Kronik

Dele-økonomi er et tveægget sværd

De spæde opgør med kapitalismen, vi ser i form af byttemarkeder og lignende, har potentialet til at udgøre et generelt brud med uligheden og overforbruget af ressourcer. Men der er en overhængende fare for, at de mister pusten, når kampen for alvor spidser til
Resecond er en klimabevist butik, hvor man kan bytte kjoler. Den og mange andre aktuelle aktiviteter i deleøkonomien er led i en ny omstillingsbølge på grænsen af kapitalismen. 
 Arkiv

Sigrid Nygaard

7. oktober 2014

Når byttemarkeder skyder op overalt i landet, er det både et nyt fænomen og udtryk for en deleøkonomi, der har dybe rødder i alternativer til kapitalismen. På byttemarkeder kan man bytte det, man selv er blevet træt af, til nye produkter, som andre til gengæld gerne vil af med. Det kan være alt fra legetøj til sko og elektronik. Det foregår uden penge, og produkter, der ellers ville samle støv på loftet eller ende i skraldespanden, får nyt liv og brugsværdi.

Det samme gælder tøjbyttebørser, hvor børnetøjet gratis byttes til en ny størrelse, eller kjolebytteforretninger, hvor festkjolen kan skaffes, uden at der skal købes nyt. Af andre spændende nyskabelser kan nævnes delebilskonceptet minbildinbil.dk, hvor folk lejer deres private biler ud, og bringrs.dk, hvor man kan tage andres fragt med på en biltur, man alligevel skal ud på.

Disse og mange andre aktuelle aktiviteter i deleøkonomien er led i en ny omstillingsbølge på grænsen af kapitalismen. Deleøkonomien rummer kimen til nye sociale relationer hinsides kapitalismen og skaber stor optimisme blandt grønne græsrødder og ildsjæle, der ser den som spiren til en helt ny økonomi, hvor velstanden kan blomstre uden vækst og overforbrug.

Problemet er, at der kan let ske det for de deleøkonomiske initiativer, der er sket mange gange før: Modstand og alternativer bliver omsat til ny vækst i en modificeret og endnu mere modstandsdygtig kapitalisme.

Der er under alle omstændigheder klare grænser for deling på kapitalismens præmisser, for kapitalismen bygger på eksklusivt ejerskab og konkurrence, der skaber splittelse og ulighed. Hvis deleøkonomi kan forenes med penge og profit, så tager kapitalismen imod muligheden med kyshånd, men ellers er der tale om frem-medelementer, der genererer krise og derfor skal bekæmpes med alle midler. For der skal tjenes penge og der skal bestemt ikke deles noget med konkurrenter.

På den ene side kan man se de mange aktuelle eksempler på deleøkonomi som et nyt led i en omfattende omstillingsproces. På den anden side kan man argumentere for, at omfanget stadig er for begrænset til, at kapitalismen for alvor er truet.

Kapitalismens transformation

Kapitalismens omstillingsevne er fænomenal. Det aktuelle samfund rummer talrige eksempler på, at tidligere former for deleøkonomi har været med til at fremme kapitalismens vækst og legitimitet.

Den aktuelle kapitalisme er resultat af en lang forandringsproces, hvor den industrielle kapitalisme er blevet omformet på grund af kritik, nye ideer og alternativer. Industrisamfundet var præget af skarpe opdelinger. Produktionen var meget specialiseret og der var store barrierer mellem forskellige fag og arbejdsfunktioner, både ved samlebåndene og i de institutionelle hierarkier. Arbejde og fritid foregik helt forskellige steder og de industrielle identiteter var også placeret i snævre klasser og kasser. Det var meget svært at dele i industrisamfundet.

Kapitalismens transforma- tion siden 1960’erne skal ses i dette lys. Vi har oplevet en række opgør med industrisamfundets rigiditet og dogmatik, hvor forskellige former for deleøkonomi er fællesnævneren.

Den første bølge af forandringer ramte produktionen, hvor den industrielle kassetænkning måtte vige for en række deleøkonomiske nyskabelser. Deling af viden og information, deling i teams, netværk og i forbindelse med projekter, samt deling på tværs af fag og funktioner blev naturlige elementer i arbejdslivet. Samtidig bredte produktionen sig fra arbejdstiden til hele livet. Derfor har vi også oplevet, at vi i stadig højere grad deler værdier og levevilkår i forhold til det globale klima, samt grænseoverskridende brands og finansielle markeder.

Den digitale udvikling i 1990’erne var ny benzin på bålet.

Med internettet opstod nye muligheder for at dele, stort set uden omkostninger. Ligesom opgøret med den industrielle produktion udsprang af arbejdskampe, var opgøret med digitale skranker drevet af aktivister, der kæmpede for fri information og uhindret fildeling, med stor folkelig gennemslagskraft. Kapitalismen var igen under angreb og især brancher med digitale produkter, som musik- og filmbranchen, vågnede brat op efter årtiers magelig profit.

Problemet for virksomhederne

Den digitale revolution er nu også blevet omsat til ny vækst for kapitalismen, idet vi ser nye forretningsmodeller, der muliggør deling, men også rejser høje mure, hvor der kræves betaling og hersker eksklusivitet. Facebook og Google er gode eksempler på den digitale kapitalisme. Og forløbet illustrerer en essentiel dobbelthed i samfundsudviklingen.

Kapitalismen er fleksibel og har stor omstillingsevne, men er samtidig præget af en uforanderlig natur og evig væksttvang.

Kapitalismen kræver vækst i eksklusiv velstand – det vil sige vækst i BNP – og kan ikke fungere uden jobklausuler, lukkede kildekoder, patenter, betalingsmure og industrihemmeligheder.

Det, der kendetegner de aktuelle nyskabelser i deleøkonomien, som kapitalismen endnu ikke har integreret i sin virkemåde, er, at de især handler om forbruget af industrielle produkter, som tøj, elektronik, biler og boliger. Og så er ressourcer og bæredygtighed centralt. Den nye deleøkonomi har opnået stor folkelig opbakning i en tid, hvor både den økonomiske og den økologiske krise breder sig.

Der er noget andet på spil end deleøkonomi i arbejdslivet eller i forbindelse med digitale produkter. Ikke mindst fordi spørgsmålet om at dele, i forlængelse af bæredygtighedstanken, udstrækkes til at gælde globalt og inkluderer fremtidige generationer. Bæredygtighed er den ultimative deleøkonomi.

Problemet for virksomhederne er, at de nye deleøkonomiske fænomener strider mod den uendelige vækst i forbruget, som de er afhængige af, for hele tiden at tjene flere penge. Når befolkningen deler og bytter på livet løs, så købes der færre nye produkter, og det rammer både virksomhedernes indtjening og væksten i BNP.

Indsatserne er forøget

Virksomhederne er allerede i fuld gang med at tilpasse sig. Børnetøjsproducenten Katvig har eksempelvis indoptaget ideen om tøjbyttebørser og udbygget den med leasingordninger, så tøjet løbende kan byttes, i takt med at barnet vokser.

Og der er talrige andre virksomheder, der arbejder med nye forretningskoncepter, der handler om at udleje i stedet for at sælge. Forbrugeren kan så levere et produkt tilbage, når det ikke længere bruges, og leje et nyt. Det er en måde, hvorpå virksomhederne tilpasser sig en situation med resurseknaphed, men det er i lige så høj grad en reaktion på deleøkonomien.

Det afgørende er, hvorvidt virksomhederne formår at udnytte mulighederne i deleøkonomien til at skabe ny vækst, eller om alle de grønne omstillingsinitiativer, der spirer frem i disse år, formår at skabe en bæredygtig økonomi på helt nye præmisser, som virksomheder og samfundet så bliver nødt til at indrette sig efter.

De spæde brud med kapitalismen kan vokse til at udgøre et generelt brud med uligheden og overforbruget af ressourcer, men de risikerer også at miste brodden, før kampen for alvor spidser til. Indsatserne er imidlertid forøget, og kapitalismens krise er blevet dybere.

Maria Reumert Gjerding er folketingskandidat for Enhedslisten og Peter Nielsen er lektor på Roskilde Universitet

Serie

Seneste artikler

  • Lad landsbymentaliteten blomstre

    17. oktober 2014
    Deleøkonomien tvinger os til at forcere psykologiske barrierer og se snagen og sladder i et mere positivt lys. Det bringer landsbyens fællesskab og medansvar til byerne
  • Et alternativ til storskralds-containeren

    13. oktober 2014
    Når man som ildsjæl kaster sig ud i at arrangere byttemarkeder, bliver man hurtigt klar over, hvilke forhindringer deleøkonomien står over for – de fleste findes i folks hoveder
  • Jeg er træt af penge

    3. oktober 2014
    Jeg bliver så udmattet, når jeg tænker på ordsproget tid er penge. Ligesom når jeg tænker på, hvor mange timer af andre menneskers liv, der kan ligge akkumuleret på én mands bankkonto. Derfor er jeg med til at skabe fællesskaber, hvor relationer mellem mennesker træder i forgrunden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • curt jensen
  • lars abildgaard
  • Pia Qu
  • Dennis Berg
  • Benjamin Bach
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ejvind Larsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
curt jensen, lars abildgaard, Pia Qu, Dennis Berg, Benjamin Bach, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Sørensen

Problemet med sådanne analyser er ikke så meget konklusionen på analysen men mere selve analyseprocessen.
Der er fx ikke nogen sådan ting/enhed eller kraft for den sags skyld som "kapitalisme". En isme er en teoretisk og begrebsmæssig konstruktion. Problemet bliver hurtig at når vi har sagt kapitalisme mere end 5 gange så tror vi på det, hvilket så leder til at analyser som denne får os til at jagte fx markedskræfter og økonomier som var det besjælede størrelser med reflektion og frihed.
Kapitalisme, markedskræfter, økonomier osv. er ikke selvstændige størrelser men blot os, mennesker der agerer på samme måde i grupper og i flok. Dermed er det os selv, ikke "ismer" og slet ikke de andre vi skal jage. Kun os selv der er ærgærrige, grådige, angste etc.

Knud Henrik Strømming, Peter Knap, Troels Brøgger, Bjarne Bisgaard Jensen, Lise Lotte Rahbek og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Michael Sørensen. Kapitalisme er en produktionsmåde, som er baseret på ejerskab af kapital. (Til forskel f.eks. på ejerskab af jord.) Dvs. der vil ikke blive igangsat produktion i et kapitalistisk system, hvis der ikke er kapital til stede. Det er da ikke specielt abstrakt. Deleøkonomi optræder i mange former - f.eks. i form af udveksling af naturalier. I sidstnævnte form er deleøkonomi ikke kapitalistisk - snarere før-kapitalistisk.

Knud Henrik Strømming, Mikkel Madsen og Benjamin Bach anbefalede denne kommentar

Så mangler vi bare at dele arbejdspladser. Vi kan gå ned i arbejdstid i solidaritet med de ledige.  En virksomhed med 10 ansatte aflægger i alt 370 timer pr. uge indenfor nuværende overenskomstaftale. Afgiver hver enkelt ansat 7 timer ( og tilsvarende løntimer) fremover er, facit således 300 timer pr. uge, for gruppen. Der er altså en rest på 70 timer, der skal dækkes ind for at fastholde virksomhedens samme produktion. Disse  70 timer er jo lig med godt  2 kollegaer mere. 

Skåret ud i pap: virksomhedens nu tolv ansatte har lavere løn, men belaster klimaet mindre qua et tilsvarende ( mindre) ressourceforbrug. Der er ikke længere så mange penge at rutte med. Til gengæld vil de tolv ansatte formodentlig have færre stressrelaterede sygedage. Måske vil der være et velvære-overskud for nogle af dem til at skifte den dyre bil ud med en cykel?Måske kan medlemskabet af fittnesklubben spares væk etc. Det er også en form for deleøkonomi.

Søren Ansbjerg, June Beltoft, curt jensen, Tobias Agensø, Britta Hansen, Benjamin Bach, Carsten Mortensen og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar

Hverken deleøkonomi eller arbejdsdeling mod lønnedgang ændrer noget som helst ved selve den økonomiske overbygning kapitalismen. Isme eller ej så er det en økonomisk styrende virkelighed, der hersker lige nu - og ja, den er menneskeskabt og kan derfor også fjernes og erstattes af noget andet - spørgsmålet er af hvad?
Fredeligt bliver det ikke under nogen omstændigheder. Der er en hel del magthavere og mennesker, der er økonomisk privilegerede, som skal af med magt og privilegier

curt jensen, Steffen Gliese, Mikkel Madsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Kapitalismen" er upåvirket af hvem, der ejer hvad - om ejerskabet ligger i private enkeltpersoners hænder, eller i lønmodtagerejede pensionsfonde, eller i andelsforetagender / kooperativer eller i kommunalt regi, eller i statsligt regi o s v er ligegyldigt for kapitalismen - men ikke for socialismen (kommunismen), som er mere et politisk system end et blot et økonomisk system.

Grundreglen om, at man i et samfund ikke kan bruge flere værdier , end man skaber gælder uanset hvad man kalder samfundets økonomiske system.

Dele- og genbrugsøkonomien er da en fin ide , men nogen mister deres arbejde, hvis vi alle gør os umage for at lave mest muligt selv og undgå at erhverve varer eller købe tjenesteydelser, som andre er uddannede til og tjener deres levebrød ved at lave.

Om der er fysiske penge eller ej er vist ligegyldigt f s v angår profitten - nogen er gode til at bytte sig til varer af stor værdi mod at levere varer af ringere værdi til gengæld .

Rigdommen i et samfund ligger i at man hver især specialiserer sig i et eller andet, som man så er super god til at lave, og at der er et væld af kompetencer tilstede i det pågældende samfund , som supplerer hinander og derved skaber en synergi-sffekt.

Fattige lande er præget af manglende uddannelse og manglende faglige kompetencer - de rige lande ( bortset fra nogle oliestater) er præget af uddannelse og tilstedeværelsen af alle de nødvendige faglige kompetencer i de rigtige forhold til hinanden.

Dybest set er penge/kapital blot udsprunget af behovet for en måde at måle varer og tjenesteydelsers indbyrdes relative værdier - og så slipper man for den omstændelige og hæmmende naturaløkonomi med evigt bytteri - og i naturaløkonomien er det svært at spare op og at skaffe finansiering til noget som helst (det være sig offentligt eller privat)

Genbrugsforretninger er jo en slags dele økonomi, dog uden "deleren" får noget som helst for besværet med at bringe tøjet derned - til gavn for andre der betaler en skilling til et godt formål. Mange steder kan man finde tøj hvor ny-salgs skiltet slet ikke er taget af endnu..

Stephan Paul Schneeberger

problemer er der stadig bruge penge, tænkes i ejendom og markedet anonymisere de sociale relationer i den grad at de objektive forhold bliver usynligt for aktørerne og der skaber en egocentrisk adfærd man kalde varefetichismen. Dele økonomiens er muligt på grund af en ny teknologi hvor dem der har inforations platformen beholder magten og tjener penge, mens den der f.eks. lejer biler og værelser ud eller tilbyder ydelser som undervisning, fikse cykler osv underbyde hinanden i pris i prikære arbejdsforhold, ... Det nye kapitalismer er dem der informations platformens ejer og lønmodtagerne bliver til små selvstædige erhvervsdrivende uden fagforeninger, pensioner, overenskomster og logisk også deres ege chef og slavepisker.

hvis der var et realt forsøg på at skabe kooperativer og kollektiver til produktion vil det være vigtig som alternativ til den smuldrende velfærdssystem eller som producent og distributører økologiske vare , men alt andet er set før. De er ikke uvigtig men overhoved ikke slutning på det forfatteren kalder kapitalismen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke køber præmissen med at kapitalismen og deleøkonomi er hinandens modsætninger. For det er de overhovedet ikke.

Man kan sagtens deles om goder, der handles på et kapitalistisk marked. F.eks. biler, boliger eller haveredskaber. Dybest set er et hotelværelse også bare en etværelses delebolig; hvilket gør sondringen mellem bl.a. Airbnb og "professionelle" hoteller/vandrehjem mere akademisk end egentlig reel.
Det samme gælder for udlejningsbiler vs. privatbiler, der udlejes. Princippet er det samme (en bil deles mellem flere brugere), det eneste, der er forskelligt, er ejerforholdet (Mikkel Madsen vs. Hertz eller Avis).

Foratteren er dog inde på noget af det rigtige, når han udnerstreger kapitalismens overraskende store tilpasningsdygtighed. Hvad er forskellen på Steve Jobs og en hippie? Dybest set ikke så meget som man gerne vil gøre det til; begge er udsprunget af 68'ernes idealer med at lade kreativiteten og fantasien råde. Resultatet (iPhone vs.Christiania og Thylejren) er selvfølgeligt forskellige - men heller ikke mere forskellige end det.
Joseph Heath og Andrew Potter analyserer dette interessante forhold noget nær perfekt i deres bog "Rebel Sell": http://en.wikipedia.org/wiki/The_Rebel_Sell

Knud Henrik Strømming, curt jensen og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Mikkel Madsen. Hvis du producerer ris vha. slavearbejde i Sudan og sælger din ris på det europæiske marked, er udvekslingsformen kapitalistisk, men produktionsformen er det ikke, eftersom den ikke er baseret på lønarbejde. Omvendt hvis du køber en vare i Bilka, er varen højst sandsynligt produceret under kapitalistiske produktionsformer. Men hvis du bytter denne vare med en anden vare, som er købt i Fakta, har du indgået i en udvekslingsform, som ikke er kapitalistisk, men naturaløkonomisk.

Troels Brøgger

Dele - og bytteordninger er vel opstået som en form for blanding af protest og pragmatik i forhold til den gældende økonomiske praksis - kald den hvad I vil. I øjeblikket hersker grådighed på det materielle plan både som gældende accepteret norm, og som adfærd. Det er der så nogen der kalder kapitalisme brugt som forbandelse eller skældsord.
Det er ikke nok at mindre grupper gør op med grådigheden ved alternativ adfærd, "vi" er nødt til at finde på en anden måde at organisere hele systemet på - og nej - det kommer nok ikke til at gå helt fredeligt for sig medmindre vi gør det i et ret roligt tempo - ikke at forveksle med svaghed -men i erkendelse af at det tager tid at ændre bevidsthed også selv om man gerne vil.

curt jensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Endelig!, en ny deleøkonomi spirer frem, Kapitalismens dage er talte!
Hurra og Hallelujah!
Og private delebiler som ikke koster kassen.

Har lige kigget på https://minbildinbil.dk/ og at leje en bil igennem en organisation som angiveligt skulle være et alternativ til kapitalismen koster faktisk mere end hvad det koster hos den profitorienterede virksomhed lej-et-lig.dk som jeg udvalgte til sammenligning fordi de bruger ældre brugte biler end de finere udlejingsfirmaer.

Et eller andet lugter her.

I min by vil folk have 283 - 600,- pr dag for at leje deres bil ud, fordi det er hvad de har regnet ud, de kan få, sammenlignet med de professionelle biludlejere. Man vil gerne tjene mest mulig på at leje sin private bil ud, og gerne uden at skulle betale skat, og uden at tage nogen risiko. Man vil maksimere udbyttet, minimere risiko, underbyde konkurrencen - men heller ikke mere end absolut nødvendig for at kunne sælge varen.

Hvad er så egentligt alternativet til kapitalismen i det her?

Så længe folk ikke kan komme af med grisk- og grådighed, er det lige meget om vi har penge- eller bytte økonomi. I så fald ville jeg faktisk foretrække pengeøkonomien, så kan man da i det mindste overskue det og kan nemmere se om man bliver snydt.

"De spæde opgør med kapitalismen, vi ser i form af byttemarkeder og lignende, har potentialet til at udgøre et generelt brud med uligheden og overforbruget af ressourcer. "

Det eneste nye er anvendelse af varerne i længere tid, og ændret import som følge deraf, afhængig af hvor varerne kommer fra. Nedsættes forbruget af nogle varer, stiger forbruget af andre varer og tjenesteydelser, hvis købekraften forbliver uændret.
Derimod, som Kim Larsen er inde på 15.08, vil det forholde sig helt anderledes, hvis arbejdet deles og løn/købekraft reduceres her i landet. Og videre - sker mindre forbruget ved importerede varer, påvirkes nationaløkonomien og transporten reduceres (klima). Men sker det modsatte, er der ikke flyttet et komma.
Går man dybere ind i problematikken, komme mange andre faktorer ind i billedet - som resurseforbrug, transport, arbejdsmiljø, børnearbejde, arbejdsmarked, skat og moms, osv. Fører for vidt her, men et eksempel er, at der bruges enormt meget vand ved tekstilproduktion i områder med stor befolkningstæthed og måske mangel på vand.

Så enkelt er det, og det ændrer intet ved kapitalisme og den citerede overskrift og den del af artiklen er derfor noget vrøvl.

Verden ifølge Kroll:

Grundreglen om, at man i et samfund ikke kan bruge flere værdier , end man skaber gælder uanset hvad man kalder samfundets økonomiske system.

Fattige lande er præget af manglende uddannelse og manglende faglige kompetencer -

Så nemt. Men det gør det jo ikke sandt, Robert Kroll.

Din grundregel siger desværre intet om fordelingen af værdierne i et samfund, men det er fordelingen der er afgørende for et samfunds trivsel, ikke den totale omsætningsbilans.
Rige folk er rige fordi de har sikret sig kontrol over flere ressourcer end de fattige, ikke mindst den menneskelige arbejdskraft (som er en af de mest værdifulde ressourcer overhovedet) uanset berigelsesmetoden og uanset samfundets BNP. Det kan skyldes det at de har været "smartere" end taberne, ellers også mere brutale og hensynsløse. Der findes nok ikke ret mange rige folk som er blevet rige igennem ærligt, hårdt arbejde, nøjsomhed, uddannelse og specialisering. Det er en ammehistorie som kapitalismens missionærer elsker at fortælle.

Og manglende uddannelse og faglige kompetencer er ikke en grundlæggende, naturlig årsag til fattigdom men et symptom, et resultat af mange forskellige interaktive faktorer, deriblandt adgang til ressourcer, "konkurrenceevne" og - igen - fordeling.

Den virkelige verden er nok en smule mere kompleks end som du opremser det.

Ivan Breinholdt L.

Det er første gang jeg hører at produktion med hjælp af slavearbejde skulle være en modsætning til kapitalisme. Det er en meget snæver akademisk-flueknepåpende definition af kapitalisme du synes at anvende her.

@Peter Knap: No prob....at stille deleøkonomi op som et sort/hvidt alternativ til kapitalisme er i bedste fald en skrivebordsøvelse, i værste fald direkte misvisende :-)

@Ivan Leth: Lige nøjagtig min pointe. Uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvilke analyseværktøj, man lægger ned over det, så er de meste af det, der i dag kaldes "deleøkonomi" i større eller mindre grad sammenhængende med enten en kapitalistisk distributions- eller produktionsorganisering.

Deleøkonomi kan muligvis hjælpe os til at bruge resurserne mere optimalt, men det er en helt anden problemstilling, der intet har med at gøre hvordan man organiserer produktion og distribution af goder og serviceydelser. Man kan sagtens forestille sig et kapitalistisk organiseret samfund med en høj grad af deling og et kommunistisk samfund, hvor folk ikke deler deres Trabant eller Lada med naboen.

@Peter Knap: No prob....at stille deleøkonomi op som et sort/hvidt alternativ til kapitalisme er i bedste fald en skrivebordsøvelse, i værste fald direkte misvisende :-)

@Ivan Leth: Lige nøjagtig min pointe. Uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvilke analyseværktøj, man lægger ned over det, så er de meste af det, der i dag kaldes "deleøkonomi" i større eller mindre grad sammenhængende med enten en kapitalistisk distributions- eller produktionsorganisering.

Deleøkonomi kan muligvis hjælpe os til at bruge resurserne mere optimalt, men det er en helt anden problemstilling, der intet har med at gøre hvordan man organiserer produktion og distribution af goder og serviceydelser. Man kan sagtens forestille sig et kapitalistisk organiseret samfund med en høj grad af deling og et kommunistisk samfund, hvor folk ikke deler deres Trabant eller Lada med naboen.

Kære Curt Jensen ( kl 10.55)

Specialisering, uddannelse og kompetencer er en absolut forudsætning for at udvikle et "rigt samfund" som f eks det danske,

Mangler disse elementer, så kommer et samfund ingen vegne ( - med mindre det er så heldigt at bo oven på nogle oliekilder).

Det høre også med til et velfungerende samfund, at man har en effektive regelsæt/lovgivninger , der rammer karteller, monopoler, skatte snyd, korruption o s v o s v og sikrer , at de svage ikke bliver "tromlede".

Enig i, at fordelingen af goderne i et samfund er vigtige, men sikringen af den nødvendige "fordeling" kan gennemføres i et hvilket som helst type samfund, hvis der er vilje til det.

Om et samfund er et fint demokrati, et absolutistisk kongedømme, et militærdiktatur, en socialistisk enhedsstat, et fascistisk diktatur o s v er ret ligegyldigt i denne sammenhæng

- indkomstudligning og fordeling kan laves i alle typer af samfund - men jeg tror det gøres mest effektivt i samfund/kulturer af den skandinaviske"velfærds- type", som er baseret på en som udgangspunkt fri markedsøkonomi (- nogen elsker at kalde det kapitalisme, og det er da OK).

Ivan Breinholt Leth

Curt Jensen. Det er ikke mig, der har fundet på 'flue-knepperiet'. Karl Marx og med ham en række sociologer (også ikke-marxister) skelner basalt mellem slavesamfund, feudalt samfund og kapitalistisk samfund. Produktion i et slavesamfund er naturligvis baseret på slavearbejde. I et feudalt samfund på hoveriarbejde, og i et kapitalistisk samfund på lønarbejde. Kapitalismen er frigørende på den måde, at den sætter arbejdskraften fri for fremmed ejerskab. Lønarbejderen ejer sin arbejdskraft, og han sælger den på et arbejdsmarked. En slave ejer ingenting - heller ikke sig selv. Historisk set findes der masser af blandingsformer af disse måder at organisere produktionen på, men mig bekendt findes der ikke længere hoveriarbejde i Europa. Men der findes ifølge Human Rights Watch slavearbejde i Sudan side om side med kapitalistisk lønarbejde (olieudvinding). Sydafrika er et højt udviklet kapitalistisk land, hvor der findes mennesker, som lever i urgamle traditionsbundne samfund uden nogen form for ejendom og følgelig ejendomsret.

Eftersom du selv korrekt fremhæver, at privat biludlejning ikke er en alternativ udvekslingsform i et kapitalistisk samfund, må det være fordi, at du også synes, at det er vigtigt at have begreberne på plads. Flue-knepperi eller ej.

Kun ubrugte varer er spild og frås.
Antag at fem naboer køber en græsslåmaskine. Meget enkelt sagt : Den holder mekanisk en femtedel af tiden og forbruget er uændret.
Mere kompliceret : Ejes/bruges maskinen af den enkelte, og ruster op hurtigere end den bliver mekanisk skrot, er forbruget større.
Her kommer vedligeholdelse og reparationsmulighed, altså holdbarhed, ind i billedet.
Det kendte eksempel er kopimaskiner med indbygget, begrænset holdbarhed og dyr reparation.

Indsæt modetøj i stedet for græsslåning !!

Før 1775 fandtes produktion og økonomiske sammenhænge ikke. Så blev kapitalismen opdaget og 100 år senere et andet system marxismen. Er det rigtigt forstået, eller er det bare et indtryk jeg får ved at følge økonomiske debatter her i bladet og på andre medier.

Ivan Breinholt Leth

Pointen var sådan set bare, at hvis man vil vurdere om deleøkonomi er et alternativ til kapitalisme, er man nødt til at forstå, hvad kapitalisme er – til forskel fra andre produktions- og udvekslingsformer. Dernæst er man nødt til at skelne mellem produktionsform og udvekslingsform. Kapitalistisk produktion er baseret på ejerskab af kapital og på køb og salg af arbejdskraft. Varer udveksles i et kapitalistisk samfund altid vha. penge. Ingen kapitalist producerer produkter for at bytte dem med andre produkter, men for at sælge dem for penge.
Hvis du producerer en vare eller en tjenesteydelse, uden at der er kapital og lønarbejde involveret (jeg klipper din hæk, mod at du vasker min bil), er det ikke en kapitalistisk produktionsform. På samme måde, hvis du bytter dine blue jeans for en flaske vin, er det ikke en kapitalistisk udvekslingsform, uanset at både bukserne og vinen er produceret vha. lønarbejde og kapital. Derimod hvis du sælger dine blue jeans for penge, er det en kapitalistisk udvekslingsform, ligesom at hvis du klipper en anden mands hæk mod betaling, har du produceret en kapitalistisk service. (Kapitalen er din hækkeklipper, og du vil formentlig tage dig betalt per time.)
Tilbage står nu spørgsmålet om udlejning er kapitalistisk. Når du har købt en vare, har du tilegnet dig retten til at nyde dens brugsværdi. Først når du har udvekslet pengene, har du ret til varens brugsværdi. Hvis du sælger denne ret i små bidder, udlejer du. Derfor er dit videresalg af varens brugsværdi vel kapitalistisk, fordi varen er produceret vha. lønarbejde og kapital og udvekslet vha. penge, og det er i den sammenhæng ligegyldigt, hvem slutbrugeren er.
Af disse grunde er det vanskeligt at få øje på det alternative i et koncept som f.eks. www.minbildinbil.dk.

Ivan B.L.
Ja, du har naturligvis ret. Jeg synes bare ikke at Marx' definition af kapitalisme er så relevant i denne sammenhæng, fordi kapitalismen jo har skiftet ham et par gange siden Karls dage. I dag er der også internationale virksomheder hvis indtjening delvis er baseret på slavearbejde eller arbejde under slaverilignende tilstande. Men ellers er jeg jo helt enig med dig.

Robert K. Du forveksler årsag med virkning. Et moderne samfund som det danske er rig fordi man har indført den såkaldte skandinaviske model (som kun kaldes skandinavisk i Skandinavien, men pyt, I elsker bare at tage patent på universelle ting) eller den sociale markedsøkonomi som den ellers hedder, hvor man satser stærkt på almen velfærd, social sikkerhed og tryghed og uddannelse igennem en massiv indgreben i den frie markedsøkonomi, og markant omfordeling.

Så, i dag siger man, at hvis vi der ellers ikke producerer ret meget mere, vil fastholde vores rigdom, så skal vi satse endnu mere på uddannelse.

Personligt betvivler jeg at dette vil redde vores røv, men det er en anden diskussion.

Udlejning har for mig intet med alternativer til kapitalisme at gøre, tværtimod. Ej heller bytning.
En pengeøkonomi er sådan set også bare en bytte økonomi med et fælles standardiseret mellemled - penge.
Jeg er enig med Kroll at disse private initiativer, hvor alle servicerer alle men på et kapitalistisk profitgrundlag er samfundsødelæggende, da disse modeller snyder både specialister og staten.
minbildinbil virker ret usympatisk på mig, fordi det kører på delebil bølgen, men har intet med delebil at gøre. Det er kommerciel udlejning i en skattemæssig grå- formentlig sort-zone.
Deling derimod er et alternativ.

Men nøje set, har vi ikke længere et penge økonomi, da penge i dag bliver skabt ud af den blå luft og ikke længere repræsenterer kapital men gæld.

Så i bunden har vi i dag en gæld-økonomi. På vej mod neo-feudalistisk- og slaveøkonomi, hvis vi lader det ske.

Robert Kroll,
vil lige tilføje, at nogle lande simpelt hen er fattige fordi de geografisk set ligger dårligt placeret. Når der ikke er floder, kyst, eller andre naturlige veje, kan man ikke etablere samhandel og så er det svært at blive rig. Uden handel - ingen penge.

Mange ressourcerige afrikanske og latinamerikanske lande fx. ligger geografisk så dårligt at det ikke har været mulig for dem at etablere samhandel. Veje koster penge, mange penge, selv med slavearbejde, og det er stadig det største problem i store dele af Afrika.

Der arbejdes nu på alternative løsninger til vejbyggeri med hjælp af cutting edge teknologi. Fx. fjernstyrede last-droner der kan flyve op til 25kg last over 50km på en solopladet batteripakke etaper er under afprøvning. Det kan man da i hvert fald bruge til at flyve medicin ind i områder uden forbindelse.
Og et par I-phones...

"De spæde brud med kapitalismen kan vokse til at udgøre et generelt brud med uligheden og overforbruget af ressourcer, men de risikerer også at miste brodden, før kampen for alvor spidser til."
Tingene bliver god og grundigt blandet samme her.
- Kapitalisme er et princip og der sker intet brud, selv om vi opfører os anderledes.
- Ligheden påvirkes med skat til samfundskassen.
- Tilbage er det egentlige : Overforbruget. Vi forbruger alle og der er intet underligt i, at vi bruger de penge, vi har.
Den enkeltes motiv for at prioritere anderledes kan være omprioritering af forbruget, f.eks. med delebiler og kortere afstand til arbejdspladsen, berøres i artiklen.
Men forfatterne nævner intet om forbrugerens (psykologiske) motiver i (over)forbrugsvalget - status, trøsteindkøb, mode, miljøbevidsthed, børneopdragelse, gruppepres, personlig "markedsværdi", mindreværd, wellnes hysteri, og meget andet. Kort sagt - søgen efter lykken gennem materielle surrogater - ud over det basale behov.
Forbrugerne har magten, men vil vi bruge den i miljøet tjeneste ? - eller skal vi tvinges via forbrugslovgivning. "Vi" er EU og andre storforbrugere.

Faktorerne til begrænsning er løn og skat. Sæt nettolønningerne ned med en af faktorerne og forbruget falder automatisk - ikke nødvendigvis med det miljømæssigt mest hensigtsmæssige.

Samfundet kunne påvirke forbrugerne ved at stoppe med inkonsekvente love, f.eks fjerne befordringsfradrag, som støtter energiforbrug og gener i bymiljøet. Man kunne omlægge afgiftspolitikken målrettet i bæredygtig retning.
Minusvækst er uundgåelig, hvis vi vil ændre noget. Derfor sker det ikke, før der stå en halv meter vand i politikerne stuer.
Der sker under alle omstændigheder ikke noget i Danmark, før alle de andre er med, af den simple grund at klimaet er globalt.

Forfatterne (socialister) gør kapitalisme til den onde ånd og (verdens)socialismen til løsningen, men den er i os alle i der grådige vestlige verden - styret af denne verdens ledere.