Klumme

Angsten for at kede seerne er større end viljen til at oplyse os

Selv stjernereportere som Mette Fugl, Puk Damsgård og Thomas Ubbesen underlægges nyhedsdramatiske koncepter, der blokerer for de væsentlige fortællinger. Heldigvis skriver de også bøger, der tilbyder os dybde og refleksion. Sluk for fjernsynet og læs dem
29. oktober 2014

For tre årtier siden spurgte jeg USA’s ’mest troværdige mand’, nyhedsværten Walter Cronkite, hvorfor han hver aften afsluttede CBS Evening News med ordene »And that’s the way it is!«. Han svarede, at han ofte havde haft lyst til at tilføje: »Og se så at få læst en avis og nogle bøger.« Underforstået: Tv-nyheder er pr. definition overfladiske og hurtige. Og de er ikke tilstrækkelige, hvis man vil ’vide mere’, som Jyllands-Posten snedigt skrev i sine annoncer.

Under en ferie i sidste uge, fik jeg meget mere at vide. Jeg medbragte en stak nye bøger. Mette Fugls Fra koncepterne, Puk Damsgårds Hvor solen græder og Thomas Ubbesens Udsendt – to nuværende og en forhenværende DR-korrespondenters velskrevne fortællinger, udsprunget af deres arbejde for primært TV- Avisen og Radioavisen.

Jeg kunne ikke andet end at betragte de tre bøger som ubarmhjertige vidnesbyrd om den moderne elektroniske nyhedsformidlings svagheder, styrker, muligheder og trusler. En slags SWOT-analyse, som det hedder, mest af styrker og ikke mindst af svagheder.

Styrken er de muligheder, som teknologien har udstyret journalistikken med. Klarest udtrykt af min afdøde kollega Ole Sippel. Da jeg i radioen spurgte ham, hvad der mest af alt havde ændret dækningen af Mellemøsten i de mange år, han virkede der, svarede han: »Mobiltelefonen.«

Når man læser Thomas Ubbesens rystende historier bag 22 reportager, går satellittelefonen igen mange steder.

Man fornemmer, at den alt for ofte forhindrer den udsendte korrespondent i at tænke sig om midt i det albanske Kosovo-helvede, Malis kaos eller Haiti-jordskælvets apokalyptiske katastrofe.

Teknologien gør det muligt at rapportere her og nu, adskillige gange om dagen med opdateringer til hver eneste af døgnets nyhedsudsendelser. Det skaber nærvær, men den gør det mere end svært at udføre den vigtigste korrespondent-opgave: At skabe overblik, ikke bare beskrive situationen, men forklare den. Den umættelige nyhedsbaby skriger på stadig mere, uanset hvor ofte den fodres.

Måske bliver der en sjælden gang plads til refleksion i en udgave af Horisont eller et længere indslag i Orientering på P1 – men tv-mediet er primært til oplevelser og følelser og dårligt egnet til det komplicerede og tænksomme.

Det er simpelthen bæstets natur, og det tæmmes ikke af en udvikling, der i den grad både på DR og TV 2 er lagt i ret faste konceptrammer, der dramaturgisk skal drives frem. Angsten for at kede seerne er større end viljen til at oplyse os.

Mette Fugl beskriver, hvordan hun i bogstaveligste forstand gik fra de koncepter, som hun oplevede som indsnævrende.

Thomas Ubbesen, som tilhører den næste generation, har valgt at leve med dem.

Den yngste kollega, Puk Damsgård, har valgt at skrive »en fortælling fra Syrien« om de menneskeskæbner, hun mødte under sine farefulde journalistiske missioner … Reflektionerne lagrer sig hos journalisterne, der så – heldigvis – skriver bøger om det, deres nyhedsmedier i stigende grad har forhindret dem i at videregive og dvæle ved.

Thomas Ubbesen og Mette Fugl beskriver en ofte tilbagevendende oplevelse: Når satellitforbindelsen er etableret, og de er direkte på, kaster studieværten nærmest bevidstløst standardspørgsmålene ind i øresneglen: »Hvad mener folk, der hvor du er?« »Hvad er situationen lige nu?«

Jeg tror, det var Mette Fugl, der for flere år siden helt forståeligt gik fra tv-konceptet, ved det tredje automatspørgsmål: »Hvad tror du, der vil ske nu?«. Hun svarede irriteret, men fra hjertet: »Det aner jeg ikke noget om, jeg er journalist – ikke spåkone!«

Når reportere gøres til spåmænd eller spåkoner, når dyre og dygtige korrespondenter bliver til aktører i et nyhedsdramatisk koncept – og når tre af de mest fremtrædende ovenikøbet i efterfølgende bøger hver på deres måde tager sig tid til at reflektere over det, som tv-mediet måske aldrig vil kunne videreformidle, er der god grund til at følge Walter Cronkites råd og få fat i de bøger.

De tilbyder den lange og væsentlige fortælling, som kun formidles af en lille del af webjournalistikken, en stadig mindre del af radio og tv-journalistikken og slet ikke af de sociale medier.

Lasse Jensen er mediejournalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Kurt Nielsen
Benno Hansen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

"Angsten for at kede seerne er større end viljen til at oplyse os."

Og lytterne med for den sags skyld. :(

Bid for bid bliver hidtil hæderkronede P1-programmer enten skrottet eller 'tivoliseret' og gjort underholdende mere end oplysende. Senest Orientering med dets nedprioritering af vidende, mangeårige medarbejdere til fordel for opprioritering af to(!) småpludrende studieværter.

Ja, selv den engang så næsten uangribeligt seriøse og troværdige Radioavis, får stadig kortere sendetid samtidig med at dumsmart sprog og 'beskrivende'(!) lyde fylder mere og mere. Dagens Middagsradioavis blev således præsenteret for lytterne som en togtur. Med afgangsfløjt og det hele!

Og godt nok er der endnu(!) ikke indført dobbelt værtsskab på Radioavisen, men derimod er der indført en sær, grænsende til manipulerende, redigeringspraksis, hvor en person – ofte med en meget 'ung' stemme. Praktikanten? – hakker et interview, som vedkommende ikke selv har foretaget, i stumper og stykker og splejser det sammen igen, nu med sine egne fortolkninger blandet med den interviewedes. Det er der ikke meget autencitet eller troværdighed over.

Men DRs mellemledere véd jo bedre end nogen af os brugere. Mener de selv. Suk!