Klumme

Ungdommen har brug for et rum for sig selv

Når P1 med deres angst for små lytterrum nu begraver ’Klubværelset’ for at sprede sit ungdomsstof for vinden, så mister de unge følelsen og lyden af deres egne stemmer
Debat
25. september 2014

Det er aften og mørkt og koldt og 2008, og jeg kommer gående på Nørrebrogade med mine hørebøffer på. Jeg hører radio via min telefon, hvilket er noget nyt og smart, jeg lige har lært, og pludselig er jeg ikke på Nørrebro længere, men på en ung fyr, som kalder sig Guns-Dennis’, værelse. Guns-Dennis elsker Guns N’ Roses og forsangeren Axl Rose, som er »den eneste true rockstar, der findes«. Og Guns-Dennis har samme lange hår som Axl Rose, og han har samme bandana, og han viser den åbent lyttende radiovært rundt på sit fandekorerede værelse. Sådan, blidt og sjovt, lærer jeg en ny ung mand at kende, men bliver også for første gang sluset ind i det særligt åbensindede og nysgerrige rum, som P1’s ungdomstendensprogram, Klubværelset, nu har skabt for sine lyttere i 10 år. Det er et ungdomsrum, som jeg har besøgt trofast lige siden, men da Klubværelset sendte sit sidste program nogensinde i går eftermiddag, låste P1 det af.

Noget må dø, for at noget andet kan opstå, men når Klubværelset lukker, findes der ikke længere en troværdig ramme for dansk ungdomsjournalistisk radio. P1 har fået klaustrofobi. P1 er bange for de små rum, hvor ikke alle kan være. I stedet vil de sprede ungdomsstoffet ud over kanalens øvrige, floworienterede morgen- og eftermiddagssendeflade i små inviterende klatter. Det valg svarer til at slå alle fire vægge ned på et hus og sige, at der stadig er et hjem. Man kan ikke sprede et rum ud over en sendeflade. Og ungdommen har brug for et rum for sig selv.

I Klubværelset har der altid været plads til alle slags unge stemmer, til rebeller og de konforme, til de trendy first movers, til dem fra Udkantsdanmark, til homoseksuelle dødspunkere, universitetsstuderende i specialekriser, højreradikale, hipsterkristne. De mest minimale subkulturer har med de unge værter og praktikanters sans for nye bevægelser været prismer for større samfundsmæssige omvæltninger og udfordringer. Jeg kan huske, at jeg lærte ordet swag at kende i Klubværelset. Jeg kan huske, hvor forarget jeg blev over en udsendelse, der handlede om at stjæle cykler, idet jeg er uproportionelt følelsesmæssigt engageret i at råhade cykeltyveri. Jeg har som lytter været verden rundt med Klubværelset og mødt unge europæere, der kreativt kæmper for overlevelse og nye tanker under de voksnes finanskrise.

Klubværelset er også dansk radiojournalistiks utvivlsomt største talentfabrik, som et dream team fra dansk journalistik (plus Rasmus ’Raske Penge’ Poulsen) har beværtet. Der har altid været plads til at eksperimentere og til at fejle og skifte tone og rytme. Jeg kan huske, da der pludselig kom et nyt hold, og hvordan de nærmest radiohistorisk kæphøjt lagde ud med, at den unge kvindelige vært interviewede en gynækolog om ugens emne – underliv – mens hun fik undersøgt en lille uidentificeret flap, som hun flere gange havde prøvet selv at klippe af.

Klubværelset er ikke et rum for alle, men det bør være det lyttertalshungrende DR’s pligt at garantere eksistensen af sådan et sted. Det er vigtigt. Som den tidligere vært Lasse Lauridsen, der nu tilrettelægger Deadline, siger i et af fire tilbageskuende programmer:

»Klubværelset er et af de få steder efterhånden, hvor man kan høre helt ægte ungdomsstemmer. Når man tænder for ungdoms-tv eller -radio i dag, så er det ofte såkaldt professionelle unge, der er helt selvbevidste omkring det at være i medierne. Men her hører man rent faktisk fra et ungt menneske, der har gjort sig nogle tanker om verden, og som jeg vil kunne høre om 20 eller 30 år og sige: Sådan lød ungdommen faktisk i 2010.« De stemmer bliver der meget færre af, når Klubværelset lukker.

Kære P1. Kulturformidling skal ikke kun leveres som debatstof eller som hurtige dryp med et rastløst flow, der imiterer Facebooks nyhedsfeed. Radio har en unik mulighed for at skabe ro og perspektiv. Giv de unge og de uprøvede og de endnu uimponerede mikrofonen. Lad dem give den videre til de andre unge, de møder for os. Og giv dem deres eget værelse, en uforstyrret legeplads, et lille univers at fylde. I hvilket kærligt rum skal jeg ellers møde Guns-Dennis?

Katrine Hornstrup Yde er kulturskribent og anmelder.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmarks Radio gør med dette skridt sig selv en smule mere overflødigt - og det var ellers galt nok i forvejen. Hvis man vil være en bærende institution, skal man ikke i røven på sine brugere, men kalde dem til sig med det, man har at byde på, som er unikt.