Læserbrev

Vi har brug for ny narkotikapolitik

18. oktober 2014

Siden 1961, hvor FN vedtog enkeltkonventionen om narkotika, er der blevet ført en ’krig mod stoffer’, som indtil videre ikke kan vise et eneste positivt resultat. De negative konsekvenser skal man til gengæld ikke lede længe efter – ineffektiv brug af politiets ressourcer, unødige fængslinger og en social stigmatisering af en af de befolkningsgrupper, der behøver mest hjælp. Men hvis vi skal have inspiration til, hvordan man fører en mere retfærdig og effektiv narkotikapolitik, behøver vi ikke at kigge længere end til Portugal.

Ved årtusindskiftet vedtog det portugisiske parlament en afkriminalisering af narko i stedet for blindt at fortsætte den hårde linje imod forbrugerne, som på det tidspunkt havde gjort Portugal til et af de europæiske lande med de tungeste narkorelaterede problemer.

Afkriminaliseringen har gjort, at besiddelse af narkotika til eget forbrug ikke længere giver fængselsstraf, men i stedet resulterer i bøder og eventuelt behandlingsdomme. Som resultat er antallet af narkorelaterede dødsfald faldet, behandlingsfrekvensen er steget og antallet af nye HIV-smittede, som specielt var et problem blandt landets stiknarkomaner, er faldet drastisk.

Det at søge hjælp er med andre ord ikke tilknyttet en så stor stigma som tidligere, hvilket gør, at flere tør henvende sig med misbrugsproblemer.

På globalt plan er WHO endda ude og bakke op om denne politik. Desværre er narkopolitik i Danmark et emne, hvor størstedelen af vores folkevalgte på Christiansborg har en umådelig berøringsangst – og det er en dybt asocial politik.

Afkriminalisering

Der er ikke tale om noget ønske om en liberalisering, som eventuelt skal føre til en legalisering. Der er med afkriminalisering tale om en politik, som rent faktisk tager hånd om de svageste, og som i stedet for at se narkomaner som kriminelle begynder at se dem som ofre.

Diskursen i dansk politik præges så ofte af, at der skal tages hånd om de svageste – hvorfor er det så, at de allersvageste bliver gemt væk? Det virker som om, at der er en tro på, at hvis vi bare har stofferne kriminaliseret, så er de der nok ikke. Men ’ude af øje, ude af sind’ gælder ikke i denne sammenhæng.

Vi har brug for en ny narkotikapolitik i Danmark. Vi har brug for en politik, som endelig tør se problemet i øjnene, og det bedste skridt, vi kan tage i den retning, er skridtet på vej til en afkriminalisering af narko.

Sebastian Just Madsen, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu