Kommentar

Den store mentale omstilling

I disse år er vi vidne til en større mental omstilling, der vil have en positiv effekt på vores trivsel og livskvalitet fremover. Den indebærer, at vi i højere grad erkender, hvilke mål vi bør styre efter – både som samfund og som individer – og hvad der reelt betyder noget for vores livskvalitet
17. september 2014

I dag diskuteres trivsel, tilfredshed og lykke ivrigt af regeringer verden over. Det skyldes blandt andet FN’s resolution om lykke, der pointerer, at rene økonomiske indikatorer ikke i tilstrækkeligt omfang afspejler befolkningens trivsel, og opfordrer til at øge fokus på lykke og livskvalitet.

I de seneste år er lykke og trivsel kommet på dagsordenen i det internationale samfund. OECD laver i dag subjektive trivselsmålinger blandt sine medlemslande, og flere af de lande, som vi i Danmark ofte sammenligner os med, er begyndt at prioritere andre mål for velstand end bruttonationalproduktet (BNP).

I 2012 udgav den britiske regering den første National well-being report. Baggrunden for rapporten er en undersøgelse af tilfredsheden med livet blandt 165.000 briter. Det er den britiske premierminister, David Cameron, der er bannerfører for ideen. »Vi skal begynder at måle vores fremskridt som land ikke kun ud fra, hvor meget vores økonomi vokser, men også ud fra, hvor meget vores liv bliver forbedret. Ikke kun ud fra vores levestandard, men ud fra vores livskvalitet,« udtalte Cameron, da han præsenterede tanken.

Men det er ikke kun i Storbritannien, at man er begyndt at måle fremskridt på en ny måde. I 2008 bestilte den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy en rapport fra nogle af verdens førende økonomer. Opgaven var at udforme en ny måde at måle staters velstand på. Rapporten pointerer, at det er på høje tid at glemme BNP og i stedet tænke i lykke og bæredygtighed.

At vi skal måle vores livskvalitet med andre mål end BNP, er ikke en ny idé. Allerede i 1968 formulerede Robert Kennedy udfordringen med udsagnet: »BNP måler alt, undtagen det, som gør livet værd at leve.« Pointen er, at BNP ikke bør være det centrale i vurderingen af, hvorvidt samfundet udvikler sig i en positiv retning.

Lykke nedefra

Det er imidlertid ikke kun toppolitikere, der har fået øje på behovet for den store mentale omstilling. Det ønske kommer også i høj grad nedefra – fra danskerne selv.

I disse år er der i stigende grad en erkendelse af, hvad der reelt gør os lykkelige, og denne erkendelse følges op af en ændret adfærd.

Danskerne er nået et materielt mætningspunkt, hvor erhvervelsen af materielle ting ikke længere øger vores livskvalitet i samme grad. Derfor søger vi nye steder hen, når vi ønsker at forbedre vores livskvalitet. Der er sket en omstilling i retningen af fællesskab og forbundethed og væk fra økonomisk maksimering.

Ensomhed er en af Danmarks største udfordringer, når det drejer sig om at løfte livskvaliteten. Men samtidig viser de seneste tal fra European Social Survey, at 97 procent af den danske befolkning mødes i sociale fællesskaber mindst en gang om måneden. EU-gennemsnittet er 88 procent. Et andet vidnesbyrd om styrken af vores fællesskab er, at knap ni ud af 10 danskere enten er helt eller delvist enige i, at de betaler deres skat med glæde. Vi danskere betaler således gerne for at opretholde det fællesskab, vi har.

Landsbyen i storbyen

Fællesskabet har også gjort sit indtog i storbyerne. Her søger vi følelsen af landsbyen, hvor man kender hinanden og kommer hinanden ved. Vi er derfor vidner til, at fælles byhaver skyder op her og der, mens folk stimler sammen til samtalesaloner, og folkekøkkener og andre spisefællesskaber oplever en renæssance. Vi søger fællesskabet og samværet – og det er godt nyt, hvis man ønsker en lykkelig befolkning. Vi kan nemlig konstatere, at sociale relationer, følelsen af fællesskab, tillid og det, som med et fint ord hedder social kapital, er nogle af de vigtigste komponenter, når vi vurderer og evaluerer vores livskvalitet. Folk, der har en følelse af at være en del af fællesskabet, rapporterer ganske enkelt højere lykkeniveauer.

Når jagten på statusgoder erstattes af jagten på fællesskaber og forbundethed, er der tale om en mental omstilling i den danske befolkning, der har mulighed for at bidrage positivt til vores livskvalitet. Det er godt nyt, hvis vi ønsker et Danmark, hvor vi også måler og vurderer vores fremskridt på vores evne til at skabe rammer for en lykkelig befolkning.

Meik Wiking er direktør hos Institut for Lykkeforskning. En uafhængig tænketank, der forsker i, hvorfor borgere i nogle samfund oplever større livskvalitet end andre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Hvis ca. ni ud af ti danskere betaler deres skat med glæde, hvordan hænger det så sammen med, man i stigende grad tager penge, fra de fattigste i samfundet og giver skattelettelser til de rige?

I psykiatrien er der ingen penge, hvorfor i stigende grad mennesker, af økonomiske årsager, spændt til et leje og tvangsmedicineres for ikke, at skulle afsætte penge til personale.

Hvordan hænger borgernes tilfredshed med, at betale sin skat sammen med, at de mest sårbare i samfundet, de umyndige, de udsattes børn børn på 12 år, i store dele af det politiske Danmark, får at vide, de må tage sig sammen, ellers fængsles de uvorne børn ned til 12 års alderen, hvis de forbryder sig mod de voksnes love.

Børn opgivet af alle, har jeg set få en tjans på en linebåd i nordatlanten og finde sig selv, ved hårdt arbejde, det er ikke for alle, men pointen er, susses giver håb.
(ikke 12 år)

De hårdeste og genstridige, lære mest og de klare sig ofte godt og der er ingen grund til ikke, at betale dem almindelig hyre (ingen apartheid løn), for de har med garanti fortjent, deres part af fangsten, eller mindstelønnen, hvis det er alt, hvad fangsten kan kaste af sig.

De er gode nok, når de finder ud af, hvad de kan og uanset skal børn skal "aldrig" i fængsel.