Kronik

Et alternativ til storskralds-containeren

Når man som ildsjæl kaster sig ud i at arrangere byttemarkeder, bliver man hurtigt klar over, hvilke forhindringer deleøkonomien står over for – de fleste findes i folks hoveder
Det kan være en svær øvelse at være lønnet ildsjæl, der skal lave rammerne for byttemarkeder, hvor frivillige skal trække læsset. Man kan bare forsøge at inspirere og så krydse fingre for, at byttemarkederne bliver et alternativ til at smide ting ud.

Linda Kastrup

13. oktober 2014

Jeg kom hjem med et par øreringe og en mp3-afspiller. Det var i efteråret 2010, hvor jeg gik rundt mellem mange hundrede mennesker og bunker af ting i den skønneste uorden. Det var første gang, jeg besøgte et byttemarked. Det var for rodet for mig, og jeg kunne faktisk ikke helt se ideen.

Der skulle gå to år, før jeg igen stod på et byttemarked. Jeg havde længe været frustreret over klodens forfatning. Magtesløs over for de store og komplekse problemer. Og indtil den dag anede jeg ikke, hvad jeg kunne gøre for at bidrage med noget konkret og målbart. En ven fortalte mig, at der går 10.000 liter vand til at producere et par cowboybukser. Så var svaret pludselig ligetil.

På et byttemarked medbringer man nemlig ting, man ikke længere bruger. Man lægger dem på plads i forskellige kategorier, og derefter tager man gratis andres ting med hjem.

Jeg kastede mig ud i at etablere et byttemarked på frivillig basis. Det gik strygende, og jeg stablede flere på benene med en veninde. I sommeren 2013 kom belønningen: Vi fik midler fra Puljen til Grønne Ildsjæle til at udbrede ideen. Vi var høje. Tænk at få løn for at gøre det, vi allerhelst vil.

Pengene gjorde, at vi kunne dedikere os fuldt ud til byttemarkederne. Men de fjernede langt fra alle de barrierer, man støder på i forsøget på at stable deleøkonomiske initiativer på benene i et samfund, der er præget af kapitalismens principper om vækst og ejerskab – i visse tilfælde førte pengene faktisk nye, uforudsete udfordringer med sig.

Pærevælling af selvmodsigelser

Set udefra er byttemarkeder ganske enkle at afholde. Man booker et lokale, råber til verden på alle sociale medier og spørger pænt, om nogen vil være frivillige – og så dukker alle op på dagen og bytter løs. Når arrangementet er slut, pakker arrangører og hjælpere resterne sammen til en genbrugsbutik og rydder pænt op.

Men som med alle andre projekter og ideer er forestilling og praksis to forskellige ting. Især når man kaster sig ud i en pærevælling af selvmodsigelser, som central koordinering for at skabe selvstyrende grupper og lønnet sekretariat til at igangsætte frivilligt arbejde. Det er svært at skabe synlighed, når man samtidig helst skal være usynlig. Det er svært, når man kun kan lede ved at give andre mulighed for at tage lederskab. Og når man skal gøre sit arbejde så godt, at man bliver overflødig. Men målet er, at så mange som muligt oplever, at de selv kan holde et byttemarked gratis, uanset hvor i landet, de bor. Og at de har netværk, materialer og viden til rådighed.

Man skulle tro, at det var let nok at give stafetten videre til nye arrangører, for Facebook-grupperne får løbende nye medlemmer. Men akkurat dér sker der et eller andet, vi ikke forstår. Folk spørger ikke, om de må bruge gruppen. De spørger ikke om hjælp eller tilladelse til at blive administratorer. De tænker automatisk, at de er på egen hånd, og at vi ikke deler ’magten’ eller ’ejerskabet’ over det netværk, vi opbygger.

For godt til at være sandt?

Jo mere synlighed, vi skaber, desto bedre går det for byttemarkederne. Men dilemmaet består i, at jo mere synlige, min kollega og jeg bliver som personer, desto mere tror folk, at vi har patent på konceptet – og så undlader de at bruge os.

Flere tror desuden, at vi planlægger alle byttemarkeder i Danmark. Derfor får vi nogle gange klager, hvis der er to byttemarkeder samme dag i samme by eller bare med en uges mellemrum. Men selve pointen med byttemarkeder er, at de kommer og går præcis som loppemarkeder, og de forskellige arrangører kender ofte ikke hinanden.

Vi har oplevet, at folk – i stedet for at komme til os – starter egne grupper med samme regler for samme område med samme formål. Måske har de brug for at gøre det hele selv for at føle, at de kan noget eller har ejerskab? Eller måske er de bare ikke vant til, at de kan bygge oven på andres arbejde og succeser?

Andre skriver og spørger om lov til at bruge det logo, vi har, til deres arrangement, selv om vi skriver klart og tydeligt, at man kan bruge det frit, så længe ens arrangement er gratis at deltage i.

Måske virker det for godt til at være sandt, at vi sådan uden videre giver det hele væk. Vi har i hvert fald lært, at uanset hvad vi gør, uanset hvor udførlig en guide, vi laver, så vil folk altid reagere forskelligt. Det er en udfordring. Men når en gruppe har vokset sig stor, gælder det for os om at trække os og give plads til nye ansigter. Ligesom vi er blevet rigtig gode til at skabe opmærksomhed omkring et byttemarked, skal vi hurtigt efter lade bolden falde og egentlig bare krydse fingre for, at nogen griber ideen. Vi tager til en by, møder superskønne mennesker, giver folk smag for byttemarkeder, og så skrider vi bare igen. Det føles nogle gange lidt fejt. Men vi skal bare vise, at det kan lade sig gøre og give viden og netværk videre. Hvis byttemarkeder kun afhænger af os, bliver de jo aldrig et rigtigt alternativ til storskraldscontaineren.

Brug for penge

Markederne er helt uden penge, så da vi begyndte at tjene penge på at lave dem, troede mange automatisk, at vi var en virksomhed. Det gav respekt blandt iværksættere og virksomheder. Men Businessmodellen er som nævnt puljemidler, og de frivillige har vi aldrig kunnet råde over. Vi kan kun spørge om hjælp, behandle folk ordentligt og sige tak. Og det kan kun lade sig gøre, så længe folk har tillid til, at vi gør det, fordi vi elsker at holde byttemarkeder sammen med folk og gerne vil hjælpe dem.

Min kollega og jeg har dog også oplevet, at vores overgang fra at være frivillige til lønnede har ændret opfattelsen af os som personer. Pengene kan af og til være en hæmsko. For frivillige vil da ikke arbejde gratis for en virksomhed eller en kommune uden at få noget igen. Hvis man har penge, så betaler man vel?!

Og kan man gøre noget godt, fordi man brænder for det, og så samtidig være lønnet?

Mange tænker tilsyneladende, at det er enten-eller, men det er det ikke for mig. Lige nu er det godt ikke at være en virksomhed. Så længe vi har puljemidler, kan vi sige: »Det er non-profit. Det er gratis for alle at være med.« Og så er der flere, der gerne vil samarbejde.

Når det er sagt, var jeg til at begynde med selv betænkelig over at få løn, men den dårlige samvittighed forduftede, da det gik op for mig, at pengene gjorde mig i stand til at involvere mig 100 procent i byttemarkederne uden at bekymre mig om økonomi – i al fald i de 15 måneder, midlerne fra Puljen til Grønne Ildsjæle varer. For selv om man kan løbe langt på skulderklap og glade mennesker, er der brug for penge i det her samfund – og det tror jeg, der vil være, uanset hvor langt vi kommer med bytte- og deleøkonomien.

Det er sjovt at være ildsjæl, men der er selvfølgelig op- og nedture og en økonomi, der for manges vedkommende bliver holdt oppe af gavmilde kærester, der tror på ideen og på at genbrugskulturen er vigtig. Og så kan man i øvrigt leve for langt mindre, når man bytter sig til det meste.

Lige nu føles det, som om vi plasker lidt rundt og træder vande, mens vi lægger en ny slagplan. Vi har søgt puljen igen, så måske kan vi tage et år mere. Måske kan vi fortsætte som virksomhed. Måske er tiden inde til at finde på nye projekter.

Lama Juma er uddannet kaospilot og arbejder på at udbrede byttemarkeder, genbrug og delekultur

Serie

Seneste artikler

  • Lad landsbymentaliteten blomstre

    17. oktober 2014
    Deleøkonomien tvinger os til at forcere psykologiske barrierer og se snagen og sladder i et mere positivt lys. Det bringer landsbyens fællesskab og medansvar til byerne
  • Dele-økonomi er et tveægget sværd

    7. oktober 2014
    De spæde opgør med kapitalismen, vi ser i form af byttemarkeder og lignende, har potentialet til at udgøre et generelt brud med uligheden og overforbruget af ressourcer. Men der er en overhængende fare for, at de mister pusten, når kampen for alvor spidser til
  • Jeg er træt af penge

    3. oktober 2014
    Jeg bliver så udmattet, når jeg tænker på ordsproget tid er penge. Ligesom når jeg tænker på, hvor mange timer af andre menneskers liv, der kan ligge akkumuleret på én mands bankkonto. Derfor er jeg med til at skabe fællesskaber, hvor relationer mellem mennesker træder i forgrunden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Janus Agerbo
  • Benjamin Bach
  • randi christiansen
Niels Duus Nielsen, Janus Agerbo, Benjamin Bach og randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu