historien, og pågældende har jo også rejst rundt før pågældende rejste til Danmark og fik asyl.

Og havde han intet statsborgerskab ville han kunne få et dansk fremmedpas som han ville kunne rejse med, fx til UK.

Men historien handler ikke om de faktiske forhold eller reelle problemstillinger for udlændinge i Danmark, men er en ren følelseshistorier, der tilsynelandende primært skal bekræfte forfatterens selvbillede.

Arne Hornborg, Henrik Brøndum og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Sodemann

Farah fik knust sine nyrer under tortur i hjemlandet og kan ikke rejse tilbage. UK tillader ikke indrejse uden regulært pas. Farah er kun een ud af mange sager med fuldstændig samme forløb. Hvis det er følelser sagen vækker så tænk på hvorfor, for fornuft er der ikke sagen....udover Farahs stædige insisteren på at man er flygtning og anden rangs så længe man ikke har et pas

Pia Qu, Holger Madsen, Karsten Aaen, Peter Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

I takt med at Danmark er blevet rigere og rigere og mere og mere forkælet er tidligere tiders pragmatik og jovialitet veget for iskold beregning og principfast inhumanisme.

Når der er grund til at anbefale artiklen, er der ikke tale om hyldest af følelseporno eller noget med 'racistiske danskere', men fordi den illustrerer konsekvenserne af at gøre 'flygtninge' til en samlebånds-industri til gavn for ... nå ja det er lidt tåget, men den lidet klædelige 'godt for økonomien' har ofte været brugt og holder næppe - og 'godt for det humane image' .... ja den ender så her.

Skal vi ikke lige lade være med at kalde menneskelighed og hjælp til folk i nød for følelsesporno? Når alt kommer til alt, er der jo ikke meget i denne verden, der er værd at gøre, hvis det ikke er til gavn for nogen.

Elisabeth Andersen, Holger Madsen, Anne Eriksen, Per Klüver, Vivi Rindom, Peter Hansen, Christel Gruner-Olesen, Keld Sandkvist, Olav Bo Hessellund, Torben Selch og Peter Andersen anbefalede denne kommentar
Marianne Christensen

Jeg er meget enig i, at myndighederne efterhånden tilsidesætter lægeerklæringer, uden hensyn til individerne.

Det gælder både i flygtningesager og pensionssager og dagpengesager

Til gengæld vil myndighederne have adgang til fortrolige patientjournaler, for at stille syge borgere så elendigt som muligt.

Jurister og økonomer s arbejde er efterhånden bestilt arbejde for at kunne fremvise resultater, der begrnder at man skal vedtage dette eller hint.

Man kan vel efterhånden betegne vor tids djøffere som nogen der leverer hvad de skal for at beholde deres job.

Sdan er det jo.

Jette M. Abildgaard, Elisabeth Andersen, Per Klüver, Peter Hansen, Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Ja det interessante for en oekonom som jeg ved denne tragiske historie, er jo at den understreger at man ikke kan vaere 99 % ligevaerdig. Enten er man ligevaerdig eller ogsaa er man det ikke.

Per Klüver, Vivi Rindom og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Peter Hansen
- det var begrebet et par indlæg ovenfor : 'en ren følelseshistorie', der fik mig til i dette tilfælde også at skrive noget. Beklager hvis du ikke synes om den retoriske opstramning jeg valgte i stedet for navn/citat.
'Skal vi ikke lige lade være med ...' ... ok så ;-)

Peter Hansen

En dispensation fra de gældende krav ved ansøgning om dansk statsborgerskab har ikke noget med "menneskelighed eller hjælp til folk i nød" at gøre - det er ikke umenneskeligt ikke at havde dansk statsborgerskab ejheller er man i nød uden et sådant - og historien er skrevet, dog i den blødere ende, som følelsesporno med det tydelige sigte, at animere læsernes følelser i retningen af lempelser for tildeling af dansk statsborgerskab til kulturfremmede, der ikke kan dansk.

Nuvel, at ansøgeren, der tilsyneladende ikke opfyldte kravene for dansk statsborgerskab, så, helt fejlagtigt efter mine begreber, opfattede det som 'anden rangs' ikke at have dansk statsborgerskab, ja, det er selvfølgelig ærgerligt - for ham primært - og ikke en idiosynkrasi vi bør indrette uddelingen af statsborgerskab efter.

At man ikke kan få indrejse til UK på et dansk fremmedpas - som det påstås, hvad jeg ikke kan finde belæg for - bør heller ikke være det dimensionerende for dansk tildeling af statsborgerskab til fremmede.

At den afdøde - som efter det oplyste i omkring 18 år har nydt dansk ophold, underhold og fri behandling - ikke har fået dansk statsborgerskab som følge af afdøde bl.a. ikke opfyldte kravet om at kunne dansk, ja, det er altså ikke umenneskeligt, men højst uheldigt for afdøde.

Henrik Brøndum

Jeg forstaar ikke teknikaliteten med fremmedpas'set. Kan man rejse som turist i Europa hvis man har det - eller kan man ikke? I denne sag virker det jo som den oplagte loesning - og burde vaere beskrevet i artikelen foer eller efter redaktoerens indgriben.

Anne-Marie Paul

Jeg undrer mig over de meget kritiske og flygninge fjendtlige kommentarer fra læsere af Information. Hvis en mand p.g.a. sygdom, her bl.a. syn nedsat til 10 procent ikke kan bestå en dansk prøve, er det svært at forstå at ansøgeren ikke fik dispensation for at bestå dansk prøven, som han prøvede at bestå fire gange. Desuden er det tydeligt at når man til trods for medfølgende og udførlige psykiatriske udtalelser hele tiden vil have nye, så må det være for at sørge for at undgå at give statsborgerskab. Noget der i mange år har undret mig er: Hvordan kan embedsmænd og kvinder der sidder i ministeriet og behandler disse sager se sig selv i spejlet hver morgen. Er det blot angst for at miste sit arbejde og gode pension - det tror jeg desværre ikke, der må vel være en grad af enighed i måden sagerne køres på og måske oven i købet en mistro til ansøgerne fra første færd. Det er mennesker det handler om ikke bare regler. Men alle partier og regeringer vil jo gerne tækkes vælgerne i stedet for at have en ordentlig etisk standard. Trist er det.

Jette M. Abildgaard, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese, randi christiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Ægtefællen og de øvrige børn var flyttet til London, fordi de ikke brød sig om Danmark, men Botan kunne ikke besøge dem, for han havde ikke dansk pas – han havde søgt og fået afslag tre gange.

Ja det danske samfund er koldt, men familien er tydeligvis iskold.

Formodentlig, Randi Christiansen, på grund af sin behandling. Dels har han muligvis slet ikke kunnet få lov til at komme ind i England pga. sine lidelser, dels er Danmark jo uomtvisteligt centrum for behandling og efterbehandling af torturofre, selvom der desværre er blevet meget stille om centret og Inge Genefkes pionérarbejde.

Man får, hvad man beder om. Respekterer man ikke gæstevenskabets ældgamle bud, får man ubehagelige og fjendske gæster.
Det er virkelig meget simpelt, og det kan kun være en mangel på forståelse af den betydning, man selv har i verden for sine omgivelser, der fører til holdninger som Arne Hornborgs og Ole Schultzes.

Kan vi ikke holde op med det pjat om at historien handler om at få et dansk pas. Det gør den ikke. Den handler om at få statsborgerskab. Man kan sagtens få et rejsepas og andre nødvendige dokumenter uden at erhverve statsborgerskab, som naturligvis ikke bør gives til personer, som ikke taler dansk.

Det er selvfølgelig ærgerligt for personer, som af den ene eller anden grund ikke kan lære at tale dansk, men det er et livsvilkår. Det svarer til at en handicappet ikke kan blive balletdanser, eller at en person som læsper ikke kan blive nyhedsoplæser.

Jens Thaarup Nyberg

"At den afdøde - som efter det oplyste i omkring 18 år har nydt dansk ophold, underhold og fri behandling - ikke har fået dansk statsborgerskab som følge af afdøde bl.a. ikke opfyldte kravet om at kunne dansk, ja, det er altså ikke umenneskeligt, men højst uheldigt for afdøde."

Men det var umenneskeligt, at dem, der havde ødelagt hans nyrer, kunne få et pas.