Læsetid 3 min.

Det brænder på hos handicapfamilierne

I disse år forsøger politikerne at motivere folk til at tage hånd om deres eget liv ved hjælp af forringede velfærdsydelser. Spørgsmålet er, hvilken effekt politikerne forventer af forringelser på handicapområdet? Hurtig helbredelse?
20. oktober 2014

Forestil dig, at dit hus brænder, mens du og din familie er i huset. Du ringer 112, fortæller, at det brænder i dit hus, oplyser din adresse, og hvor I befinder jer i huset. Derefter regner du med, at brandvæsenet rykker ud. Men det viser sig, at du selv skal finde ud af, hvor mange mænd, de skal sende, og hvilke redningskøretøjer der er brug for. Stigevogn? Sprøjte? Røgdykkere? En ambulance?

Det tager tid, for du har aldrig haft brand før, kender ikke praksis og er uforberedt på situationen. Men du går i gang med at undersøge, hvad I har brug for. Du ringer op igen og fortæller, hvad de skal sende. Men først skal du begynde forfra med at beskrive branden, og hvor du bor – for det er nemlig en anden, der svarer telefonen denne gang. Dine behov noteres, og alarmcentralen går i gang med at behandle din henvendelse. Det viser sig, at du ikke har været helt præcis, så brandvæsenet har brug for at indhente yderligere oplysninger. Tiden går – og dit hus brænder stadig.

Jeg stopper historien her – for det er jo en helt absurd tanke, ikke?

Benspænd på benspænd

Desværre er det et ret præcist billede af, hvad familier med handicappede børn oplever i mødet med de fleste af landets kommuner i disse år.

Ikke alene skal de kapere livet med et handicappet barn. De skal kende Serviceloven, og hvad der er mulighed for at søge om, for der er ingen proaktivitet og rådgivning om, hvad de kan få hjælp til. De skal selv holde styr på deres sag, for de mødes hele tiden af skiftende sagsbehandlere. De skal væbne sig med tålmodighed, for sagsbehandlingstiden går konsekvent langt ud over de foreskrevne otte uger. De skal forberede sig på rene udmattelseskampe, hvor der gives afslag på forkert grundlag (som så omgøres af Ankestyrelsen efter knap et års sagsbehandling). Oven i det skal de forberede sig på at blive mødt af mistænkeliggørelse – for tænk hvis de nu har fået et handicappet barn for at kunne malke systemet?

Trods politikernes forsikringer om det modsatte er der ikke bedring i sigte.

Jeg er mor til en 13-årig dreng med en erhvervet hjerneskade og et utal af udfordringer. Udfordringerne er i denne sammenhæng ligegyldige, for det, jeg oplever, er det samme, som forældre til børn med andre handicaps oplever.

Regningen vokser

I disse år er der en politisk og ideologisk bevægelse, hvor man med en kombination af gulerod og pisk forsøger at ændre på antallet af ’passivt forsørgede’. Ideologisk kan man stå på hver sin side og diskutere, om en forringelse af vilkårene motiverer folk til at komme ud på arbejdsmarkedet.

Tilsvarende har der tidligere været stramninger af SU’en ud fra ønsket om at få de studerende hurtigt gennem uddannelsessystemet. Også her kan man have forskellige ideologiske tilgange til effekten.

Det store spørgsmål er, hvilken effekt politikerne forventer af stramninger og forringelser på handicapområdet? Hvis man formår at se det fra den humoristiske side, kunne man sige ’hurtig helbredelse’. Men det er svært at bevare humoren, når man lever med stramningerne dag ud og dag ind.

Min pointe er ikke, at der nødvendigvis skal postes flere midler ind på området. Men måske kunne man begynde at bruge de eksisterende midler på at hjælpe familierne i stedet for at sagsbehandle i flere måneder eller år. For det er jo heller ikke gratis.

Og lige præcis denne gruppe borgere bliver ikke billigere i det lange løb, hvis man undlader at hjælpe i tide. Børnene mister færdigheder, forældrene slides op eller mister deres job, søskende lider afsavn. Det er virkelighed i mange af de familier, jeg kender.

Branden er opstået, og hvis man ikke sender den rette hjælp på det rette tidspunkt, brænder alt ned til grunden. Og det er som bekendt dyrt at bygge nyt.

Karina Rohrberg Jessen (V) er folketingskandidat, socialordfører og medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for kurt lindy hansen
kurt lindy hansen

Jeg mener at huske, at de nedlagte amter havde oparbejdet en stor ekspertise på dette område. Hvor er den blevet af?

Brugerbillede for Nanna Wulff M.
Nanna Wulff M.

Ankestyrelsen: Efter at ventet i mere end 18 måneder, har jeg modtaget flere meget ubehøvlede breve fra to forskellige sagsbehandlere. Breve der emmer af en truende magtfuldkommenhed. Breve der gør mig meget ked af det. Breve der gør mig meget stresset. Jeg har klaget! Men....jeg orker ikke mere.

Jeg er døv og folkepensionist....

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Denne mentalitet, og prioritering, fra myndighedernes side, kan gøre mig eddersplittertosset.
Og det er en bevidst prioritering, for (små)- pengene findes i systemet.
Man er fra politisk hold, nået rigtig langt, med begravelsen af det danske velfærdssamfund,
som det tog 50-60 år at bygge op.! Politikkere, over en kam, damn you.!!