International kommentar

Debatten om dansk udviklingsbistand er syg

Det er et demokratisk problem, at Venstre kan slippe af sted med at foreslå at spare 15 procent på udviklingsbistanden fra det ene år til det andet uden at fortælle, hvem besparelserne vil ramme, og uden at konsekvenserne bliver analyseret og belyst
24. oktober 2014

Forestil dig, at Venstre, Danmarks største parti og – muligvis – ledende regeringsparti efter næste valg, foreslog at spare lige godt 15 procent på folkeskolen eller et hvilket som helst andet område. Fra det ene år til det andet. Det ville være breaking news. Journalister ville forlange præcise svar på, hvor besparelserne skulle findes, og drøne rundt for at lave interviews med de mange danskere, der ville mærke besparelserne. Journalisterne ville – kort sagt – passe deres arbejde.

Men hvad skete der, da Venstre i september sidste år foreslog at udsætte Danmarks udviklingsbistand for netop sådan en spareøvelse? Ingenting, stort set. Heller ikke da Venstre gentog forslaget i september i år. Venstre er sluppet af sted med at foreslå at skære udviklingsbistand fra de planlagte 16,9 milliarder kroner til 14,3 milliarder kroner allerede næste år. Uden at blive afkrævet svar på hvordan?

Den vigtige konsekvensjournalistik, vi heldigvis oplever, når danske ældre bliver spist af med vakuumpakket mad, eller nyankomne flygtninge fra Syrien ikke kan få deres familier til Danmark, er væk.

Det er et demokratisk problem. Ikke at Venstre vil spare. Det er en klar, politisk prioritering, som man kan være enig eller uenig i. Det demokratiske problem består i, at en så dramatisk besparelse kan lanceres – og måske vedtages – helt uden, at konsekvenserne af den bliver analyseret og belyst.

Er det virkelig sådan, at ’bare’ fordi besparelsen vil ramme fattige i Bolivia og Bangladesh, der ikke kan stemme ved det næste valg i Danmark, så kan medierne slippe af sted med ikke at konfrontere Venstre med konsekvenserne af deres spareforslag? Tilsyneladende, ja.

Det kræver ellers ikke nogen større journalistisk indsats at afdække, at spareøvelsen vil få dramatiske konsekvenser for tusinder af verdens fattige. Kig blot i den analyse, de folkelige, danske udviklingsorganisationer foretog af Venstres 2013-spareforslag. Den beskrev, hvordan sparemålet kunne nås: De første 800 millioner kroner ved at stoppe alle nye tilsagn i 2014 til fem asiatiske og latinamerikanske lande: Pakistan, Bangladesh, Nepal, Indonesien og Bolivia. Resten ved at spare 40 procent på traditionelt højprofilerede, danske indsatsområder: miljø og klima, humanitære formål, NGO’er, forskning og oplysning, naboskabsprogrammet og det arabiske initiativ. Der er ingen grund til at tro, at tingene har ændret sig synderligt siden sidste år.

Hønsene i Malawi

Medierne kunne også ofre lidt research på, hvordan det gik, sidste gang udviklingsbistanden blev udsat for den store sparekniv. Efter valget i 2001 skar den nye VK-regering 1,5 milliarder kroner på den danske miljø- og udviklingsbistand. Også dengang blev det annonceret, at pengene kunne findes ved at fokusere bistanden, koncentrere den om de fattigste osv. Og også dengang var det – både før og efter valget – småt med mediedækningen.

Først da Folkekirkens Nødhjælp satte fokus på ’hønsene i Malawi’ og de fattige kvinder, der havde investeret sparsomme midler i hønsehold i tillid til den bistand, Danmark pludselig skar væk, vågnede medierne. Derimod vakte to senere evalueringer med skarp kritik af Danmarks bratte udfasning i Malawi og af et helt nyt miljøprogram i Laos ingen opsigt. De to evalueringer bekræftede, at effektivt udviklingssamarbejde tager tid og kræver gensidig tillid til, at indgåede aftaler overholdes.

Det er en oplagt journalistisk udfordring – både nu og efter en eventuel Venstre-valgsejr – at følge, hvordan Venstre vil spare næsten en sjettedel af den samlede danske bistand fra det ene år til det andet og samtidig leve op til det, der står i partiets oplæg fra 2013: »Udfasningen af udviklingsbistanden i de lande, hvor bistanden ikke skal fortsætte, skal følge exitstrategier, som så vidt muligt udarbejdes i et tæt samarbejde med det pågældende land og relevante organisationer.«

Danske signaler

Udviklingsbistand kan ikke – og dansk udviklingsbistand kan slet ikke – redde verden. Politikeres, u-landsorganisationers, Danmarksindsamlingers overbudsløfter om alt det gode, danske kroner kan udrette, må høre op. Andre faktorer er vigtigere: den politiske vilje og forholdene i de enkelte lande, vores handels-, landbrugs- og skattepolitik for blot at nævne et par faktorer.

Alligevel er udviklingsbistanden vigtig som et signal om, hvordan Danmark ønsker at agere i en stadig mere globaliseret verden: Er løfter til verdens fattige det første, der må holde for, når det danske sundhedsvæsen kan bruge en saltvandsindsprøjtning, og danskere vil have skattelettelser? Vil vi virkelig engagere os langsigtet og forpligtende, når skrøbelige lande skal bygges op, ebola bekæmpes, og når fattige rammes af klimaforandringerne?

Det skal være legitimt også at tale om danske interesser i forbindelse med udviklingsbistanden, for vores lille og åbne land har en klar interesse i politisk, økonomisk og social stabilitet overalt. Vi har også en interesse i, at Danmark og danskere aktivt er aktivt og synligt til stede på alle verdens kontinenter.

Venstres spareforslag kan og bør blive en anledning til, at debatten om og dækningen af dansk udviklingspolitik kommer til at handle om netop de store spørgsmål.

Jesper Heldgaard er freelance-journalist med speciale i udvikling og globalisering

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu