Kronik

Universitets-politikken har utilsigtede følgeskader

Når uddannelserne reguleres ud fra en kvalitetsforståelse, hvor mængden af beståede eksaminer og studiehastigheden er altafgørende, skaber det en studiekultur, hvor det bliver vigtigere at bestå end at forstå
23. september 2014

Det nye studieår, som netop er gået i gang, er ikke bare nyt for de nye universitetsstuderende. Det betyder også indførelsen af en studiefremdriftsreform, som blev vedtaget i juni 2013. Reformens formål er at sikre en hurtigere studiegennemførelse, og det kræver, skriver ministeriet, »en aktiv studiekultur«.

For mig, der er forsker i universitetspædagogik, er studiefremdriftsreformen bekymrende – især med hensyn til kvaliteten af de studerendes læring. Den forskningsmæssige viden taler for, at studiefremdriftsreformen vil forringe kvaliteten af universitetsuddannelserne frem for at forbedre den. Der er tale om utilsigtede følgeskader: Man gør ét for at ændre noget, men kommer uden at ville det til at gøre skade på noget andet. Problemet med studiefremdriftsreformen er, at mens den forsøger at få de studerende hurtigere gennem uddannelserne, får den en skadelig virkning et andet sted.

Forstå eller bestå?

Den største trussel mod kvaliteten ligger i den del af reformen, som forpligter universiteterne til at sikre, at de studerende bliver tilmeldt kurser eller andet svarende til et fuldtidsstudium (60 ECTS-point om året). De studerende skal tilmeldes nye kurser svarende til fuld tid, uanset om de i det foregående semester ikke har bestået alle kurser og derfor skal bruge tid på at forberede sig til en reeksamen eller eventuelt tage et kursus om. Reformen af SU-loven betyder ovenikøbet, at studerende mister støtten, hvis de er et halvt år forsinket. Tidligere måtte de være et år forsinket.

Er det ikke rimeligt at kræve, at studerende er fuldtidsstuderende, som den daværende minister, Morten Østergaard (R) argumenterede? Jo – men ministerens argument fanger ikke pointen, som ellers netop har med studiekulturen at gøre.

I universitetspædagogisk forskning studerer man bl.a. kvaliteten af og forudsætningerne for læreprocessen – altså, hvad de studerende kan huske, og hvordan de kan bruge det. En udbredt grovmasket skelnen går på, om de studerende anlægger en overfladestrategi eller en dybdestrategi.

I overfladestrategien forsøger de studerende at tilegne sig stoffet, så de enkelte dele kan gengives i en bedømmelsessituation. De studerende forbliver på overfladen og forsøger ikke at sætte de enkelte dele i forbindelse med hinanden eller med, hvad de tidligere har arbejdet med. En dybdeorienteret strategi sigter omvendt mod at forstå sammenhængene i indholdet, at trænge ind i stoffet og forstå, hvordan de enkelte dele er forbundet indbyrdes, til forhold uden for undervisningen og til, hvad den studerende har lært tidligere.

Man kan sige, at overfladestrategien sigter mod at bestå, mens dybdestrategien sigter mod at forstå.

Presset øges

Et forhold, som kan tilskynde studerende til at anlægge en overfladestrategi, er et læringsmiljø, hvor de oplever et stort tids- og arbejdspres. Oplever de studerende, at de skal yde mere, end de oplever, de har mulighed for, skal de finde en strategi for at håndtere den situation. Nogle opgiver at indfri forventningerne til, hvad de skal læse, men andre vælger at forsøge at løse de opgaver, de skal, men uden nødvendigvis at give sig tid til at forstå, hvad de laver. En strategi kan også være at flytte fokus hen på de krav, der stilles til eksamenen, og ikke andet. Skal man kunne stoffet til eksamenen, forsøger de at lære det; ellers lader de det være.

Mange studerende – ikke mindst på uddannelserne inden for sundhed, teknik og naturvidenskab – oplever allerede et tidspres. Reformen gør dette pres værre, fordi omkostningerne for de studerende ved ikke at bestå en eksamen bliver så store.

For det første skal den studerende tage nye kurser svarende til at være fuldtidsstuderende foruden at forberede sig til den eksamen, som man altså ikke bestod i første omgang. Hvis man dumper, skal man med andre ord være mere end fuldtidsstuderende og i den situation lære et indhold, man ikke lærte godt nok i første runde.

For det andet mister den studerende sin SU, hvis hun kommer et halvt år bagud. Der skal altså ikke mange dumpede eksamener til, før den studerende kan blive bekymret for at miste en væsentlig del af sit forsørgelsesgrundlag.

Risikabel nysgerrighed

Studiefremdriftsreformen medfører altså større risici end tidligere. Det bliver en risiko at søge ekstra litteratur eller at fordybe sig yderligere i stoffet. Det bliver en risiko at bruge ekstra tid på et kapitel i lærebogen, som var svært at forstå, hvis man dermed får mindre tid til at følge med i de næste kapitler. Det bliver en risiko at deltage i faglige arrangementer der ikke er relevante for pensum (f.eks. foredrag af gæsteforskere). De studerende vil hele tiden skulle foretage risikokalkuler for ikke at sakke bagud. Og så er vi tilbage ved ministeriets tanker om studie- og uddannelseskultur – for hvilken uddannelseskultur bliver næret af den form for risikovurdering? Det bliver en kultur, som skal minimere risici; hvor den studerende gør præcis det, hun bliver bedt om og ikke mere; hvor det gælder om at afkode de nøjagtige eksamenskrav frem for at følge en faglig nysgerrighed; en kultur, hvor det, som tæller, er tempo og at kunne sætte hak ved endnu en bestået eksamen.

Omdrejningspunktet for ministeriets kvalitetsforståelse er mængder: hvor mange måneder, hvor mange ECTS-point (som er den enhed, man måler de studerendes studieaktivitet med), hvor mange der gennemfører, hvor mange der får et arbejde? Det er en forståelse, hvor kvalitet er lig med kvantitet, hvor det er mængder frem for egenskaber, man interesserer sig for.

Når uddannelserne reguleres ud fra sådan en kvalitetsforståelse, tilskynder det til at skabe en studiekultur, hvor mængde og hastighed bliver altafgørende. Det bliver en kultur, hvor de studerende holder op med at være nysgerrige eller eksperimenterende – en kultur, hvor det betyder mere at bestå end at forstå.

Besind jer

Der er ikke noget forkert i at ønske, at de studerende studerer på fuld tid, eller at de gennemfører på normeret tid. Det virkelig bekymrende er, at studiereformen og ministeriets kvalitetsforståelse kommer til at skabe en ringere kvalitet i de studerendes læring. Det, som skulle kvalitetsfremme kommer til at forringe kvaliteten.

Det er derfor, jeg taler om utilsigtede skadevirkninger. Politikerne vil det bedste, men i deres iver gør de skade på det, de vil forbedre. De har formentlig været i god tro. Formålet med denne kronik er derfor at vise, at kvaliteten af læringsindholdet vil blive undergravet.

Den første pointe er, at studiefremdriftsreformen udgør en alvorlig trussel for uddannelsernes kvalitet. Jeg har fokuseret på den automatiske kursustilmelding, men også andre elementer (f.eks. meritsystemet) er bekymrende.

Den anden pointe er, at den grundlæggende kvalitets- og uddannelsestænkning også er et problem. Det voldsomme fokus på en kvantitativ kvalitet – en kvalitet i tempo og mængder frem for egenskaber – betyder, at studiefremdriftsreformen er en del af et mønster. Som universitetspædagogisk forsker og praktiker er jeg nødt til – inderligt og ydmygt – at opfordre politikerne til at besinde sig, så vi får færdiguddannede bachelorer og kandidater, som kan andet end at gøre det, de får besked på. Vil I ikke nok?

Lars Ulriksen er professor ved Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Lilliendahl
  • Rasmus Knus
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Torben Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Thorsten Brønholt
  • Lene Houmand Kristensen
Jakob Lilliendahl, Rasmus Knus, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Nielsen, Torsten Jacobsen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Thorsten Brønholt og Lene Houmand Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en infamitet, at man indfører børnehave for voksne mennesker, der har vist sig kvalificerede til at tage uddannelser på højeste niveau i samfundet.

Thorsten Brønholt

Ja, det kunne være studie-kulturen på Institut for Statskundskab, KU, der beskrives der. En del af mine medstuderende fylder så op med diverse gæsteforelæsninger, bogklubber og foreninger, for at indhente det tabte ift. den fagnørde-interesse der går ud over 12-tals-rationalet... men i (BA-)fagene hører man ofte spørgsmålet "er det noget der kan blive spurgt om til eksamen?".

Dertil kommer selvfølgelig det studiejob man skal have for at kunne få arbejde bagefter. Det får fuldtidsstudiet op på 37+15 timer om ugen. En hel del af mine medstuderende "blanker" en af tre eksamener, for at bruge ferieperioden på at læse op til en god karakter - de kan ikke nå det i løbet af semesteret. Nu skal de nå endnu mere, på endnu kortere tid. Det bliver SÅ fint!

Men der er nok ikke basis for et ægte oprør, før politikerne virkelig har indledt mareridtsforestillingen om en majoritet af befolkningen med videregående uddannelser.

Torsten Jacobsen

Lars Ulriksen rammer hovedet på sømmet med sin beskrivelse af overfladestrategier og dybdestrategier. Og så kan man jo spørge om mere overfladisk viden virkelig er hvad samfundet har brug for? For ikke at tale om alle vi halvstuderede røvere, som en dag med en bachelor- eller kandidatgrad i hånden må spørge os selv, om vi egentlig forstår alt det vi har papir på at have lært?

Mon ikke MØ selv har anvendt overfladestrategier på sin vej. Det forekommer mig, at alle hans ideer skøjter hen over problemerne, fremfor at konfrontere dem. Således afspejler MØ's politik hans selvforståelse, virkelig eller indbildt. Dette er så også en del af ondskabens væsen. Så ordet infamitet er vist rammende.

"Hvilken formel skal vi bruge i opgave 13?"

Og jeg som synes presset allerede nu er hårdt. Hvis vi antager 5 arbejdsdage på en uge hvor du sover 40 af dem (8 i døgnet) og med nuværende studiepres, 37 timers undervisning, 25 timers forberedelse og et studie job på 8 timer. Betyder det at jeg på en arbejdsdag kun med arbejde og søvn og uden transport har 2 timers fritid om dagen. Det er nærmest til grin.