Kronik

Skotland er på vej væk fra Storbritannien

Uanset udfaldet er den skotske folkeafstemning om uafhængighed endnu en milepæl i den politiske og kulturelle bevidstgørelse, der siden 1987 har sendt Skotland på en kurs væk fra Storbritannien
Den 18. september skal skotterne stemme om uafhængighed. De fleste regner med, at det bliver et nej.

Anders Birger

2. september 2014

Da jeg i sommer var på vej tilbage til det skotske fastland efter ti dage på Ydre Hebrider, gik jeg sammen med færgens øvrige passagerer ned i cafeen, hvor et folkband spillede traditionel skotsk musik. Pludselig brød violinspilleren ud i et gammelt Queen-nummer – »I want to break free«. Samme uge havde tilhængere af skotsk løsrivelse smidt den Queen-inspirerede video »We’ve got to break free« ud på YouTube som svar på Nej-kampagnens løfter om britisk fællesskab. Så det var nok ikke tilfældigt, at det lige var dén sang, vi fik at høre.

Den 18. september skal skotterne stemme ja eller nej til spørgsmålet: Skal Skotland være en uafhængig nation? Valgkampen har stået på siden 2012.

De fleste regner med, at det ender med et solidt flertal imod selvstændighed. Men hvis op til 40 procent af de skotske vælgere som forventet stemmer ja, bliver det alligevel svært for nej-partierne, Labour og De Konservative at præsentere resultatet som en sejr for et forenet Storbritannien. For uanset udfaldet er den skotske folkeafstemning endnu en milepæl i den politiske og kulturelle bevidstgørelse, der siden 1987 har sendt Skotland på en kurs væk fra Storbritannien.

En frustreret nation

I 1987 udsendte det skotske folkband Runrig »Alba«, hvor de på gælisk sang om deindustrialisering i Glasgow, affolkning af Højlandet og et »tomt« hus i Edinburgh uden stemme og magt. Huset var The Royal High School, der i sin tid var blevet indrettet til det selvstyre, skotterne havde stemt om i 1979. 1987 var også året, hvor Margaret Thatcher blev genvalgt for anden gang. Den skotske opposition var begyndt at mødes med repræsentanter fra civilsamfundet i en fælles kampagne mod Thatcher, og i 1988 udsendte gruppen manifestet A Claim of Right for Scotland. Heri blev hjemmestyre præsenteret som løsningen på det »demokratiske underskud«, der var opstået, fordi flertallet af skotske vælgere stemte på Labour, men blev styret af en konservativ regering baseret på engelske stemmer.

I 1994 ankom jeg til Glasgow Universitet for at læse skotske studier. Først i 1990’erne var Glasgow et af de steder, hvor modstanden mod det, der i stigende grad blev fremstillet som engelsk konservatisme, var mest højlydt. Jeg landede i et miljø af skotske intellektuelle, der ivrigt forholdt sig til såvel deres nationale arv som de fremtidige relationer til en britisk centralstat. Og nationen? Det var selvfølgelig Skotland. Et vigtigt tema var promoveringen af skotsk kultur i skolerne. For som en professor fortalte, kunne man på universitetets grundkurser møde skotter, der aldrig havde læst skotsk historie. Debatten om nationens tilstand nåede et højdepunkt i sommeren 1995. Foranlediget af 250-året for Bonnie Prince Charlies’ oprør mod den britiske kong George II trykte avisen The Independent en analyse af situationen i Skotland. Heri blev det understreget, at nationalisme var blevet skotternes automatreaktion på den politiske og kulturelle dominans, som de havde oplevet under 16 år med konservative regeringer. Som en gestus tilbød skotlandsminister Michael Forsyth at flytte Stone of Destiny, et traditionelt symbol på den skotske kongemagt, fra Westminster Abbey til Edinburgh Castle. Men i 1995 ville skotterne have andet og mere end sten. Huset i Edinburgh skulle have en stemme.

Huset i Edinburgh

To år senere havde meget ændret sig. Labour vandt det britiske valg i maj, 1997, og fire måneder senere holdt Tony Blair sit løfte til skotterne: Den 11. september 1997 afholdtes en folkeafstemning, hvor 74 procent stemte ja til et skotsk parlament. I kampagnen op til valget oplevede skotske vælgere for første og eneste gang, hvordan skotske politikere fra Labour og Nationalistpartiet SNP talte for samme sag, nemlig hjemmestyre. De blev bakket op af repræsentanter fra den skotske kirke, universiteterne, retsvæsenet samt kulturlivet.

Oktober 1997 vendte jeg tilbage til Glasgow for at begynde min ph.d. Mit speciale var skotsk kulturel nationalisme 1919-1939, og parallelt med studierne kunne jeg se, hvordan Mellemkrigstidens drøm om selvbestemmelse nu blev omsat til virkelighed. Ingen vidste, hvad den parlamentariske suppe kom til at indeholde, for det første valg blev først afholdt i maj 1999. I 1997 var debatten stadig farvet af de positioner, der siden 1987 havde præget skotsk politik. Måske forklarer det, hvorfor så få i 1997 betragtede en SNP-regering som en realistisk mulighed?

10 år senere blæste andre vinde. Ved lokalvalget i 2007 samlede SNP stemmer nok til en mindretalsregering, og fire år senere opnåede de flertal. Det er der flere forklaringer på. I 2001 mistede Labour Donald Dewar og har ikke siden haft en skotsk leder, der kunne matche SNP’s Alex Salmond. Samtidig bevægede SNP sig ind på Labours domæne ved at præsentere sig som garant for en skotsk velfærdsstat på nøgleområder som uddannelse og sundhed. Velfærdspolitik har altid været en prioritet for skotske vælgere, og det forklarer SNP’s sejr i 2011. Nationalisme var ikke længere farligt i et land, hvor det var blevet en selvfølge, at beslutninger om skotternes hverdag blev truffet i Edinburgh.

2014 er Skotlands år. Det skotske tema er blevet slået an med 700-året for den skotske sejr over Englands Edward II ved Bannockburn og afholdelsen af sportsstævnet Commonwealth Games i Glasgow. Den 18. september kulminerer det så i folkeafstemningen om uafhængighed. Der har været heftig debat imellem nej-partierne Labour og De Konservative og så SNP. Men hvad er det for motiver, der driver de skotske vælgere?

Blandt vælgerne på nej-siden finder vi en vis økonomisk pragmatisme. Skotterne har tit hørt, at nationen er afhængig af tilskud fra England, og de lytter derfor, når bank- og forretningsfolk fortæller dem, at et selvstændi Skotland er en underskudsforretning. Samtidig nærer særligt ældre skotter en dyb loyalitet over for det britiske fællesskab, der i over 300 år fungerede til gavn for alle. Endelig stemmer nogle nej, fordi de gerne vil forblive del af en militær og udenrigspolitisk stormagt.

For ja-siden handler det om de muligheder, et selvstændigt Skotland kan give. Her nævnes olien som svar på økonomernes skepsis, om end ja-kampagnens primære drivkraft er en politisk vision om en alternativ, socialdemokratisk samfundsmodel. Idealet er Skotland i Norden, hvilket for ja-sigerne er ensbetydende med national uafhængighed, en udbygget velfærdsstat og et begrænset forsvar. Skotland skal også med i EU, og skotterne lægger således afstand til London-regeringens euroskeptiske linje.

Som sagt vil de skotske vælgere sandsynligvis vågne den 19. september til et nej. Men uanset resultatet kommer valget til at forandre Storbritannien.

I kampens hede har Labour og De Konservative lovet skotterne udvidet selvstyre. Det har hos vælgerne skabt en forventning om flere beføjelser til Edinburgh. Derfor er det også svært at se, hvordan SNP kan undgå at vinde valget. Hvis løsrivelse eller udvidet selvstyre gennemføres, vil det styrke Skotland på bekostning af Storbritannien, hvilket er nationalisternes primære mål. Skulle Westminsterpartierne til gengæld vælge ikke at indfri deres løfter, bekræfter det skotske fordomme om London, hvilket vil betyde nye krav om selvbestemmelse.

Her få uger før det skotske valg synes der kun at være en retning tilbage i Skotland: vejen væk fra Storbritannien.

Hanne Tange er lektor i engelsk og globale studier, Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Nielsen
  • Torben Arendal
  • Benny Jensen
Torben Nielsen, Torben Arendal og Benny Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer