Tysklands svar på Etisk Råd – Deutscher Etikrat – anbefalede for få uger siden, at Forbundsdagen tager lovmæssige skridt til at afkriminalisere samleje mellem voksne søskende. Rådet nåede dermed til en helt anden konklusion end Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der i 2012 stadfæstede en dom over en mand fra Leipzig, der havde et seksuelt forhold til sin egen søster.
Manden har afsonet en flerårig fængselsstraf, fordi han ikke vil afslutte forholdet. (Hans søster blev anset for at være mindre ansvarlig og blev ikke fængslet.)
Incest mellem voksne er ikke en forbrydelse i alle jurisdiktioner. I Frankrig blev forbuddet herimod således afskaffet allerede i 1810, da Napoleon indførte sin nye straffelov.
Incest mellem samtykkende voksne er heller ikke en forbrydelse i Belgien, Nederlandene, Portugal, Spanien, Rusland, Kina, Japan, Sydkorea, Tyrkiet, Elfenbenskysten, Brasilien og flere andre latinamerikanske lande (I Danmark straffes sex mellem søskende med fængsel i op til to år efter straffelovens paragraf 210, red.).
I den undersøgelsesrapport, som ligger til grund for anbefalingen, tager Rådet tager udgangspunkt i en gennemgang af vidnesbyrd fra personer i forbudte forhold, især halvsøskende, som først lærte hinanden at kende som voksne. Disse par beskriver de vanskeligheder, som kriminaliseringen har skabt for deres forhold, herunder truslen om tab af forældremyndighed over børn fra tidligere forhold.
Rapporten søger ikke at nå frem til en endelig etisk vurdering af seksuelle relationer mellem søskende. Den spørger i stedet, om der i strafferetten kan findes tilstrækkeligt grundlag for at forbyde sådanne relationer.
Den påpeger, at der ikke findes nogen anden situation, hvor frivillige seksuelle relationer mellem myndige mennesker er forbudt. Der er, hævder rapportens forfattere, brug for en klar og overbevisende begrundelse for at legitimere myndighedernes indtrængen i dette kerneområde af menneskers privatliv.
Pseudoargumenter
Rapporten ser nærmere på de begrundelser, som hævdes at kalde på myndighedernes indblanding. En forhøjet risiko for genetisk unormale børn kunne være en sådan begrundelse, men skulle den være tilstrækkelig, ville den samtidig retfærdiggøre et forbud, der ville blive på en gang snævrere og bredere end det nuværende forbud mod incest. Snævrere, fordi det kun ville have relevans for seksuelle relationer, hvor børn kan blive en følge. F.eks. blev den mand fra Leipzig, hvis sag aktualiserede problemstillingen, steriliseret i 2004, uden at dette fik nogen indflydelse på hans strafansvar. Bredere, fordi forbuddet skulle omfatte seksuelle relationer mellem alle slags par med forhøjet risiko for at få unormalt afkom.
Med tanke på Tysklands nazistiske fortid er det svært at forestille sig, at tyskerne i dag vil ønske sig, at staten skal bestemme, hvem der har ret til at forplante sig.
Rådet så også nærmere på behovet for beskytte familierelationer. Rapportens forfattere konstaterer, at incest mellem søskende er sjælden, ikke fordi det er en forbrydelse, men fordi opdragelse og opvækst i familier eller familielignende miljøer (herunder israelske kibbutzer, hvor ikkebeslægtede børn opdrages kollektivt) tenderer imod at eliminere seksuel tiltrækning.
Rapporten anerkender dog målsætningen om at beskytte familien og begrænser ud fra dette hensyn sin anbefaling til kun at omfatte lovliggørelse af seksuelle forhold mellem voksne søskende.
Seksuelle relationer mellem andre nære slægtninge, f.eks. mellem forældre og deres voksne børn, befinder sig, hævder rapportens forfattere, i en anden kategori på grund af de forskellige magtforhold mellem generationerne og det større potentiale for skade på andre familierelationer.
Moralsk lammelse
Hvor dybt tabuet mod incest går, har socialpsykologen Jonathan Haidt demonstreret. I et eksperiment lod han sine interviewpersoner tage stilling til følgende historie: Julie og Mark er voksne søskende, der tager på ferie sammen og beslutter sig for at dyrke sex for at prøve, hvordan det føles. Julie tager p-piller, og Mark bruger kondom for at være sikker. De nyder begge oplevelsen, men beslutter ikke at gøre det igen. Det forbliver herefter en hemmelighed, der styrker deres bånd.
Haidt spurgte så sine interviewpersoner, om de fandt det i orden, at Julie og Mark gik i seng med hinanden. De fleste sagde nej, men da Haidt spurgte hvorfor, anførte hovedparten begrundelser, som allerede var udelukket af historien – faren for f.eks. indavl, eller risikoen for, at deres forhold ville lide under det. Da Haidt påpegede over for sine interviewpersoner, at deres begrundelser var uden relevans for historien, svarede de typisk: »Jeg kan ikke forklare det, jeg ved bare, det er forkert.« Haidt betegner dette fænomen som ’moralsk lammelse’.
Vores reaktioner på brud på incesttabuet har en åbenlys evolutionær forklaring. Men skal vi lade vores dom over, hvad der udgør en forbrydelse, diktere af en følelse af modvilje, der kan have gavnet revolutionære forfædre uden adgang til effektiv prævention i evolutionens løb? Alene at diskutere spørgsmålet har vist sig kontroversielt. I Polen blev et indlæg, som redegjorde for Deutsche Etikrats anbefaling, lagt online af Jan Hartman, en filosofiprofessor fra Kraków. Dette fik universitetets ledelse til at betegne Hartmans indlæg som »undergravende for værdigheden ved embedet som universitetslærer« og bebude disciplinære foranstaltninger. Ved så hurtigt at se bort fra, at ytringsfrihed er en forudsætning for ethvert universitets værdighed, ser det ansete Universitet Jagielloński ud til at have givet efter for instinkter. Det lover ikke godt for en rationel debat om, hvorvidt incest mellem voksne søskende bør forblive en forbrydelse.
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
