Kommentar

Vi vil have tid til børnene

Debatten om de pressede børnefamilier handler om prioritering af børnefamiliens omsorgsopgave – ikke om nostalgiske forestillinger om fordums tid
10. september 2014

Jeg læste med stor forundring debatinterviewet »Brokker børnefamilier sig mere, end de lider?« (den 4. september). Manglen på nuancer skriger til himlen. Der er så mange parametre, der slet ikke tages højde for. Og de tårnhøje stresstal ignoreres fuldstændig. Værst af alt er, at præmissen for familieoprøret er totalt misforstået.

Oprøret handler overhovedet ikke om at ønske sig tilbage til »bedre tider«. Og det handler slet ikke om en nostalgisk forestilling om den hjemmegående husmor. Det er derimod en reaktion på en nedprioritering af omsorgsopgaven og på, at tempoet i samfundet er højere end nogensinde før. En reaktion på, at forældre er adskilt fra især de helt små børn i de fleste af deres vågne timer, og på at det høje gear i hverdagen presser familierne.

Det kalder på forbedringer med afsæt i nutiden, og en debat om, hvad det er for et familieliv og samfund, vi ønsker.

Danmark er førende i Europa, når det kommer til institutionalisering og familiens samlede arbejdstid (ifølge Center for balance mellem arbejds- og familieliv). Danske forældre arbejder i snit en time længere om ugen end folk uden børn (ifølge Danmarks Statistik 2013), og hver tredje forælder har afleveret et sygt barn i institution (ifølge Megafon 2014).

To ud af tre mødre og hver anden far siger i Rockwoolfondens undersøgelse af fritid (2014), at de næsten altid er stressede. En måling foretaget af YouGov (2012) viser, at næsten hver anden forælder føler, at hverdagen er stressende.

En nyere Megafonmåling viser, at mere end 60 procent af forældrene med skolebørn har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Personligt ansvar, ja tak

Der er to fronter i debatten; de, der anerkender, at børnefamilierne er pressede, og de, der ikke gør, og som har en tendens til at indtage en ’tag dig sammen din speltædende klynker’-holdning. Jeg mistænker sidstnævnte for selv at tilhøre et segment, der trænger til et smut ud i virkeligheden.

Af debatten i medierne fremgår det, at de, som anerkender problemet, kan opdeles i to underkategorier: De, der mener, det er forældrenes eget ansvar; og dem, der mener, det er samfundets. Faktisk tror jeg slet ikke, den sidste gruppe findes. Alle er vist med på det personlige ansvar. De forsøger snarere at påpege, at der også er strukturer, som er svære at undvige.

Jeg skrev i marts kronikken »Vi har mistet familiebalancen«. Den er blevet delt 53.000 gange og figurerer som det andet mest delte på danske sociale medier i 2014. Det kunne tyde på, at frustrationen er udbredt, og at mange tilslutter sig, at det personlige ansvar altid er størst, men at der også er påtrængende strukturelle udfordringer.

Pointen er, at det er umuligt at adskille det personlige og strukturelle skarpt i et velfærdssamfund, hvor vi er gennemregulerede fra navlestrengen kappes, til kistelåget lukkes. Vi kan ikke individualisere problemet med de pressede børnefamilier af unævneligt mange grunde. En af dem er en samfundsmodel baseret på to udearbejdende forældre.

Fra kvinde- til familiekamp

Forsker i arbejdsliv, familieliv og ligestilling ved Aalborg Universitet, Anette Borchorst, har påpeget, at der var to ben i kvindebevægelsen: Det ene var, at kvinder skal arbejde. I dag får det al opmærksomheden. Det andet var, at kvinder skulle have mulighed for at få arbejde og familie til at hænge sammen. De ville ikke have mændenes vilkår. Den vision er forsvundet hen ad vejen.

I dag synes kampen for balance at være på fremmarch. Forhåbentlig er vi nået så langt, at det bliver en fælles kamp ført af både far og mor. Udfordringen er imidlertid, at det er kvinder, der dominerer debatten. Mange mænd synes tilsyneladende, det er fjollet med al den snak om det nære: Knyt sylten og bid tænderne sammen – vi har vigtigere ting at tage os til end en pseudodebat. Kunne det skyldes, at antallet af stressramte er højere blandt kvinder med børn end hos mænd? At kvinder er mest presset, fordi de både har job og ofte har mere arbejde/ansvar i hjemmet end mændene? At kvinder går mere op i familieting (jævnfør, hvem der læser forældremagasiner, opdragelsesbøger etc.) end mænd? At kvinder har et større behov (af mange årsager) for at gøre det private politisk?

Paradoksalt nok var der i Politiken den 28. august både en opfordring til mændene om at blande sig i familiedebatten fra opinionsredaktør Per Michael Jespersens, og en artikel om, at hverdagens kvinder skal blande sig mere i den offentlige debat. Tænketanken Cevea vil lave et debatkursus for kvinder for at bryde tendensen til, at mænd og de mandsdominerede fag fylder mest.

Der er åbenbart forskel på, hvad kønnene vil debattere, især offentligt. Vi sætter sjældent spørgsmålstegn ved relevansen af såkaldte mandeemner. Men når kvinder vil diskutere familieliv, er vi nogle flæbende klynkere, der skal gå hjem og vugge. For det er ikke generel samfundskritik. Men det er netop det, det er.

Lad os dog sammen have visioner for et bedre familieliv med mindre stress, færre skilsmisser og mere ligestilling. Lad os bruge de teknologiske fremskridt til at få mere tid og frihed. Lad os skabe bedre rammer for at arbejde mindre, når børnene er små, og mere på andre tidspunkter. Lad os skele til vores nordiske naboer, som har mulighed for at passe syge børn og gå på deltid. Lad os tænke ud af bankboksen og få mere fokus på omsorg og trivsel. Det betaler sig i sidste ende.

Familiepolitik er den nye kulturkamp. Livsfasepolitik er fremtiden. Desværre går politikerne ikke forrest. Deres diskurs er en helt anden, nemlig arbejd og forbrug! Men de går galt af tendensen, for vi har ting nok – vi vil hellere have mere tid. Især når børnene er små.

Sofie Maria Brand er freelancejournalist, debattør og medstifter af Familiepolitisk Netværk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den helt grundlæggende problemstilling er, at vi i stedet for at benytte den digitaliserede revolution til at lette presset indfører en masse ting, fordi vi kan, uden at det er nødvendigt. Vi havde et bedre samfund, før vi kontrollerede alt på 10. decimal, men snarere forstod, at folk har vidt forskellige behov og vidt forskellige ønsker i livet, som tilsammen muliggør realiseringen af det gode samfund, som vi engang havde.
Folk skal ikke spændes for politikernes og erhvervslivets vogn, tværtimod skal politikerne spænde erhvervslivet for borgernes vogn.