Læserbrev

Voldtægt på eget ansvar

Debat
1. oktober 2014

Tak til Information for at bringe artiklen »Voldtaget af eliten« den 27. september. Her I Chicago, hvor jeg netop er begyndt på et års kandidatstudier, er debatten mellem de studerende meget nærværende. Og frygten for seksuelle overgreb er for mange også en realitet.

University of Chicago kører en række oplysningskampagner og udbyder kurser for at hjælpe de studerende med at passe på sig selv. Men dette er USA. Det er dit ansvar ikke at blive udsat for seksuelt overgreb. Når jeg går forbi de mange fraternity houses på vej hjem fra universitetet, går jeg på gaden som en kvindekrop. Og jeg tænker for mig selv: Jeg er glad for, at jeg ikke var collegestuderende i USA, at jeg ikke kom hertil som 20-årig. Dengang havde jeg med al sandsynlighed sagt ja tak til en drink i en kulørt plastic cup og havde oplevet alfahuset med dets alfahanner indefra.

Mange studerende tyer for tiden til selvtægt på nettet. Forleden offentliggjorde en gruppe hackere en liste med navne på mandlige studerende, man som kvinde skulle undgå på campus, da de er kendt som sexforbrydere. En anden gruppe hackere, ved navn UChicago Electronic Army, hvis mission ifølge deres hjemmeside er at beskytte andre studerende imod at blive beskyldt for seksuelle overgreb, svarede igen med voldtægtstrusler: »Forhåbentlig er årgang 2018 opmærksom, ellers bliver UChicago Electronic Army nødt til at voldtage endnu hårdere.«

Universiteternes ansvar

Det er på tide, at universiteterne spørger sig selv, hvorfor nogle hackere på University of Chicago føler sig nødsaget til at tage loven i egne hænder og hænger deres medstuderende ud.

Efter min mening bør universiteterne i USA gøre op med deres fraternities. Disse broderskaber er levn fra en tid, hvor det at gå på universitetet var ensbetydende med at være en mand blandt andre mænd. Heldigvis er universiteterne i dag – i USA såvel som i Danmark – åbne for både kvinder og mænd. Studerende af begge køn har mulighed for at lufte deres tanker i et undervisningslokale præget af diversitet, blive udfordret og stille bedre og mere præcise spørgsmål til det materiale, de undervises i.

Men et godt universitet er et universitet, der udover at udbyde undervisning af høj faglig kvalitet fra dygtige professorer og forskere er trygt og sørger for, at rammerne er i orden. Der skal være grundlæggende sikkerhed på campus for alle studerende uanset køn eller etnicitet.

Marie Sigaard Andersen, Chicago

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her