Den skæve hashbro i København

Ingeniørkunst og brobygning skulle være et dansk særkende, og byggeriet af en cykelbro i Københavns Inderhavn må de fleste kunne løse. Så hvordan kan konstruktionen af en lille, beskeden bro på bare 180 meter ende med at tage næsten ligeså lang tid, som det tog at bygge den nye Lillebæltsbro?
Den 180 meter lange Inderhavnsbroen, der skal forbinde Nyhavn til Christianshavn, har været ramt af en del problemer, primært fordi København har givet opgaven til et entreprenørselskab, som var meget billigere end alle andre. Det afspejler sig nu i den manglende kvalitet

Den 180 meter lange Inderhavnsbroen, der skal forbinde Nyhavn til Christianshavn, har været ramt af en del problemer, primært fordi København har givet opgaven til et entreprenørselskab, som var meget billigere end alle andre. Det afspejler sig nu i den manglende kvalitet

Christian Lindgren
19. september 2014

KRONIK

»Hvorfor bygger man en cykelbro, der kan bære en kampvogn?«

Spørgsmålet er ikke mit, men kommer fra én af de håndværkere, der er sat til at bygge Inderhavnsbroen fra Nyhavn til Christianshavn færdig. En anden kommentar fra samme mand lyder: »Hvis vi vidste, hvor galt det i virkeligheden var, så havde vi nok revet skidtet ned og bygget en ny.«

Så vidt er vi kommet i et land, hvor ingeniørkunst og brobygning ellers er et særkende, og hvor byggeriet af en cykelbro må være en opgave, de fleste kan løse. Så hvordan er det muligt, at konstruktionen af en lille, beskeden bro på bare 180 meter kan ende med at tage næsten ligeså lang tid, som det tog at bygge den nye Lillebæltsbro? Og hvorfor har man foreløbig tredoblet skatteydernes betaling for ’Hashbroen’, som den lokalt kaldes på Christianshavn.

Forklaringen er enkel. Jobbet gik til et nødlidende entreprenørselskab, der desperat forsøgte at overleve ved groft at underbyde alle andre. Og det betyder én ting: Kvaliteten bliver derefter.

Det ved de godt i Københavns Kommune. Senest med forklaringen fra Teknik- og Miljøforvaltningens Centerchef, Jens Christian Zøfting-Larsen til CityAvisen i København: »(...) ingen havde vel forventet, at det ville gå så galt, som det gjorde. Omvendt lå Pihl & Søn 22-23 millioner kroner under næstlaveste bud, som er en ret stor forskel på sådan en entreprise. Bagefter kan man godt spørge sig selv, om det var en realistisk pris, der blev sat på opgaven.«

Ja, det var det så heller ikke.

Forvrøvlede forklaringer

Nu, da budgetoverskridelserne for brobyggeriet nærmer sig eurovisionske højder, er det åbenbart tid til selvransagelse. Men det er for sent, og forklaringerne fra skiftende politikere og embedsmænd har for det meste været det rene vrøvl.

Man henviser igen og igen til, at man ikke havde set konkursen komme, og at dette er den væsentligste årsag til, at broen er forsinket, og at udgifterne er steget fra 37 til 107 millioner i det kommunale budget. Læg dertil, at A.P. Møller Fonden foreløbigt har betalt knapt 200 millioner kroner, mens SKAT har fået mere end 40 millioner kroner i såkaldt gave-moms fra rederen.

Men Pihl & Søn’s konkurs har intet at gøre med kvaliteten af byggeriet. Hvis Pihl & Søn ikke var gået konkurs, var skaden sket alligevel.

Som én af de nærmeste naboer til byggeriet har jeg fulgt byggeriet tæt. Det første varsel om, at noget var helt galt, fik vi i foråret 2012, da ingeniørerne brugte en forkert konstruktionstegning – uden at hverken kommunen eller deres rådgivere opdagede fejlen, og uden at entreprenøren eller arkitekten så katastrofen komme.

I stedet for at bygge den bro, man havde tegnet, støbte man samtlige bropiller 60 cm for høje. Der var en del røde ører på pladsen i de dage, og for betonfolkene må det have været dybt frustrerende at skulle banke det ned, man lige havde støbt. Mange måneders arbejde gik med at rette de mange bropiller til, før man kunne komme videre.

Så nu skulle det gå stærkt. Tidsplanen skulle overholdes. Dagbøderne ventede forude.

I et forhastet tempo blev der smidt en hulens masse beton ud over en jernarmering, der ikke kunne holde eller var forkert konstrueret. I hvert fald sank broen. Man forsøgte, i noget der ligner desperation, at udbedre de mange betonskader ved at fræse, banke og bore sig ned i den nystøbte beton for at styrke den vaklende bro med mere armering. Men heller ikke det lykkedes. Brokonstruktionen, der burde følge en helt præcis og fastlagt linje, dingler groft sagt derudad.

Problemerne tårnede sig op – eller skulle man snarere sige ned. For brofaget var sunket flere centimeter, og kunne slet ikke holde til de to store stålfag, der skal forbinde København med Christianshavn. Da kommunens folk tog til Spanien for at kontrollere de to enorme stålkonstruktioner, viste det sig tilmed, at de var af så ringe en kvalitet, at de blev kasseret som ubrugelige.

Hvor skal aben sidde

Når betonfolk i Danmark eller svejsere fra Spanien laver fejl efter fejl, er det faktisk på ingeniørernes skuldre, at aben skal placeres. For det er dem, der overvåger, designer, måler og vejer alt, hvad der skal gøres, når man bygger en bro. Og det er dem, der er Københavns Kommunes garant for, at tingene bliver udført ordentligt.

Københavns Kommune har anlagt – og efter sigende vundet – en såkaldt syn- og skønssag mod det engelske selskab, der vandt opgaven med at projektere broen. Et selskab, der ejes af den danske rådgivergigant, Cowi. Så der må være noget at tale om ude i skurvognen på byggepladsen.

Samtidig fører Københavns Kommune – gennem advokater fra Bech-Bruun – tre sager mod konkursboet efter Pihl & Søn. Ikke fordi man tror på, at man får penge ud af boet. Dertil står de for langt nede på listen over kreditorer, men de komplicerede sager om fejlkonstruktionen af betondelen og de kasserede stålfag fra Spanien har tilsyneladende til formål at undgå, at man selv får et modkrav mod sig fra Pihl & Søn’s konkursbo. Så nu er advokaterne også i gang med brobyggeriet. Det bliver det nok ikke billigere af.

Nye problemer

De nye entreprenører, der fik opgaven, efter brobyggeriet havde ligget stille i mere end et år på grund af Pihl & Søn’s konkurs, er kommet på en næsten umulig opgave. Man kan kun beundre dem for at turde. Først skulle broen løftes op i den rigtige højde, og det gør man ikke lige uden videre. Herefter blev lag efter lag af brodækket skrællet af. For hvert lag viste der sig nye problemer. Tusindvis af huller er boret, og en helt ny armering er for tiden ved tage form. Nu skal der snart støbes ca. 12 centimer ovenpå den gamle beton. Først herefter mener man, at der er styrke nok i broen til, at den kan bære de nye broklapper, der vejer omkring 200 ton stykket.

Spørger man ind til, om de mange problemer vil påvirke den fastsatte, nye tidsplan fra foråret 2014, bliver der lukket for offentlighedens adgang. Bortset fra et overordnet mål om at være færdig i januar 2015, vil Københavns Kommune ikke udlevere de detaljerede tidsplaner med henvisning til, at det kan skade kommunens økonomiske interesser: »… herunder bl.a. drøftelser om eventuelle forceringsmuligheder og økonomiske konsekvenser heraf.«

Sagt på en anden måde: Hvis man vil færdiggøre broen til tiden – måske endda før – så kan det komme til at koste skatteyderne flere penge. Hvorfor, fortaber sig i et svar, der handler om, » ... at vejret jo kan være et større problem i januar end i f.eks. december.«

Hvad havnen gemmer

Og der er andre – måske – ubehagelige ting i vente. For når betonen over vandet er af så ringe en kvalitet, som den har vist sig at være, hvordan ser det så ud under saltvandet. Som med de mange motorvejsbroer, der blev ødelagt af indtrængende salt, er der allerede de første tegn på, at cyklerne risikerer endnu længere ventetid, før de kan komme over havnen.

Fra de to yderste bropiller på hver side af havnen, er der synlige tegn på, at der er noget galt. Fra betonen driver salt og rust. Så meget, at man planlægger at sprøjte epoxy ind i revnerne for at tætne dem og i forsøget på at stoppe rustangrebet. Hvordan epoxy har det med badevandskvaliteten i Københavns havn er uvist.

Rygtet siger, at samtlige bropiller midlertidigt skal tørlægges for at undersøge betonens holdbarhed. Man kan nemlig risikere, at den skæve hashbro dejser om, før den overhovedet kan tages i brug.

Tom Heinemann er journalist og nabo til den kommende inderhavnsbro

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard

Det er i hvert fald endnu et bevis på, at licitationsudbyder ikke bare kan blindt kan vælge det laveste tilbud. Udbyder er nødt til at have foretaget egne kalkulationer for at kunne bedømme rimeligheden i de afgivne tilbud.

Dels kan licitationsdeltagerne have rottet sig sammen i en kartellignende konstruktion i den hensigt at besvige udbudsgiver og lavet en såkaldt mestergris.

Men udbudsgiver skal også fange åbenlyst for lave tilbud.
Ingen har gælde af, at licitationsvinderen går konkurs midt i arbejdet.

Der er absolut intet nyt i ovenstående; men det går ofte i glemmebogen.

De af os, der er gamle nok, kan huske Lyngbyvejen i slut-tresserne, da Venstres Ove Guldberg var trafikminister. Ove Guldberg var udannet jurist og ingeniør, tidligere direktør for ingeniørforeningen.

Ikke desto mindre lykkedes det Guldberg, at lave totalt kluddermor i udvidelsen af Lyngbyvejen.
De vindende entreprenører gik ned på stribe, bevillingerne blev overskredet i milliardklassen, byggeriet blev stoppet indtil næste finansår................og totalt kaos indtrådte.

Brugerbillede for Jan Weis

Sukkenes Bro V2.0

Inden kronikøren kommer alt for godt i gang med at beklikke danske ingeniører, uden at nævne den virkelige synder til hele kalamiteten – nemlig EU, er det måske på sin plads at oplyse, at Kyssebroen blev projekteret i England og at den kommunale bygherre ikke må omgå EU’s Udbudsdirektiv og Tilbudsloven – det urealistisk lave tilbud fra den vindende entreprenør, inkl. hans underentreprenører, kunne alle ansvarlige se var så lavt, at det under alle omstændigheder ville medføre problemer i byggefasen … (frit efter Ingeniøren).

Men der var intet at gøre – EU skaber igen ikke andet end ballade og sørger for, at man hele tiden skal have pungen op af lommen og renoncere på gamle hæderkronede principper i byggebranchen, erfaringer som går tilbage til før denne EU-Molok så dagens lys – men manglende ekstern projektgranskning og kvalitetssikring af dokumentation inden byggestart bidrog til denne dyre havnefest – og det kan vi i det mindste gøre for os selv …

Det er tankevækkende, at man af EU bliver 'tvunget' til at ’daffe’ helt til England og Spanien for at få bygget en kyssende gangbro herhjemme – eller måske mere præcist – en Sukkendes Bro for alle københavnske operaelskere …

Brugerbillede for Søren Kristensen

Hvad blev der egentlig af den gamle Langelinjebro, var der ikke noget med at den lå skilt ad i et pakhus, for det tilfælde at der skulle blive brug for den igen? I det hele taget er vi ikke supergode til broer for tiden. Storestrømsbroen ruster og Cirkelbroen på Christianshavn lader også vente på sig, for nu at blive i det lokale. Hvad meningen er med den pragmatiske flydebro som "pryder" Sortedamssøen for tiden, andet end at servicere fodfolket, vides ikke, men charmerende det er den i hvert fald ikke. Gad vide hvad en Meldahl ville sige?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Houmøller

Er et symbol på udueligheden i det politiske beslutningssystem. Vil håbe EU til sidst bliver opløst! At tage det billigste tilbud, har så mange gange vist, det ikke er en farbar vej. Næppe nødvendigt at nævne IC4 mere. At de i Sydeuropa laver dårligt arbejde er ikke noget nyt. Polakkerne der forsøgte at reparere Limfjords broen. Ak - Ja rene tumper!

Brugerbillede for jens peter hansen

Københavns Kommune har anlagt – og efter sigende vundet – en såkaldt syn- og skønssag mod det engelske selskab, der vandt opgaven med at projektere broen. Et selskab, der ejes af den danske rådgivergigant, Cowi. Så der må være noget at tale om ude i skurvognen på byggepladsen.

Ja så, mon ikke at Cowi til sidst også skal lave en udredning af skandalen. de er jo også godt inde i den.
Og jeg forstår at det er EU's skyld og ikke ingeniørernes. Nej uha da, de er nemlig meget dygtige. Jamen er det da EU der giver tilbud på byggeriet eller er det et foretagende der er spækket med ingeniører, der er meget dygtige ? Er sandheden ikke den at en række byggefirmaer skyder lavt og derefter regner med at staten, kommunen eller regionen bare betaler det det koster. Uheldigvis gik Pihl &Søn på halen, så den gik altså ikke denne gang.

Brugerbillede for Karsten Olesen

Artiklerne i Ingeniøren bekræfter fra mange sider, at Pihl var vant til at hente penge ind på ekstraregninger:

"Pihl underbød groft for at få de tre inderbroer", artikel feb.2014:

http://ing.dk/artikel/pihl-soen-underboed-groft-faa-de-tre-inderbroer-16...

Kommunens repræsentant anser sig for bundet af det billigste tilbud:

"Så selv om vi havde en bekymring, måtte vi bare acceptere tilbudet og sige: ‘De har afleveret et konditionsmæssigt tilbud – end of story’.«"

Men i virkelighedens verden er det netop ikke "end of story" - det kan højst bruges af en jurist til ansvarsfraskrivelse.

Men debatdeltagerne placerer ansvar både på embedsmændene og på EUs licitationsregler:

http://ing.dk/artikel/daarlige-staalfag-forsinker-koebenhavns-kyssende-b...

"Tiden er vist kommet til at revidere opfattelsen af, at billigt er godt, ligesom man nok seriøst bør overveje, om EU skal have lov til fortsat at trække kvalitetsbehovene nedad i kraft af licitationskravene."

En anden vil forsvare EU:

"Der er ikke noget galt med EU licitationsregler - det er embedsmændende i kommuner og staten der ikke kan finde ud af at spille kortene rigtigt."

Men en tredie svarer:

"Selvfølgelig er der noget galt med EU licitationsregler - som gør det hele til et juridisk kortspil for embedsmænd - og begreber som tillid, erfaring, godt samarbejde, troværdighed, lokalkendskab, kultur - ja, i det hele taget kvalitet - ud af "spillet""

Selve EUs påstand om at besidde et endeligt afgørelsesgrundlag - baseret på udbudsregler - er forkert.

Det er ligemeget hvilken procedure EU-reglerne foreskriver - den vil aldrig kunne hamle op med virkeligheden.

Uforudsete omgivelsesforhold, saltvand i beton eller bæreevne for havnemudder er ikke pensum hverken i EU-jura eller Djøf-uddannelser.
Derfor er det forkert at henlægge det til jurister der korresponderer med hinanden.

Brugerbillede for Thomas Holm

Til de sædvanlige EU-fober her:

Licitationsreglen gælder kun for offentlige tilbud.

Så den galdt kun for forholdet imellem Københavns Kommune og Pihl&Søn.

ikke for noget som helst bagefter.

At Pihl&Søn sendte beregningerne til UK har intet med EU at gøre, men er en ren Pihl&Søn beslutning.
At Pihl&Søn sendte konstruktionen til. Spanien for at blive svejset der har intet med EU at gøre, men er en ren Pihl&Søn beslutning.

Det samme med jernbanebroen over Limfjorden dengang. Det eneste EU havde med sagen at gøre var udbuddet imellem BaneDanmark og MTHøjgaard. At broen blev bygget i Polen havde intet med EU at gøre, men var en ren MTHøjgaard-beslutning.

Brugerbillede for Jan Weis

Nu er det ikke til at vide, hvor meget hr. Thomas Holm kender til forretningsgangene ved offentlige udbud af nærværende størrelsesorden – men det kan oplyses, at bygherren er forpligtet til at acceptere det billigste konditionsmæssige tilbud fra, i dette tilfælde, en bydende hovedentreprenør …

Når den bydende så, som situationen var, har underkalkuleret anlægsarbejderne, måske ligefrem regnet forkert, så er denne kun opsat på at finde de billigste underentreprenører – eller som vi kaldte fænomenet: Den sicilianske Bagermester - og presse dem økonomisk, og/eller, som man alt for ofte ser, er benhård til at hente resten hjem med forventede ekstraregninger …

Når selv bygherrens repræsentant nævner EU's udbudsregler som den store skurk i projektet, står det naturligvis til troende, og er helt i overensstemmelse med mine egne erfaringer …

Brugerbillede for Thomas Holm

@Jan,

Ja. Men Københavns Kommune som bygherre er også, under EU reglerne, berettiget og forpligtet til at undersøge om tilbuddet er lavet ordentlige.
Og et tilbud mere end 20 millioner lavere end nærmeste, det burde udløse alarmklokker. TGTBT. Så når kommunen søger efter en syndebuk for deres fejl, f.eks. manglende kvalitetskrav i ders udbud, så er det altid en god ide at tørre det af på EU. Alt for mange danskere vil tro alt ondt der siges om EU.
Skurken her er ikke EU, men Pihl&Søn der i en desperat situation lavede en del store fejl og miskalkulationer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Langvadfamilien som købte Pihl & Søn lige efter krigen arbejdede på Island under hele krigen . Det var denne familie der gjorde Pihl & Søn til et kæmpefirma og gik ned med det. Som bekendt var Island besat af briterne så det var måske lidt svært også at arbejde for tyskerne. Nedturen er i sig selv tragisk, men værnemagere var de IKKE !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

@Jan Weis,

Nu hvor kommunisten Hans Kirks romaner 'Djævelens Penge' og 'Klitgaard og Sønner' om store danske entreprenører og skibsrederes økonomiske kollaboration med nazi-Tyskland er bragt på bane, vil jeg ikke undlade at henlede opmærksomheden på hans forfatterkollega William Heinesens roman 'Den sorte Gryde' fra 1949.

Dels fordi den narrative krumtap i 'Den sorte gryde' er den samme som i de to førnævnte romaner af Hans Kirk, og dels fordi læseren her bliver introduceret for nogle af de lokaliteter og karakterer, der optræder i Heinesens mesterroman 'De fortabte spillemænd' fra 1950.
En roman som er skyld i, at jeg ikke tør sætte mine ben på Færøerne for at ikke at få spoleret mit billede af eventyrstaden Torshavn og dens snurrige befolkning.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Nielsen

Jan Weis
Tak for linket.
Der står i linket, at det er alternativ historieskrivning.
Nu da sandheden ikke måtte frem officielt.
Det nævnes også, at "Djævelens Penge" og "Klitgaard og Sønner" hører til Hans Kirks ringeste.
Det lagde Hans Kirk ikke selv skjul på.
Han udtalte senere, at bøgerne var andenhånds arbejde, og at han morede sig kosteligt, da han skrev bøgerne.
Men det gør ikke bøgerne mindre læseværdige.
Og kan sagtens læses med interesse i dag.
Historien viser jo, at danske magthavere aldrig ændrer sig.
I dag løber de fra deres gerninger i Iraq og Afghanistan.
Uden nogen form for eftertanke påbegyndte Danmark at samarbejde med USA, kort tid efter at de havde måttet opgive samarbejdet med nazisterne.
Intet nyt i Danmark.

anbefalede denne kommentar