Forleden var jeg inviteret af en gruppe yngre partifæller – scient.pol.’er med ansættelse i fagbevægelsen, kommunerne, regionerne, Folketinget eller EU. De ville bl.a. høre om de gode tider, som Socialdemokraterne gjorde endnu bedre i 1960’erne under J.O. Krag. Det var dengang, hvor Socialdemokraterne ved valgene i 1960 og 1964 fik godt 40 procent af stemmerne. Det får socialdemokratismen stadigvæk. Men nu er de 40 procent fordelt på mindst tre partier: S, DF og SF.
Kimen til den tilbagegang, som kaster skygge over Socialdemokraternes kongres i denne weekend, blev lagt med SF’s afsondring fra moderpartiet i 1919, hvor en del af medlemmerne i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) skilte sig ud som kommunister, hvorefter SF skilte sig ud af DKP i 1958. Når nogle af SUF’erne forlod Socialdemokraterne i 1919, skyldtes det bl.a. ærgrelse over samarbejdet med de radikale, skønt det fungerede godt. Den eneste større uenighed mellem S og R gjaldt fællesejet af produktionsmidlerne. S og R enedes på privatejendomsrettens grund om at søge at regulere markedsøkonomien og føre keynesiansk konjunkturpolitik.
Den ærgrelse, som SUF havde over R i 1919, er formentlig ikke mindre hos deres SF-efterkommere, efter at R nægtede at opfylde nogle af S-SF’s vigtigste løfter op til valget i 2011 – herunder løftet om at afvise VK, DF og R’s forringelse af dagpengeordningen.
Siden valgte SF som bekendt at træde ud af regeringen i et forsøg på at vinde deres tabte stemmer tilbage og lade, som om S kan bryde den dagpengeaftale, SF og S indgik med R. Endnu engang svækker SF Socialdemokraterne ved at surmule over samarbejdet med R. S er gennem tiderne blevet svækket af partier, der burde være dets medspillere.
Alt er tilladt for DF
Det store problem er imidlertid ikke den yderst beskedne udvandring, der fandt sted i 1919 fra S til DKP, og som i dag overvintrer som SF og Enhedslisten. Det er derimod den udvandring, som siden 1973 er sket fra S til Fremskridtspartiet og siden til Dansk Folkeparti. Hvad kan der gøres for at vende den sivning?
På en måde gør DF selv gode forsøg med løftebrud og fantasterier. Et eksempel: I januar 2010 fastslog Kristian Thulesen Dahl i Jyllands-Posten, at DF »under ingen omstændigheder« ville gå med til en forringelse af dagpengeordningen eller en ændring af efterlønnen. Kun fire måneder senere foreslog han som bekendt selv Lars Løkke Rasmussen den forringelse af dagpengeordningen, som de radikale støttede. Og i maj 2011 afskaffede han sammen med V, K og R i realiteten efterlønnen. Men nu gør Thulesen Dahl, hvad han kan for at redressere den dagpengeordning, som han selv tog initiativet til at forringe.
Alligevel har ingen på noget tidspunkt i den anledning udtalt ordet ’løftebrud’. Det er åbenbart kun Thorning, som foretager slige ting, skønt hun i mange tilfælde har manglet flertal til at gennemføre sine og SF’s løfter.
Endnu et eksempel: Socialdemokraterne bad i foråret de enkelte ministerier om at gennemregne omkostningerne ved at realisere 115 forslag fremført af DF i Thornings regeringsperiode. Resultatet blev et beløb på 170 milliarder kroner. Thulesen Dahl har ikke været i stand til at fortælle, hvordan DF vil finansiere dette kæmpebeløb. I stedet karakteriserede han i Politiken ministeriernes sammenregning som »en amerikanisering (?) af dansk politik.« »Jeg anerkender ikke beregningerne«.
I Berlingske kommenterede han således: »Socialdemokratiets kampagne bygger på pseudoberegninger«. I ingen af de to aviser blev der stillet modspørgsmål.
Landet over kan man i denne tid bivåne store plakater med Thulesen Dahls kontrafej og ordene: »Tryghed og tillid. Det er muligt«. Jamen, har de da slet ingen skam i DF? Nej overhovedet ingen. Hvorfor skulle de også have det, når selv ikke en manko på 170 milliarder fører til mediestorm mod og vælgerflugt fra DF.
Velstand gav højresving
Som anført af David Rehling (12. september) betød Krags vel største bedrift, EF-tilslutningen, en splittelse af Socialdemokraterne. Men der var allerede opbrud i 1960’erne, hvor S to gange kun nåede lige over de 40 procent i stemmeandel. Rehling skriver fint, at der for Krag ikke var nogen tvivl om, at S var »små folks store parti«. Opgaven var »at gøre dem selvrådige politisk, økonomisk og kulturelt. Dette mål er i vid udstrækning nået.« Men »med selvrådigheden fulgte en svækket loyalitet over for det parti, der løftede dem op af deres usle kår.« Det sammen gjorde tankevækkende nok også velstanden. Det blev tydeligt ved Jordlovsafstemningen i 1963.
Den daværende SR-regering hilste en af VK krævet folkeafstemning om de såkaldte jordlove velkommen – tilsyneladende uden tanke på, at velstandsstigningen havde gjort det muligt for mange arbejderfamilier at købe eget hus. De lod sig skræmme af en demagogisk VK-kampagne om, at staten ville lægge sin klamme hånd på ’den lille mands hus’. Ca. 60 procent af de afgivne stemmer var imod jordlovene.
Skatteprotest
Det var det første signal om den højreorientering hos S-kernevælgerne, som 10 år efter resulterede i, at Glistrup kunne rykke ind i Folketinget – ikke bare som formand for landets næststørste parti, men som formand for landets næststørste arbejderparti.
Men det var VKR-regeringen 1968-71, som bar ham det sidste stykke ad vejen i kraft af massive skattestigninger.
Den videreudvikling af velfærdsstaten, som velstandsstigningen i 1960’erne gav mulighed for, medførte en stigning i skattetrykket fra 26 procent af BNP i 1960 til 32 procent i 1967.
I december 1967 blev regeringen Krag styrtet. Under valgkampen fastslog den senere konservative finansminister i VKR-regeringen Poul Møller, at »skatterne havde nået et bristepunkt.«
Skønt den regering, han var en del af, kun sad i ca. tre år, satte han skattetrykket ligeså meget op – fra 32 procent i 1967 til 42 procent i 1971 – som det var steget i de foregående 14 år med S-ledede regeringer.
Men VKR var ikke alene om at hjælpe Glistrup til magten – andre medvirkede også. Det er værd at bemærke, at Krag-regeringen blev væltet, fordi de senere VS’ere ikke ville gå med til en indefrysning af to dyrtidsportioner i forbindelse med en devaluering.
Senere gik ungdomsoprørerne i flæsket på Socialdemokraterne. Store dele af den venstrefløj, der i dag begræder DF’s stærke rolle i dansk politik, har selv været med til at undergrave det Socialdemokrati, som kunne have været et bedre værn mod denne udvikling.
Krag søgte i sin tid ved magten at spænde over anarkister og kernesocialdemokrater – en umulig opgave, som fik en klar vinder: Glistrup. Og hans efterfølgerske fik to endnu bedre sager end løftet om at fjerne indkomstskatten at varme sig ved: EU og den islamiske indvandring.
Henning Tjørnehøj er socialdemokrat, forfatter og historiker. Han har bl.a. skrevet bøger om Socialdemokraterne, fagbevægelsen og Venstre
Måske skyldes tilbagegangen, at S har glemt hvad S stod for?
At de ligner LA og DF og Venstre til forveksling?
At de er blevet gennemskuet?
Listen er lang....
Det hele er de andres skyld! Sikke et godt udgangspunkt for Socialdemokratiet, hvis de vil komme ud af deres årtier lange krise.
Når bare folk finder ud af hvor tarvelige de andre har været ved Socialdemokratiet, så skal de nok komme tilbage.
Børnehave!
For den tidligere LO-konsulent, Henning Tjørnehøj, skyldes alle Socialdemokratiets fortrædeligheder kommunisterne og Venstre. Det har han gennem de sidste mange årtier fortalt hundrede og sytten gange.
Og nu igen.
I stedet for at snakke om banemænd, så skulle man snakke om Socialdemokraternes langsomme sikre selvmord, hvor hovmod, selvglæde og manglende lydhørhed har været våbnene.
Vælgernes manglende loyalitet, har for længe siden været overgået til overflod af Socialdemokraterne
Når nu udtalelsen kommer, om at venstrefløjen saboterer socialdemokraterne, kan jeg kun "grine", og påstå, at det er socialdemokraterne, som saboterer sig selv med en utroværdig ledelse, det samme gælder i grunden overfor den gamle radikale ledelse. Jeg ser det allerede komme, venstrefløjen er svækket på grund af de såkaldte socialdemokraters værdiløshed. Når det så er sagt, så vil venstrefløjen vokse sig stor, selv uden "social demokraternes kammerateri".
Resultatet for dem, bliver nok det samme, som overgik de konservative, medens de sidder og venter på nye kommissioners udsagn engang i fremtiden medens nutiden, for længst har overhalet dem, og i fremtiden måske får helt andre problemer.
Lad os løse nutidens problemer "her og nu", og ikke med pollitiske prædikanters prædikener forsøge at løse fremtidens, måske uløselige problemer, bare fordi vi ikke i nutiden var i stand til at se dem.
Det kunne jo være, at socialdemokratismens idealsamfund har forvokset sig til en ustyrlig mastodont - og at flere og flere ser dette.
Som mælkebøtter, sprøjtet med hormoner, forvokser sig til døde.
En stadig større del af befolkning beskæftiger sig med at styre den resterende del, som en selvgroende organisme, som nærer sig selv, uden kontrol.
Alt i den bedste mening, men desværre med misforstået barnepigementalitet.
Grunden til at nogle er medlemmer af eller stemmer på andre end s er vel, at der er andre partiprogrammer, der tiltaler en mere.
Det er meget underligt at bebrejde andre partier at de forsøger at få deres egen politik igennem.
Socialdemokraterne har ikke andre banemænd, end dem selv. Modsætningen mellem holdninger og valgløfter, og så den førte politik, der først og fremmest baseres på at klæbe sig til taburetterne, er den reelle årsag. DF er ikke årsag til de problemer som Socialdemokraterne skaber for sig selv, men de profiterer selvfølgelig på dem.
Efterhånden som tiden går, bliver arbejder bevægelsens historiske baggrund stadig mere irrelevant , og SD´s socialliberale/socialkonservative ( efter trekvart århundredes socialliberalisme, bliver det pr definition et konservativt projekt fortsætte med det) ideologiske grundlag stadig mere tydeligt. Dermed bliver de sværere at skelne fra resten af "systempartiet" og hvilken af systempartiets fraktioner vælgerne krydser af ved, bliver tilfældigt .
Kan man leve af at underholde med socialdemokratisk blabber, og så i alle de årtier? Ja, jeg spørger bare? Eller har Tjørnehøj en ambition om at stå last og brast med Sass Larsen og blive en socialdemokratisk tænker? Et lysende ikon? Jeg synes mere det ligner blålys, helt i overensstemmelse med den reaktionære blå politik på alle niveauer, som Tjørnehøjs parti fører. Men selvfølgelig, som påpeget ovenfor, det er de andre skyld.
Men er problemet ikke, at socialdemokraterne har været ualmindeligt dårlige til at knæsætte de uomtvistelige sejre, de vandt i tidens løb?
Man kan vel sætte den reelle nederlagsdato til den dag, der snart oprinder: indvielsen af en "konkurrerende" statslig tv-kanal. Her blev den højnelse og inddragelse af den almindelige befolkning med syv års skolegang i det kulturelle og politiske liv én gang for alle sat skakmat. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at DR i så høj grad har kunnet holde på en klar majoritet af seerne. Det burde ikke have været ambitionen, derimod burde den fortsat have været at give alle dele af landet adgang til viden, kultur og nyheder, som ellers kun ville være blevet de større byer til del.
Desværre vandt journalisterne over tid kampen om de elektroniske medier og dermed diskursen om, hvad medierne skal beskæftige sig med.
Mit gode råd til Socialdemokratiet er at holde hovedet koldt og ikke lade sig underlægge DF's underbydning af vælgerne. Kommer det til at koste en periode ved regeringsmagten, så hellere dét end at miste identiteten, og hermed partiet.
DF er for drømmerne og fantasterne. Derfor kan DF slippe afsted med at sende en ufinansieret regning afsted på 170 milliarder uden at nedlade sig til at fortælle, hvem der skal betale den ekstra regning. Fordi der er ikke andre end os almindelige mennesker til at betale regningen - via forhøjede skatter, gebyrer, moms, grundskyld og afgifter - og hvilke andre indtægtskilder, de kan ellers kan opfinde undervejs.
Socialdemokratiet bør gå igang med at opbygge en ny identitet, som passer med det almindelige menneskes opfattelse af sig selv. Et almindelig menneske af i dag, har ingen stolthed i at kalde sig arbejder, her omtaler mig sig selv som middelklasse, og det drejer sig om at have hus og bil på trods af, at man er førtidspensionist og SOSU medhjælper. Derfor betyder dagpenge konflikten så meget. De svageste i samfunde - dem der slet ikke har råd til en dagpengeforsikring er fuldstændig ligegyldige i den debat.
Disse ændrede krav skal Socialdemokraiet matche for at få bred succes. At være arbejderparti for middelklassens høje meninger om sig selv og egen betydning.
Derudover mener jeg, at befolkningens manglende forståelse af konsekvenserne ved en mindretalsregering har og vil koste Socialdemokratiet mange stemmer. Jeg har dog svært ved at komme med forslag til, hvordan Socialdemokratiet forsvarer sig mod befolkningens manglende indsigt i demokratiets mekanismer. Dette burde være barnemad for enhver, men er det tydeligt ikke.
Rikke Nielsen
Socialdemokraterne er netop kolde overfor de mennesker der modtager sociale ydelser og dagpenge, hvilket ikke giver pote.
Det er et dårligt råd, men da de alligevel har bragt sig selv ud over sidste salgsdato, så betyder det intet.
Ikke noget med bedst før 2010, men dårlig indtil og skadelig efter Anker
Al snak on velfærdssamfundet og væksten stå i skærende kontrast til debatten om klimaet, som netop nu kører overalt.
Mit gæt er, at emnet er totalt fraværende på kongresser og landsmøder, hvor man i stedet går op i jordnære detaljer i social sektoren og opkridtning af valgbanerne.
Der er tre partier i folketinget. Kommunisterne, DF og resten: Hvorfor at de ikke slår resten sammen til et parti kan kun skyldes ledernes manglende lederevner.
Min indre dansker!
Så mange halve til hele faktuelle fejl tager simpelthen for lang tid, men lad mig nævne en enkel meget central figur i dansk politik igennem næsten 3 årtier. Ærkesocialdemokrat og borgmester i gladsaxe kommune (Poul Schlüter viceborgmester) der stiftede CD i 1973. Her nævnes så kun en udeladelse i artiklen. Nej det gik egentlig ufatteligt godt for SD, økonomien og dk. Så nu ville nogle politikere profilere (populisme) med Erhard Jakobsen som vel nok en af de første sammen med Glistrup. De stive konservative socialdemokrater kunne, i al fald Erhard ikke opnå noget hos, så derfor stiftede han cd som parti/interesseorganisation med få folkekirke mærkesager (parcelhuse, NATO krydret med lidt venstreorienteret socialpolitik. Det er præcis det som DF har (udlændinge/danskheden, ældre og dyrevelfærd). Alt andet er sekundært!
At skrive at SD på 40% af stemmerne dengang (60'erne)i dag samlet er: SD, DF og SF. Hvis du synes at SD og DF evt har noget politisk historie så dig om det, men at sætte SF i hartkorn med DF! Må jeg være fri!
Månen er vel heller ikke grøn - endnu :)
Der var mere socialdemokratisk politik under Schlüter, end vi siden har set, Nyrup inklusive - selvom han dog i alliance med fagbevægelsen fik nogle samfundsnyttige initiativer igennem, bl.a. arbejdsmarkedsfondenes investeringer i danske arbejdspladser.
Du har vidst glemt kartoffelkuren, Hansen.
Kartoffelkuren kom jo først langt inde i regeringstiden og slog igennem senere. Og så var den jo svaret på et omslag i økonomien, der førte til overophedning ovenpå årene på gravens rand.
Men Schlüter tilskyndede til boligopsparing, til byggeri af blandede boligområder med både forskellige boligtyper og forskellige ejerformer. Det var også denne regering, der endelig fik udformet en rimelig SU, som vi stadig har. Og stadig gik politikken ud på at sikre, at folk kunne bevare eller i det mindste genoptjene deres dagpengeret.
Rikke Nielsen skrev noget godt om Socialdemokratiet - som vist nok den eneste (!)
"... DFs underbydning af vælgerne. Kommer det til at koste en periode ved regeringsmagten, så hellere dét end at miste identiteten, og hermed partiet."
Enig i det første, at DF underbyder - jeg mener endda, at de dobler lidt op og lover ALT. Hvis vælgerne ikke kan forstå det, så må vælgerne vel tage konsekvenserne.
Det andet - det med at miste identiteten - det forstår jeg til gengæld ikke. Vi har en identitet om nogen, og det er det med at være i midten af dansk politik - med hjertet til venstre. Sådan er det fortsat og vil vedblive med at være.
Vi taber ikke partiet, vi laver det lige så stille og roligt om - startende med Nyrup i 90erne og Thorning i 10erne. Al omstilling er krævende, fordi ældre medlemmer måske ikke kan følge med de unge DSUere - der stormer frem med alle mulige og umulige idealistiske krav. Som f.eks. Peter Hummelgaard Thomsen, der nu stiller op på Amager og har overladt DSU til Camilla og nu Alexander - og de slår på tromme for alle de gode idealer - nogle af hvilke er urealistiske som f.eks. skat på finansielle transaktioner, DONG på den amerikanske børs osv. osv.
For mig er "alt som normalt" - med et par undtagelser - herunder især kommunalvalget 2013. Jeg bor i Furesø kommune, hvor vi sandt for dyden ikke har tradition for socialdemokratiske borgmestre. Men Ole Bondo Christensen formåede at øge sin vælgerandel fra 32 til 40% (!)
Opskriften: Samarbejde henover midten - så selv en enlig DF'er meldte sig ud af sit parti eller fik sparket fra centraledelsen.
Hvis det kan lade sig gøre, så kan ALT lade sig gøre - også på landsplan. Det gælder blot om at finde ud af .. hvordan. Midlet er måske dette forbilledlige samarbejde over midten - der får V og især DF til at skifte side?
Som sagt bedrevidende, vildøve og virkelighedsfjerne.
Ikke noget med bedst før 2010, men dårlig indtil og skadelig efter Anker
Det er ikke en position at befinde sig på midten. Og det er slet ikke noget, man kan bedrive politik på.
"at være i midten af dansk politik - med hjertet til venstre."
Javel, at lette top- og selskabsskatter og finansiere det ved at tage pengene fra førtidspensionister, fleskjobbere, kontanthjælpsmodtagere og selv arbejdsløse i a-kasserne er altså at "være i midten af dansk politik" og "at have hjertet til venstre"?
Krig er fred.
Frihed er slaveri.
Uvidenhed er styrke.
Søren Sørensen: Du kom til at skrive noget ... "at lette top- og selskabsskatter og finansiere det ved at tage pengene fra førtidspensionister, fleskjobbere, kontanthjælpsmodtagere og selv arbejdsløse i a-kasserne er altså at "være i midten af dansk politik" og "at have hjertet til venstre"?"
Prøv engang at læse det omvendt. Så er spørgsmålet vel, om de der tjener pengene i og til Danmark har lyst til at betale for de, der ikke kan tjene penge selv?
Jeg mener, at vores system er sådan indrettet, at de der har, de giver til de, der ikke har.
Du forsøger en "omvendt Nelson", vil jeg mene - og den savner enhver form for økonomisk logik.
Socialdemokratiet har en fod i hver lejr, den der tjener pengene - og den, hvor pengene bruges. Det sidste er der, hvor hjertet sidder - den første er der, hvor hjernen sidder.
Såre simpel eller: "Den går inte, Granberg!"
Hans Jørn Storgaard Andersen, pengenes eneste funktion er at få samfundet til at fungere. At tjene penge på samfundet, som det private erhvervsliv gør, er et privilegium, vi tillader dem. Stod ikke den danske befolkning klar til at klare ærterne i deres virksomheder, var de intet; men den danske befolkning skulle såmænd nok på anden vis sikre sig mad og drikke, tøj på kroppen og tag over hovedet.
Men ejendomsretten vender dette simple forhold på hovedet. Ejendomsretten er dog ikke en given ting, den er en konvention, båret af loven. Men den er kun en lovændring væk.
Penge er jo uden værdi som andet end byttemiddel. De er en infrastruktur, der bærer værdien af en handling videre, så gevinsten kan indløses.
"Så er spørgsmålet vel, om de der tjener pengene i og til Danmark har lyst til at betale for de, der ikke kan tjene penge selv?"
Det kan vi da hurtigt blive enige om at folk ikke har, ellers vile de jo ikke stemme som de gør.
Men det betyder ikke at den holdning lige pludseligt er et udtryk for en politik der har "hjertet til venstre".
...med mindre man mener partiet venstre selvfølgeligt.
Når folk mister lysten til at betale for dem, der ikke tjener penge selv, er det først og fremmest et udtryk for den del-og-hersk-politik, der udfoldes. Hvis folk brugte deres sunde fornuft - og i øvrigt undersøgte, hvor meget mere de har til sig selv end i andre lande - ville de forstå behovet for den sociale sikring, vi traditionelt har haft. Det er fortrængning af virkeligheden og faren for egen indtægt i fremtiden, der hersker. Men omtanke for fremtidens mulige problemer burde være gældende, herunder især evnen til at sætte sig i den arbejdsløses situation, fordi man selv med tiden får større og større risiko for ende i det samme.
Søren Sørensen: Det er ikke borgerlig politik, det er god socialdemokratisk politik krydret med den radikale påpasselighed i økonomisk henseende.
Men kender du ikke denne forskel - på en SR-regering og en VK-regering - så er det bare synd for dig. For sådan har det stort set været i 100 år i DK ...
At tænke sig, at du fornægter politiske realismer i et sådans spænd af år ;-)
Det er klassisk, at de fleste mishagsydere her i spalter ikke har et parti, de kan pege på, som har vist resultater gennem de samme 100 år.
Hans Jørn Storgaard Andersen. Dette blev socialdemokratisk politik i efteråret 1993, og ikke et sekund før. Det blev indført pr. 1. januar 1994, og det var stadigvæk hverken moralsk i orden, nødvendigt eller ønskværdigt. For vores gamle arbejderparti kan det kun gælde, at man skal respektere arbejdet - og det vil sige, at man skal beskæftige folk på overenskomstmæssige vilkår. Og er der ikke arbejde til det, skal man kompensere dem, til der er. Det er klassisk socialdemokratisk politik, men den blev ødelagt af makkerparret Nyrup og Lykketoft, der i dag synes fuldkommen klar over, at de begyndte gravlæggelsen af socialdemokratiet.
Med efterlønsforringelserne i 1998 kom det endelige stød: derefter kunne ingen tro på socialdemokratiske politikere - og slet ikke, at de varetog den almindelige arbejders interesser.
Socialdemokratiet, ikke noget med bedst indtil, men ikke direkte skadeligt efter Anker.
Ingen grund til bekæmpelse, visner stille væk selv. Men efterlader stort oprydningsarbejde og voldsomt behov for forbedring og gødskning af vækstmediet.
Jeg ville være mere interesseret i at vide, hvorfor Klaus Henriksen sætter barren så lavt? Hvad er det for egoistiske præferencer, han henviser til? Jeg regner med, at det blot er det forhold, at folk faktisk træffer valg i deres liv, f.eks. ved at tage en uddannelse, og derpå mener, at de har et vist krav på fortrinsvis at vælge beskæftigelse indenfor dette fag.
Det finder jeg helt rimeligt. Og jeg ser dagpengesystemet som det oplagte værktøj til at understøtte folk i denne rimelighed. Som en så dejligt rammende skrev i en debat på Politiken i dag: hoveriet er afskaffet.
Peter Hansen
Det er jeg så ikke enig med dig i.
Hvis beskæftigelse indenfor fagområdet ikke kan anvises eller sandsynligvis ikke kan anvises inden for en rimelig tidsgrænse, og vedkommendes evner kan bruges i andre områder til en overenskomstmæssig løn, så mener jeg at man bør påtage sig jobbet.
Jeg har aldrig selv ment mig for fin til at påtage mig et arbejde uanset, på disse vilkår, men har levet af mange forskellige job og muligheder, uden at jeg har set det som en hindring eller handicap.
At der så skulle være den store efterspørgsel efter en fransk magister til at køre slamsuger eller slagte svin, tror jeg ikke man behøver den store frygt for.
Folk kommer ikke i arbejde igen, hvis det arbejde, der er, bliver udført som tvangsarbejde på andre vilkår end de på arbejdsmarkedet gældende. Kan du ikke forstå, din idiot, at arbejdsmarkedet bliver undergravet på denne måde, og at det ikke standser dér?
Flemming Scheel Andersen, der er principper og levet virkelighed - og jeg tror, at vi må se i øjnene, at en meget stor del af frafaldet i fagforeningerne hænger sammen med opgivelsen af deres målrettede specialisering ved overgangen til karteller og den deraf afledte manglende kampevne til at sikre medlemmerne retten til at fastholde deres erhverv.
Det har på alle måder været ødelæggende for den almindelige lønmodtager, at næringsfriheden er taget fra ham - fordi den faglærte eller på anden vis uddannede vil blive foretrukket for den ufaglærte eller på anden måde mere forudsætningsløse. Dette var den bedste beskyttelse ved det klassiske a-kassesystem: at man ikke behøvede at kæmpe om alle job. Og det er i lønmodtagernes bedste interesse, at det er sådan - og dermed også i samfundets.
Nej, det er ikke omvendt, Hans Jørn Storgaard Andersen. Pga. den høje skat kræver de ansatte igennem deres fagforeninger højere løn. Dette driver så på bedste vis også det lokomotiv, der udvikler produktiviteten og sikrer konkurrencedygtigheden. Det er den eneste måde, man kan tvinge kapitalister til at investere i stadigt bedre arbejdsforhold og ny teknologi.
Peter Hansen
Jamen det er da skønt at vi er uenige om noget. Det andet var da ved at blive bekymrende.
Jeg har heller aldrig kunnet forstå at eksklusivaftaler ikke er lovlige.
Man har ved at godtgøre den enkeltes rettigheder til at organisere sig, hvor han vil, overset de manges rettigheder til at ville organisere sig og arbejde sammen med dem de vil og dermed kunne skaffe sig bedre vilkår.
Men når det er sagt og når det er sådan, så så jeg hellere at alles rettigheder og vilkår blev forhandlet af Djøf, som jo forhandler med sig selv og både af den grund, men også fordi de er bedre forhandlere, har langt bedre overenskomster (uden huller) end resten af arbejdsmarkedet.
At LO snorksover og mangler enhver legitimitet betyder ikke at en stor faglig organisation ved en naturlov SKAL være ineffektiv og tandløs??
Men hvad var egentlig begrundelsen for at kræve større enheder i arbejdsløshedskasserne, kan du huske det??
Var det den sædvanlige svøbe effektivitet og billighed??