En udtalelse fra Tyrkiets nye EU-minister, Volkan Bozkir, om, at Tyrkiet har til hensigt at gå om bord på et lyntog til EU, får ørerne til at blafre.
Premierminister (og tidligere udenrigsminister) Ahmet Davutoglu har endnu en gang bekræftet, at tyrkisk EU-medlemskab er et strategisk mål, men som Günter Seufert fra Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin pointerede for to år siden, er EU-medlemskab ikke så meget et mål i sig selv for de fleste tyrkere som et instrument til at fremme landets fortsatte økonomiske udvikling.
Dette bekræftes af, at Volkan Bozkir understreger Tyrkiets økonomiske udvikling som et argument for medlemskab, men det er ikke længere relevant, da EU allerede i 2008 var enig om, at Tyrkiet har en fungerende markedsøkonomi, som er et medlemskriterium. Kort efter begyndelsen på optagelsesforhandlingerne i 2005 advarede udvidelseskommissær Olli Rehn dog om, at pluralisme og ytringsfrihed er grundlæggende værdier, der ikke står til forhandling. Budskabet ser ikke ud til at være forstået.
Ytringsfriheden lider
Tyrkiets AKP-regering under ledelse af præsident Recep Tayyip Erdogan har ikke bare indenrigspolitisk, men også udenrigspolitisk forsøgt at etablere et sunnimuslimsk herredømme. Når det drejer sig om ytringsfrihed, er udfaldet elendigt.
Britisk PEN’s rapport om Gezi Park-protesterne i 2013 og deres virkning på ytringsfrihed i Tyrkiet, Freedom Houses rapport om korruption, medier og magt i Tyrkiet såvel som deres seneste rapport om kampen for Tyrkiets internet er deprimerende læsning, og kan på ingen måde være en anbefaling for tyrkisk medlemskab af et værdifællesskab.
En rapport skrevet af professor Idris Bal, et frafaldent AKP-parlamentsmedlem, er lige så urovækkende, da den siger, at 981 tyrkiske journalister har mistet deres arbejde alene i den første halvdel af 2014. Endvidere slås det fast, at fra april til juni i år er 15 retssager åbnet mod journalister for forbrydelser begået i henhold til antiterrorlovgivningen, og 38 mennesker er blevet idømt to år og 15 dages fængsel og har fået bøder på 277.400 tyrkiske lira (ca. 700.000 kroner) for at have fornærmet Erdogan.
En yndet metode, Erdogan bruger for at få ram på kritiske røster, er skattebøder. I 2008 blev 17 mio.euro (127 mio. kr.) ulovligt overført til Tyrkiet af en tyrkisk velgørenhedsfond i Tyskland, og Dogan mediegruppens dækning af skandalen vakte premierministerens vrede.
Efterfølgende blev mediegruppen pålagt skattebøder på tre mia. dollar (godt 17 mia. kr.), som svarede til størrelsen på mediegruppens aktiver. Det samme er sket i februar med den kritiske avis Taraf, der fik en skattebøde på ’kun’ 5,5 mio. tyrkiske lira (ca. 14 mio. kroner).
Svagt værdifællesskab
En anden grund til, at det er svært at tage Tyrkiets ønske om EU-medlemskab alvorligt, er, at landet selv har undermineret sin sag.
Premierminister Davutoglu har argumenteret, at EU’s krav om politisk reform er en tilbagevenden til udenlandsk hegemoni, og har betegnet den vestligt orienterede republikanske periode fra 1923 indtil 2002, da AKP – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet – kom til magten, som »et interregnum« (mellemperiode). I en nøgletale holdt på Istanbul Forum for to år siden, afviste premierminister Erdogans chefrådgiver, Ibrahim Kalin, den europæiske model med sekulært demokrati og pluralisme til fordel for, hvad han betegner som »en værdibaseret og principfast udenrigspolitik«.
Yigit Bulut, som har været Erdogans økonomiske rådgiver, både da han var premierminister og nu som præsident, har gentagne gange argumenteret for en afbrydelse af Tyrkiets forhold til Europa, og at Tyrkiet i stedet skulle fremme sit forhold til USA, Mellemøsten, Rusland og Kina.
Sidste år var det Erdogan selv, der nævnte, at han havde sagt til Ruslands præsident, Vladimir Putin, at hvis Tyrkiet blev medlem af SCO (Shanghai Cooperation Organization), ville det sige farvel til EU, da »De Shanghai Fem er bedre og mere magtfuld, og vi deler fælles værdier.«
På et møde arrangeret af Friends of Turkey i Europa-Parlamentet for tre år siden, talte den liberale MEP Andrew Duff om »en genetablering af forholdet mellem Tyrkiet og Europa«, og har siden anbefalet et strategisk partnerskab frem for fuldt medlemskab.
Tyrkiets erfaringer med højhastighedstog har ikke altid været heldige, og derfor bør Tyrkiet være mere forsigtig med Ankara-Bruxelles forbindelsen for at undgå flere afsporinger.
Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk dagspresse
Det er under alle omstændigheder af stor betydning, at Tyrkiet har et EU perspektiv. Det vil i høj grad faciltiere de nødvendige reformer i landet.
Altså, hvis de opfylder københavnerkriterierne, er Tyrkiet velkommen som medlem i EU.
Om de så ønsker at gøre brug af tilbuddet eller ej, er selvfølgelig op til tyrkerne selv.