Klumme

Et brunt barn i bævende hvide arme

Et hvidt par i Ohio har sagsøgt en sædbank, efter at de fødte en sort pige. Kritikken af dem udstiller en vestlig vrangforestilling om, at vi lever i en verden, hvor alle kan tillade sig at være farveblinde
Debat
9. oktober 2014

I sidste uge blev mange forargede over et hvidt lesbisk par fra Ohio, som sagsøger Midwest Sperm Bank for en fejl, der gjorde, at de har fået et brunt barn med en sort donor, selv om de havde bestilt sæd fra en blond og blåøjet donor. Fejlen, mener de, har haft store konsekvenser for deres liv i en konservativ, hvid og raceintolerant småby, som de bliver nødt til at flytte fra efter råd fra deres terapeut. De kæmper dagligt med at skulle tilegne sig den fremmede afroamerikanske kultur, som deres (elskede) datter er knyttet til. Nu, to år efter fødslen, kræver de 50.000 dollar i erstatning.

Denne situation, et brunt barn i hvide arme, står i et spøjst forhold til sidste års modsatte scenarie, et hvidt barn i brune arm. En lille papirløs blond pige blev fundet hos en fattig romafamilie i Grækenland. Medierne dækkede begivenheden som en sensation, viste fotografier af romaernes umenneskelige (for hvide) levevilkår og efterlyste ’Den Hvide Engels’ formodede vestlige forældre. Pigen viste sig siden at være albino og adopteret med den fattige moders velsignelse. Den sag siger en del om Vestens forestilling om de hvides kroniske uskyld og de mindre privilegeredes farlige primitivitet. Ser vi en hvid pige i armene på en mørk, fattig familie, så finder vi det unaturligt og antager – uden historisk eller socialt belæg – at der er tale om udnyttelse.

’Brunt barn i hvide arme’ står til gengæld i vores selvglade, kulturelle fantasi for det diametralt modsatte. Her opfattes familiekonstellationen ikke unaturlig og suspekt, her er den nærmere kulturligt god. Historisk har man dyrket synet af den godgørende kolonisator, der tager lille Sambo på skødet og lærer ham at tælle til treenigheden. Og i dag får Angelina Jolie og Brad Pitt med deres adoptivbørn transnational adoption til at ligne en humanitær catwalk. Mørke børn i hvide arme er billedet på barmhjertighed. Og så kan det anses for en progressiv måde at gøre verden lidt mere ’farveblind’ på.

Når det lesbiske pars søgsmål over deres brune barn vækker forargelse, tror jeg, at det har at gøre med, at parret bryder med den kulturelle forestilling om Vestens progressive og gavmilde farveblindhed. Kritikken af dem handler grundlæggende om, at de to ikke er stærke nok til at forsvare denne lykkelige utopi. »Nybagt mor føder glad og sund baby … sagsøger stadig spermbanken,« lyder en overskrift. Og kommentator Derrick Clifton opsummerer i en flittigt delt artikel på mic.com historien som »et hvidt pars manglende evne til at håndtere sorthed, selv i egen familie«.

Og så mener Clifton, at sagen afslører, at »hvide nærmest aldrig seriøst må undersøge, hvordan hvide privilegier og institutionel racisme gør mange sociale rum voldsomt utrygge for sorte mennesker«.

Det er helt sandt, men i sin anklagende tone kommer Clifton også til at fremstille parrets vanskeligheder med at have et brunt barn i et racistisk samfund som en slags poetisk retfærdig hævn for deres hidtidige uvidenhed. Men kritikken bør ikke rettes mod dem. At ville sagsøge nogen for ens eget barns hudfarve kan lyde koldt, men det er den kapitalistiske handelsstrukturs nemesis. Selvfølgelig sagsøger man i USA. Og den store interesse for deres søgsmål udstiller også en vestlig vrangforestilling om, at vi lever i en verden, hvor alle kan tillade sig – og er ressourcestærke og privilegerede nok til – at være farveblinde. Sådan er det ikke.

Ingen medier har desuden gjort parrets homoseksualitet til en vigtig ekstra kompleksitet for både dem og deres datter, som også kommer til at leve med homofobi.

Hvis det er udtryk for velmenende seksualitetsblindhed, så arbejder den velvilje også imod at se, hvad der er vægtig ekstra modvind. Ligesom donorbarnsidentiteten også er en udfordrende anderledeshed, der skal håndteres. Og at kræve af forældre, at de skal spille seksualitets- eller farveblinde i en verden, der mildest talt ikke er det, er at ignorere det ansvar, de har for at forstå deres barns erfaringer.

De elsker det brune barn i deres hvide hænder, men hænderne bæver. Det er den verden, der gør dem utilpasse, som vi skal se i øjnene.

Katrine Hornstrup Yde er kulturskribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Katrine Hornstrup Yde

"den kulturelle forestilling om Vestens progressive og gavmilde farveblindhed"

Det er en fuldstændig omvendt opfattelse.
Forsøg at være farvet fodboldspiller i Europa - og du vil blive udsat for diverse tilråb og abelyde i mindst hver anden kamp - dem på udebane.
I Europa er vi da slet ikke farveblinde.
Jeg ved ikke om vi er værre end de andre racer; men farveblinde er vi ikke.

Jesper Oersted

Det er da i al fald en regnbuefamilie der vil noget!
Udfaldet er altid ukendt, når man bestiller sæd eller æg udefra, idet et lesbisk par jo ikke selv kan få børn med hinanden. Det må da siges at være et vink med en vognstang fra naturens side.

Oliver Wollenberg Christensen

Jesper Oersted, jeg håber du er klar over, at langt de fleste mennesker der benytter sig af donorsæd er heteroseksuelle mennesker.
Men sådan noget kan man jo godt glemme, når man gerne vil afspore debatten med sådan lidt hygge-homofobi.

det amerikanske samfund er råddent til benet med racisme, og det er godt at kathrine kan se det. jeg har selv en adoptivsøn som er sort, og alligevel kan jeg, efter at være flyttet bort fra det sorte samfund jeg boede i i 20 år, ikke sige mig fri for at være blevet racist. Jer er mig det bevidst, hvilket er den første gode nyhed, den anden er at jeg er villig til at indrømme og diskutere det, både med ham, som nu er 45, og med hvem der ellers måtte finde det hensigtsmæssigt.

Bob Jensen,

det lyder interessant. Kunne du ikke fortælle lidt mere og gerne forklare, hvorfor du er blevet racist?

nic, jo det vil jeg gerne, i hvert fald så længe vi kan bruge det til at hjælpe hinanden med at afklare og undersøge problemet, jeg gider ikke at blive angrebet for at være ærlig, så hvis der er for mange der tager det som en anledning til angreb, så holder jeg op.
meget af det er at forklaringsmodeller ligger i luften, og det er svært at undvige dem, tror jeg. Jeg ved godt det er meget vagt, især i betragtning af at landets officielle holdning er at prøve at afskaffe racisme, men racismen er alt for nyttig i en del-og-hersk ideologi, så det bliver alligevel vores fremherskende tilgang til de mennesker vi ikke kender.
Altså, jeg flygtede endelig fra oakland, fordi jeg ikke kunne holde de høje bilstereoer ud, og så kom jeg ud på landet, og der spiller poor white trash lisså højt, men alligevel så har jeg formet det indtryk, at det er sorte folk der spiller højt. Det er jo helt vanvittigt. lissom det ligger i luften at det er sorte amerikanere der stjæler. vi ved god, for det første, at de store forbrydelser begås af bankerne, og dernæst, at fattige hvide stjzler lisså meget som fattige sorte, og alligevel kan jeg ikke undvige at se skævt til et par unge sorte der "ikke ser ud til at have noget at gøre her", hvor her så ellers er, det er helt automatisk. Helt afgjort var det udelukkende sorte unge der spillede højt i oakland hvor jeg boede, det var det eneste der var der bortselt fra os lidt ældre nybyggere, og jeg fik osse noget PTSD ud af det, så der er da uden tvivl en neurotisk reaktion blandet i det, så jeg nu holder det imod alle unge sorte jeg møder, at det tilfældigvis var unge sorte der spillede højt (altså vi snakker om 80-100 dB her, ikke bagateller) hvor jeg engang boede, og jeg sidder fast i det mønster, som egentlig er helt uden statistisk bund i virkeligheden,i et støree perspektiv.
Men nu skal jeg til køjs, så må vi se om der kommer noget fornuftigt ud af det her