Kronik

Min skygge er blevet længere end mig

Hver morgen klokken fem vågner jeg med fyldt blære og bliver aldrig færdig med at tisse og afbryder det bare og fortsætter senere. Mit hår er tyndt, mit skæg er gråt, mine tænder smuldrer, og min far ser tilbage på mig fra spejlet og nikker og giver mig ret
Knud Romer, 53 og træt.

Knud Romer, 53 og træt.

Tor Birk Trads

11. september 2014

Telefonen ringer, »Ja hallo!« Det er Informations debatredaktør, der spørger, om hun forstyrrer? »Jeg fik mig bare en morfar,« råber jeg. »Undskyld, jeg forstod ikke, hvad?« svarer hun. »En morfar, en middagslur, jeg sov!« Hun spørger, om jeg vil skrive et indlæg om at have rundet de 50 år og blive gammel, og jeg skal til at svine hende til – gammel, mig? – og sætter mig op i sofaen, »av for helvede!« Hvad der er galt? spørger hun. »Min ryg!« stønner jeg og skælder ud over den forbandede stol, som skulle være ergonomisk – jeg klager til Forbrugerrådet – og kiropraktoren, »han er ikke andet end en sadistisk spejder med stålbriller og korte bukser!« – jeg klager til Sundhedsstyrelsen også, »de er alle sammen kvaksalvere!«

Pisser i pengeautomaten

Hun rømmer sig og spørger, om det så er en aftale, og jeg beder hende om at sende en mail, fordi jeg har glemt, hvem jeg taler med, og advarer om, at mailadressen er fra 1995, og Outlook Express volder problemer. »Man kan hacke min NemID så let som ingenting gennem det hul,« siger jeg indforstået, og måske er min bankkonto lænset for længst. Jeg burde tjekke efter, men Netbank gør mig nervøs – man ved aldrig, hvad der kan ske, sandsynligvis overfører jeg penge lige ud i det blå – og desuden kan jeg ikke finde de der nøglekort. Når jeg i stedet for går hen til filialen, mangler Louise bag ved skranken – vi har hilst på hinanden i 30 år – og der er ingen banker for sådan nogle som mig med girokort og kontanter. »Jeg pisser i deres pengeautomat!« brøler jeg og får et hosteanfald – jeg tørrer slim af i bukserne – og forklarer, at alle menneskelige relationer er blevet erstattet af computersystemer og en eller anden app.

»Det er robotterne, som hersker! De tager ingen personlige hensyn og kender ingen nåde og ingen undtagelser, det er ligesom at skulle forhandle med et dyr!« Det tætteste, man kommer andre nu om dage, er pr. sms, men jeg kan ikke ramme rigtigt på tasterne, som er for små – jeg hader Smartphones – og stavekontrollen ændrer alligevel ens ord til klicheer med en IQ på kød. Ring efter politiet, siger jeg! Hvis de ellers findes efterhånden, og vi har anskaffet en tyverialarm for at være på den sikre side mod narkomaner og østbander, når jeg køber ind.

Jeg farer vild i supermarkedet og leder forgæves på hylderne efter mit yndlingsslik, som ikke længere bliver produceret. Jeg indleder lange samtaler med kasseekspedienten, indtil de går amok i køen, og bagefter tjekker jeg bonen og finder fejl i tilbudspriserne, som det tager timer at udrede: »Der er åbnet for kasse 2.«

Jeg henvender mig til folk under 30 år, som om de er børn – sådan ser de ud i mine øjne, jeg er tæt på at klappe dem på hovedet – og de siger »Hr.« og »De« og åbner døren for mig i håb om, at jeg går.

I seng efter de sene nyheder

Hver morgen klokken fem vågner jeg med fyldt blære og bliver aldrig færdig med at tisse og afbryder det bare og fortsætter senere. Mit hår er tyndt, mit skæg er gråt, mine tænder smuldrer, og min far ser tilbage på mig fra spejlet og nikker og giver mig ret.

Engang gik jeg i flæseskjorter og babyblå jakkesæt og sylespidse sko og sniffede coke og drak vodka til klokken lort. Nu er jeg mere eller mindre afholdsmand og går i seng efter de sene nyheder, og tøj er noget, som ikke skal vække unødig opsigt og helst være gråt og brunt og først og fremmest det samme. Min jakke er så god som ny, selv om den er fra det forrige århundrede, og jeg fisker den op fra skraldespanden, når min kone smider den ud.

Jeg kan ikke lide forandringer og bliver hurtigt angst og desorienteret og snubler over kantsten og går ind i ting, som ikke var der før – hvad sker der? – og farer sammen over pludselige bevægelser og larm. Hvis nogen hilser på gaden, hilser jeg ikke tilbage – jeg er nærsynet og ser dem ikke – og trafikreglerne er vejledende og for de andre, mens jeg cykler mod ensrettet og kører over for rødt. Min kone giver mig engangsbrillerne på fra SuperBest, når vi tager bilen, men de hjælper kun marginalt, og jeg klamrer mig til rattet og holder mig i overhalingssporet med 80 km/t på motorvejen foran den dyttende trafik.

Når jeg vil kysse hende, siger hun, at hun får lyst til at slå mig, og vi taler kun om sygdomme og kræft, og der er ingen, som inviterer os til middag, fordi vi sidder i hver vores ende af bordet og skændes.

Tomgang af gentagelser

Fremtiden er brugt op, det er udsigtsløst, og livet er blevet en tomgang af gentagelser, hvor jeg kender udfaldet på forhånd – alt, hvad jeg siger, har jeg sagt før, og alt, hvad jeg ser, er en genudsendelse af noget, som ikke var interessant første gang. Selv porno kan jeg ikke vride mere ud af, og det vigtigste, jeg foretager mig i løbet af dagen, er at slukke lyset i lejligheden, og Andrea tænder det igen.

Jeg gider ikke flere film og flere bøger og hører kun musik fra min ungdom – Genesis, Pink Floyd, Sparks, Queen og Supertramp – og suger resten af de følelser ud, som jeg havde dengang. Der findes ingen steder, som serverer mad, jeg kan lide – ud over i en tidslomme i den sorteste provins – og det er ikke besværet værd at rejse, f.eks. pyramiderne var en opreklameret bunke sten i sandet, og min eneste, sidste glæde er at klø mig i røven og lugte til fingeren.

Jeg stiller pizzabakkerne fra mig oven på bilen, når jeg låser døren op – og kører af sted uden at tænke over det, indtil jeg kommer hjem: »Skulle du ikke hente pizzaer?« Hvis jeg er høflig, lader jeg, som om vi kender hinanden, men jeg har ingen idé om, hvem du er – min harddisk er fuld, min korttidshukommelse er drukket op, jeg husker ikke nogen eller noget som helst, ikke engang det fjerde medlem af Beatles, Paul, John og Ringo – og hvem? Aner det ikke, jeg er blank – umiddelbart efter, at jeg oplever noget, er det ude af sind og aldrig sket – og verden har også glemt mig og ændrer sig hele tiden, så jeg famler i blinde og ikke kan finde vej.

Min mor er død, og jeg har begravet min far og tømt huset, hvor de boede i 50 år – jeg var nødt til at smide det ud, deres hjemmesko og kjolerne og møblerne og papirerne – og de kostbare rester gemte jeg forgæves i vores kælder, som blev oversvømmet af det ene skybrud efter det andet. Jeg rodede i kloakvandet, mens jeg skreg og græd, og skriften flød ud i brevene og dagbøgerne. Mine forældres ansigter blev vasket væk på fotografierne og ligger nu krøllet sammen i vindueskarmen.

Udslettet, udvisket – der er ikke andet tilbage end at miste – og jeg glemmer mig selv og forsvinder langsomt og bliver til intet. Jeg føler mig som et spøgelse – flygtig og usynlig – og misunder husene, som har været der før mig og vil være der efter mig, og når jeg går rundt, blæser der visne blade gennem de tomme gader.

Min skygge er blevet længere end mig, og jeg tager afsked, hver gang jeg kigger på mine børns ansigter – det hele er skrøbeligt som glas – og mit lys kan pustes ud hvert øjeblik, det skal være. Det var en gåde og et mysterium at være til, jeg ved ikke, hvem jeg er, eller hvor jeg er, eller hvad det er, der sker. Kun at jeg er her og borte om lidt for altid.

Jeg går i luften og mærker allerede en smule evighed, men gammel – mig? »Du må ikke være rigtig klog!« råber jeg i røret og forventer et svar fra den ko, som ringede op og forstyrrede min søvn, men telefonen siger bare dut, dut, dut ... hun har lagt på for længst. Der er ingen.

Knud Romer er forfatter

Hvordan oplever du den alder, du er nået til? Del dine helt personlige overvejelser, oplevelser, frustrationer og glæde ved din alder via linket her. Så publicerer vi de bedste på journalen ‘10, 20, 30...‘

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Claus Høeg
  • Jens Christoffersen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Anette Bjørnstrup
  • Carsten Mortensen
  • Brian Jensen
  • Kirsten Andersen
  • Benno Hansen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Henrik Brøndum
  • Holger Madsen
  • Jan Weis
  • Trille Hassager
  • Erik Jensen
Jakob Silberbrandt, Claus Høeg, Jens Christoffersen, Christel Gruner-Olesen, Anette Bjørnstrup, Carsten Mortensen, Brian Jensen, Kirsten Andersen, Benno Hansen, Mikael Velschow-Rasmussen, Martin Karlsson Pedersen, Henrik Brøndum, Holger Madsen, Jan Weis, Trille Hassager og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Lange lede lorteliv. Får det da for pokker aldrig ende. Først skal man så grueligt meget igennem, og så bliver alting bare værre og værre.

Så rammende ROMER - at det er grineren.

God dag til dig, så er måske alligevel håb?

Jørn Andersen, Christel Gruner-Olesen, Per Larsen, Didde Elnif, Jens Christoffersen og Lars Højholt anbefalede denne kommentar
Kirsten Lindemark

Nå, så kom jeg ind... Har du glemt din adgangskode? Nej, jeg er bare over 65 og brillerne lå nedenunder ved avisen. Avisen på papir! Tak for terapeutisk læsning. En ting er sikkert - vi kommer over det!

Rolig nu! - velkommen i klubben - næste forstyrrelse af privatlivets fred: Er du klar til at modtage post fra det offentlige digitalt fra 1. november? - nu ikke blive stresset -det hele er kun en overgang ...

randi christiansen

Kære knud - du må på rekreation, og du ska ikke bytte for en million - saml stumperne, red resterne og rejs dig af asken. You're worth it

Anders Sørensen

"min eneste, sidste glæde er at klø mig i røven og lugte til fingeren."

Holy shit (no pun), jeg troede, jeg var den eneste, der gjorde det.

Carsten Mortensen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
anker fjeld simonsen

Jeg mener, vär nu god ved din kone, knud romer, har I ikke haft en TVudsendelse om da I blev gift, hvor hendes mund röbede hvor lykkelig hun var ? Alt det der går over, neb det er jo en lettere satirisk artikel du skriver, så det er svärt at tage helt alvorligt.

christian christensen

Hmm... vel meget repræsentativt for Informations læsersegment, men du må vel prøve at få dig nogle sunde og naturlige interesser og komme lidt tilbage i samfundet.
Hvad med at melde dig ind i Bedsteforældre for Asyl eller andre fornuftige organisationer for folk, som stadig følger med i den globale udvikling ?

Carsten Mortensen

Dejligt at læse, og at jeg ikke er alene - men jeg bliver nødt til at fortælle dig:
Det bliver ikke bedre....tværtimod.

Tak til Knud Romer for dagens grin og for at vise, at Informations ide med klummer fra folk i forskellige aldre kan kaste noget fornuftigt af sig - hvis man ellers spørger en rigtig forfatter ...

Og Facebook og Google er snart 1.000.000.000.000.000.000.000 dollarz værd.

- Put venligst et utal af nuller bagefter efter behov. De fleste mennesker på kloden er komplet lige glade.

Men de køre også efter en helt anden økonomisk målestok end USA og dollarz. Den dag USA opfatter dette er USA komplet ruineret. Og tro mig, den dag kommer før alverdens klimakatastrofer.

Den kommer den dag dollaren ikke tæller mere, efter Kina har fået fodfæste med deres egen økonomiske styring af verdens gang.

- Gad vist, hvad alle vestlige regne drenge og piger siger til det?

Hele verdens nutidige økonomi bygger ikke på en universel magisk naturlov, men udelukkende det USA indtil nu har dikteret verden.

- Det kommer kineserne til, at lave om på snart. Og så er det slut med USA, som vi kender det. Det ved alle.

Rebekka Birk Krarup

Kære Knud Romer.
Er det ikke svært at undgå at nævne bare et øjeblik som gør livet værd at leve, i en hel artikel ?
Hjertelig hilsen
Rebekka Birk Krarup.

PS. - "sorrig og glæde de vandre til hobe."
- se evt. Højskolesangbogen nr 84.

Michael Svennevig

Fantastisk beskrivelse, men er der ikke noget med, at alder er det man gør det til. At man har den alder som passer til én, hvis man da ellers er så heldig at have et helbred der holder så godt som muligt? I næste måned er der Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet på Frederiksberg og i Charlottenlund. Der kan man høre meget mere om alder: http://michaelsvennevig.weebly.com/gammelfestivalen-program.html